En filmoplevelse: Smagen af rust og ben

7. juni 2014

Jacques Audiards film Smagen af rust og ben har længe stået på min liste over film, jeg gerne ville se. Fordi den har fået mange fine ord med på vejen. Men jeg nåede ikke at få den set, da den blev vist i biografen, så det var ikke svært at få den med hjem på dvd, da jeg forleden faldt over den i en lokal mediebutik.

Smagen af rust og ben er en kærlighedsfilm, der ligger så langt fra amerikanske, romantiske film, som man næsten kan tænke sig. Vi er langt fra den velbjergede middel- eller overklasse, der ikke belemres med problemer som forbrug, penge, bolig osv. Tværtimod befinder vi os i den nederste del af den franske samfundspyramide.

Vi møder her den maskuline, hårde negl Ali (spillet af Matthias Schoenaerts), der slår sig ned hos sin søster og svoger med sin femårige søn. Bag sig har Ali et brudt forhold til drengens moder, og drengen er mere en belastning end noget andet for Ali, der lever fra hånden til munden med småjobs som udsmider, sikkerhedsvagt og slagsbroder i lokale, småkriminelt iscenesatte slåskampe med indbyggede væddemål. Forholdet til kvinder er lige så elementært som Alis forhold til arbejde og familie. Han knalder dem, han møder. Og det er det – indtil han render ind i Stephanie (Marion Cotillard), som han hjælper hjem fra en aften på et diskotek, hvor hun har fået tærsk.

Stephanie er også en af samfundsbundens skæbner, men dog lidt over Ali. Hun har job som træner af spækhuggere i en forlystelsespark. Og en dag går det galt på arbejde, og Stephanie vågner op på hospitalet, hvor hun har fået amputeret begge ben. Hun er på enhver måde sendt til tælling. Hendes liv er slået helt itu. Men hun har Alis telefonnummer og instinktivt kontakter hun ham, og med den næsten dyriske Ali som hjælper finder Stephanie tilbage til livet og – kærligheden. For Stephanie, der også har haft en kompliceret kærlighedsliv med ubetydelige engangsaffærer, bliver langsomt forført af Alis brutale og simple maskulinitet. Sød musik opstår i hjerterne på de to, selv om Ali ikke med det samme kan høre melodien.

Smagen af rust og ben udspiller sig på bagsiden af feriestedet Antibes, og miljøbeskrivelsen er lige så rå og uforfinet som skildringen af parret og deres omgivende personer. Og filmen er filmet i en lidt nervøs og flakkende ekspressionistisk stil, der passer godt til selve historien.

Hvordan filmen ender må du selv finde ud af, men i hvert fald er det en usædvanlig kærlighedsfilm, der ikk e hæmmes af romantiske klichéer eller utroværdige persontegninger. Måske er det netop derfor, den kommer tæt på den virkelighed, vi mener findes uden for filmens verden? Hermed anbefalet.

Skriv en kommentar

305 har læst indlægget