Mandalay

28. januar 2008


Bedst som jeg troede, at jeg for en tid havde glemt Giro 413 Ã¥bnede jeg op for DR1 og frem toner dansk tvs svar pÃ¥ den tyske Gartenzwerg, Søren Ryge. Min snakkesalige fagfælle, der har gjort det til en levevej at snakke om alt fra havearbejde til særlinge fra den hendøende bondekultur. Og hvad er hans tema denne eftermiddag? Sangen “Mandalay”. Tal om en Giro 413-klassiker! Og sÃ¥ fik vi hele historien om Rudyard Kiplings kærlighedssang, der først blev deklameret af Mogens Wieth pÃ¥ bedste romantiske skuespillervis, siden blev popificeret af Four Jacks og kroballeficeret af fx Eugen Tajmer for at fÃ¥ en slags genoprejsning i Kim Larsens Glemmebog. Desværre er Youtube ikke levringsdygtig – hverken i lyd eller billed… Men Mogens Wieths udgave kan høres pÃ¥ denne side.

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Gult var skørtet, grøn var huen, som min Burma-jomfru bar,
Supiyawlat hed hun – samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
men da vi tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn,
så den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn.
Stable teaktræ favn på favn, i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe turde viske hendes navn.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab siger, må jeg sande højlig her:
“Den som østen først har kaldt pÃ¥ kan kun trække der sit vejr!”
Alting er mig til besvær, på den lugt af hvidløg nær,
og det solskin og de palmer, og de klingre klokker der.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,
og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben.
Vel halvhundred piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,
der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.
Skabt som køer – Ã¥h hvordan skal jeg tro, de elske kan,
som min lille Burma-pige i det kønne grønne land.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.
For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
ved den grå Moulmein Pagode og betragted havets blå.
Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,
med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

1.498 har læst indlægget
15,007