Taunus 12 M – erindringsfragment

1. februar 2008

Taunus 12 M anno 1962 ((klik på billedet og se det i stor udgave))

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete årsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne på den i forvejen lidt grå virkelighed. Således fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun så var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gåde, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs på tråden”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik også en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gården i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hår historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘åben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i Nygårdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gået til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i går.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fået bilen på helt legal vis. Et stykke tid derefter så vi ikke noget til ham, men så dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

2 kommentarer

  1. c bagger kommentarer:

    Og lige midt i kølerhjelmen sidder der en globus.
    Et tredje øje.
    Og det er altså sært hvis man endnu ikke er ti år,og ikke ved andet om globusser end at glo på busser.
    Desuden kan man skifte kobling i en Taunus 12.15.17.M uden at afmontere gearkassen!!!
    Bare så i ved det.

  2. capac kommentarer:

    @cbagger: Ja, og man kan læse, at det var Fords første forhjulstrækker…

Skriv en kommentar

889 har læst indlægget