Walking the Dog, søndag d. 30. marts
30. marts 2008Gravhunden elskede det. Sne er tøet væk, jorden er saftig af væde, det grønne grønnes, solen skinner fra en klar, letskyet himmel. Og en svag, kølig blæst sender ilt ned i lungerne.. Og jeg kom i tanke om en sang, vi altid sang i Sædding Skole, selv om vi var langt fra Limfjorden…
Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnende strande,
fylder med toner hver en bugt.
Og sømanden synger bag sit rat
på krydstogt fra Nordsø til Kattegat.
Dagen står høj over Limfjordens vande,
bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande
hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går på sin agerjord
med blikket forynget af luft og fjord.
Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udvé fjernt over verden strakt.
Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
i kuling fra Hals og til Harboør.
Povl Hamburger, 1937 – Erik Bertelsen, 1939
30. marts 2008 kl. 15:29
Den har jeg nu også sunget i skolen, selv om Københavnstrup er endnu længere fra Limfjorden .-) Tak for genopfriskningen
30. marts 2008 kl. 15:39
@Bente: Det var så lidt. De dukker op de gamle sange. Og med dem stemninger og stemningsbilleder. En skoleklasse, hvor pigerne synger mest og drengene enten er tavese, bevæger læberne lydløst eller brummer lidt forlegent. Og en forårslys, der kommer gennem de store vinduer og gennemstrømmer en med en længsel efter at komme ud. Af klasselokalet.