På vej hjem i bilen i går nat hørte jeg en P1-debat mellem FOAs formand og en repræsentant for kommunerne (hvem kan i denne forbindelse være lige meget…). Det drejede sig om den igangværende strejke blandt social- og sundhedsassistenterne. Og om visse kommunalpolitikeres opfordring om, at de berørte ældre medborgeres familier trådte til og hjalp de gamle under konflikten. Debatten havde ikke kørt længe, før strejkens effekt – at ældre mennesker kommer i en beklagelig situation, fordi hjemmehjælpen er reduceret til akutassistance – blev omtalt som “gidseltagning“. Det er ikke første gang, man hører dette begreb taget i brug i forbindelse med en lovlig varslet strejke.
Jeg tænkte på, at den, der bruger betegnelsen, måske ikke har overvejet, hvor afslørende dette ordvalg egentlig er. Et gidsel er som bekendt en “person, der (i krig) holdes tilbage (af fjenden) som pant”. At tale om “gidseltagning” indebærer altså en slags erkendelse af, at samfundet bygger på en konflikt, en “krig”, et “fjendskab” mellem to grupper. På den anden side indebærer denne sprogbrug en manglende accept af, at den igangværende konflikt faktisk er lovlig og udtryk for en – i andre sammenhænge – lovprist, dansk arbejdsmarkedsmodel, der gør strejker til et (sidste) legitimt kampmiddel i forsøget på at opnå et tilfredsstillende forlig. “Gidselstagning” brugt i denne sammenhæng afslører det borgerlige samfunds ambivalente forhold til et samfund, der bygger på en fundamental konflikt. Det er også derfor, visse borgerlige politikere ved festlige lejligheder udtrykker ønsket om at forbyde (legitime) strejker, fordi de tror, den fundamentale konflikt dermed vil forsvinde. Medens andre godt ved, at et sådant forbud for alvor ville afsløre samme konflikts eksistens…