Global Positioning System
8. juli 2008
Det var vist sociologen Dag Österberg der engang formulerede en ikke helt ny erfaring således: materialformerne vender sig mod os. Forstået således, at det materielle strukturer, vi mennesker opfinder og laver, ikke blot betyder fremskridt, men også tilbageskridt, idet de yder os modstand, gør os dummere m.m.
Da jeg for nogle år siden overtog det orange automobil overvejede jeg en kort periode at investere i et af de nye teknologiske gadgets: en GPS (Global Positioning System). Altså en af disse hersens små skærmdimser, der kan fortælle en, hvor i verden man befinder sig. I hvert fald teoretisk set. Siden kom jeg i tvivl. Den ene historie efter den anden om folk, der endte steder, hvor de ikke ville hen, dukkede op. Fx en række såkaldte “spøgelsesbilister” på de danske motorveje… Jeg så mig selv sammen med hele den pukkelryggede på vej op gennem Jylland i den forkerte side – med politiet i bakspejlet. Bedre blev det ikke af, at jeg som indledende øvelse havde forsøgt mig med Kraks vejvisning – og endte i en fremmed mands forhave. Der skulle have været en lille affalteret vej til vores sommerresidens, men nej. Ganske vist inviterede manden os på kaffe, men alligevel.
GPS’en er et godt eksempel på, at teknikken vender sig imod os. Vi lægger indlærte evner – fx det at kunne læse et godt kort, at kunne orientere os rumligt m.m. – ind i en teknisk dims og sætter vores lid til, at dimsen (og programmørerne bag denne) kan klare ærterne for os.
Jeg skal ikke have nogen GPS. Så hellere fare vild af egen kraft…
