Den kastrerende anmelder…
26. juli 2008På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.
Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.
I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.
Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.
Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…
PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.
27. juli 2008 kl. 08:27
En gang for længe siden
altså langt tilbage i tiden
så jeg Hitchcocks Fuglene
en nattetime sen.
Den film har vist
givet mig psykiske mén….
Mén er måske så meget sagt, men når en flok fugle (Rådhuspladsens duer) letter eller lander, rykker det stadigvæk et sted dybt inde. En reminiscens fra scenerne i Fuglene. Og så er det sgu fremragende filmkunst.
Måske slår hans uforløste seksualitet igennem bl.a. i før omtalte film. Hvad der gør den/dem stærke er de mange uforløste situationer.
Afslutningen på fuglene er et blændende eksempel. Da den lille familie belejret af 100.000 aggressive fugle flygter, vælger de en lille sportsvogn med stofkaleche i stedet for en stor kraftig Landrover. De kører ud mellem de slumrende fugle – THE END og hvad så?????
Havde THE END været: Den lille families tragiske død ! eller Havde THE End været: Myriader af infanterister, kampvogne, bombefly og krigsskibe nedkæmper totalt de grimme fugle! Tja, så havde Fuglene bare været en film.
Men det uforløste gør Fuglene til Fuglene, en storfilm som huskes.
27. juli 2008 kl. 10:06
@Rimkogeren: Ja, se, det er jo en anden snak. Selvfølgelig kan Hitchs seksuelle uforløsthed være dybt inspirerende for filmkunsten. Men det er ogsÃ¥ noget andet og ikke helt ude i Skoven… ;-)
27. juli 2008 kl. 12:40
NÃ¥r talen faler pÃ¥ Hitchcock-biografier mÃ¥ jeg henlede opmærksomheden pÃ¥ Christian Braad Thomsens fremragende “Hitchcock. Hans liv og Film”.
Dybdeborende og seriøs, og samtidig stærkt underholdende!
27. juli 2008 kl. 13:02
@Hyldig: Ja, jeg kender godt Braad Thomsens bog (har den endda i to udgaver). Og han kobler jo ogsÃ¥ det seksuelle til kunsten, men ikke pÃ¥ den banale facon…