Elitesportens privilegering

Author:

Jeg holder meget af at se sport på tv. Alt fra kvindefodbold til store stævner som OL og VM. Og ingen tvivl om, at sport – både den folkelige og den elitære – udgør en meget vigtig del af kulturlivet. Når det er sagt, så er elitesporten også på godt og ondt en del af samfundet. Spundet ind i et økonomisk system, hvor sportsgrenene fungerer som opmærksomhedsskabende reklamesøjler for alkens handel og vandel – og hvor de udøvende i stor stil blive bærere af samfundsmæssige “værdier” – lige fra dyrkelse af konkurrenceelementet over dyrkelse af individet til dyrkelse af det nationale. Og som konsekvens af denne indfletning og den tidsaktuelle dyrkelse af enkeltindividet, så bliver eliteidrættens udøvere ofte gjort til mediemæssige halvguder på linje med de kongelige og andre af medieverdenens koryfæer (skuespillere, journalister osv. ).

Hvor uheldig denne dyrkelse af sportens udøvere er fik vi i forgangne uge et fin illustration af. Den danske badmintonspiller Victor Axelsen deltog i en konkurrence i Ukraine, hvor han uheldigvis blev inficeret med corona og følgelig måtte i isolation. Begivenheden blev af pressen brugt som et slet skjult argument for, at myndigheder skulle vaccinere sportsudøverne før andre i den nationale vaccinationsplan. Heldigvis lykkedes det regeringens talsmænd at holde fast i den nationale plan rationalitet, at den er konstrueret ud fra et sundhedssynspunkt, hvor adgangen til vaccine er bestemt af, hvor sårbar, man formodes at være. Altså, at de kronisk syge fx kommer før de gamle og så fremdeles. Og jeg mener, at det er den helt rigtigt prioritering, og at der ikke er plads til privilegering af særlige grupper, fx atleter, der skal til OL. Hvis først man åbner op for sådan en undtagelse, så risikerer man at hele grundlaget for vaccineplanen smuldrer bort.

Derfor er det forstemmende og   stærkt kritisabelt, at den olympiske komité OIC i samarbejde med det private firma for vaccineproduktion Pfizer nu har meldt ud, at alle OL-deltagere kan bliver vaccineret. Man kan kun håbe på, at de enkelte stater siger fra over for en sådan indblanding i coronapandemibekæmpelsen. Med nyheden udviser OIC en grad af selvoptagethed og arrogance, der nærmest er i modstrid mod de olympiske idealer, og demonstrerer, hvor langt den store organisation er kommet fra det folkelige og demokratiske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *