“Jeg var bare en rapkæftet ung pige, der skrev ud i det blå uden at ane, hvad jeg lavede og uden et forbillede. Alt var nyt, og kun få skrev om beatmusik. Det blev ikke regnet for noget dengang og fik heller ikke plads i avisen. Mine interviews med Jimi Hendrix blev nærmest til en note, og det er jo forfærdeligt at tænke tilbage på. Dengang blev rockmusik betragtet som en døgnflue og en dille, der hurtigt ville glide ud igen”

Sådan sagde Helle Hellmann, da hun for syv år siden blev interviewet om at have været “beatmusikkens førstedame” eller, som rubrikken lød: Danmarks første kvindelige musikjournalist. For det var hun. Og selv om det journalistiske niveau var til at overse, uuddannet som hun jo var, så kompenserede hun fuldstændigt for disse mangler med det engagement og den lidenskab, der dengang blev breatmusikken til del blandt dens elskere. Hun skrev i Eriks Haasts Beat og senere i Politiken, hvor hun fik sit levebrød.

Helle Hellmann var på en måde spindesidens svar på Jørgen de Mylius. Lige som han var hun drevet af sin lidenskab for beatmusikken, og selv om der ikke var megen lydhørhed over for hendes interesse dengang, så lagde hun et spor, som andre piger siden hen har kunnet bruge i deres vej ind i journalistikkens verden.