Julen er også gentagelsernes tid. Ikke kun dem traditionen foreskriver, men også – selvfølgelig – på tv. Julefilm og film, der af den ene eller anden grund relaterer sig til juletiden, får et opkog og fylder fladen. Klassiske julefilm blandes med Alene Hjemme 1 + 2, gamle danske folkekomedier og gamle amerikanske action-film. Så der bliver ikke plads til ret meget andet. Men en enkelt undtagelse sniger sig dog ind. I går kunne man således se den relativt nye svenske komedie Dag for dag (2022).

Handlingen tager sit udspring hos Malte, der bor i en ældrebolig sammen med den evigt talende Rut og den lidt demente, guitarspillende Tage. Og de har selskab af plejeren Katrin og rengøringsassistenten Simon. Livet leves muntert, indtil en dag, hvor Malte modtager et brev, der fortæller ham, at han kun har seks måneder tilbage at leve i. Det får Malte til at træffe en radikal beslutning. Han vil drage til Schweiz, hvor han kan få lov til at modtage aktiv dødshjælp på en klinik oppe i bjergene. Sammen med Katrin, der står over for at skulle holde ferie og i øvrigt er blevet uvenner med sin mand, beslutter Malte at køre derned i en stor, gammel autocamper. Men næppe er de to trådt ind i camperen før de har fået selskab af Rut, Tage og Simon, som under Ruts ledelse vil gøre turen til noget særligt for Malte.

Og det fører til en tur, der går via Christiania i København, hvor de forsøger at købe hash, fordi Malte har glemt sin smertestillende medicin derhjemme. Videre går det til Berlin, hvor de tager ind på det største diskotek i byen for at feste. Og videre går det, indtil de – efter en afstikker til Italien – når frem til klinikken i Schweiz.

Undervejs kommer alle deltagerne til at tage deres liv op til overvejelse og deres forhold til Malte. Venskab, kærlighed, liv og død. Alt bliver vendt og drejet. Og alles liv er lidt forandret, da de når frem til målet.

Det fine ved filmen er, at den bag de mange muntre scener og dialoger får taget diskussionen om aktiv dødshjælp op til debat. Ikke på nogen docerende eller manipulerende vis, men gennem belysning af mange af de facetter af menneskelivet, dette ømtålelige spørgsmål berører. Og – uden at foregribe for meget – slutningen maner netop til eftertanke angående dette spørgsmål om livets afslutning. Og et af de helt grundliggende spørgsmål den filmiske refleksion berører – og et spørgsmål, der alt for sjældent dukker op i den offentlige diskussion af emnet – er, om aktiv dødshjælp kun handler om, hvad den enkelte berørte mener om den sag og ikke hvad alle andre, der har et forhold til vedkommende tænker og føler? Er et menneske kun noget i kraft af sig selv?! Altså en debat om den fremherskende individualisme, der dominerer vores samfund i vores tid. På den måde bliver filmen, der i øvrigt er meget typisk moderne svensk komedie, hvor en ældre generation aktivt sætter spørgsmålstegn ved det bestående, både komedie og samfundskritik på fineste vis. Anbefales.