Vinterstorme

20. december 2006

Vi er i december. Og selv om mine forældre ikke er mere, så har jeg mærket en vis irrationel uro og bekymring for, at der skulle komme en vinterstorm som i 99. Forhistorien er som følger.

I 1965 flyttede mine forældre og undertegnede ud i et parcelhus i Sædding ved Esbjerg. Og det efterfølgende års tid brugte min moder megen tid og energi på at få forvandlet den pløjemark, huset lå på, til vejens flotteste have ( i hvert fald i nogle år ). Et led i processen var plantning af træer. Det skete med begrænset ekspertise og begrænset held. Et af træerne kom til at stå en halv meter fra garagen med de ulemper, det førte med sig. Fx at tagrenden altid blev fyldt op med blade, og at grenene voksede ind mod garagemuren, så de efterhånden måtte saves af.

Til forhaven havde min mor fået fat i, hvad hun mente var en dværgfyr. Den bliver ikke så høj, sagde min mor. Det var en lille forpjusket sag på under en halv meter, som blev plantet ud for vinduet til mit værelse. Efterhånden som årene gik, og det voksede til, gik det op for mine forældre, at der ikke kunne være tale om en dværgfyr, men derimod om en bjergfyr. Og den voksede og voksede. Til sidst var den det højeste og bredeste træ i hele Kystparken, hvor de boede.

Under træet – dvs. i hele forhaven – kunne intet andet vokse på grund af dens skygge og på grund af grannålene, der lå som et stort brunt tæppe overalt. Eneste fordel var, at der ikke skulle slås græsplæne. Til gengæld måtte jeg have lys tændt på mit værelse hver dag i årevis…

I 1999, mange år efter, at jeg var vokset fra ungdomsværelset og var flyttet til den anden ende af Jylland, kom så vinterstormen. Mine forældre var blevet gamle og mere bekymrede over verdens gang. Min far, sømanden, var vant til storme og vidste godt, at Vesterhavsstorme kunne være nogle af de allerværste. Og den dag og nat var han meget bekymret. Og så skete det hverken værre eller bedre, end at stormen væltede bjergfyren.

Det var det sidste, mine forældre havde forestillet sig kunne ske. Træet rev tagrenden af, flåede eternitpladerne løse og det øverste af taget af. Heldigvis havde træet så brede grene, at de afbødede det værste af det store træs faldkraft. I de efterfølgende år frygtede jeg, at der ville komme endnu en storm af den styrke og forvandle det lille parcelhus til en ruin. Men det sket ikke. Så døde mine forældre og blev begravet. Huset blev solgt. Tilbage er kun en rest af uro og bekymring, der nok først klinger af om nogle år…
3. december 1999

Apropos storme se Kammeret.

Skriv en kommentar

449 har læst indlægget