Genhør med Charlatan “Masser af mennesker”
29. marts 2009I den forgangne uge vandt jeg Charlatans tredje album på en internetauktion (10 kr…). Den er fra 1978 og har titlen “Masser af mennesker” og er opfølgeren til albummet om Verners verden. Besætningen har ændret sig. Thorstein Thomsen er stadig i front. Det samme er Pia Dalsgaard med sin karakteristiske stemme. Ellers er Terje Barholdt på trommer, Peter Brander, guitar (og sang), Steen Svare, bas og Peter Hansen på guitar. Dertil skal lægges Lennart Faust som korsanger.
Og så er pladen produceret af selvest Leif Roden, frontfigur i legendariske Alrune Rod.
Pladen er – til forskel fra forgængeren – et løsere concept-album. Den indledende sang “Masser af mennesker” siger det sådan set meget godt: “Et sted blir man nødt til at slutte/ Man kan aldrig få alting fortalt./Mennesker mellem hinanden./Mennesker er simpelthen alt./Masser af mennesker/Masser af mennesker/Det drejer sig om Ib og Pernille/Om Preben, Buller og Kaj/ osv.”. En række små fortællinger om individer. Illustreret af coverets store billede af en masse mennesker i og uden for en propfuld telefonboks. I øvrigt tegnet og malet af en vis Mik (Schack?).
I musikbladet MM fik pladen nogle knubbede ord med på vejen af “hj”, der mente, at pladens tekster “virker denne gang meget skematiske og usammenhængende; »Verner«-beretningens svigtende psykologiske sammenhæng gentager sig inden for den mindre ramme omkring den enkelte sang, eller rettere: den psykologiske sammenhæng svigter derved, at de fragmenter af historien, vi får, antyder en helt klichéagtig sammenhæng, som aldrig får nogen ekstra dimension fra historien selv; en skrap bemærkning eller et par velturnerede linier ville have gjort mirakler. Bedst er måske sangen om Ib, der mediterer, men jeg kender bjerge af gamle revyviser, skåret over den samme læst, der sidder mere lige i øjet (om jeg så må sige). For så vidt forbliver alle de »Masser af Mennesker«, som pladen handler om, rene papfigurer, og hvorfor vi skal stå sammen med dem, således som slutnummeret vil have, det bliver aldrig klart. Endsige hvad vi skal stå sammen med dem om.” Set fra nutidens synspunkt taler denne kommentar sit tydelige sprog om de forventninger, der var til concept-albummets muligheder og i særdeleshed til Charlatans potentiale. Og om forventningerne til musikkens sociale og politiske udsagnskraft. Måske kan man også opfatte “Masser af mennesker” som et tegn på, at concept-albummets storhedstid var forbi – . Men selv om historierne på pladsen er skitseagtige, så er der musikalsk set tale om en vellykket, veloplagt plade, hvor de medvirkende spiller så det er en lyst. Mainstreampoppens stramme tøjler har endnu ikke lagt sig over musikken, og der er plads til at lade musikken udfolde sig.
Det er i øvrigt på denne plade man finder et af gruppens større hit, sangen om “Johnny”. Johnny gi’ et nummer/ før Policen kommer/Det er blevet sommer/Johnny gi’ et nummer.… Det omkvæd hørte jeg mange gange i 1978.
