Inden det er for sent: Sebastian “Tiderne Skifter”

21. juni 2009

For nogle indlæg siden omtalte jeg Sebastians engelske debutalbum, The Goddess, og tillod mig i den forbindelse at undre mig over, at Sebastian slet ikke er repræsenteret i Politikens bogudgivelse “1001 album du skal høre før du dør”. Med en markant karriere, der strækker sig over fire Ã¥rtier og i omegnen af tredive album, synes Sebastian at være en figur, der er svær at komme uden om i hvilken som helst bog om dansk populærmusik. Min undren skal selvfølgelig ses i lyset af, at omtalte bog er en oversættelse af en engelsk udgivelse, som den danske journalist Jan Sneum sÃ¥ har fÃ¥et lov til at supplere med 18 danske titler. Sikkert for at give udgivelsen et anstrøg af noget dansk – og, rimeligt nok, for at skubbe lidt til de danske musikelskeres købelyst. 18 titler og navne er jo ikke meget, selv om de valgte er rimelige nok, set herfra. Otto Brandenburg er med (men det er Peter Belli og pigtrÃ¥den ikke), Cy, Maia & Robert og deres Out of our Times er selvskreven. Det samme er Steppeulvene og Hip (men Beefeaters er udelukket). Kliché og Supertanker er heller ikke til at komme uden om (selv om jeg nok ville have valgt toeren Okay Okay Boys). Til gengæld er hele firser-“gymnasierocken” sat i parantes. Savage Rose skal selvfølgelig med. Og det er ogsÃ¥ i orden med Skousen & Ingeman (men hvor er Røde Mor?). C. V. Jørgensen, Gasolin og TV2 er selvskrevne. Det er Anne Linnet Ã¥benbart ikke – og heller ikke Kim Larsen som soloartist. Osv. Men i stedet for at kritisere en bog pÃ¥ dens begrænsninger kunne man jo ogsÃ¥ supplere den. Derfor starter jeg endnu en lille serie, der i princippet kan køre i Ã¥revis: Danske plader, du bør høre, inden det er for sent.Dermed kan jeg ogsÃ¥ rÃ¥de lidt bod pÃ¥ min underprioritering af dansk musik.

Som nævnt er Sebastian ikke med i samlingen af 1001 album (i øvrigt: Hvilke udenlandske palder mÃ¥tte vige for de danske? NÃ¥h…videre…). Og spørgsmÃ¥let er sÃ¥, hvilken eller hvilke plader i den store produktion, man skal unde sig selv at lytte til. I første omgang vil jeg pege pÃ¥ Sebastians fortolkninger af den tyske digter Bertold Brecht, “Tiderne Skifter” fra 1979. Pladen, der i øvrigt netop er blevet genudsendt i en dobbelt-jubilæumsudgave, er et kunstnerisk modigt projekt. Dels, fordi den autoritative Kurt Weillske musikalske iscenesættelse af Drei Grosschen Oper m.m. kan forekomme lidt skræmmende, men ogsÃ¥, fordi det er modigt at trække den politiske digter Brecht over i en regulær popsammenhæng. Dertil skal lægges det mod, det var at udsende en plade med politisk kant sÃ¥ sent som i 1979, hvor vi stod med næsen i retning af de af-politiserede firsere og med de venstresnoede halvfjerdsere i bakspejlet. Selvfølgelig vil en sÃ¥dan udgivelse falde Brecht-purister og politiske pernittengrynere for brystet (hvilket da ogsÃ¥ skete…), men jeg synes, projektet er vellykket – og i øvrigt i Brechts politiske Ã¥nd. Poppen er vor tids folkemusik. Derfor er det oplagt at itonesætte Brechts digte her. Og Sebastian gør Ivan Malinovskis og Erik Knudsens kongeniale fordanskninger til sine egne. Samtidig lykkes det for ham – og den gruppe af fremtrædende musikere, han benytter sig af (bl.a. Alex Riel, Kenneth Knudsen og Palle Mikkelborg) – at skabe hørlig forbindelse til Weill og fÃ¥ teksterne til at fremstÃ¥ friske og aktuelle. Det er flot.

Tilbagespoling.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

339 har læst indlægget
14,930