Besat – The Excorcism of Emily Rose
18. februar 2007
Aftenens – eller rettere nattens – anden film, som blogbestyreren så i majestætisk ensomhed, var Scott Derricksons The Excorcism of Emily Rose (2005). Derrickson er et ret ukendt navn, der har et par film på samvittigheden som instruktør (Hellraiser: Inferno og Love in Ruins), men ellers har han slået sine folder som manuskriptforfatter.
Valget faldt på denne film, fordi den dejlige skuespillerinde Laura Linney tager sig af den ene hovedrolle og den fremragende Tom Wilkinson den anden. De spiller henholdsvis en agnostisk stjerneadvokat og en præst, der har foretaget en djævleuddrivelse med døden til følge.
Filmen, der nok er lavet med Friedkins klassiker Excortisten in mente, bygger på en virkelig historie fra det religiøst brogede Amerika. Selv om filmen ganske effektfuldt fordyber sig i den unge pige Emilys besættelse og den efterfølgende excorcisme, så handler den mere om det moderne menneskes – i Linneys fremstilling – konstitutionelle tvivl og usikkerhed, når det drejer sig om religiøse spørgsmål, og – meget aktuelt – om, hvor langt man kan gå i forsøget på at forstå dybt religiøse menneskers tænke- og handlemåde. Kan man fx frikende en præst, der blot har gjort, hvad han og hans menighed troede på og derved forvoldte en ung piges død?
Både Linney og Wilkinson spiller helt op til deres bedste, og det er i kraft af deres præstationer, men også Jennifer Carpenters Emily-figur, at filmen er værd at se. Instruktøren kan desværre se sig helt fri for at ville pådutte publikum et budskab om, at der er mere mellem himmel og jord, nemlig onde ånder, satan osv. Og det er en svaghed, fordi det mest spændende i filmen netop er den kvindelige advokats eksistentielle vaklen og ikke de troende menneskers – i en vis forstand – forventelige ageren.
At advokatens vækkeur går i stå kl. 3 om natten kan være en tilfældighed men også et tegn på, at mørke magter begynder deres spil. Men det er ikke en tilfældighed, når det sker igen. Oven i købet på flere ure i advokatens hus.
Selv med disse forbehold over for instruktion og manuskript, så er filmen værd at se. Den lever op til genrekonventionens krav om at kunne få hårene til at rejse sig, samtidig med at den ikke forfalder til platte effekter.
