Genhør: The Small Faces – All Or Nothing
27. september 2009
Steve Marriotts og Ronnie Lanes sang All Or Nothing om helhjertet engagement i kærligheden stammer fra The Small Faces’ glansperiode (1965-68) i tresserne, hvor de fik det ene hit efter det andet med deres fængende rock. All Or Nothing nåede helt til tops, selv om den måtte dele pladsen med Beatles “Yellow Submarine”. Det er også en af de sange, der gik rent igennem højtalerne på mine forældres gamle rørforstærkede mono-dampradio.
I thought you’d listen to my reason
But now I see, you don’t hear a thing
Try to make you see, how it’s got to be
Yes it’s all, all or nothing
Yeah yeah, All or nothing
All or nothing, for me
Things could work out just like I want them to, yeah
If I could have the other half of you, yeah
You know I would, If I only could
Yes it’s yeah, all or nothing
Oh yeah, all or nothing
You’ll hear my children say, all or nothing, for me
I didn’t tell you no lies
So don’t you sit there and cry girl
Yeah, all or nothing
Oh yeah, all or nothing
Oh yeah, all or nothing
D’you know what I mean
You got to, got to, go to keep on trying, yeah
All or nothing, mm yeah
All or nothing, to keep on working on to me
All or nothing for me, for me, for me
Come on children, yeah
All or nothing, yeah,yeah, yeah, yeah
All or nothing, I kept on singing to myself
All or nothing, yeah for me, yeah
27. september 2009 kl. 15:29
I England er der netop udkommet en officiel Small Faces DVD med titlen All Or Nothing. Den bestÃ¥r af en knap to timer lang blanding af optagelser fra TV m.m. samt ældre og helt nye interviews med de 4 (5, hvis Jimmy Winston tælles med) originale medlemmer, plus musikklippene for sig (med 4 ekstra numre) og et interview med den scleroseplagede Ronnie Lane fra 1988. DVD’en kan meget varmt anbefales!
DVD’en indgÃ¥r i en serie, hvor der indtil videre er udsendt tilsvarende DVD’er med bl.a. Dusty Springfield.
27. september 2009 kl. 15:46
@Niels K. Petersen: Tak for oplysningen. Den vil jeg kigge på. Måske er der også noget fra Beat-Club!?
27. september 2009 kl. 15:52
Her ligger de stadig højt på hitlisten, og nu er der da lige en DVD, der skal findes. Tak, for god musik:)
27. september 2009 kl. 15:56
@Sifka: Altid på plads, når vi spiller god musik fra dengang. ;)
Jeg har lige tjekket op pÃ¥ dvd’en og kan se, at der ogsÃ¥ er Beat-Club-optagelser blandt de næsten tv-optrædener m.m.
27. september 2009 kl. 16:07
Der er optagelser fra tyske Beat Club, svenske Popside, flere franske programmer og naturligvis diverse engelske, især Colour Me Pop-showet med 9 numre fra Ogden’s Nut Gone Flake, hvor Stanley Unwin fremsiger sine monologer iført kongekrone. Det er meget sjovt at se, hvordan de forsøger at mime til musikken, og hvordan de ofte har svært ved at holde masken under flere af klippene :-)
Sammen med DVD’en følger der et fint 24 siders hæfte.
Der blev i øvrigt afholdt den Ã¥rlige Small Faces convention i London sidste weekend. Særligt interesserede (deriblandt jeg selv) kan abonnere pÃ¥ bladet Darlings of Wapping Wharf (http://www.wappingwharf.com/), der følger Small Faces og deres gerninger i diverse andre bands…
27. september 2009 kl. 16:51
@Niels K. Petersen: Aha! Det lyder spændende.
27. september 2009 kl. 18:24
Hvad har de pakket dvd’en ind i? Ogden’s Nut Gone-vinyl-LP’en var jo suverænt anderledes pakket, jeg har heldigvis mi cover i sÃ¥ godt som perfekt stand. Men den er der heller ingen, der mÃ¥ røre!
27. september 2009 kl. 19:10
DVD’en er blot indpakket i et almindeligt plasticomslag (i hvid plastic): pænt, men ikke utraditionelt, se her pÃ¥ producentens hjemmeside http://www.the-britishinvasion.com/. Jeg har ikke selv Ogdens pÃ¥ vinyl, men har dog den CD-udgave, der ligger i en metaldÃ¥se :-)
27. september 2009 kl. 22:31
Ja, den burde jo også være i en tobaksdåse, med en latakia-virginia-svedske-duft, og pliseret papir. HHHHHHhhhhhhhhmmmmmmmmmums!
28. september 2009 kl. 10:36
@AagePK: Nok en af de mest originale indpakninger fra dengang. Jeg kan huske (capac-frase), at Jørgen Mylius altid omtalte tobaksdåsen, når Small Faces var på programmet dengang i hedenold.
28. september 2009 kl. 19:44
Det er fornøjeligt at se, hvor meget folk stadig holder af dem og deres musik. Jeg er selv årgang 1963, så jeg var en ganske lille dreng, da de havde deres storhedstid, men har holdt af deres musik, siden jeg lærte dem at kende via The Jam omkring 1980.
28. september 2009 kl. 20:36
Jamm, de var jo go’e, de havde humor, selv nÃ¥r de tog lidt tunge ting op, de skræmte ikke folk væk med for selvhøjtidelig stemmeføring. Og tæskegod musikforstÃ¥else og hÃ¥ndværk.
Hvis man lytter efter, f.eks i Lazy Sunday Afternoon, sÃ¥ er det ligesom vi stadig kører i den rille, ikk’?
29. september 2009 kl. 00:46
God musik holder.