Ole Grünbaum og musikken i tresserne – ikke mindst Ultimate Spinach
26. oktober 2009
“Dylans Blonde on Blonde er et brag af en fed surrealistisk erkendelse, Jefferson Airplanes Surrealistic Pillow er vild og inderlig, Janis Joplins rå sex vibrerer langt ind i maven, Ultimate Spinach er så syrede, at man ikke kan rejse sig efter af have hørt dem...”
(Cit. Ole Grünbaum “Bar røv i tresserne”)
Min godnatlektyre for tiden er – blandt meget andet – Ole Grünbaums underholdende, biografiske skildring af tresserne. Oles tressere, “Bar røv i tresserne”. Der er meget godt at sige om den bog. Først og fremmest giver den et godt billede af det, man kalder “tidsånden”, i mangel af bedre. Og så er musikken selvfølgelig med som et særligt bevidsthedsudvidende stof i den unge mands søgen efter en mening med galskaben. Musikken erindret som en vital del af det mere eller mindre uartikulerede oprør mod forældregenerationen og det bestående. Og en af de grupper, der åbenbart har sat sig fast i Oles erindring er Ultimate Spinach.
Gruppen blev dannet i de tidlige tressere i Boston og spillede psykedelisk musik med rødder i rock og blues. På deres eponyme debutalbum fra 1967 spilles der lange numre – bl.a. højdepunktet “The Ballad of the Hip Death Goddess” – og der eksperimenteres med theremin, feedback-lyde, ekko osv. Og der lånes eller “stjæles” fra nær og fjern.
Endnu et album blev udgivet året efter, Behold & See, hvor der også leges grænseoverskridende med musikken i et psykedelisk set-up. Under indspilningen af det tredje album (Ultimate Spinach III, 1969) var gruppen gået i opløsning. Bandet blev gendannet i 1970’erne med lagde siden hen afstand til den psykedeliske periode. Gruppens album er blevet genudsendt på cd – og der er også udkommet en Best Of-plade.
26. oktober 2009 kl. 14:30
Er det ikke første gang i musikhistorien at orkestre forbindes med epo (som i “eponyme debutalbum”) ?
SÃ¥ forstÃ¥r jeg ogsÃ¥ bedre Popeye’s forkærlighed for denne urt. Men ellers var det jo andre urter og græs-arter, endda svampe, der fandt vej til musikken i de dage.
;-)
26. oktober 2009 kl. 15:28
@AagePK: Ja, det var nok ikke spinat, der blev røget mest af dengang. I øvrigt kan man næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet over nogle af de gruppenavne fra dengang. De var (ufrivilligt?) komiske.
26. oktober 2009 kl. 20:42
NÃ¥r man tænker pÃ¥, at Ministeriet for gakkede gangarter i disse dage har 40 Ã¥rs jubilæum, og Gade har hyldet John Gleese ved at omdøbe sit ministerium til “Ministerium for gakkede handlinger”, sÃ¥ kan man jo spekulere i, hvem der var frivilligt, og hvem ufrivilligt komisk!
27. oktober 2009 kl. 00:40
@AagePK: Ja, det er jo lige det… :D
28. oktober 2009 kl. 17:07
Man skal have et ret erindringsoptimistisk syn på fortiden for fortsat at kunne holde ud at høre på Ultimate Spinach. Bandet var en pseudo-gruppe, udtænkt af Alan Lorber, den repertoireansvarlige for pladeselskabet MGM, der i 1968 var godt trætte af at se San Fransisco (og CBS og Elektra) løbe med al opmærksomheden omkring den nye hippiemusik. Derfor lancerede man en kampagne, kaldet The Bosstown Sound. Kendetegnet var, at grupperne skulle være fra Massachussetts og omegn. Det var US, og Beacon Street Union og Quiell (som spillede på Woodstock). Blandt flere nu velsignet glemte bands,som altså var så kommercielt konciperede, at det burde have afskrækket anarkist Grünbaum. Her er et link til en mere positiv beskrivelse af det kortlivede fænomen: http://www.punkblowfish.com/BosstownSound.html
Eneste originale Boston-band var Earth Opera med Peter Rowan, og de kom ikke pÃ¥ MGM. Og sÃ¥ ikke et ord om selve bandet Boston…
28. oktober 2009 kl. 19:15
Hej Torben Bille, nu syntes jeg at du strammer den i forhold til Ultimate Spinach, som var en opfindelse af Ian Bruce-Douglas, komponist til numrene pÃ¥ den første LP. Han var godtnok meget inspiret af Contry Joe and the fish, men min mening er at numrene holdt hele vejen hjem. Derefter havde han ikke lyst til at deltage sammen med de øvrige medlemmer af gruppen og gik sin vej. Efterfølgende kom Alan Lorber ind i billedet og fik en tredje LP udgivet i Ultimate Spinach`s navn, men den er pissedÃ¥rlig og har intet med det oprindelige Spinach koncept at gøre. Ifølge Ian var Alan Lorber en tyveknægt som stjal hans ideer og Ian har ikke engang rettighederne til sine egne sange, hvilket Alan Lorber lukrerer pÃ¥ og udgiver diverse opsamlingsalbum, blandt andet “The box” som indeholder de 3 album. Og sÃ¥ ikke et ord om Boston, som var en temmelig ordinær stadion rock gruppe, som forhÃ¥bentlig ikke eksisterer mere.
29. oktober 2009 kl. 00:43
@Torben Bille: Det er jo ikke den eneste gang, man har set en pseudo-gruppe blive dannet. Der har altid været nogle gesjæftige musikkøbmænd, der var interesseret i at lukrere på nye tendenser. Lad os bare huske på Monkees eller Sex PIstols. Derfor kan musikerne jo godt have gjort et ærligt forsøg på at skabe noget for de penge, de må formodes at have modtaget for ulejligheden. Ultimate Spinach har nok mest rock-arkæologisk interesse i dag, hvorimod Earth Operas to plader fortsat er et must for musikelskere.
29. oktober 2009 kl. 11:09
Selv Beatles gik jo ikke fri af indblanding udefra og udskiftning af gruppemedlemmer af kommercielle hensyn.
29. oktober 2009 kl. 11:27
@AagePK: Jovist, de kommercielle hensyn har altid været der. I musikindustrien.