Hvad blev der af: Peter Frampton

27. oktober 2009

Engang i midten af halvfjerdserne kunne man ikke færdes i pladeforrretninger uden at se coveret til “Peter Frampton comes alive!” Og i lang tid efter, at interessen for den plade var kølnet lidt, kunne man finde den i tilbudskasserne.

På coveret ser man Frampton i noget, der ligner en tidstypisk halvfjerdser-rockstar-iscenesættelse: skulderlangt (men nyvasket) hår, åbenstående lærredsskjorte (så man kan se det let svedige, hårløse brystkasse), blikket fikseret et sted ude i salen, let åben mund og så selvfølgelig guitaren – halvfjerdserrocken emblem.

Når jeg kommer i tanke om denne plade, så er det, fordi man i dag kan læse, at Peter Framptons daværende manager, Dee Anthony, er død i alder af 83 år. Og det var netop Anthony, der stod bag Framptons store halvfjerdser-gennembrud med live-pladen, men også bag den efterfølgende svigtende succes.

Frampton, som startede sin musikalske løbebane som syvårig og var med i sit første band som tiårig, gjorde sig første gang internationalt bemærket, da han kun seksten år gammel kom med i gruppen The Herd, hvor han blev teeny-bopper-frontfigur som sanger og guitarist. Gruppen fik en pæn succes, hjulpet på vej af sangskriverparret Howard og Blaikley, og nåede helt op på en femteplads på den engelske hitliste med sangen “I Don’t Want Our Loving To Die”. Jørgen Mylius var flittig til at spille gruppens singler i Danmarks Radio og nævnte altid teeanageidolet Frampton.

Men Peter Frampton havde større musikalske ambitioner end blot at levere pop til hitlisterne og i 1969 slog han de musikalske pjalter sammen med Steve Mariott (Small Faces) og dannede Humble Pie, en af de første såkaldte supergrupper. Humble Pie spillede R&B-baseret, tung rock. Efter to år og ikke mindre end fem album forlod Frampton Humble Pie for at satse på en solokarriere, selv om Humble Pie havde masser af succes. Herefter fulgte en række soloplader og en intensiv koncertvirksomhed. Det helt store kommercielle gennembrud udeblev, selv om albummet Frampton fra 1975 dog solgte nok til en guldplade.

Det var først, da “Frampton Comes Alive!” blev markedsført – kraftigt hjulpet på vej af Dee Anthonys talent for PR og penge – at der skete noget. Pladen gjorde Frampton til teen-ikon, solgte millioner af eksemplarer i USA og kastede ikke mindre end tre top 20 singlehits af sig. En drøm for enhver pladekøbmand. Men Anthonys pengebegær gjorde også, at efterfølgeren “I’m in You” blev lavet for hurtigt og kom for hurtigt på gaden, hvor den slet ikke kunne leve op til live-albummets succes, selv om den solgte nok til en platinplade. Og i sidste ende kostede det samarbejdet mellem Frampton og Anthony.

I årene efter Comes Alive! har Frampton aldrig nået i nærheden af sin store succes, men har været aktiv og indspillet plader løbende. Senest har hans album Fingerprints fra 2007 opnået at blive nomineret til en Grammy som årets bedste instrumentale popplade. Og så vil opmærksomme musikelskere have bemærket, at han har spillet med i både Bill Wyman’s Rhytm Kings og Ringo Starr’s All-Starr Band. Altså fortsat aktiv, selv om han ikke længere pryder forsiden af Rolling Stone.

Skriv en kommentar

296 har læst indlægget