Hver fugl synger med sit næb – om sangere, der ikke kan synge
27. november 2009Julen og årsskiftet nærmer sig ubønhørligt, og lige så gør tiden for lister af alskens slags. De bedste film, plader osv. Ja, listomanien er allerede i fuld gang rundt omkring på nettet. The Telegraph har lavet en lidt usædvanlig liste over 10 store sangere, der ikke kan synge, og den ser sådan ud: 1) Bob Dylan 2) Lou Reed 3) Tom Waits 4) Johnny Cash 5) John Lydon 6) Ian Dury 7) Leonard Cohen 8 ) Nick Cave 9) Siouxsie Sioux og 10) Jarvis Cocker. Listen er selvfølgelig en selvmodsigelse. De synger, men lever ikke op til den sangæstetik, som netop poppen og rocken – og før den bluesen og den øvrige folkemusik – også var et langt opgør med. Hver fugl synger med sit næb. Også krager synger…
Lou Reed – Legendary Hearts (Official Music Video) – More amazing video clips are a click away
27. november 2009 kl. 17:50
Suk, altid denne omgang anglofile snæversyn. Hvor er Brigitte Bardot i en sÃ¥dan opgørelse – eller for den sags skyld Demitrio Stratos, Cui Jian og Povl Dissing? Capac, du leverer en af nettets mest interessante dansksprogede perspektiveringer men falder desværre for ofte for fristelsen til at kolportere det – af musikindustrien dyrt betalte – bestÃ¥ende. Det ville være oxygerende om du kommenterede med baggrund i din udstrakte viden, nÃ¥r du videregiver lister fra anden hÃ¥nd.
Nå ja, der er vist også lige en Serge Gainsbourg, som heller ikke kunne synge og derfor måtte opfinde talk-over og rap små 10 år før Barry White, Isaac Hayes og ghetto-blasteren fik blødgjort deres pladeselskaber.
27. november 2009 kl. 19:54
Rap’en blev opfundet af Ernst Bruun Olsen, som anført under “bibliotekerne viser…..”, ikke af Serge Gainsbourg. Var det i ’58?
27. november 2009 kl. 19:56
Næ, det var i 1962, at Henning Mouritzen sang Ernst Bruun Olsen og Finn Savery’s Teenagerlove, sorry.
30. november 2009 kl. 14:29
… eller mÃ¥ske var det Noel Coward, eller Satchmo, Marlene Dietrich, Swe-Danes, eller Elfis – who knows? Der er mange, der giver Gainsbarre kredit for at være den første hvide sangskriver, hvis sange krængede vrangen af form og indhold for at blive mere sorte end latte @ No. 4 (1962), Confidentiel (1963) og Percussions (1964). Fortsat skarpe world-music skiver flere end 20 Ã¥r før Paul Simon’s Graceland (eller hvad Talking Heads nu havde succes med). Man er nok nødt til at orientere sig i andet end hvide, selskabsfinancierede mainstream-udgivelser for at finde belæg for dette, hvilket lige præcis er pointen i min bemærkning.
30. november 2009 kl. 14:49
@Chopstick: Jep.
1. december 2009 kl. 09:09
Engelske wikipedia trækker tråde omkring brugen ordet rap som betegnelse for en specifik måde at fremføre tekst på helt tilbage til 1600-tallet.
Så jeg må hellere give mig.
;-)
1. december 2009 kl. 09:16
@Chopstick: Når jeg viderebringer denne liste, så er det jo netop for at fremhæve det selvmodsigende i den. Der giver jo ikke god mening at påstå, at de ti omtalte kunstnere ikke kan synge, for så vidt det netop er det, der har gjort dem berømte. Listen er kun interessant, fordi den som præmis har en syng-pænt-æstetik, som den folkelige sangkunst har gjort op med for mange år siden og som poppen og rocken har gjort en ære ud af at gøre op med. Når jeg ikke tilførte mere ilt, så var det, fordi jeg regnede med, at mine opvakte læsere selv kunne gennemskue det. Og det kunne de jo også! :)