Han blev godt nok kun 41 år, inden en kræftsygdom tog livet af ham – Lee Brilleaux, der var forsanger og musiker i det legendariske pub rock-band Dr Feelgood. Sammen med guitaristen Wilco Johnson skabte han bandet og sammen udgjorde de krumtappen i dette hektiske konglomerat, der i punkt- og new wave-årene viste andre bands, hvor rockskabet skulle stå og hvordan. I dag kunne Lee være blevet 70 år, hvis ikke skæbnen havde været så grum.
Vinylfeberen fik mig til at grave i min lille samling af vinyler, og her faldt jeg igen – selv om det er mange år siden sidst – over Kathy Dalton og hendes første album Amazing fra 1973. Den kom på Frank Zappas plademærke Discreet og havde selveste Little Feat som backingmusikere. Det er en typisk halvfjerdser-vestkyst-plade. Lyden er umiskendelig fra dengang. Sangene er solide, melodiøse singer-songwriter-folk-sange. Kathy Dalton synger godt. Der spilles godt.
Og så har jeg fundet ud af, at pladen siden blev genudsendt under titlen Boogie Bands and One Night Stands (1974) på samme plademærke. Og med titelsangen som eneste tilføjelse. Men så kom der vist heller ikke mere med Kathy Dalton. Hendes karriere som pladekunstner stoppede, da Discreet pladeselskabet blev opløst. Sådan kan det gå, men lidt trist, for hun havde en rigtig god stemme.
PS. For pladesamlere og samlere af sjældenheder: begge albums kan fås for en slik via discogs.com-markedspladsen (men pas nu på importmoms, -told og lignende, der kan tage glæden ved pladesamleri fra en).
Den asutralske instruktør – Strictly Ballroom, Romeo & Juliet, Moulin Rouge, Australia, The Great Gatzby m.fl. – Baz Luhrmans nye film om Elvis Presley får première ved den kommende Cannes-festival og umiddelbart derefter vises den i verdens biografer. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal se den eller ej. Jeg tvivler på, at nogen kan spille rollen tilstrækkelig overbevisende og i øvrigt findes der en række gode dokumentarfilm med The King.
Og i følge det, jeg kan læse mig til, handler filmen i høj grad om Elvis’ forhold til hans berømt-berygtede manager Oberst Colonel Parker, der i filmen spilles af selveste Tom Hanks. Og det giver mig lyst til at citere, hvad Dave Marsh skriver i sin listebog under overskriften Most Overrated Bizzers (Mest overvurderede forretningsfolk):
“Colonel Tom Parker – Åh ja, et rigtigt geni. Lænkede Elvis til Hill og Range musikforlæggerne og sikrede ham en støt forsyning af andenrangs materiale; kontraktede ham til William Morris og Hal Roach, der forvandlede ham til biografens svar på billigt toastbrød; tillod RCA at pakke ham med den ynde og akuratesse, man pakker defekte bryanter med; interagerede så godt med Elvis personligt at manden medicinerede og drak sig ihjel tyve år før sin tid; solgte Presleys personlige optræden til Vegas-hoteller og koncertpromotor Jerry Weintraub for en brøkdel af dens sande værdi; lavede sidehandler for merchandise og lignende, hvorved obersten tjente flere penge end sin stjerne; endelig solgte han Elvis’ pladeroyaltiet til RCA for en brøkdel af, hvad de er værd og uden tante på fremtiden; opførte sig i almindelighed mere som en lille tivolisvindler end som den store rådgiver Elvis fortjente. Og han gjorde det for en kommission på 50%, 2½ gange mere end, hvad en professionel manager ville forlange. Man kan selvfølgelig også påstå, at eftersom obersten konsekvent fik meget mindre end Elvis var værd i deres bestræbelser, så endte han med at indkasere, hvad en hel kompetent manager ville have gjort. Sikke en troldmand! Sikke en skid.”
[Fordansket af mig fra The New Book of Rocklists (1981)]
For god ordens skyld skal jeg lige tilføje, at Marsh ikke kun hudfletter Parker, men en række berømte managere, bl. a. Brian Epstein (Beatles m.fl.) og Bill Graham (Fillmore East m.m.). Men det vender jeg måske tilbage til.
Så ung han er. Og så alligevel. Forsanger m.m. David Gahan i Depeche Mode m.m. runder det skarpe hjørne af de tres år i dag, så heller ikke den generation kan kalde sig helt unge længere. Og så fik jeg en anledning til et genhør med den singleboks, jeg fandt i skraldet for nogen tid siden. Tada.
Så fik jeg genset Clive Donners ungdoms- og musikfilm Some People fra 1962. I dag kan den fås både på DVD og Bluray (oven i købet på tilbud…). Men da jeg startede på min gamle weblog, smartloggen, skulle man ud i internetmarkedets kroge for at opdrive en kopi. Det lykkedes dengang og jeg skrev en del om det, som jeg nu vil genoptrykke, da mange læsere ikke har fået det med.
Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via
Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se
en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden.
Mon den holder? Husker man rigtigt?Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i
filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod–
subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk
ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of
Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project”, altså
som et slags socialt projekt, der skulle forebygge
ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen
en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse
ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s
licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles.
Bored without their speed machines and alienated in their
economically-depressed factory town, they assemble a rock band
with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir
director of a local church who offers his facilities for rehearsal space.
The band becomes involved with a youth awards program devised as
a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the
British government, and despite some lingering moments of
dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the
while by a hopeful adult community”. Altså tydeligvis en film med et
pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første
halvdel…Ikke desto mindre (eller måske er der en
sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til
at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv
film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til
klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i
gruppen the Eagles (ikke at forveksle med countryrockgruppen i USA)ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et
lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-
professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en
appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller
også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste
instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en
pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største
pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som
anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af dentids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste,
der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og
frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de
sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder
man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den
unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin
hovedrolle i Antonionis berømte Blow up. [14. marts 2006]Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har
endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over
selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to
såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med
tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en
er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret
sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og
1960’erne”. Og der er mange sjove ting imellem… [15. marts 2006]Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-
auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD.
Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet.
Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade
mennesker på “rette” spor – er ikke til at overse med
erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre
unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale
den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale
veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af
landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det
sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung
spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne
(det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også
var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens
avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser
amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud
at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale
cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge
artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt
klippede indledning med neonlysreklamer, grønne
dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af
Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede
“1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den
meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben),
der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene,
hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med
cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot
interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han
repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der
ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også
straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får
dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er
som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i
deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple
teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede
højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og
obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og
frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og
tilbagefriseret hår à la Elvis… [20. marts 2006]
Og filmen holder vand her endnu en årrække efter med sin beskrivelse af opbrudstiden og de “problemer”, det førte med sig. En lille, måske overset film i den fornemme række af engelske socialbevidste film fra tresserne.
I går genså jeg dokumentaren om TV-2 Danmarks lykkeligste band, og undervejs fortæller medlemmerne om de impulser, der var med til at forme gruppens musik. Begyndende med bandet Taurus, der lod sig inspirere af den tids progressive rock, og videre til påvirkningen fra den nye bølge i England og electronicaen i ikke mindst Tyskland (takket være Svend Gaul, der har tyske rødder i grænselandet). Og især Kraftwerk nævnes om en gruppe, der viste nye veje med deres musik og hele deres iscenesættelse. Og det nævnes også, at Taurus var opvarmningsgruppe for Kraftwerk, da det tyske orkester gæstede Gellerupscenen i Brabrand.
På det tidspuntk var jeg for længst flyttet fra Brabrand og Gellerupplanen og befandt mig vist i Egå eller Skejby. I hvert fald gik jeg glip af den koncert. Lidt research på nettet afslører, at det var den 19. marts 1976, Kraftwerk var forbi den nu hedengangne koncertscene. Hvordan koncerten var, ved jeg ikke og har ikke kunnet finde vidnesbyrd om på nettet endnnu. Men det har sikkert mindst været en oplevelse af de sjældne.
Nej 1972 var et stort albumår, selv om det måske ikke nåede 1971s størrelse. Men der kom dog en masse lytteværdig musik.
Crosby & Nash Graham Nash og David Crosby får udsendt deres første duoplade, Raspberries debuterer med deres eponyme album, der dufter af samme bær, Creedence Clearwater Revival når til deres syvende album Mardi Gras og kan se enden på vejen, Stephens Stills danner Manassas og får udsendt et dobbeltalbum med bandets navn, Dr. John’s Gumbo, Mac Rebennacks femte album og en hyldest til hjembyen New Orleans, T. Rex er allerede et stort navn og får udsendte opsamlingen Bolan Boogie, der også kigger tilbage på folktiden med Tyranossaurus Rex, Quicksilver Messenger Service skuffer med deres syver Comin’ thru, Lou Reed solodebuterer med et eponymt album og Procol harum overbeviser endnu engang med koncertpladen Live in concert eith the Edmonton Symphony Orchestra.
mod den amerikanske højesteret, der pønser på at lade de amerikanske delstater få lov til at forbyde abort. Som den amerikanske præsident allerede har været ud og påpege, vil sådan en beslutning være i konflikt med amerikanernes borgerrettigheder og åbne op for yderligere forringelser af disse.
Og den kendte amerikanske singer-songwriter Janis Ian benytter lejligheden til at gøre modstand – og gøre det ved at forære en mp3-kopi af sangen “Resist” bort fra sin hjemmeside.
Resist (download-link: højreklik og gem som)
Det var den eneste plade bandet Maxfield Parrish fik udgivet dengang i 1972. Og så forsvandt den lidt i mængden af country-rock-udgivelser. Og den fortjener at blive lyttet til endnu af dem, der holder af genren. Bag navnet – der i øvrigt er taget fra en kendt amerikansk maler og illustrator – gemmer sig medlemmer af det amerikanske band Kaleidoscope (1966-1970), ikke mindst David Lindley, der siden fik stor succes sammen med Jackson Browne og som solist.
Albummet med den spøjse titel smager lidt af The Byrds, New Riders of the Purple Age og The Dillards, krydret med lidt psykedelia. De fleste sange fra pladen kan man finde på tuben.
I 2009 (ja, længe siden…) omtalte jeg The Beau Brummels, der var en relativt stort navn derovre. Et band, der var meget inspireret af the British Invasion, og som af en eller anden grund aldrig rigtig slog igennem i Europa, i hvert fald ikke i Danmark. Og det er lidt synd. Jeg kom til at tænke på bandet igen for nogen tid siden, hvor der blev udsendt et bokssæt med dem med titlen Turn Around: The Complete Recordings 1964-1970, dvs. alle indspilninger fra deres første aktive periode (blev gendannet og var aktive i 1974-75).
Jeg købte ikke boksen, men har siden lånt den på biblioteket (kan rekvireres via bibliotek.dk) og har kunnet lytte mig frem til, at det er en band, der fortjente mere opmærksomhed uden for de forenede stater. Blandt andet har de lavet et country rock-album, der sagtens kan måle sig med det meste af det, der kom da country rock-bølgen skyllede over USA i halvfjerdserne. Bradley’s Barn (1968) hedder albummet og du kan lytte til det lige her.
Pressens – især dansk tvs – behandling af hændelserne i Ukraine bliver ved med at gnave i min bevidsthed som en skarp sten i skoen. Og i disse dage savner jeg den franske samfundstænker Jean Baudrillard, der sidst i sin karriere gjorde sig stort bemærket med en lille bog med den provokerende titel Golfkrigen fandt ikke sted. Hvad mon Baudrillard ville have sagt om det, der sker i Ukraine i dag? At den i vesten påståede krig ikke finder sted?
For at forstå Baudrillards tankegang så er det nødvendigt at se på den måde, hvorpå hændelser i Ukraine bliver videreformidlet. Baudrillard tænkte ikke kun samfundsteoretisk, men også i en vis forstand semiotisk. Han tænkte i tegn og tegnsystemer. Og det han hæftede sig ved i forbindelse med den FN-autoriserede mission i den persiske golf var, at det primært foregik på tv i en af amerikanerne stærkt styret og redigeret form med radarbilleder og lignende. Alt hvad man almindeligvis forbinder med fænomenet krig – fx at to parter står over for hinanden og bruger våben mod hinanden osv. – var der ikke. Og især den amerikanske befolkning fik et simulakrum (et gøglebillede) af virkeligheden i den såkaldte golfkrig.
Baudrillards provokerende, men også tankepirrende og -æggende, fortolkning af hændelserne i Golfen satte sig spor. Og i forbindelse med oprøret eller borgerkrigen i Libyen i 2011 samlede en journalist ved dagbladet Information Baudrillards tankegods op og skrev blandt andet:
.. Gadaffis kamp med oprørene ikke den første krig, der primært er blevet udkæmpet på tv-skærmene. Under de historiske begivenheder, vi i daglig tale benævner Golfkrigen, skrev den franske filosof Jean Baudrillard et essay med titlen Golfkrigen fandt ikke sted. Baudrillards pointe var, at den FN-autoriserede mission i Den Persiske Golf ikke var en rigtig krig, selv om den blev portrætteret som en. De handlinger, man normalt forbinder med en krig, fandt aldrig sted. Konflikten blev i stedet overvåget på kort og radar, den amerikansk ledede koalition var aldrig udsat for reel fare, ligesom der ikke på noget tidspunkt var tvivl om dens endelige sejr.
Baudrillard kaldte det en »aseksuel kirurgisk krig, et spørgsmål om krigsmageri hvori fjenden kun fremtræder som et computeriseret mål.« Som han provokerende bemærkede, var det mere sikkert for amerikanske soldater at gå i krig end at blive hjemme i USA, for ifølge statistikken ville flere dø i den amerikanske trafik end i Operation Desert Storm. Meget tyder på, at man kan drage akkurat de samme konklusioner om de seneste måneders hændelser i Libyen.
Uanset om man accepterer Baudrillards fortolkning eller ej, så er det vigtigt at forstå, at hændelserne i Ukraine lige som tidligere militære hændelser i verdenshistorien er genstand for fortolkninger. Og hver hændelse er præget af sin tids formidlingsmåder. Den første verdenskrig blev fx især fortolket via fotografiet og skriftlige beretninger, under Anden verdenskrig var det også filmen, der var en vigtigt del af fortællingen om den krig (tænk bare på alle de dokumentarfilm og spillefilm, der er blevet lavet om den krig), Vietnamkrigen var tv-mediet blevet den store fortæller, og vi fik ofte tv-formidlede rapporter fra den fjernøstlige stat, og i Ex-Jugoslavien kom der endnu en dimension til, nemlig informationer via sms og email. Og i dag i Ukraine formidles en stærkt redigeret virkelighed især via et tv, der kritikløst videreformidler alle mere eller mindre – især det sidste – bekræftede informationer i døgndrift og som er ufrillige ofre for internettets – ikke mindst youtubes – uredigerede informationer fra konflikten.
Der foregår en kamp om fortolkningen af det, der sker i Ukraine. De vestlige medier og politikerne fodrer befolkningerne med en fortolkning, der handler om, at russerne og Putins styre har begået overgreb på et lille, demokratisk, selvstændigt land og dagligt får vi “bevisførelse” for russernes “krigsforbrydelser” osv. Samtidig får vi meget lidt af den fortælling, den fortolkning, som det russiske folk bliver til del, dvs. Putins fortælling om, at man kommer den undertrykte russiske minoriteter i Donbas-området til undsætning efter flere års “folkemord” og at der i øvrigt ikke er tale om krig (og hvis man påstår det, så står man til 15 års fængsel for løgnagtig propaganda), men om en “særlig militær operation”. Og man behøver ikke at sidde mange timer foran tv for at indse, at vi – befolkningerne i Europa og Vesten – er genstand for en ganske bestemt udlægning af, hvad der sker i Ukraine.
At det er en kamp om fortolkningen blev i går understreget af, at man i EU vil lade sanktionerne gå ud over russiske medier, idet man vil forhindre europæerne i at se tre russiske tv-kanaler. I forvejen har man lukket for andre hidtil tilgængelige informationskanaler – fx Russia Today. Argumentet er, at man vil lukke for Putins propaganda. Man glemmer bare at fortælle, at lukningen er et led i den vestlige propaganda og man kan spørge, om i hvilken grad det harmonerer med vores højt besungne ytrings- og tankefrihed, når borgerne i Vesten ikke selv får mulighed for at høre russernes fortolkning og tage selvstændig stilling!? Hvad bliver det næste, fristes man til at spørge? At borgerne i Vesten heller ikke må omtale hændelserne i Ukraine som andet en krig, ikke må vise forståelse for den russiske befolknings situation, ikke må stille kritiske spørgsmål til Ukraines historiske og kulturelle situation og status i verden osv.? Det er svært ikke at mærke en autoritær tankegang i EU-ledelsens argumentation.
Tilbage til Baudrillard: Finder krigen i Ukraine sted?! Det vil jeg trygt overlade til mine læsere at danne sig en mening om.
“Bill Haley er det unge kanonskud, der sammen med sine “Comets” så ganske har domineret det amerikanske plademarked de sidste måneder med en enkelt plade. Nu er den på dansk jord, og titlerne er “Rock Around The Clock” og “Thirteen Women”. A-siden, der går i et hæsblæsende tempo vil rive alt og alle med sig. Holder Bill Haley, hvad han lover her, bliver han et langvarigt bekendtskab.”
Otto Leisner, 1955
Bob Dylans oeuvre er enormt, og derfor kan der nogen gange være behov for – i hvert fald hos mig – at have et passende udvalg, en kompllation af gode sange, man sådan lige kan smide i afspilleren. Og dem er der også mange af. Jeg har da også et par stykker. Bob Dylans Greatest Hits I-II fra hhv. 1967 og 1971 er solide udvalg. Det samme er Bob Dylan Biograph fra 1985 med sine 53 numre. Men den har dog den svaghed – i denne sammenhæng – at inkludere nogle ukendte og hidtil uugivne numre. Og så er der en relativt ny (2020), jeg helt tilfældigt faldt over engang med den afslørende titel Bob Dylan Japanese Singles Collection, der jo indeholder Dylans japanske singler – fra “Subterranian Homesick Blues” til “Tight connection to my heart”. Fordelt på to CD’er (fås også på vinyl). Og den udmærker sig ved at have en indiskutabelt, solidt udvalg af klassiske sange og en forbavsende god lyd (noget japanerne længe har været gode til).
Og hvad skal man så med tre opsamlinger, vi du måske spørge!? Tja, jeg fandt dem alle til en overkommelig pris og var lige i det humør (“høre nogle hits med Dylan”). Derfor.
70 år blev Rick Parnell, der spillede trommeslageren Mick Shrimpton i den kendte mockumentary This is Spinal Tap, der følger det fiktive heavy metal-band Spinal Tap på turné i USA. Dødsårsagen er ikke oplyst.
Parnells fader blev kendt som trommeslager i The Muppet Show, og Rick selv spillede med navne som Atomic Rooster, Horse, Nova og Stars, men blev kendt af en større kreds som medlem af Spinal Tap.
Trailer til This is Spinal Tap
