Apropos covers, så her er gode gamle Pretty Things’ fortolkning af Gillian Welchs “The Devil had a hold on me” fra bandets sidste album Bare as bone, bright as blood, der udkom sidste år, fem måneder efter forsanger Phil Mays død. Også et coveralbum. Oven i købet et fornemt akustisk anlagt et, hvormed Pretty Things satte et smukt punktum for en næsten 60 år lang karriere i musikkens tjeneste.
Ja, så er hun tilbage, Cat Powers. Med en omgang kopiversioner af andres numre. Covers.
Covers Tracklist:
1. Bad Religion – Frank Ocean
2. Unhate – Cat Power
3. Pa Pa Power – Dead Man’s Bones
4. White Mustang – Lana Del Rey
5. A Pair of Brown Eyes – The Pogues
6. Against the Wind – Bob Seger
6. Endless Sea – Iggy Pop
8. These Days – Jackson Browne
9. It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels – Kitty Wells
10. I Had a Dream Joe – Nick Cave
11. Here Comes a Regular – The Replacements
12. I’ll Be Seeing You – Billie Holiday
Her kaster hun sig over The Pouges.
Jeg har været omkring dette legendariske radioprogram mange gange, fordi det udgør en uafrystelig del af min musikalske dannelse. Jeg var nærmest tvangsindlagt til at lytte til programmet i min barndom, hvor rørradioen var stillet ind på dette program, når det blev sendt. Og det var det, man/jeg hørte ud af de åbne vinduer på stille sommersøndage.
Programmet fik først navnet Giro 413 i januar 1951 med undertitlen “Lytternes ønskekoncert på grammofon”. Inden da eksisterede programmet fra 1946 under navnet “Red Barnet” (men med samme undertitel). I 1949 blev det til “Ønskekoncert – på grammofon til fordel for Børnenes Kontor” og i januar 1950 “Ønskekoncert på grammofon”. I rigtig mange år var programmet et af flagskibene på Danmark Radios program 3, men nu er det endt på DAB-kanal 5. Men er der altså stadigvæk, 75 år efter sin opfindelse. Og det siger måske noget om, hvad radiomediet kan, at et program, der i al sin enkelhed består af lytterønsker – kombineret med donationer til udsatte mennesker i samfundet, kan eksistere i 75 år og stadigvæk bestå i en tid, hvor streaming har gjort musikønsker til et stort tag-selv-bord. Og spørgsmålet er da også, om Giro 413 vil overleve meget længere eller forsvinde med de generationer – inklusive min egen – der har haft programmet med i den kulturelle rygsæk?
Mit eget liv med 413 var primært i tresserne, så John Mogensen var ikke en af dem, jeg hørte dengang. Men den har været et af programmets hits og fortjener bestemt et genhør.
“If the Stones were ‘political’ at all, it was only in the internecine sense of the word” (Christoffer Sandford, The Rolling Stones Fifty Years, s. 144). Sådan skriver Sandford efter at have beskrevet bandets juridiske opgør med det bestående som følge af gruppens brug af stoffer og dets udsvævende liv. Stones delte vandene. De var både elsket og hadet. Og de levede op til det image, de fik som modstykke til de pæne drenge fra Liverpool. Men ‘politisk’?! Ikke i følge Sandford.
Men Sandford glemmer måske, at tresserne var et årti, hvor begrebet om politik blev forandret og omdefineret. Fra at være et begreb, der var begrænset til den offentliges sfære, hvor professionelle politikere agerede, til et begreb, der bredte sig til andre sfærer af hverdagslivet. Under slogan som ‘det private er politisk’ gjorde bl.a. kvindebevægelsen det intime liv omkring kernefamilien til en politisk agenda. Man kan endda hævde, at det politiske diffunderede til alle dele af samfundet. Og sporene fra dengang, hvor ungdommen satte en ny dagsorden for det politiske, ser vi stadigvæk i dag, hvor feminisme, seksualpolitik, familie osv. er politiske emner på dagens nyhedsoversigter.
Og Rolling Stones var – som andre af datidens beatgrupper, inkl. The Beatles – politiske i denne bløde, brede og mere engagerende forstand, hvor politik ikke længere er forbeholdt et specialiseret lag inden for det offentlige.
Tak til Bo Green Jensen for den…
Apropos Blast Furnace, så var året 1971 også året, hvor Skousen & Ingemanns klenodie Herfra hvor vi står udkom. Og den var årets plade i følge årsLPhitlisten. Og den er ikke blevet glemt. I forbindelse med 40 året for pladen, blev den genudgivet på foranledning af Torben Bille, der sammen med Niels Skousen gravede ekstramateriale frem, som kunne komme med som bonusnumre. Og Torben skrev også teksten til den booklet, der fulgte med jubilæumsudgaven. Og måske ville Torben have fået den genudgivet her i 50-året!?
Om pladens betydning slutter Torben af med at skrive følgende:
Siden udgivelsen er pladens betydning ikke dalet. I DR’s bog, Husker du – dansk rock gennem 50 år, opsummerer beathistorikeren og forfatteren Peder Bundgaard: »Vi har at gøre med en af de absolut skelsættende plader for den tid, fordi den om nogen betegner et gearskifte, eller et paradigmeskifte, fra hippiedrømmen med blomster i håret og en poetisk drøm om den bedre fremtid. Men lige så hurtigt gik den drøm hen og blev et mareridt, så der startede en modreaktion nede i miljøet, hvor man pludselig stoppede op og sagde: ’Jamen, vi må revurdere de drømme, for det fører ikke til noget og det går bare op i hashtåger det hele, vi må forholde os til den virkelighed, vi lever, vi må tage fat herfra hvor vi står.«
I dag kan Niels Skousen sagtens høre, at sangene bærer præg af at være skrevet i det, han kalder solnedgangstider, men, siger han, »jeg hører også en sund, stærk og troskyldig optimisme bag dem og en musikalsk enkelhed, som ikke ekskluderer nogen. Det er måske den stemning, der har løsrevet sangene fra deres tid og som stadig får dem til at leve…«
Pladens betydning understreges af, at Niels Skousen for ganske nylig har fået lavet et særtryk af covermaleriet, der er blevet solgt til inkarnerede fans af pladen.
Jeg skrev også en småselvbiografisk tekst i forbindelse med 40-året. Den kan du genlæse her.
Dengang et lidt overset album, men paradoksalt nok et af de bedste og mest velspillede det år. Men musikere fra Culpeper’s Orchard og Pan. Det er vist på tide med en genudgivelse på vinyl og CD.
Årets Nobelpris i litteratur går til Abdulrazak Gurnah fra Zanzibar. Jeg har kun hørt om ham, men aldrig læst noget af ham. Der er vist kommet to bøger af ham på dansk. Men så vidt jeg kan læse mig frem til, så er han et godt navn blandt internationale litterater. Og valget af ham skal nok give anledning til debat, sådan som denne Nobelpris altid gør med sine overraskende valg. I den forbindelse er det nok værd at huske på, at prisen ikke er udpegningen af den bedste forfatter i vor tid, men valget af en forfatter, der lever op til priskommitéens kriterier. Og de er jo heller ikke hævet over enhver diskussion. Fx fremhæver kommiteen i sin begrundelse Gurnahs “kompromisløse og medfølende gennemboring af kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne mellem kulturer og kontinenter.” Andre litterater ville ikke vægte indholdet så højt, men derimod sproget. Jeg vil blot opfatte dagens valg som en idé til, hvad jeg måske skal læse, når jeg engang skal finde noget nyt litteratur.
Don’t you worry ’bout what’s on your mind, oh my
I’m in no hurry, I can take my time, oh my
I’m going red and my tongue’s getting tied
(Tongue’s getting tied)
I’m off my head and my mouth’s getting dry
I’m high, but I try, try, try, oh myLet’s spend the night together
Now I need you more than ever
Let’s spend the night together nowI feel so strong that I can’t disguise, oh my
(Let’s spend the night together)
But I just can’t apologize, oh no
(Let’s spend the night together)Don’t hang me up and don’t let me down
(Don’t let me down)
We could have fun just groovin’ around
Around, and round, and oh my myLet’s spend the night together
Now I need you more than ever
Let’s spend the night togetherLet’s spend the night together
Now I need you more than ever
You know I’m smiling, babyYou need some guiding, baby
I’m just deciding, baby, now
I need you more than ever
Let’s spend the night together
Let’s spend the night together now
Oh my my my my my my myThis doesn’t happen to me every day, oh my
(Let’s spend the night together)
No excuses offered anyway, oh my
(Let’s spend the night together)I’ll satisfy your every need
(Your every need)
And now I know you will satisfy me
Oh my my my my my myTogether now, oh my my my my my my myNow I need you, need you more than ever, oh my
(Let’s spend the night together)
I’ll satisfy your every need, whoa my myNow I know, I know you’ll satisfy me, whoa my my
(Let’s spend the night together)
I beg you baby, whoa my my my my my myOh come on now
Oh baby my my my my
Vi nærmer os kommunevalget. Og måske har dette forhold noget med en sag, som TV2-Østjylland kunne berette om i gårsdagens nyhedsudsendelse. Det drejer sig om det tidligere medlem af Dansk Folkeparti, nu løsgænger, John Rosenhøj, der er medlem af byrådet i Odder.
John Rosenhøj har gjort sig uheldig bemærket ved at optræde i nogle pornografiske film, der er blevet lagt op på nettet, frit tilgængelig for hvem der måtte ønske at se dem. Og tre andre medlemmer af Dansk Folkeparti har trukket sig ud af partiets lokalbestyrelse, da de fik kendskab til Rosenhøjs pornografiske aktiviteter.
Tilføjes skal det, at Rosenhøj tidligere har været i mediernes søgelys på grund af seksuelt orienterede aktiviteter. Senest blev han hængt ud i boulevardpressen, fordi han angiveligt havde forsøgt at sælge en kvindelig partner som “sexslave”.
Spørgsmålet, der optog TV2Østjylland var og er, om en politiker kan opføre sig sådan. Kan et tidligere medlem af Dansk Folkeparti tillade sig at optræde pornografiske film, oven i købet med perverst indhold, hvori indgår anvendelse af menneskelige ekskrementer? Med andre ord gør kanalen sagen til et spørgsmål om moral.
Dertil kan man sige, som også nogle kommentatorer har været inde på, at selve det forhold, at politikeren medvirker i sådanne pornografiske film og oven i købet tillader at offentliggøre dem på internettet, ikke i sig selv er ulovligt. I sig selv kan denne kendsgerning ikke bruges til meget andet end en moralsk fordømmelse (eller – det jo også tænkes – det modsatte). Hvis de perverse pornofilm kan få en konsekvens for Rosenhøjs politiske virke, så er det dels, fordi man i mandens politiske netværk tager afstand fra hans handlinger, og dels, hvis vælgerne ved kommunalvalget sætter deres stemme et andet sted på grund af filmene. I sidste ende er det vælgerne, der afgør Rosenhøjs politiske fremtid. Ikke tre forargede politikere fra det parti, han var medlem af engang, eller andre byrødder i Odder kommune.
I går aftes kunne man i DR TVs nyhedsprogram se og høre Ringo Starr blive nævnt i forbindelse med den skattely-skandale, som ICIJ (en international sammenslutning af undersøgende journalister) har afdækket via nogle lækkede dokumenter, der tegner billedet af et internationalt1 ‘organiseret’ skattely bl.a på Jomfruøerne. Hvor meget rige personer – kunstnere, fodboldspillere, politikere, bankfolk osv. – har kunnet anbringe deres formuer for at undgå at betale skat i deres respektive hjemlande.
At så gode, gamle Ringo er med i dette sammenrend at velbjergede rigmænd er måske ikke så mærkeligt (Elton John er fx også med), selv om skattetrykket i USA dog er væsentligt mindre end i de fleste europæiske lande. Og skal man – vi – forarges over Ringos handlemåde? Selvfølgelig kan man sige, at det ramponerer den altid så joviale, harmløse Ringo, der har for vane i tide og utide at prædike “peace and love” og hans renommé. Men vi lever i en verden, hvor uligheden vokser støt dag for dag og hvor de rigeste mennesker altid har forstået at mele deres egen kage. Vi lever i et økonomisk system (kapitalisme), der er en slags omvendt Robin Hood-økonomi, hvor der altid er nogen – mange mennesker – der bliver udbyttet, medens andre skummer fløden.
Nej, hvis vi skal forarges, så er det ikke, sådan som mange medier gerne vil have det, fordi enkeltpersoner – hvad enten der er tale om tjekkiske politikere med drømmeslotte i Frankrig, stenrige, professionelle fodboldspillere som Ronaldo eller Messi eller kunstnere som Elton John og Ringo Starr – springer i øjnene med deres skattelyinvesteringer. Nej, skandalen er, at det overhovedet kan foregår. Skandalen er, at vi har et system, der i sin kerne bygger på udbytningen af mennesker, på skabelse af og fortsat udbygning af økonomisk ulighed mellem mennesker. Og derfor bør vi forvente af de journalister, der har afsløret den nye skattelysag, at de ikke nøjes med at rette fokus mod enkeltindivider eller enkeltstående banker, men sætter sig for at blotlægge hele det system, der er konstrueret omkring skattelycirkusset. Dets historik, de ansvarlige bagmænd og dets forgreninger ind i det politiske system.
Og så skal forargelsen heller ikke spærre for det forhold, at selv om hr. Ringo har gjort sig skyldig i skattely, så kan hans musik godt være god nok og værd at lytte til.
Det er slået stort op, så det kan skabe forventninger. DR2 store danske rockhistorie. Over hele seks afsnit vil DADs Jesper Binzer angiveligt fortælle dansk rocks historie. Og det ville da være dejligt, hvis det skete. For dansk rockmusik fortjener at få fortalt sin historie. Men, men, og ak, det første afsnit lover ikke godt. Under overskriften ”Folkelig og for de få” tager Binzer seerne ved hånden (eller er det ørerne?) og besøger forskellige navne inden for dansk rock, begyndende med Sanne Salomonsen. Og desværre kommer det mestendels til at handle om, hvor stor succes de interviewede kunstnere har fået hos publikum (pladesalg, økonomi…). Folkelighed forstås som noget, der kan måles i antal solgte plader eller billetter og/eller hvor mange penge, denne “folkelighed” kaster af sig.
Problemet med udsendelsen – og måske hele serien – er, at DR vælger at sætte en dansk rockmusiker til at stå for det hele. Det giver et perspektiv og en synsvinkel, der ikke har meget med historie at gøre, men derimod med en vis indforståethed, der åbenbart er blandt kunstnere og den presse, der dyrker dem. Selvfølgelig kan det nå at ændre sig og blive rettet til, men det er dog tvivlsomt, sådan som Binzer har lagt det op. Så noget tyder på, at vi får endnu en omgang medial kændisdyrkelse. Som om vi ikke fik nok af det i forvejen.
Så skete det igen. Min hovedcomputer er gået i stykker i forbindelse med en softwareinstallation. Vi får se, hvornår capac kommer op at køre rigtigt igen.
Helt tilfældigt læser jeg pt. i natlektyre om Rolling Stones (Christopher Sandfords store biografi) og er kommet til 1966, hvor Rolling Stones bl.a. er på turné i Storbritannien og med sig har Ike & Tine Turner. Og Sandford fortæller, at Mick Jagger i sin fritid tilbringer megen tid sammen med Turner-parret og ikke mindst de mini-skørt-klædte baggrundssangerinder i The Ikettes. Og især en af dem, Pat Arnold, der siden bliver kendt i England som P. P. Arnold. Jaggers romantiske/erotiske interesse i Arnold resulterer også i, at P. P. Arnold efter turneen beslutter sig for at blive i England, hvor hun føler sig bedre behandlet som ung, sort kvinde i hjemlandet. Og Jagger sørger for, at hun får en pladekontrakt med Stones-manager Andrew Loog Oldhams plademærke Immediate Records.
På Immediatmærket fik Arnold en række succesfulde singler udgivet. Størst var hendes version af Cat Stevens “The First Cut is the deepest” og Chip Taylors “Angel in the morning”. Og hun fik et nært forhold til The Small Faces, der også var på Immediate, og en romantisk forbindelse til Steve Marriott betød, at han blev sangleverandør til hende med flere mindre hits til følge.
Fra halvfjerdserne og frem arbejdede hun især på scenen med musicals o.a. og som backingsangerinde i mange forskellige sammenhænge. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udsendtes hendes fjerde soloalbum The New Adventures of P. P. Arnold, der gav sig udslag i en større turné samme år. Og i 2020 sang hun for på The Fratellis’ single “Strangers in the Street”. Og i dag fylder hun så 75 år.
https://youtu.be/zF4HIWX_vxE
