CAPAC

Med undertitlen The Very Best of the first two decades. All Killers, no fillers and same old lies. markerer Thorbjørn Risager & The Black Tornado, at bandet gennem hele to årtier har været på banen – på plader og optrædener her og hisset –  og bevist sin eksistensberettigelse som fornem, fremtrædende eksponent for en musikform, der har sine rødder dybt nede i såvel the blues som den gode, gamle rock and roll.

Og den nye plade, der er noget så markant og i disse tider relativt sjældent som et dobbeltalbum, rummer hele 33 skæringer, der dækker hele de to årtiers periode. Den første skive Volume One dækker årene 2004 til og med 2012, dvs. kursorisk sagt, de formative år, hvor Thorbjørn og forløberen til den sorte tornado, bandet Blue 7, fik udforsket New Orleans-R&B og med inspiration fra rock and roll efter hånden fik skabt deres eget, personlige udtryk og et kultpublikum i hjembyen København.

Og Volume Two dokumenterer på fineste vis, at Thorbjørn og nu The Black Tornado gennem de seneste ti år har fundet deres plads eller hjem i den blandede musikform og gennem en lang række koncerter hjemme og i udlandet har fundet deres stilart og form.

Og det er ret imponerende at lytte til dette tværsnit af ti studie- og livealbums (hvoraf jeg tidligere har anbefalet en lille håndfuld…). For selv om der selvfølgelig er tale om en bemærkelsesværdig udvikling fra de første sange, så er der også tale om en fundamental musikalsk konsistens. Og den har helt klart at gøre med Thorbjørn Risagers kærlighed til sit musikalske udgangspunkt og sin evne til at skrive sange, der både besidder traditionens ånd og rummer et personligt aftryk. Risager og tornadoen har et solidt tag i den musikalske kerne fra starten af.

Og med tiden bliver der så lagt lag på lag på udtrykket. Fx i form af en stadig mere udsøgt brug af blæsere, der giver musikken mere fylde og bidrager til få tornadoen til at blæse. Men fx også brugen af backingsangerinder giver et ekstra plus til samlede udtryk og får Risagers flotte mandsstemme – der er blevet sammenlignet med både Ray Charles, Joe Cocker og Bob Seeger, men som først og fremmest er sit eget kraftfulde, ekspressive, indfølende organ til fortolkning af sangene.

Risager og tornadoen kører som en velsmurt maskine, hvor de medvirkende kender deres rolle som små tandhjul i den store helhed. Samtidig med at der er god plads til solistiske og improvisatoriske indslag undervejs på Volume Two.

Best Of… er en imposant og flot fejring af bandets tyve år i blues-rockens tjeneste. Og ud over at dokumentere en fornem udvikling frem til i dag, så leverer de to, rige plader konstant påmindelser om, at Risager og bandets har meget at bygge videre på de næste mange år. Med dette flotte udvalg af medrivende bluesrocknumre og enkelte ballader bør Thorbjørn Risager & The Black Tornado få endnu flere følgere, og nubegyndere kan passsende begynde med disse 33 stærke sange. Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Best of. Producer: Thomas Ruf. Vinyl Ruf Edition. Er udkommet.

Everything We Dreamt Of er The Grenadines tredje album. Og med denne treer har gruppen – der nu er en trio (Kasper Ejlerskov Leonhardt, Morten Fillipsen og Dennis Debannic) – skabt et helstøbt album, der som sådant demonstrerer, hvad der er Grenadines stil og dens styrker.

I PR-materiale og publicerede anmeldelser har man ikke undladt at påpege, at The Grenadines henter inspiration hos store forbilleder som Fleetwood Mac (halvfjerdserudgaven) og såmæn The Eagles. Og det er da også rigtigt, at det nok er i den vestkystamerikanske AOR, at vi skal finde kilderne til Grenadines musik. Men så bør man også tilføje, at tiden er gået siden halvfjerdserne og Grenadines har fundet deres egen homogene lyd, der både skyldes moderne produktionsvilkår, men også gruppens egen samhørighed og sammenspil.

For det, der møder lytteren, på denne plade er en fortættet, homogen lyd, der både opleves som en natur tæthed og som en eksponeringsflade for gruppens musikalske styrker. Til disse hører helt klart det fine vokale arbejde, hvor Morten Filipsen fører an med sin klare, fine og maskuline røst og suppleres med rigtig flotte vokalharmonier, der sidder lige i skabet. Og så er der det instrumentale arbejde. Sprøde akustiske guitarer og distinkte elektriske, der står frem og skarpt i det fortættede lydbillede. Trommer og slagtøj, der også få fin og markant plads i dens store kontekst. Og det hele er skruet flot sammen af de homogene arrangementer, der præger pladen og giver de enkelte sange en ensartet karakter og pladen som helhed et ensartet præg, som man kun kan forvente af en vellykket plade som denne.

Sangene på pladen har en nærmest klassisk karakter. Sange som den indledende “I’m your idiot” og titelsangen “Everything We Dreamt Of” er sange, der har en naturlig appel til de store radiokanaler. Og id et hele taget markerer sangene på pladen sig ved at besidde stor popmelodiøsitet uden på nogen måde at være popsmarte og hurtigt fordøjelige. Tværtimod er denne treer en af den slags album, som traditionene fra Fleetwood Mac og Eagles har været så rig på – et album fuld af gode, vellydende sange, der vinder ved hvert genhør og samlet set glider ubesværet ind i rækken af fornemme poprockalbums fra de sidste fem årtier. Så jeg kan kun give The Grenadines mine varmeste anbefalinger med dette vellykkede tredje udspil.

The Grenadines. Everything We Dreamt Of. Produktion: Orten Filipsen & Kasper Ejlerskov Leonhardt. Celebration Records. Er udkommet.

5. November 1966 nåede The Monkees’ “Last Train to Clarksville” – skrevet af hitmagerne Tommy Boyce og Bobby Hart – Billboards hitlistes førsteplads.

Det var Monkees’ debutsingle, og den blev indlemmet på gruppens eponyme debutalbum samme år. Boyce og Hart var direkte inspireret af Beatles’ og deres “Paperback Writer”, der havde indtaget førstepladsen et par måneder. I følge legenden fejlhørte Hart, hvad Beatles sang – “Paperback Writer” blev til noget med “last train” og derfor kom det ordvalg med i sangen, der også strukturelt og i brugen af ringlende guitarer kan minde om forbilledet. Og det var ikke noget dårligt forbillede at have dengang heller.

Jovist, Monkees var et amerikansk forsøg på at skabe noget, der kunne være et modsvar på de voldsomt populære Beatles, der havde invaderet teenageværelserne. Og det lykkedes i forbløffende grad, fordi man fandt en håndfuld talentfulde unge mennesker, supplerede dem med de bedste studiemusikere og sangskrivere, man kunne opdrive og en markedsføring i tidens ånd – en egen tv-serie og fuld blus på den øvrige markedsføring. Og man fik skabt en række popsange, der skulle vise sig at have langtidsholdbarhed.

Der udkom så mange gode, vitale albums i 1971, at det halve kunne være nok. Og jeg når kun at skrabe lidt i overfladen her i halvtredsåret.

En af de mindre album – men en af mine personlige favoritter det år og i det hele taget – er Gerry Raffertys første soloalbum Can I have my money back? Præcis hvornår den udkom har jeg ikke kunne opspore, men vi befinder os i halvtredsåret.

Pladen kom i det hiatus, Rafferty oplevede i tiden mellem det populære The Humblebumbs og dannelsen af Stealer’s Wheel. Og den timing – eller mangel på samme – var til dels forklaringen på, at pladen nok fik fine anmeldelser rundt omkring, men ikke solgte nævneværdigt. Men pladen banede vejen for det langt mere succesfulde foretagende Stealer’s Wheel, fordi sangskrivermakkeren Joe Egan var med.

I går aftes viste DR2 den amerikanske dokumentarfilm Biography: I want my MTV under den danske titel Dokumania: MTV – Kanalen der formede en generation. En meget begejstret, meget amerikansk dokumentar om et tv-fænomen, der spillede en stor rolle for populærmusikken i 1980’erne. En historie om, hvordan den teknologiske udvikling (tvmediet, amerikansk kabeltv og video) præger musikken helt ind i dens kerne.

Den britiske musikjournalist David Hepworth sammenligner af samme grund fremkomsten af MTV i august 1981 med fremkomsten af walkman’en sidst i 1970’erne. Denne lille bærbare musikafspiller betød at man for første gang kunne gå rundt med sin favoritmusik og dermed lukke hverdagen ude. MTV betød at man kunne nøjes med at se musikklip af en varighed på fire minutter. Og lige som wakman’en forekom os at være utænkelig før den blev en uundgåelig realitet, forekom tanken om at kunne se popvideoer 24 timer i døgnet utænkelig før MTV blev en realitet. Skabelsen af MTV var, som Hepworth noterer, som at sparke en åben dør ind. Det eneste, der skulle til, var at ungdommen gjorde video-tv til et krav – hvilket skete, da MTV skabte markedsføringssloganet “I want my MTV”, som blev markedsført af en lang række store navne – startende med Mick Jagger og Pete Townshend. Og som hurtigt blev den kommercialiserede ungdoms kommercialiserede ungdomsoprør over for forældregenerationen, der gav de unge deres eget tv i kælderværelset, så de selv kunne slippe for al den larm.
I starten var MTV båret af lige dele idealisme og løssluppen kreativitet, men hurtigt blev mediet genstand for reklameindustrien og dermed en kilde til stor rigdom. Men lige som MTV var et produkt af en særlig teknologisk udvikling, så var dens horisont også bestemt af en anden, nyere teknologisk udvikling. Selv om MTV stadigvæk findes i tv-udbuddet, så var fænomenets sidste salgsdag eller udløbsdato skrevet i internettets fremkomst. Med et internet, hvor alt digitalt kan deles og hvor adgangen til alt digitalt er dagsordenen, så er interessen for præ-programmeret videomusik til at overse. Hvem gider at vente på at se Michael Jackson og “Thriller”, når man bare kan klikke ind på Youtube og se den, når man vil og så ofte man vil?

Men MTV fik en stor betydning for mange kunstnere. Nogle blev stjerner på grund af MTV. Mange blev nødt til at lave musikvideoer for at fastholde deres position. Og nogle få – fx Led Zeppelin og The Who – holdt fast i deres udgangspunkt  – pladesalg og koncerter. Men musikvideoen kom for at blive, og i dag kan man dårligt forestille sig en markedsføring af populærmusik, hvor musikvideoen ikke er en del af pakken.

Og videoen, der satte gang i det hele…

Det er den afdøde svenske musikjournalist, der et sted fortæller historien om, hvordan sangskriver Nick Lowe kom til penge. Han havde skrevet sangen (What so funny ’bout) Peace, Love and Understanding, da han som ung spillede i bandet Brinsley Schwarz. Som en kommentar til alle dem, der syntes, at der var for mange silly love songs og sange om fred og fordragelighed – dengang omkring 1970. Men sangen blev ikke noget hit og forblev i Nick Lowes bagkatalog. Indtil nogen fik den idé at lade den blive indlemmet i lydsporet til filmen The Bodyguard med Whitney Houston og Kevin Costner.

Og selv om sangen i Steigers version ikke på nogen måde gør væsen af sig i filmen, så blev den altså solgt sammen med resten af lydsporet – i meget store oplag. For filmen blev et af den tids helt store sællerter – og følgelig kastede den også en masse royalties af sig til de involverede sangskrivere. Så lige pludselig fik Nick Lowe penge på lommen og på bankbogen. Mange flere end han nogensinde før havde haft eller drømt om.

Anekdoten fortæller en masse om musikkens verden. Om hvor lille afstanden fra fiasko til succes kan være. Eller om, at gode sange før eller siden nok skal komme til deres ret. Eller om, hvor stor en rolle tilfældigheder og markedsandele kan spille i musikkens liv og efterliv. Og så videre.

Og så giver den en passsende anledning til at spille denne fantastiske sang et par gange.

DR valgte at vise komikeren Anders Matthesens film Sorte Kugler. Efter at have set Terkel i knibe (2004) og Ternet Ninja (2018), så var det let at overtale sig selv til at bruge tid på denne film fra 2009, hvor Matthesen står for instruktion, manuskript og selv spiller hovedrollen.

I filmen spiller Matthesen manden Alex Klein, der som navnet antyder er et ‘klein’ menneske, en lille mand, der ikke rigtig slår til i tilværelsen. Ja, selv hans tissemand er for lille. Alex arbejder som ejendomsmægler for den glatte, smarte og overlegne Marc, der lokker Alex med et partnerskab i firmaet, hvis ellers han kan få solgt en milliondyr villa, som Alex selv har tabt penge på i finanskrisen. Men det lykkes selvfølgelig ikke. For Alex forblive den lille mand, sådan som han hele tiden har været. Det vil sige, siden han ikke – i modsætning til sin kæreste – kom ind på politiskolen og blev betjent, fordi han netop var for lille. Og Alex reagerer på sin kleinhed med at forsøge at punke andre og verden i det hele taget til rette. Og det med vrede, korrektioner og perfiditet. Og ingen går ram forbi.

Så går det hverken værre eller bedre end at Alex kører galt, da han i sin frustration over livet spilder kaffe ud over sig under kørslen. Og han kolliderer med en anden bil og ender på sygehuset. Og her laver Matthesen så et kunstgreb, der for alvor sætter komedien i scene. For medens Alex’ krop ligger på operationsbordet , vågner han selv op i et limbo mellem liv og død. Et limbo, der som Christian Mongaard rammende pointerer, er en slags ‘moderne gameshowudgave af Skærsilden’, altså det sted i den katolsk-kristne selvforståelse, hvor menneskets endelige skæbne skal besegles – er enden helvedet eller himlen?

Og med selveste Søren Rislund som showets quizmaster Lurifax skal Alex nu testes på sine menneskelige egenskaber. Han får så at sige en chance for at bevise, at han på bunden af sin utilstrækkelighed er et godt og  uselvisk menneske, som så kan få en chance til i livet. Og quizens svar belønnes af hvide kugler eller straffes af de sorte kugler, som filmtitlen hentyder til. Og den lille Alex føres nu gennem en række tests, der alle velkonstruerede stykker situationskomik af fineste skuffe. Her viser Matthesen, at han har et klart talent for at se det komiske i helt ordinære situationer og få det optimale ud af det verbale.

Hvordan det går den lille Alex skal jeg ikke afsløre, men det er tydeligt, at Matthesen kan sin film- og komediehistorik. Temaet med den lille mand på skideren går i hvert fald tilbage til efterkrigstidens sorte Hollywoodkomedier og også til vores egen filmhistories tradition for små mænd i knibe. Tænk blot på Olsenbandens Egon Olsen. Ja, helt ud i udformningen af filmplakaten viser Matthesen sin veneration for og inspiration fra den danske filmkomedie – ikke mindst fra Erik Ballings hånd. Og det er bestemt en fordel at læne sig op af filmgenerer, der tidligere har vist sig at have folkelig appel. Og Matthesen viser med sin historie, at han bestemt er en værdig arvtager af fx Erik Balling, der også udmærkede sig ved at være en fundamental humanist, der altid var solidarisk med de “små” mennesker i samfundet.

Og som sin forgænger forstår Matthesens at skrive et enkelt og virksomt manuskript, besætte filmens roller med skuespillere, der kan leve op til komikkens krav (fx Bent Burgs som sig selv, Linda P som Alex’ lillesøster, Kit Eichler som Alex’ moder osv. ) og holde filmens dramaturgi inden for nogle rammer, der vil være kendt fra den danske folkekomedie i tresserne og halvfjerdserne.

I dag er håret hvidt. Der er kommet nogle ekstra kilo på sidebenene. Men hun har stadigvæk sine meningers mod og skarphed – som man kan forvisse sig om, hvis man følger hende på de sociale medier – og  hun forfægter stadigvæk de drømme og idealer, der var drivkraften bag hende og Jefferson Airplane. Og så havde hun en uforglemmelig rockstemme.

Allman Brothers havde udgivet og fået succes med At the Fillmore East, da Duane Allman d. 29. oktober 1971 satte sig op på sin Harley Davidson-motorcykel og med stor fart kørte ned ad Hillcrest Avenue i Macon. I krydset ved Bartlett Street blev han nødt til at forsøge at undvige, da en mindre kranbil pludselig stoppede op. Han ramte lastbilen og motorcyklen landede oven på ham, og flere af hans indre organer blev ødelagt. Han døde efterfølgende på hospitalet, 24 år gammel.

Hank Marvin – egl. Brian Robson Rankin – fylder 80. Bedst kendt som guitarist i The Shadows. Og som sådan stilskabende og indflydelsesrig lead guitarist, der har været forbillede for mange senere guitarister – fra George Harrison til Jimmie Page. Mange kilder mener, at det faktisk var ham, der så at sige skabte guitarhelten, som siden blev dyrket i stor stil i rocken. Glemmes skal ikke, at han ved siden af sit virke i Shadows og bag Cliff Richard har haft en fin solokarriere og har været med i trioen Marvin Wells and Farar.

https://www.youtube.com/watch?v=JZWDmY6_E2A

Selv om jeg ihærdigt forsøger at nedbringe mit tv-forbrug, så kan jeg ikke helt undgå at se noget, fordi familiesituationen nu engang er sådan, at husalteret kører om aftenen. Og i går – i min tilstand af træthed – måtte jeg så, samtidig med at jeg forsøgte at læse lidt og lave en krydsord, se et program med titlen Øen på DR.

Vi befinder os i udsendelsesrækkens anden sæson, og ideen er, at to hold mennesker, der sikkert er frivillige og også nøje castet, bliver sat i land på en sydhavsø, hvor de skal overleve i 30 dage – og vel at mærke filme det hele undervejs. Med sig har de en sygeplejerske og en smule udstyr og informationer om øens muligheder (man kan finde ferskvand, mad, lave ild m.m.). Altså en slags moderne versionering af den gamle historie om Robinson Crusoe, der ved skæbnens (u)gunst landede på en øde ø.

Hvorfor man laver den slags programmer, kan godt undre mig. Det er helt sikkert et koncept, som DR har overtaget (=købt) fra en stor udenlandsk kommerciel station og formålet er at underholde seerne (underholde defineres af Den Store Danske Ordbog: “noget der morer, glæder eller adspreder nogen, fx optræden, et lettere og ikke særlig krævende åndsprodukt eller en fornøjelig beskæftigelse“). Man kunne prøve at forstå konceptet ud fra en sikkert helt fejlagtig forestilling om, at folkene bag ville fortælle os noget om moderne menneskers overciviliserede livsform og dennes afprøvning i mødet med den barske natur og virkelighed på en øde ø!? Men det er nok at trække den for langt. Det handler nok mest af alt om underholdningsværdien af at se nogle mennesker dumme sig og gøre erfaringer med et simpelt liv. Altså om at lave en salgbar serie.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min gamle geografilærer fra folkeskolens sidste år. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at vi i vores civiliserede liv er blevet ude af stand til at overleve. Hvis ikke vi kunne tænde for strømmen, gå i varmt bad, tage mad i køleskabet og sove i en varm seng, så ville vi være ringe stedt. Han mente, at vi ikke ville overleve mange dage, hvis vi blev sat ud i den norske eller svenske vildmark udstyret med et kompas. Og jeg er tilbøjelig til at mene, at han nok havde fat i en pointe. I hvert fald var det slående, hvor prægede og afhængige de medvirkende var og er af det liv, de normalt lever. Og det er også tydeligt, at især de yngre medvirkende i allerhøjeste grad er præget af et virkelighedssyn, der er farvet af de såkaldt sociale mediers og fiktionsindustriens (streamingtjenesternes) virkeligheder.

Et aspekt af dette virkelighedssyn kom til udtryk i sproget. Især en deltager, en ung dame, insisterede på at bruge kraftudtrykket “fucking” hele tiden. Det er “fucking palmer”, kunne hun sige. Eller det er “fucking ananas”. “Fucking” som en amerikansk importeret almenækvivalent for en række tillægsord, der ikke er en del af vedkommendes ordforråd eller blot som udtryk for en slags begejstring eller overraskelse. I hvert fald udtryk for en begrænset sproglig kompetence, man ikke ville have oplevet på tv for blot få år siden.

Som læseren nok kan forstå, så følte jeg mig ikke specielt underholdt af dette afsnit af Øen. Og måtte endnu engang undre mig over mediets udvikling genne de seneste mange årtier. Hvorfor er dette medie, der jo er som skabt til folkelig oplysning og public service, degenereret til hjernedød underholdning? Det kan ikke undre, at tv i sin klassiske form er ved at bliver overtaget og overhalet af underholdende streaming.

Opdatering: Og så fik jeg lige set lidt af seneste afsnit af Øen. Og det slog mig, at udsendelsen selvfølgelig – for sådan er det med tv – er en helt igennem redigeret udsendelse. Hvert eneste klip er valgt med omhu og med en bestemt hensigt. Derfor følger jeg også lidt trang til at undskylde hende den blonde “fucking”-brugende pige. Det er sgu ikke tilfældigt, at hun i rigtig mange af de klip bruger ordet “fucking”. Det er sådan, hun skal fremstå. Hun skal være hende den lidt “dumme”, der kun kan sige “fucking” i mangel af tillægsord eller udtryk for begejstring eller det modsatte. Fucking tv-iscenesættelse.

Egentlig burde det ikke være sådan. Jeg har sovet godt. Som jeg plejer. Mere end otte timer oven i købet. Alligevel føler jeg mig træt ind til benet. En underlig mat træthed, der ikke har ladet sig fjerne, hverken af morgenmad, frokost eller rigelige mængder kaffe. Måske er det prisen for at gå næsten fire kilometer med min ven hunden i går. Hunden var bare glad for, at jeg gad. Selv var jeg bare udmattet efter turen. Træthed.

For tiden kan man gense Liv Thomsens historiske tilbageblik i reklamens verden i serien “Reklamer til tiden”. Ud over at være et på godt og ondt genopfriskende tilbageblik på markedets markedsføringsprodukter, så er det også en temperatutmåling på den tid, reklamerne blev til i. For der er ingen tvivl om, at netop reklamerne lagde sig helt tæt op ad tidsånden. Moralen, moden, musikken osv. Og man bliver mindet om, hvor hurtigt tiden egentlig er gået.

I et indslag ser man den svenske troubadour Cornelis Wreeswijk spille og synge lidt i promoveringen af sæbeproduktet Rexona, der i lang periode (i tresserne og halvfjerdserne) markedsførtes under sloganet “Altid plads til en til (der bruger Rexona)”. Desværre er netop den reklame ikke sådan til at finde på det store net, men sjovt var det nu at se Cornelis med guitar i reklamens tjeneste.

Samtidig med “American Pie” udkom Grateful Deads eponyme, andet live-album, der bærer kæle- eller øgenavnet “Skull and Roses”. Det var gruppens første guldpladeindbringende album, oven i købet et dobbeltalbum.