Indlæg tagget med atomkraft

Jomfru Ane Band – Hej igen!

17. marts 2011

I følge pressen er dagen i dag afgørende for, hvor alvorlig katastrofen omkring det japanske a-kraftværk ved Fukushima vil udvikle sig. Som om det var alvorligt nok, som det allerede har udviklet sig.

Den menneskeskabte katastrofe i Japan – for det er jo ikke tsnumamien, der har placeret atomkraftværker i et notorisk jordskælvs- og tsunamiområde, vel? – har fået denne nostalgiske bloggerskrivekugle til at søge tilbage til halvfjerdserne, hvor modstanden mod a-kraften var massiv og kritikken af det vækstfikserede samfund, der gjorde kerneenergien attraktiv, var selvfølgelig. A-kraftmodstanden satte sig tydelige spor i de politiske diskurser, men også i poppens og rockens lyriske univers. Fx hos Jomfru Ane Band.

Jomfru Ane Band var på sæt og vis et atypisk rockband, der opstod som en slags biprodukt af Jomfru Ane Teaterets aktiviteter i ålborg i halvfjerdserne. Det lille alternative teater, som blev dannet helt tilbage i 1963, fik helt i pagt med tidsånden kollektiv ledelse i 1973, og kollektivet bestod af de personer, der kom til at udgøre bandet: søstrene Sanne og Rebecca Brüel, tekstforfatteren Claus Flygare, Carsten Bang, Brian Sørensen, Niels Andersen, Bo Samuelsen og Leo “Gasser” Larsen.

Teatertruppen var – som fx Røde Mor – et element i den mangfoldige, antiautoritære kulturelle strømning, der udfoldede sig i mange kunstarter i de år. Teater, musik og happenings. Og så videre. Ud over teaterstykker som fx “Atomslagstykket – de hellige køer og den sidste olie” og “Asfaltballet” var de med i Solvognens berømt-berygtede indianeroptræden Rebild Bakker og samme gruppes Natohær, der optrådte på gader i storbyerne.

Den første plade med sangen fra teaterstykkerne kom i 1976 og hed bare “Jomfru Ane”, men blev hurtigt døbt “Brødristeren” på grund af pladeomslaget. Pladen – som fornylig blev genudgivet i boks 3 af Dansk Rock Historie – blev en stor succes. En del af forklaringen var nok, at Jomfru Ane Band i endnu mere udtalt grad end fx Røde Mor og andre af de venstreorienterede rockgrupper forstod at kombinere den apolitiske, kommercielle rockmusiks tæft for smægtende melodier og arrangementer, der kunne tage sigte på hitlisternes mainstreamsegmenter, med professionelle, billeddannende, tankevækkende, til tider poetiske og ikke mindst sangbare tekster, der med skarp kritisk sans og en god portion humor tog fat på de bestående samfunds sociale, økonomiske, politiske og økologiske problemer. Denne lykkelige kombination understreges af, at pladen udkom på det dengang førende polit-pladeselskab, Demos, men var indspillet i Sweet Silence Studioet, som dengang var på alle musikelskeres læber..

Dengang var helt ok at lytte til Jomfru Ane Band, også selv om man ikke var medlem i Kommunistisk Ungdom…

Medens man venter på, at de atomare katastrofe forværres (eller – forhåbentlig – det modsatte..) og på, at Jomfru Ane Band får det boksæt, som gruppen fortjener, kan man passende grave den gamle opsamling fra 2002 frem: Hej du! En fin opsamling, der giver et godt tværsnit af gruppens musikalske udspil, men ikke – som en velredigeret boks ville kunne gøre – sætter sangene ind i deres historiske og teaterhistoriske kontekst. Selv om samlingen har et kongenialt forord af afdøde Ebbe Kløvedal Reich og gode anekdotiske kommentarer fra Claus Flygares hånd, så har rockfilologerne et stykke arbejde foran sig. Man kan også sige, at opsamlingen vægter hitpotentialet højere end det kunstnerisk-ideologiske…

Men genhørt på 30-35 års afstand står Jomfru Ane Bands musik med et respektaftvingende friskhed og vitalitet. Musikken er opfindsom, melodisk powerpoprock, der afleveres med smittende, fortættet energi. Og søstrene Brüels vokaler gør indtryk – akkurat som de gjorde dengang, hvor de også var efterspurgt som backingvokalister. Jomfru Ane Band holder her i 2011.

Lad os så få det bokssæt!

Jomfru Ane Band på tuben…

Balladen Om A-Kraft

14. marts 2011

Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…