Balladen Om A-Kraft

14. marts 2011

Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…

 

4 kommentarer

  1. AagePK kommentarer:

    Tre-mile-øen en katastrofe? Ja, sÃ¥dan havde jeg det godt nok ogsÃ¥ dengang, men husker du Uffemandens reaktion pÃ¥ TV’s omtale af “Ulykken?” Det var jo knap nok en “Hændelse”, ikk’? Men sÃ¥dan var de røde lejesvende i monopolets dage jo sÃ¥ afsporede.
    I dag kan man sÃ¥ læse, at hvor Tjernobyl regnes til en 7’er pÃ¥ en uheldsskala, lÃ¥ Tre-mile pÃ¥ en 5’er. Og det er en pæn stor en af slagsen “Ulykker”.

  2. capac kommentarer:

    @AagePK: Jeg kan ogsÃ¥ huske, at netop ordvalget var til debat. Der er forskel pÃ¥ “uheld”, “ulykke” og “katastrofe”. Og det vidste bÃ¥de tilhængerne og modstanderne. Læs wikien om Tre Mile Øen og døm selv. I øvrigt kan man studere den sproglige side af sagen lige nu, hvor en bestemt person fra det internationale energiagentur af og til interviewes om udviklingen i Japan. Et studie i, hvordan man taler en katastofesituation ned. Det giver associationer om halvtredsernes ‘NÃ¥r fjenden kommer’, hvor man skulle kravle ned under spisebordet, nÃ¥r bomben sprang…

  3. mb kommentarer:

    Jeg kender en dansker der boede i berlin da skyen fra tjernobyl drev over byen. Hun er ikke specielt gammel, og har fået konstateret en cancerform der er relateret til netop radioaktivt udslip.

  4. capac kommentarer:

    @mb: Ja, vi ved jo ikke, hvad der sker nÃ¥r baggrundsstrÃ¥lingen vokser. NÃ¥r man ser optagelserne af eksplosionerne pÃ¥ de japanske værker – specielt den opadgÃ¥ende sky – sÃ¥ kan man ikke lade være med at tænke: hvor ender den sky mon henne?

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

1.076 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62