Trafikgalskab
14. april 2011Jeg har været inde på det før: Jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng mellem den måde, vi opfører os i trafikken på, og vores almindelige mentale tilstand.
Igennem de sidste ti år er antallet af biler vokset betragteligt.
Hvor det fx for ti år siden var muligt at finde en parkeringsplads i nærheden af min bolig, så er det nu om stunder nærmest umuligt. Og det til trods for, at jeg bor i udkanten af århus. Heldigvis har jeg en garage.
I samme periode har ‘trafikmoralen’ ændret sig – og, set fra min plads, ikke til det bedre. Jeg har tidligere omtalt det problem, at mange bilister ikke bekymrer sig om at bruge blinklys, når de svinger til højre eller venstre, kører ud fra vejsiden osv. Og det er ikke blevet bedre, men har nærmest fået et epidemisk omfang, der omfatter både privatbiler, busser, lastbiler og andre erhvervskøretøjer. Og jeg er af den opfattelse, at det afspejler vores forhold til vores næste. Når man blinker af ,så sender man et tegn til medtrafikanterne om, hvor man bevæger sig hen. Man viser bogstaveligt talt et hensyn til andre. Og det gør man lige præcis ikke, når man undlader og blinke af. Den fraværende blink er et symptom på vor tids misforståede individualisme, som er en indivualisme på trods af og på bekostning af andre…
I går havde jeg min hidtil mest sindsoprivende trafikale oplevelse som bilist. På min vej til arbejde, som ligger ca. 15 kilometer fra min bolig, kører jeg ad en tresporet ringvej. Jeg kører altid i midtersporet, fordi jeg skal til enden af ringvejen. Og jeg overholder hastighedsgrænsen (60 km./t) og andre færdselsregler. Ikke, fordi jeg er et dydsmønster, men fordi jeg ved, at man skal være på stikkerne, når man kører her. Rigtig mange bilister skifter spor uden at vise af – og ofte ret hensynsløst. Derfor er skærpet opmærksomhed nødvendig, hvis man vil helskindet igennem turen. Det fik jeg bekræftet med al ønskelig tydelighed i går.
Jeg fik øje på en stor sort BMW, der kørte i venstre spor. Den kørte et stykke foran mig. Ved min side til venstre registrerede jeg en anden stor, sort bil – en Audi eller VW. Pludselig kører BMW’en foran fra venstre spor skråt over til højre spor med stor fart uden at blinke af. Det kunne jeg forudse – men ikke at bilisten ved siden af mig åbenbart lod sig inspirere og gjorde det samme – uden at blinke og uden at have opdage min lille bil ved siden af. For at undgå at blive torpederet måtte jeg med det ene øje i bakspejlet dreje skarpt til højre med det resultat, at jeg fulgte den store sorte bil et stykke med ca. en halv meters afstand. Jeg nåede ikke engang at bruge hornet. Pludselig gik det op for chaufføren, at han havde overset mig og han rette brat op, kørte tilbage på ydersporet og sakkede lidt bagud.
Efter at have sagt nogle eder og gestikuleret til bilisten, der nu var gledet bagud, overvejede jeg et kort øjeblik at følge efter ham for at give ham et verbalt fur (han drejede kort tid efter ned ad en sidegade), men droppede tanken, medens hjertet bankede helt oppe i min hals. For hvad skulle det nytte? Den slags situationer opstår hele tiden, ja, nærmest dagligt.
Er der så en morale på denne lille historie? Det vil jeg overlade til læseren at dømme. Men jeg ville ønske, jeg kunne være fri for at køre i bil gennem byen. Det kan jeg ikke, for den offentlige trafik dækker ikke mit behov. Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke kunne komme hjem, hvis ikke jeg havde min bil. Jeg må altså leve med risikoen for at blive påkørt – i hvert fald indtil videre…
