Indlæg tagget med biografer

Godt brølt, løve! – MGMs løve – erindret

13. november 2011

I denne weblog har jeg ofte fortalt om min barndoms og ungdoms biografer og de oplevelser, de gav anledning til. Strandbio, Phønix Bio, Kosmorama osv. Biograferne har for min generation været en væsentlig del af den kulturelle dannelse, vi fik. Ikke mindst i årene før tv-mediet for alvor tog over.

Til biografoplevelser hørte ikke kun de mange film, men også biografreklamerne. Både de billige, der kun bestod af enkelte fotos og måske en speakerstemme, og de “rigtige” reklamefilm. Og introen med de lårsvingende piger, som man aldrig vil glemme, før det kan være lige meget.

Noget andet, jeg heller aldrig vil glemme, er filmselskabernes logoer. Især MGMs løver. Den brølende løve i det cirkulære bannerlogo med indskriften “Ars Gratia Artis” (kunst for kunsten skyld! Et slogan, man ikke altid har holdt i hævd i filmbranchen – heller ikke hos MGM…). Eller rettere de brølende løver, for der var flere. Og ofte har jeg tænkt på, hvad der mon var sket med dem – og hvordan deres liv mon har været.

Leo the Lion er navnet på maskotten for Metro-Goldwyn-Mayer, og det var art director Lionel S. Reiss, der fik æren for at have fundet på produktionslogoet. Den første Leo hed egentlig Slats og var aktiv fra 1917 til 1928. Slats, der kom til verden i Dublins Zoo, brølede i alle MGMs sort-hvide film i perioden 1924-28. Slats døde i 1936 og hans skind ligger til skue på McPherson Museum i McPherson.

Den næste Leo var Jackie, der lignede Slats til forveksling og var den første, man kunne høre brøle i biografsalen. Man havde optaget hans brølen på en grammofonplade, som blev afspillet, medens billederne gled over skærmen. Som en slags foregribelse af talefilmen. Jackie fik æren af at indlede alle de sort-hvide film i årene 1928-1956.

Tanner afløste Jackie i 1934. Og han fik lov til at indlede MGMs Technicolor-film i årene 1934-56 og tegnefilm i perioden 135-67 (med en pause fra 1958 til 1963).

George var kun aktiv fra 1956-58 og var den Leo, der havde den kraftigste manke.

Den femte løve er Leo, som er blevet brugt fra 1957 og frem til i dag. Han har været at skue i de fleste af MGMs film i det tidsrum. Leo forlod også sit logo og optrådte i tv-udgaven af Tarzan-filmene og i de Tarzan-film, hvor Mike Henry havde hovedrollen. Leo har også optrådt i nogle andre film.

Selv om MGM har haft tilløb til andre logoer og faktisk lavede et nyt i 1986 med en grafisk fremstillet løve, så har man holdt fast i Leo the Lion hele vejen igennem. Grafikken og lyden er blevet justeret og forfinet undervejs, men det grundlæggende logo har vist sig at være nærmest uopslideligt.

Forleden hørte jeg på P1 om løvernes brølen. En forsker forklarede, at hanløvernes stemmebånd er forsynet med et særligt fedtlag (lige som tilfældet er med småbørn!), der gør, at de frembringer lyde, der kan opfattes af hunløver mange kilometer væk. Det var, medens jeg lyttede til det indslag, jeg kom til at tænke på Leo the Lion, hvis brølen stadigvæk er i min erindring…

Se løverne her. Historien om Leo the Lion findes flere steder på nettet, bl.a. er der en wiki om dem.

Bourne Ultimatum – en moderne odyssee

26. august 2007

Da jeg sammen med fruen kom ud af biografens mørke med adrenalinen pumpende i kroppen, efter at have set Bourne Ultimatum, kom jeg til at tænke på den græske søhelt Odysseus, der med sine søfolk rejste ud og mødte en række udfordringer og farer for til sidst at vende hjem til sin ventende, standhaftige kone. En fantastisk fortælling, der har inspireret mange digtere og filmfolk siden hen, vi behøver blot at nævne James Joyce. Og en fortælling, som har rollen som en slags grundfortælling for vesteuropæisk fortællekunst og tænkning og har leveret et uopslideligt grundtema: identiteten. Hvem er jeg? Hvordan blev jeg den, jeg er? Og så fremdeles.

Bourne-fortællingen står i gæld til denne urfortælling om individet, der bliver sendt på en årelang – i Bournes tilfælde tre år – rejse gennem nutiden og tilbage i historien for at finde sig selv. I Bourne-fortællingen bliver det også en moderne fortælling om individet, der må kæmpe mod et bundkorrupt system, der kun vedkender sig magtens tale og dødens og løgnens argumenter. Dermed bliver det også en slags filosofisk fortælling om at søge og afsløre sandheden.

Det kan også være svært ikke at se et stykke civilisationskritik i filmens modstilling af det ærligt kæmpende individ over for et post-9/11-overvågningssystem, der har løsrevet sig enhver demokratisk kontrol. Samtidig er det også en fortælling, der er solidarisk med, men også kritisk over for, den klassiske amerikanske fortælling om den hævnende, udrensende ensomme helt… I det hele taget kan der lægges mange fortolkningsvinker ned over fortællingen.

Jason Bourne-trilogiens styrke som mainstream-action-film er, at manuskriptforfatterne og instruktørerne (i det seneste afsnit manusforfatterne Scott Burns, Tony Gilroy og George Nolfi – og instruktøren Paul Greengrass) på intet tidspunkt svigter filmenes præmis: At Jason Bourne er drevet af ønske om at genvinde sin erindring og at blive den han egentlig er – men for en tid har “glemt” – David Webb. Fortællingen og alle dens spektakulære detaljer er underordnet denne præmis. Derved undgår filmene den faldgrube, som har plaget mange amerikanske actionfilm de seneste årtier: At actionscenerne og kampscenerne bliver reduceret til udvendige, “tomme”, imponerende underholdningsindslag. Det var blandt andet problemet med flere James Bond-film, inden “Casino Royal” med Daniel Craig var med til at genrejse genren.

Bourne Ultimatum, som tredje afsnit hedder, fortsætter, hvor vi forlod Jason Bourne i toeren. I Moskva, efter den drabelig biljagt, hvor endnu en hitman møder sin skæbne. Via en naiv, engelsk journalist fra The Guardian, der er kommet på sporet af den store sammensværgelse, som Bourne er indviklet i, sættes Bournes bevægelse mod det konspiratoriske spindelvævs centrum i gang med bravour.

Filmens første scoop er en halvtime lang sekvens, hvor Bourne skal mødes med journalisten i myldretiden på Waterloo Station, der – som en af CIA-folkene siger er “et overvågningsmareridt”. Forfulgt af bagmænd og en dræber (en såkaldt asset) lykkes det med nød og næppe Bourne at få de ønskede oplysninger og fortsætte sin søgen. Som Bo Green Jensen skriver i sin anmeldelse af filmen, så må denne sekvens af filmen have været et “logistisk helvede” at gennemføre. Ikke desto mindre fungerer den perfekt. En drabelig forfølgelse, hvor Bourne både skal tage vare på den intetanende journalist og sig selv, finder sted, samtidig med at baggrunden oprulles i parallelle dialoger og anden kommunikation blandt bagmændene.

Både denne sekvens og flere af de følgende klippes i et tempo, som jeg ikke mindes tidligere at have oplevet. Vanvittigt hurtigt klippes der, men ikke hurtigere, end man kan følge handlingen. Det er i bedste og egentligste forstand med-rivende. Man får et regulært adrenalin-sus, der varer hele filmen igennem og faktisk vokser det sidste stykke.

Jeg vil også gerne fremhæve en enkelt anden scene i filmen. På et tidspunkt ender Bourne i Tanger sammen med den solidariske agent Nicky Parsons (spillet af Julia Stiles), hvor de konfronteres med endnu en af konspirationens effektive assets. En hektisk forfølgelsesscene, hvor Bourne jagter dræberen, der igen er i hælene på den flygtende Nicky, fører os gennem det tætbefolkede Tangers markedspladser og smalle gader, ind og ud af små labyrintiske huse, for til sidst at ende i en infight mellem Bourne og dræberen. Jeg mener ikke nogensinde at have set et så virtuost filmet og intenst slagsmål. Her er vi langt fra helteslagsmål, hvor helten efterfølgende blot kan børste støvet af tøjet og lade hånden glide gennem frisuren. Faktisk er man i tvivl om, hvorvidt Bourne klarer ærterne (selv om man selvfølgelig godt ved, at han skal…). Som fruen gjorde mig opmærksom på, så er fx lydsiden et studie værd. Hvornår har lyden af knust glas lydt så forfærdelig autentisk som her?

Filmens roller er stærkt besat. Hovedrolleindhaveren Matt Damon er et fund som den martrede, udsatte Jason Bourne/David Webb. David Straithern og Scott Glenn er mørke, farlige CIA-bagmænd med urovækkende manérer. Joan Allen spiller den hæderlige CIA-agent, Pamela Landy, der er den eneste i flokken, der har forstået, hvad der driver Bourne, og derfor kommer i konflikt med sine overordnede, der bilder sig ind, at de blot kan annullere Bourne. Og endelig skal Albert Finney ikke glemmes, selv om han kun spiller en lille rolle som superskurken Dr. Albert Hirsch. Han lyser altid op, hvor han viser sig.

Uden at afsløre noget, vil jeg også lige pege på slutningen, der er anderledes, end man er vant til i den slags sequel-film. Fortællingen om Jason Bourne er slut – eller er den nu også det!? Og så får smilet omsider lov til at komme ind i filmen, der ellers udmærker sig ved sin dødelige alvor.

Bourne-trilogien, som bestemt skal have sin æresplads i capacs dvd-samling, er et bevis på, at mainstream-action-underholdning sagtens kan være vedkommende på andre end rent underholdningsmæssige planer – eksistentielt, psykologisk, moralsk, politisk, æstetisk osv. God fornøjelse!
.
Teaser. Trailer 1.

Gem

TV-reklamer og populærmusik

20. juni 2007

Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Læs mere »

Barnlige glæder: Cirkeline

16. juni 2007

Dagens nostalgiske indkøb er filmen Cirkeline 2 Ost og Kærlighed. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været fan af Cirkeline og hendes følgesvende – og i det hele taget af Jannik Hastrups enkle tegnefilm. For mig har Hastrups kunst altid været et bevis på, at man sagtens kan lave morsomme, underholdende, fantasifulde, grinagtige, frække, gribende film for børn og barnlige sjæle uden det store tekniske opbud og mange, mange penge. Cirkeline-filmene slår mange oppulente Hollywood-produktioner med mange alen… Filmen er set til 25 kroner ude i byen.

Mine biografer

30. maj 2007


Af en eller anden grund – måske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fået en særlig nostalgisk tiltrækning. Efter at have opdaget den lille side med Biografmuseet fik jeg fat i et eksemplar af ovenstående bog Mine Biografer af Jørgen Stegelmann.
Stegelmann (1925-1999) vil sikkert være kendt af nogle af denne blogs læsere. Som mangeårig leder af Krebs’ Skole i København (hvor bl.a. de kongelige har gået) eller som far til Jakob Stegelmann, der bestyrer DRs enestående Troldspejlet og kultprogrammet Planet X. Jørgen Stegelmann var teolog af uddannelse og havde en stor kærlighed til filmen. Han var en ferm og velskrivende filmanmelder på Berlingske Tidende og skrev manuskript til Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen, der havde Ulf Pilegaard i hovedrollen som præst ( i øvrigt en god film ). Han skrev en række bøger, blandt andet om filmstjerner og yndlingsfilm (Mine 100 film) og tegneseriernes historie (sammen med sønnike). Derud over en selvbiografi og et par romaner.
Mine Biografer, der udkom i 1986, begynder således: ” Der var engang, da København levede med en rigdom af biografer. De lå rundt om i byen, overalt, hvor mennesker boede og færdedes. De var ikke som her i de seneste tider samlet i enkelte overnaturlige insektboer, hvor biograf ved biograf er skubbet sammen i et mærkeligt deprimerende skuffedarium, en biografsamlng til ophobning ikke bare af film, men af forloren selskabelighed ved grillen og pommes fritterne… I hine de langt lykkeligere tider lå biograferne ikke bare inde i midten af byen…“. Så er den anakronistiske-nostalgiske tone vist slået an!
Mit eksemplar er uopskåret (endnu), bortset fra et kapitel om Saga på side 105. Man forestiller sig, at en nostalgiker har været på spil og er sunket ned i erindringer om netop sin lokale biograf…
Stegelmann har været en flittig biografgænger og omtaler med stor hengivenhed en lang, lang række af datiden filmtempler. Lige noget for en biografnostalgiker som mig. Måske man skulle skrive noget sammenhængende om sine egne biografer!?

Tilføjelse: Jeg kan slet ikke stå for følgende citat, som Jørgen Stegelmanns far er mester for og udtaler som følge af sin søns beklagelse over filmenes mangel på kvalitet:

Der gives ingen dårlige film, thi hvem skulle vel være interesseret i at lave en dårlig film?

Tja, hvem mon?

Biografmuseet

26. maj 2007


Som mange filmelskere – i hvert fra fra min generation – har jeg et nostalgisk forhold til barn- og ungdommens biografer, hvor man (for?)spildte mange timer væk fra verdens larm. Derfor er det lidt sjovt at opdage, at der faktisk eksisterer en side, der dyrker den form for nostalgi: Biografmuseet. Siden, der ikke er så omfattende, er et besøg værd. Der er fx en lille, fin litteraturoversigt over bøger om emnet, og så er der – nok så interessant – nogle personlige beretninger om diverse biografer rundt om i Danmark.

Bobby ‘Boris’ Pickett – manden bag “Monster Mash” er død, 69

28. april 2007

Endnu en af tressernes hitlisteklatrere, Bobby Pickett, har forladt denne verden. Pickett var en af de utallige en-gangs-hittere, som vi ofte omtaler i denne blog. Til gengæld blev det ene hit et rigtig sådant. Det udsendtes første gang i 1962 og indtog igen hitlisten i 1970 og 1973. Noget af en bedrift. Sangen er Picketts forsøg på at efterligne Boris Karloff, hvis film han dyrkede som knægt i sin fars biograf. Nu er Pickett ikke mere, leukæmien gjorde en ende på hans dage, men sangen er der stadig, så man man synge med på linjen “He did the monster mash, it was a graveyard smash” …

Det fabelagtige engelske humorist-rockband The Bonzo Dog Doo Dah Band lavede en kærlig cover nogle år senere:

The Graduate – Fagre voksne verden

27. februar 2007

Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again, Because a vision softly creeping, Left its seeds while I was sleeping, And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence…”.
I søndags fik fruen den fruelige idé, at der skulle flyttes rundt på indboet i stuen. Reolen skulle flyttes et par meter, så der kunne blive plads til andre rokeringer. Som sagt så gjort.
Medens bøger osv. blev taget ned af reolen, kørte tv i baggrunden. Og pludselige fanger ordene And here’s to you, Mrs. Robinson Jesus loves you more than you wil know mine ører, og jeg ved, at det er The Graduate – Fagre Voksne Verden – der ruller over skærmen med Simon & Garfunkels fantastiske soundtrack.
Mike Nichols fødte klassiker og debut, der katapulterede Dustin Hoffman helt op på stjernehimlen, har en særlig plads i min cineastiske erindring. Jeg var lige kommet godt i gang med gymnasiet i Esbjerg, da den daværende rektor Poul Rasmussen fik den brillante idé at lade de unge mennesker se biograffilm. Det foregik på den måde, at en busfuld gymnasiaster en gang om ugen blev sendt til Brørup, hvor Brørup Bio lå. De viste kvalitetsfilm.
Den aften, hvor vi så The Graduate står som mejslet ind i hjernebarken. Filmen om den nyuddannede unge mand, der ikke kan finde meningen med livet og bestemt ikke kan genkende denne mening i de voksnes liv med dobbeltmoral og materialisme – inkarneret i hundyret fru Robinson, der spilles uovertruffent, suverænt af afdøde Anne Bancroft – ramte som en forhammer en streng i mit unge, gymnasiesind. Identifikationseffekten var optimal. Den næsten klaustrofobiske indespærrethed (som genialt bliver fremstillet i den vidunderlige swimmingpoolscene, hvor Dustin Hoffman iført sin nye dykkerudstyr har sat sig ubevægelig på bunden af bassinet), man kan føle i de år, hvor man er ramt af almindelig skoletræthed, forældreforstoppelse og udlængsel, grænsende til desperation og livslede, gik rent ind i den unge capac. Og bagefter havde jeg en tydelig fornemmelse af, at verden og capac havde forandret sig i løbet af den halvanden time, som filmen varede. Hvis jeg nogensinde havde tvivlet på kunstens diskrete evne til at bevæge og forandre livet, så blev jeg overbevist i den biografsal.
Det hjalp selvfølgelig også til, at Dustin Hoffmans hjerterdame blev spillet af den underskønne Katherine Ross, der var som skabt til sætte drengehjerter i brand. Eller i hvert fald sætte gang i drengelængsler…
Med denne film sikrede Brørup Bio – der stadigvæk eksisterer i bedste velgående – sig en varig plads blandt “mine biografer”. Og den sikrede også Simon & Garfunkel en plads blandt mine varige favoritter.
Siden har jeg set filmen nogle gange med længere mellemrum. Og hvert gang har jeg syntes, at den holdt som en tidløs fortælling om den der forfærdelige tid, hvor man “skal blive voksen”, men hverken er fugl eller fisk. En filmisk udgave af Sallingers Griberen i rugen (Forbandet ungdom) eller Ribjergs Den Kroniske Uskyld. Men afdøde Anne Bancroft som en suveræn forførerisk hunedderkop i borgerskabets kvælende net – en fin pendant til Rifbjergs Fru. Juncker-figur.
Nu må jeg se at få den anskaffet i en god dvd-udgave.

Ian Richardson – hvil i fred

10. februar 2007

Ian Richardson sammen med Martin Landau

Den britiske skuespil- og filmverden er blevet lidt fattigere. Den fine Royal Shakespeare Company-uddannede skotske skuespiller Ian Richardson har forladt denne verden i en alder af 72. Hvis man som blogbestyreren har en forkærlighed for engelske film og tv-serier, vil man have bemærket Richardson mange gange. Lad mig blot nævne hans rolle som dobbeltagent i Le Carré-filmatiseringen Tinker, Taylor, Soldier, Spy eller hans levendegørelse af Sherlock Holmes-figuren (oven i købet i to omgange). Senest så blogbestyreren ham i den lidt undervurderede Jack-the-Ripper-film From Hell (hvor han spillede over for Johnny Depp og Heather Graham). Richardson var en af den slags skuespillere, der “stjal billedet” fra andre skuespillere, når han trådte inden for rammen. Uanset om han spillede skurk eller en mere munter rolle. Og han Shakespeare-skolings autoritet og elegance skinnede igennem ved alt, hvad han rørte ved. The Internet Movie Database har en udførlig liste over alle de levende billeder, han medvirkede i. Hvil i fred

Van Morrison i filmens verden

7. februar 2007

Trackliste:

  1. Gloria (performed by Them) — The Outsiders
  2. Baby, Please Don’t Go (performed by Them) — Wild At Heart
  3. Jackie Wilson Said (I’m In Heaven When You Smile) — Pope Of Greenwich Village
  4. Domino (live) — Clean & Sober
  5. Moondance (live)* — An American Werewolf In London
  6. Queen Of The Slipstream — Extreme Close-Up
  7. Wild Night — Thelma & Louise
  8. Caravan (live) — The Last Waltz
  9. Wonderful Remark — King Of Comedy
  10. Brown Eyed Girl — Born On The Fourth Of July
  11. Days Like This — As Good As It Gets
  12. Into The Mystic (live) — Patch Adams
  13. Hungry For Your Love — An Officer And A Gentleman
  14. Someone Like You — French Kiss
  15. Bright Side Of The Road — Fever Pitch
  16. Have I Told You Lately? — One Fine Day
  17. Real Real Gone — Donovan Quick
  18. Irish Heartbeat (with Chieftains) — The Matchmaker
  19. Comfortably Numb (live) — The Departed

– kommentarer er vist unødvendige…

Zorro

20. januar 2007

Dagens helt (menufeltet til højre) er selveste Zorro. Og han var – personificeret af Douglas Fairbanks, Guy Williams, Tyrone Power m.fl. – uden tvivl min barndoms helt ved siden af diverse cowboydere som Hoppalong Cassidy, John Wayne, Gary Cooper m.fl. I min barndoms kinoteater Phønix Bio viste de dem jævnligt, og vi drenge sad troskyldigt og fulgte med i de spændende scener, hvor “Ræven” forsvandt og dukke op bag (studie)vandfaldet eller udkæmpede spektakulære fægtescener med mexikanske bisser og banditter. Zorro var en slags mexikansk Batman-figur. Og når legen fortsatte derhjemme i baggården var det ikke svært at holde fantasien i sving ved hjælp af et gammelt lagen som kappe, en sort filthat, en bambuspind fra Gartner Lisbys butik og et låg fra en syltekrukke, så bambuspinden bedre lignede en kåre, når den skulle snitte Z-mærket ind i det overvundnes rygge…
Læs mere »

Casino Royal – James Bond

11. januar 2007

James Bond med de obligatoriske sild
I går var så dagen, hvor Fruen mente, at det var på tide at få set den seneste James Bond-film. Fruen er en nemlig en stor fan af James Bond, og hendes favorit er Timothy Dalton. Min har altid være Sean Connery – og det har vi haft meget sjov ud af at diskutere…
007-filmene er ren underholdning, og man skal ikke tage dem for mere. Anmeldernes mange forsøg på at læse tidsånden ind i dem (post-koldkrig osv.) har altid forekommet mig lidt hårtrukne. Selvfølgelig er Bond-filmene farvet af deres tid, men deres egenart kommer af en fiktiv skabelon, der består en række invariable størrelser: skurkene/heltene, finurlige actionsscener med indbygget State-of-the-Art-teknologi, bestemte karakterer (fx “M”), en titelsang af en af tidens hotte navne, kendingsmelodien, den obligatoriske intro med pistolmundingen, mere eller mindre bare piger og grafisk opfindsomhed, en håndfuld smukke kvinder, der ofte blot har været staffage, men efter kvindefrigørelsen i halvfjerdserne har fået en mere aktiv rolle osv. Om skurkene er de fæle kommunistiske russere, kinesere, terrorister er for så vidt underordnet. Det skal blot garantere det minimum af sandsynlighed, som filmene i øvrigt ikke tager så højtideligt. Bondfilmene er et underholdningsprodukt, en vare, som man næsten kan deklarere på forhånd.
Filmenes holdbarhed afhænger meget af skuespillernes præstationer og plottets soliditet. De ældre actionscener kan være tåkrummende morsomme, men det tager man gerne med, hvis ellers hovedpersonen spiller godt, og historien er godt konstrueret. I de seneste par film med Pierce Brosnan, som aldrig rigtig har været min kop te, synes jeg, at filmene har lidt af en diffus præmis og et fortænkt plot. Som Fruen udtrykte det, efter af vi havde set den seneste for anden gang: Jeg må nok hellere se den igen, for jeg fik ikke helt fat i, hvad det drejede sig om. Og Fruen er ikke dum, skal jeg hilse at sige!
Bevares Brosnan-filmene er flotte. Actionscenerne tærskedyre og imponerende. Men actionsceners betydning afgøres af handlingsforløbet. De er ikke noget i sig selv. De skal skrives meningsfuldt ind i historien. Det var det, der var med til at gøre Bourne-filmene til nogle af de bedste agent-film, der er blevet lavet inden for de sidste ti år: At effekterne var indordnet i og underordnet fortællingen.
Hvad så med den nye Bond-film, vil man så spørge? Jeg havde hørt og set forskræp til filmen, blandt andet, at den skulle være et forsøg på at forny genren. Og filmen er da også en positiv oplevelse.
Allerede under introen, hvor grafikken er radikalt anderledes (blandt andet med fraktaler!) fornemmer man, at der skal lægges afstand til de foregående. Valget af Daniel Craig til James Bond har været diskuteret heftigt, men jeg synes, at det er et godt valg. Han er en helt anden type end de foregående engelske gentlemen. Det meste af den dunst af overklasseengelsk arrogance og selvhøjtidelighed, der hang over Roger More og Pierce Brosnan, er forduftet, til fordel for fokusering på en muskuløs, stærkt individualistisk he-man-type. En fighter, der går i et med sin funktion. En agent-maskine, der gør, hvad den forventes at gøre, men også har et hjerte, der for en kort bemærkning blottes i filmen og derved garanterer mandens menneskelighed. I en af filmens centrale scener ser man Bond og den kvindelige hovedperson analysere hinanden med velturnerede replikker. I denne scene får man præsenteret Bond-figuren som en person, der nærmest ingen fortid har og som er effektiv, næsten følelsesløs og intelligent. Er han forældreløs, som kvinden påstår? Det forbliver ubesvaret. I den scene skæres Bond-figuren til som en type, der kun har et minimum af fortid og den håndfuld kvaliteter, der skal til for at udgøre en moderne actionhelt.
Den nye Bond-figur er ikke “pæn” som Brosnan. Der er mere mand over ham (jeg forstår godt damernes begejstring..). Og så er han en god skuespiller, der forstår at økonomisere med de begrænsede midler, der ligger i rollen.
Medens vi er ved skuespilleriet, så har Mads Mikkelsens skurk været meget omtalt i vores egen lille andedam, og han passer da også som Hans i Grete til rollen som det mutte skakgeni og matematiske kriminelle vidunder. Men også Jesper Christensen, der spiller en mindre, men vigtig, rolle er værd at nævne for sit uimponerede spil som superskurken Mr. White (som vi nok får mere at se til i næste episode…). Og så vil jeg gerne fremhæve Dame Judy Dench, der er intet mindre end et fund til rollen som “M”. Jeg forstår godt, at Craig har udtalt sig ganske forelsket om Dench. Hun har virkelig klasse som skuespiller. Craigs smukke kvindelige modstykke, Vesper Lynd, spillet af Eva Green, er også god, men heller ikke mere. Her kunne jeg godt have tænkt mig en med større skuespillerpotentiale, der kunne have fået gnisterne til at springe lystigere i kønskampen… Ellers er filmen godt besat på birollerne.
Denne gang er det så omsider lykkes at få etableret et velfungerende plot, hvor tilskuerne ikke bliver koblet uhjælpeligt af, blot fordi de skal have et stykke slik fra celofanposen. Et enkelt, godt konstrueret plot.
Filmen varer ca. 2 ½ time – og det er lang tid for en actionfilm. Men jeg følte ikke en eneste gang trang til at kigge på mit ur (det plejer at være et indiskutabel tegn på, at en film er for lang…). Med velplacerede pauser i filmen går det over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Og actionscenerne er forfriskende anderledes end i de foregående film. Ganske vist får vi de obligatoriske nu-ødelægger-vi-biler-og-smadrer-inventar-osv-scener, men ikke kun. Den første længere actionscene, der aspirerer til at være filmens allerbedste, foregår til fods. Og der noget ved sådanne helten-efter-skurken scener i løb. Måske fordi det er nemt at identificere sig. Fermt klippet og sindrigt udtænkt – og måske en kende utroværdig (men det hører jo med til Bond-filmenes univers…).

Apropos. Titelmelodien er desværre temmelig anonym. Der er langt til fortidens klassiske hits. Det er ikke årgangs-Bond-hit. Og så er det sjovt at lægge mærke til at kendingsmelodien først rigtig dukker op til slut ved rulleteksten. Som en forsinket blåstempling af filmen som Bond-film. Den første af en ny række af Bond-film. For til forskel fra de foregående, så lægger denne film nemlig tydeligvis op til en fortsættelse. Filmen slutter ikke der, hvor Bond ligger i armene på en ung, smuk ungmø, men i en situation, der er svanger med dramatik. Og det er også en nyskabelse…
Bond-filmene, der ofte er blevet afskrevet som anakronistiske misforståelser, har med den nye film fået nyt liv, og det skal blive interessant at se, hvad det næste kapitel har at byde på. Den nye Bond-film lægger i det hele taget afstand til de foregående på flere måder, blandt andet ved at nedtone den teknologifiksering, der ofte var i de foregående, personificeret ved figuren Q, der i udvalgte scener var 007-seriens svar på Georg Gearløs. Q og hans rolle er væk, og dermed den tekno-fremskridtsdyrkelse, der tilhørte det 20. århundrede. Måske er det meget betegnende for den nye trend, at de mest bemærkelsesværdige teknologiske indslag vedrører mobiltelefoni og internet… Som en finurlig understregning af dette teknologi-aspekt – og som en fin allusion til hele Bond-mytologien – ser man den nye James Bond vinde en ældre Aston Martin som pokergevinst. Således distancerer filmen sig fra fortiden – og knytter stærke bånd. Eller sagt på en anden måde: Således videreføres traditionen.

Hermed anbefalet til en biftur med eller uden vedhæng.

I’m your man – nu også i ååååårhus…

7. januar 2007

Som tidligere formodet kommer den roste dokumentar om Leonard Cohen I’m your Man til århus. Det er damerne ovre i Sappho-cafeen (nærmere bestemt Random), der har opdaget det, og det bringer også et link til Dox On Wheels, der gør det muligt for provinsianerne at få filmen at se. Det vil i øvrigt ske i Øst for Paradis, den lille århusianske art-cinema, som blogbestyreren har omtalt og forsvaret mange gange på disse sider. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at man kan blive en af Paradisets (beskyttende ) engle ved at købe aktier i foretagendet. Se nærmere på biografens hjemmeside.

Philippe Noiret – RIP

24. november 2006

I går døde den store franske skuespiller Philippe Noiret. Enhver, der har set den superbe, nostalgiske film “Mine dage i Paradis” eller “Postbudet”, hvor Noiret spiller den chilenske digter Pablo Neruda vil vide, at han var i en klasse for sig. Han nåede at indspille et hav af film, som man kan se, hvis man kigger ind på fx IMDB eller Wikipedia.
Philipe Noiret

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »