Casino Royal – James Bond

11. januar 2007

James Bond med de obligatoriske sild
I går var så dagen, hvor Fruen mente, at det var på tide at få set den seneste James Bond-film. Fruen er en nemlig en stor fan af James Bond, og hendes favorit er Timothy Dalton. Min har altid være Sean Connery – og det har vi haft meget sjov ud af at diskutere…
007-filmene er ren underholdning, og man skal ikke tage dem for mere. Anmeldernes mange forsøg på at læse tidsånden ind i dem (post-koldkrig osv.) har altid forekommet mig lidt hårtrukne. Selvfølgelig er Bond-filmene farvet af deres tid, men deres egenart kommer af en fiktiv skabelon, der består en række invariable størrelser: skurkene/heltene, finurlige actionsscener med indbygget State-of-the-Art-teknologi, bestemte karakterer (fx “M”), en titelsang af en af tidens hotte navne, kendingsmelodien, den obligatoriske intro med pistolmundingen, mere eller mindre bare piger og grafisk opfindsomhed, en håndfuld smukke kvinder, der ofte blot har været staffage, men efter kvindefrigørelsen i halvfjerdserne har fået en mere aktiv rolle osv. Om skurkene er de fæle kommunistiske russere, kinesere, terrorister er for så vidt underordnet. Det skal blot garantere det minimum af sandsynlighed, som filmene i øvrigt ikke tager så højtideligt. Bondfilmene er et underholdningsprodukt, en vare, som man næsten kan deklarere på forhånd.
Filmenes holdbarhed afhænger meget af skuespillernes præstationer og plottets soliditet. De ældre actionscener kan være tåkrummende morsomme, men det tager man gerne med, hvis ellers hovedpersonen spiller godt, og historien er godt konstrueret. I de seneste par film med Pierce Brosnan, som aldrig rigtig har været min kop te, synes jeg, at filmene har lidt af en diffus præmis og et fortænkt plot. Som Fruen udtrykte det, efter af vi havde set den seneste for anden gang: Jeg må nok hellere se den igen, for jeg fik ikke helt fat i, hvad det drejede sig om. Og Fruen er ikke dum, skal jeg hilse at sige!
Bevares Brosnan-filmene er flotte. Actionscenerne tærskedyre og imponerende. Men actionsceners betydning afgøres af handlingsforløbet. De er ikke noget i sig selv. De skal skrives meningsfuldt ind i historien. Det var det, der var med til at gøre Bourne-filmene til nogle af de bedste agent-film, der er blevet lavet inden for de sidste ti år: At effekterne var indordnet i og underordnet fortællingen.
Hvad så med den nye Bond-film, vil man så spørge? Jeg havde hørt og set forskræp til filmen, blandt andet, at den skulle være et forsøg på at forny genren. Og filmen er da også en positiv oplevelse.
Allerede under introen, hvor grafikken er radikalt anderledes (blandt andet med fraktaler!) fornemmer man, at der skal lægges afstand til de foregående. Valget af Daniel Craig til James Bond har været diskuteret heftigt, men jeg synes, at det er et godt valg. Han er en helt anden type end de foregående engelske gentlemen. Det meste af den dunst af overklasseengelsk arrogance og selvhøjtidelighed, der hang over Roger More og Pierce Brosnan, er forduftet, til fordel for fokusering på en muskuløs, stærkt individualistisk he-man-type. En fighter, der går i et med sin funktion. En agent-maskine, der gør, hvad den forventes at gøre, men også har et hjerte, der for en kort bemærkning blottes i filmen og derved garanterer mandens menneskelighed. I en af filmens centrale scener ser man Bond og den kvindelige hovedperson analysere hinanden med velturnerede replikker. I denne scene får man præsenteret Bond-figuren som en person, der nærmest ingen fortid har og som er effektiv, næsten følelsesløs og intelligent. Er han forældreløs, som kvinden påstår? Det forbliver ubesvaret. I den scene skæres Bond-figuren til som en type, der kun har et minimum af fortid og den håndfuld kvaliteter, der skal til for at udgøre en moderne actionhelt.
Den nye Bond-figur er ikke “pæn” som Brosnan. Der er mere mand over ham (jeg forstår godt damernes begejstring..). Og så er han en god skuespiller, der forstår at økonomisere med de begrænsede midler, der ligger i rollen.
Medens vi er ved skuespilleriet, så har Mads Mikkelsens skurk været meget omtalt i vores egen lille andedam, og han passer da også som Hans i Grete til rollen som det mutte skakgeni og matematiske kriminelle vidunder. Men også Jesper Christensen, der spiller en mindre, men vigtig, rolle er værd at nævne for sit uimponerede spil som superskurken Mr. White (som vi nok får mere at se til i næste episode…). Og så vil jeg gerne fremhæve Dame Judy Dench, der er intet mindre end et fund til rollen som “M”. Jeg forstår godt, at Craig har udtalt sig ganske forelsket om Dench. Hun har virkelig klasse som skuespiller. Craigs smukke kvindelige modstykke, Vesper Lynd, spillet af Eva Green, er også god, men heller ikke mere. Her kunne jeg godt have tænkt mig en med større skuespillerpotentiale, der kunne have fået gnisterne til at springe lystigere i kønskampen… Ellers er filmen godt besat på birollerne.
Denne gang er det så omsider lykkes at få etableret et velfungerende plot, hvor tilskuerne ikke bliver koblet uhjælpeligt af, blot fordi de skal have et stykke slik fra celofanposen. Et enkelt, godt konstrueret plot.
Filmen varer ca. 2 ½ time – og det er lang tid for en actionfilm. Men jeg følte ikke en eneste gang trang til at kigge på mit ur (det plejer at være et indiskutabel tegn på, at en film er for lang…). Med velplacerede pauser i filmen går det over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Og actionscenerne er forfriskende anderledes end i de foregående film. Ganske vist får vi de obligatoriske nu-ødelægger-vi-biler-og-smadrer-inventar-osv-scener, men ikke kun. Den første længere actionscene, der aspirerer til at være filmens allerbedste, foregår til fods. Og der noget ved sådanne helten-efter-skurken scener i løb. Måske fordi det er nemt at identificere sig. Fermt klippet og sindrigt udtænkt – og måske en kende utroværdig (men det hører jo med til Bond-filmenes univers…).

Apropos. Titelmelodien er desværre temmelig anonym. Der er langt til fortidens klassiske hits. Det er ikke årgangs-Bond-hit. Og så er det sjovt at lægge mærke til at kendingsmelodien først rigtig dukker op til slut ved rulleteksten. Som en forsinket blåstempling af filmen som Bond-film. Den første af en ny række af Bond-film. For til forskel fra de foregående, så lægger denne film nemlig tydeligvis op til en fortsættelse. Filmen slutter ikke der, hvor Bond ligger i armene på en ung, smuk ungmø, men i en situation, der er svanger med dramatik. Og det er også en nyskabelse…
Bond-filmene, der ofte er blevet afskrevet som anakronistiske misforståelser, har med den nye film fået nyt liv, og det skal blive interessant at se, hvad det næste kapitel har at byde på. Den nye Bond-film lægger i det hele taget afstand til de foregående på flere måder, blandt andet ved at nedtone den teknologifiksering, der ofte var i de foregående, personificeret ved figuren Q, der i udvalgte scener var 007-seriens svar på Georg Gearløs. Q og hans rolle er væk, og dermed den tekno-fremskridtsdyrkelse, der tilhørte det 20. århundrede. Måske er det meget betegnende for den nye trend, at de mest bemærkelsesværdige teknologiske indslag vedrører mobiltelefoni og internet… Som en finurlig understregning af dette teknologi-aspekt – og som en fin allusion til hele Bond-mytologien – ser man den nye James Bond vinde en ældre Aston Martin som pokergevinst. Således distancerer filmen sig fra fortiden – og knytter stærke bånd. Eller sagt på en anden måde: Således videreføres traditionen.

Hermed anbefalet til en biftur med eller uden vedhæng.

5 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    jeg m̴ hellere se at komme afsted s̴ Рinden den bliver taget af plakaten.

  2. capac kommentarer:

    @Carsten: Det var netop Fruens argument i gÃ¥r…

  3. Carsten kommentarer:

    Klog kvinde.

  4. Tina - omme i London kommentarer:

    Altsaa, nu maa jeg jo aerligt indroemme at jeg hovedsageligt saa “Casino Royale” pga af savlevaerdien af Daniel Craig, men jeg lagde skam ogsaa maerke til historien og jeg synes netop ogsaa at der var lidt mere koed paa historien denne gang.
    Det er lidt sjovt at se Daniel Craig beskrevet som “en helt anden type end de foregÃ¥ende engelske gentlemen” for han er nemlig en meget typisk engelsk gentleman. Den eneste anden engelske Bond so far er Roger Moore.

  5. capac kommentarer:

    @Tina: Ja, netop en anden type gentleman. Det gode ved den nye bond er ogsÃ¥, at dette aspekt nedtones, fx i den scene, hvor hans kvindelige modstykke har anskaffet en skræddersyet smoking til ham (underforstÃ¥et: sÃ¥dan en havde han ikke i forvejen…).

Skriv en kommentar

4.737 har læst indlægget