Hitchcock og musikken

12. januar 2007

I Alfred Hitchcocks film Menneskejagt (North by Northwest), hvor hovedpersonen, oplagt spillet af Cary Grant, hvirvles ind i række dramatiske hændelser på grund af en misforståelse, er der en fin scene, hvor Grant – lige inden helvede bryder løs – går igennem en hotellobby for at gå i fælden. Medens han går spiller en melodi i baggrunden: “It’s a Most Unusual Day”. Den lille scenes ironi er blot et eksempel på, hvor stor en rolle musikken spillede for Hitchcocks film. Intet var overladt til tilfældighederne. Denne iagttagelse er der for så vidt ikke noget nyt i. Der er skrevet adskillige afhandlinger om musikken hos den gamle gysermester. Men i sin relativt nye bog om Hitchcocks musik (“Hitchcock’s Music”, Yale U.P.) påviser Jack Sullivan, at der var tale om mere end omhyggelighed i detaljen; der var tale om et bevidst fokus på musikken. Hitchcock ønskede ikke blot, at musikken skulle tjene billedsiden; men – og det er overraskende – at billedsiden skulle tjene musikken. Sullivan gennemgår minutiøst hver eneste film fra Hitchcocks hånd (også ret ukendte film som fx Waltzes from Wienna fra 1934) for at dokumentere sin tese om musikkens hidtil undervurderede betydning for mesterens arbejde. Man får dermed et billede af Hitchcock som en meget moderne instruktør, der ikke blot opfattede filmen som – i klassisk forstand – levende billeder, men derimod som en hybrid kunstart, hvor alle delene – billede, musik, drama osv. skulle have betydning. En sjov detalje er, at i en af de mest kendte Hitchcock-scener, nemlig den famøse brusebadsscene fra “Psycho”, hvor Bernhard Hermanns musik er uforglemmelig, mente Hitchcock ikke, at der skulle være musikalsk akkompagnement, men Hermann fik ham overbevist om noget andet. Heldigvis.

Skriv en kommentar

385 har læst indlægget