Indlæg tagget med bog

Jeg vil aldrig skrive mine erindringer – Grace Jones gjorde det alligevel

5. september 2015

Jeg tænkte, at den titel kunne ikke være mere passende for Grace Jones. Jeg vil aldrig skrive mine erindringer. Og så gøre det alligevel. Markedsføring i højeste potens. Den mørke, mystiske og forførende Grace Jones har ladet et uddrag af bogen – der kommer ultimo september – offentliggøre i Harpers Bazaar. Læs uddraget her. Jeg håber, at resten af bogen hæver sig lidt over dette dameblads-sladder-niveau, for ellers skal jeg bestemt ikke læse den…

Bogomtale: Daniel Mark Epstein – Balladen om Bob Dylan

5. juni 2011

I forbindelse med Bob Dylans fødselsdag nåede jeg et mætningspunkt. Jeg fik forbobbelse. Og derfor tog det lidt tid, inden jeg fik mig taget sammen til at læse forfatteren Daniel Mark Epsteins stort anlagte biografi “Balladen om Bob Dylan”, som Gyldendal har udsendt i anledning af 70-årsdagen og (med Torbens mellemkomst) havde sendt til mig (og mange tak for det!).

Bogens undertitel er: Et portræt. Og det er jeg glad for. For lad mig sige det, som det er: Jeg har et ambivalent forhold til biografier. På den ene siden underholdes jeg vældig meget af dem. På den anden side er jeg altid i tvivl om, hvor meget klogere jeg bliver på den person, biografien handler om. Og det gælder ikke mindst, når det drejer sig om udøvende kunstnere.

Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om Bob Dylan. Som Dylans selv flere gange har givet udtryk for, så skal man forstå det, der er at forstå, ved at lytte til sangene. Det er gennem sangene, vi får en forståelse af, hvad “Bob Dylan” er.
Men der brænder et biografisk begær, der vil have os til at tro, at vi kommer nærmere sandheden ved at få så meget at vide som muligt om skaberen af værket, sangskriveren. Vi er tilbøjelige til at tro, at vi kan komme bagom værket og finde sandheden. Men sådan er det ikke. Værkerne taler for sig selv.

At Epstein, der selv er digter, kalder sin bog et portræt, kan forstås som distancering til biografien. Portrætter er noget, man maler eller tegner, også med skriftsproget. Der er med andre ord tale om Epsteins fortolkning af kunstneren Bob Dylan. Og det er godt. For Epstein har aldrig talt med Dylan. Hvad han har at meddele os kommer fra hans egen oplevelse gennem koncerter og plader – og fra andre stemmer.
Det siger meget om den omfangsrige bog – 407 sider – at den lægger ud med en minutiøs generindring af en koncert, som Dylan gav på min tiårs fødselsdag, den 14. december 1963. Sammen med bl.a. sin mor er den unge Daniel inde og se den allerede navnkundige Dylan og gengiver i detaljer, hvordan Dylan agerer, hvordan han trakterer guitaren og mundharmonikaen, hvordan han fraserer i de enkelte sange og hvilke sange, der synges. Og ikke nok med det. Sangen gennemgås refererende og analyserende. Det er næsten, som om man selv havde været der. Bortset fra, at man ikke hører en eneste tone…

Med afsæt i denne kraftpræstation tegner et forvandlingsbillede af kunstneren fra tiden som ung hvalp til gammel mand. Et portræt, der er præget af perfektionistisk sans for historiske og faktuelle kendsgerninger, hvilket er en stor styrke i et boglandskab, hvor sladderagtige Dylanbiografier er mere reglen end undtagelsen. Samtidig kan man hele tiden mærke, at forfatteren er meget optaget, ja betaget, af sit emne og sit stof. I det hele taget får man fornemmelsen af, at Epstein har sat sig for at gøre den ret beset umulige opgave så grundigt og troværdigt som muligt. Og det lykkes til fulde.

De kronologiske omdrejningspunkter i bogen er de koncerter, som forfatteren har overværet. Den omtalte i 1963, Dylans koncert med The Band i Madison Square Garden i januar 1974, en koncert i Lennox, Massachusetts i1997 og endelig en koncert i 2009, hvor Dylan er fyldt 68. På en måde er det disse centrale begivenheder, der får rollen som de forstørrelsesglas, hvorigennem Epstein – suppleret med en masse skrevne kilder og interviews – får sit store essay til at finde sin form.

Hvad er det så for et billede, vi får af den unge Dylan fra den tid, hvor han var Woody Guthrie-fan og -lærling og frem til de seneste år, hvor Dylan er på sin never ending tour og får tid til at agere radiovært på Sirius/XM? Gennem alle anekdoterne (som sikkert afliver nogle og føder andre…), alle de eksakte informationer og detaljer tegnes et billede af en person, der er lige så sammensat som du og jeg. Og det er nok det bedste, man kan sige om bogen. Den medvirker ikke aktivt til glorificering eller ikonisering af Bob Dylan. Om man så er en tøddel klogere på hans kunst efter endt læsning er en anden sag.

Er man en hund efter at få noget at vide om Dylan som privatperson, så er bogen ikke til at komme uden om. Og som sådan skal den have min anbefaling. Har man sin tvivl med hensyn til de biografiske sandheder, så skal man nok holde sig til musikken og sangene…

Skal det være jul, så lade det være jul – eller ‘if you can’t beat them, join them’

20. november 2010

I halvfjerdsernes revolutionære periode forsøgte mange at afskaffe julen, men det viste sig at være sværere end at omstyrte samfundet med demonstrationer og politisk retorik. Så mange endte med at spise ande- og flæskesteg i familiens skød iført andefødder, langt hår og chillum i baglommen. If you can’t beat them, join them.

Men lige så svært det viste sig at være at afskaffe den hedensk-kristne jul i familien, lige så svært har det været at komme fri af den efterfølgende ambivalens over for juletræer, kommercielt gavebytteri og almen forspisthed. Ambivalensen har jeg stadigvæk. Den er intakt, men jeg lever med den, lige som jeg lever med andre ambivalenser.
Nå, men for at gøre en kort historie lang, eller hvordan det nu er, så købte jeg i dag kogekonen Camilla Plums bog “Jul” i den lokale formedelst en hund. Min datter elsker nemlig KLEJNER, og jeg har nærmest lovet at koge nogle til hende i julen, så vi slipper for at indkøbe dem i dyre domme hos den nærmeste bager. Skal det være jul, så…osv.

Torben Bille – Når lyset bryder frem – en biografi om Sebastian

17. september 2009

Hver gang jeg ser eller hører Sebastian, kommer jeg i tanke om dengang i starten af halvfjerdserne, hvor jeg hørte ham spille i en radioudsendelse. Jeg tror nok, det var en udsendelse med Hans Otto Bisgård, og Sebastian spillede og blev interviewet på et gadehjørne i enten Tønder eller Åbenrå. I hvert fald i Sønderjylland. Det var dengang, Sebastian endnu var grøn og ikke var trådt ud af forbilledernes – Donovans og Dylans – skygge. Jeg ser ham for mig med guitaren, mundharmonikaen på stativ, langt hår, cowboy-jakke osv.


Siden er der jo sket meget i Sebastians karriere. Senest har man kunnet læse, at han i en alder af 60 år har samlet en garvet flok musikere og drager ud på landevejene for at spille sange fra sit store repertoire.


Selv om jeg har fulgt Sebastian fra dengang, hvor han debuterede, så var det først for alvor i sidste halvdel af halvfjerdserne og starten af det efterfølgende årti, han rigtig trådte ind i mit musikalske univers. Pladen Circus Fantastica var en milepæl i så henseende. Og det samme var en uforglemmelig koncert, som blev givet på Østergades Hotel og delvist dokumenteret på albummet Sebastian Live, der udkom i 1980. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at vi havde at gøre med en dansk sangskriver af format, som det nok var en god idé at følge fremover.


Jeg vil ikke prale af, at jeg har fulgt Sebastian i et og alt. Nok har jeg hørt det meste af det, han har udsendt på plade, og overværet mange af hans koncerter, men jeg har ikke været fan på den måde. Ikke desto mindre står Sebastian for mig som en af de uomgængelige sangskrivere i dette land. En sangskriver med en stor musikalsk spændvidde, som få (om nogen!) kan matche i hans generation. Fra folkesanger på engelsk over velswingende rock-ensembler til film-, teater- og balletmusik. Med mere. Slet og ret imponerende.

I dag udkommer Torben Billes store biografi om denne kæmpe i moderne dansk musik. Titlen er hentet fra en af sangene “Når lyset bryder frem“. På forsidefotoet ser man meget passende en ung, langhåret Knud Christensen siddende i en vinduekarm, hvor lyset bryder gennem vinduets upolerede glas. Et foto af en ung kunster, der sender kameralinsen – og os læsere – en blik, der både rummer en kritisk, sky distance og selvbevidsthed. Det er denne sammensatte personlighed, bogen forsøger at tegne et facetteret billede af.


En biografi kaldes bogen. Og det kan der være gode ikke mindst markedsføringmæssige årsager til, for biografier er en populær genre i disse år. På den anden side er det også en problematisk genre. Jeg tænker ikke så meget på det principielt “umulige” i at skildre et levned, men mere på de faldgruber, der er for sådan et projekt. Ikke mindst faren for at falde i privatismens hul, at forfalde til utidig snagen i det private livs detaljer.

Torben Bille, der er en god ven af Sebastian, undgår denne fatale vej ved at foretage nogle nærliggende valg og prioriteringer, der sikrer, at der er en rød tråd i fremstillingen og et fokus, der fører læseren ud over privatheden. Bille bygger sin bog op om de musikalske projekter – især grammofonpladerne – som Sebastian har realiseret i sit nu 60-årige liv. Kapitlerne, der er mange, behageligt korte og læservenlige, fører os fra den ene perle på den røde snor til den næste. Det er så at sige bogens backbone, dens rygrad.


Men inden vi når frem det første egentlige musikprojekt, får vi forhistorien og dermed et bud på, hvorfor musikken blev levevejen og lidenskaben for Knud Christensen, manden bag kunstnernavnet Sebastian. Uden af afsløre for meget, så er det historien om en dreng, der vokser op med en familie, hvor kærligheden er ulige fordelt, og musikken bliver det medie, hvorigennem det personlige oprør og ambitionerne kan komme til udtryk. Men ikke kun det personlige oprør, for Sebastian tilhører en generation, der fik det kors at være selve Ungdomsoprøret. Hos Sebastian glider det personlige opgør umærkeligt sammen med opgøret med det, forældregenerationen havde skabt og stod for.

Men først og fremmest kæmper Sebastian en fortsat kamp for at leve sine stadigt voksende musikalske ambitioner ud. Men en skarp, kritisk pen tegner Torben Bille et fascinerende billede af det miljø, kampen udspilles i. Det er et nuanceret billede af ikke mindst pladeselskaberne (men også fx teaterverdenen) og deres aktører, hvor kræmmermentaliteten er udpræget og musikalske idealister – de få der er – har meget at slås for og kæmpe imod. Uden at dyppe sin pen i vitriol leveres der skarpe miniportrætter af centrale personer i den sammenhæng. Det samme gælder beskrivelsen af de mange musikere, som Sebastian arbejder sammen med.

Bille forstår med fyndighed og anekdotisk kraft at fremmane troværdige portrætter af disse personligheder på godt og ondt. Hvad enten det er en Alex Riel, en Lis Sørensen eller en Peter Thorup. Kærligt, men ikke ukritisk. Det samme gælder også det portræt, der løbende skrives frem af hovedpersonen. Forfatteren er, som antydet, ikke fanget i en misforstået loyalitet over for sin ven, men lader den kritiske røst kommentere med. Og derfor står man tilbage med et sammensat billede af manden. For han er jo en sammensat størrelse – lige som alle vi andre. Og i mine øjne gør det bare Sebastian endnu mere sympatisk – som person og musiker.


Fremstillingen af livsforløbet er også præget af, at Torben Bille har en journalistisk baggrund. Der er en meget grundig research. Båndede interviews, korrespondencer, avisanmeldelser osv. inddrages løbende, hvilket også har den oplagte fordel, at fremstillingen bliver flerdimensionel og levende. Det er ikke kun forfatteren selv, der tegner et billede af Sebastian og hændelserne omkring ham. Der er flere stemmer i koret. Og det er fortræffeligt, fordi det henleder læserens opmærksomhed på det forhold, at en biografi er en fortolkning af et levned. Det er ikke sandheden om et menneske, sådan som den biografiske illusion ellers gerne vil have os til at tro.


Billes egen holdning kommer løbende til udtryk i kommentarer til hændelser og udsagn. Og der er ingen tvivl om, at forfatteren sætter kunstneren Sebastian
(og personen Knud Christensen) meget højt, samtidig med at der er et kritisk øje for de musikalske kompromisser og fejltagelser. Fx når Sebastian igen og igen insisterer på at få sin musik ud på plade, selv om musikken – fx til en tv-serie eller et teaterstykke – fungerer bedst i den sammenhæng, den er skrevet ind i. Og alligevel får kunstneren selv – hver gang stort set – lov til at tage til genmæle. Så læseren selv kan danne sig en mening.


Bogen formår med enkle midler og greb at skildre Sebastians musikalske udvikling frem til i dag. En udvikling, der går både i bredden og i dybden. Sebastian starter som en Donovan-Dylan-elev på engelsk, får strøm på via fx pigtrådens Peter Belli (“Move on”!) og bliver nationalsproget under kritiks indtryk af (Jørgen Thomsens) Kashmir, Steppeulvene m.m. Siden vokser de musikalske ambitioner til regulære rockgruppeformat med kæmpemæssig succes i de for pladeindustriens gyldne år i firserne. Men Sebastian er mere en folk og beat. Hans musikalske ambitioner lader sig ikke indramme af bestemt genrer. En gammel kærlighed til den ofte ( i hvert fald blandt rockpurister) uglesete musical-genre får frit løb. Og også andre dramatiske sammenhænge – teaterstykker, film, tv-serier osv. – kommer ind over. Og igennem denne produktive udvikling sker der et skred fra at være primært udøvende til fortrinsvis at være komponist og sangskriver.

Hele denne bevægelse indfanger Torben Bille overbevisende.
Bogen er velskreven i Billes kendte stil. Til den hører en stadigt islæt af kulturhistorisk kommenteren. Små doser tidskolorit drysses over fremstillingen. Lidt om moden, politiken, seksualmoralen osv. skaber stemning og genkendelighed uden at ende i regulær samtidshistorie. I det hele taget er Bille god til med fyndighed at fremmane billeder og stemninger. Som oftest med humoristisk glimt i øjet.


Ud over den centrale tekst er bogen generøst forsynet med en række fine fotos af hovedpersonerne og hans omgivelser. Der er også et meget nyttigt personregister, en oversigt over Sebastians pladeproduktion med oplysninger om salgstallene, Sebastians personlige playlist (sådan noget kan vi musiknørder godt lide at læse!), en fyldig litteraturliste, en oversigt over Sebastians turnéorkestre, en over musical-opførelserne og sidst men ikke mindst et Proustsk email-interview med hovedpersonen.


Torben Bille har begået en bog, der fortjener at blive læst af alle med interesse for dansk populærmusik i almindelighed og Sebastian i særdeleshed. Den er let at læse, stærkt underholdende, informativ og vidende. En bog, hvor man ikke kun får et nuanceret billede af Sebastian – som bryder med de fordomme, der er om manden og hans musik – men også et signalement af den tid, han indgår i, og de mennesker, han møder på sin vej. Det er godt gået på knap 300 sider.


Drop den næste femi-krimi og læs Når Lyset Bryder Frem i stedet. Det fortjener den. Hermed anbefalet.

“Mick’s Rock, I’m Roll” – Keith Richard

13. juli 2009

Så kom den omsider med posten, Keith Richard-biblen, “What would Keith Richard do? Daily Affirmations from at Rock’n Roll Survivor”. Og den holder vand. Alene i kraft af alle de Keefismer, der er rygradden i bogen. Bogen har samme kvaliteter som de citat-bøger, som englænderne er så gode til at lave. Bevingede ord fra en overlever i rock-branchen. Jeg kunne få lyst til at citere i det uendelige fra bogen, men vil nøjes med oveskriften og så den her om The Beatles: “De var lige så beskidte, som vi var”. Dér røg den myte…

Hvad ville Keith Richard gøre?

3. juli 2009

Det siger måske ikke så lidt om rockens kulturelle status i vort århundrede, at man kan udgive en 240 sider tyk bog om den notoriske levemand, Keith Richards, “livsvisdom”. På den anden side: Er det ikke netop fra folk, der har levet livet til grænsen, man kan forvente at få et par visdomsord med på vejen? I hvert fald har en inkarneret fan, Jessica Pallington West, brygget en bog sammen med den sigende titel What Would Keith Richards Do? Daily Affirmations from a Rock ‘n’ Roll Survivor, en slags håndbog eller guide eller måske anti-selvhjælpsbog, der forsøger at kondensere de tanker og bonmoter, som det Jack Daniels-forfaldne guitares har kastet om sig gennem de sidste mange herrens år. Ud fra de udsnit jeg har læst på nettet, så er der noget at hente for os utilpassede, der er godt gammeldags trætte af selvhøjtidelige gulerodsgnaskende sundhedsapostle, hysteriske nypuritanere med benene over kors og “kvindeundertrykkelse” som mantra, frelste spirituelle luftvæsner, politiske løgnhalse, fanatiske motionsmasokister osv. Jeg har allerede bestilt den. Og lad mig slutte af med et par befriende Keefismer: “Hvis jeg vidste, hvad den anden arvesynd var, så ville jeg begå den”. Og “Jeg har aldrig haft noget problem med stoffer. Jeg har kun haft problemer med politimænd”. Flere smagsprøver her.
Og så lader vi Keith komme lidt i skole hos Chuck Berry….

Blogger “Singleton” – nu som bog

14. januar 2009

Ikke alene er blogosfæren blevet blognappet af radiofonien, men en af vores “gamle” bloggere – oven i købet smartlogger – Singleton udkommer nu i bogform. Singleton, hvis borgerlige navn er Marlene (Weybøll), er en af bloglands mange svar på chick-littens Nynne eller Bridget Jones, altså en singlepige, der tumler rundt i (kærligheds)livet iført mere eller mindre klædelig brandert, korte skørter, (alt for) høje hæle og beretter (alt for) åbenhjertigt om sine ups and downs og mandfolks generelle uforståelighed ( nu med egen Facebook-fanklub oven i købet). Hvorfor bloggen absolut skal udkomme som bog, kan man godt fundere over. Men igen: Nynne, Michael Laudrups Tænder og andre petitskriverier fra det digitale skriftoverdrev er jo med succes udkommet. Der må være et marked for sligt. Til lykke Marlene. Jeg mener: Singleton.

I øvrigt: Dette er indlæg nr. 4000 i capac-bloggen (smartloggen ikke medregnet…)