CAPAC

Finske Mirja Klippel lander på grammofonen med en pris som “årets sangskriver” ved Danish Music Awards Folk i 2016. Og det er da også folk, moderne folk, man straks kommer til at tænke på, når nåles skærer sig ind i den følsomme, tosomt intime titelsang “River of Silver”. Mirjas svagt hæse stemme står helt fremme i lydbilledet, hvor den med tydelig, forståelig frasering fremfører teksten som intimitet og drømme, ledsaget af såvel en enkel akustisk guitar og siden også en elektrisk, spillet af Alex Jønsson.

Og det er dette næsten skrabede, enkle, intime lydbillede Mirja Klippel og hendes musikalske kompagnon Alex dyrker på pladen, og som giver anledning til at kaste kategorietiketten folk efter pladen. Og som giver anledning til at konkludere, at det musikalske udtryks reservation passer smukt til teksternes diskrete og overvejende introverte karakter.

Der er noget tidstypisk i Mirja Klippels udforskning og afsæt i det singulære, personlige og nære, hvorfra perspektivet på den omkringliggende verden og fremtiden sættes. Vi lever i en individualistisk tidsalder, og Mirja Klippel er en fint eksempel på, hvordan denne individualisme bruges om kreativt udgangspunkt, hvor der skabes et personligt rum, der i sin nedtonethed og indadvendthed farver oplevelsen af det andet, det udenfor. Og netop på den led passer den moderne folk, som Klippel og Jønsson dyrker, på fornemste vis til udgangspunktet.

River of Silver skriver sig ind i en række moderne album, der forsager vor tids muligheder for  oppulente produktioner og stort orkestrerede arrangementer og i stedet søger mod en nyenkelhed, hvor udtrykket barberes ned til noget basalt, en stemmepragt og diskrete, men også markante strenge. Og  med denne nyenkelhed kobler pladen sig også til rækken af folkalbum, der gennem de sidste mange årtier netop har dyrket enkelheden og autenticiteten som vare- og vandmærke. Hermed anbefalet.

Mirja Klippel. River of Silver. Egen produktion. Stargazer Records. Udkom d. 19/11-2018

Sidst Stig Skovlind var forbi bloggen til en anbefaling var med EP’en Kaffe og kærlighed. Og jeg hæftede mig dengang – igen – ved opdriften og lyset i Skovlinds sange. Og alt andet end tilfældigt hedder en af sangene på det nye album med den tvetydige titel Singlerne netop “Opdrift” og understreger med al ønskelig evidens, at Skovlinds musik er båret af et lyst syn på tingene, en fundamental tro på, at livet er fundamentalt godt, selv om det ikke altid er retfærdigt eller let:

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Det er noget med at finde en varm strøm

En drøm man kan padle på

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Jeg må opfinde en opvind

Jeg kan sprede mine vinger på

Selv i titelsangen “Singlerne” om den evigt ubestandige og evigt eftertragtede kærlighed blæser en blid opvind, selv om ingen kan undslippe en snert af kulde og melankoli:

Når man bare ku’ la’ vær med at holde af

Og holde op med at længes efter nogen

Når man bare ku’ lade være med at binde sig For fa’en

Så ku’ søndagen gå uden sure miner

Uden spektakel og småskænderier

Og helt uden andre frakker på knagen

Og selv om sangskriveren godt ved, at vi ikke slipper for spektakel og småskænderier – hvis vi vil kærligheden (og det vil han…) – ja, i det hele taget alt det bøvl og alle de problemer, menneskelivet fører med sig som en ubønhørlig pris, så holder han som en anakronistisk hippie fast i at sige “pyt” til det meste (sangen “Pyt”) og appellere til en menneskehjertelighed (“Menneskehjerte”), der trodser  besværet, materialismen, travlheden og alt det, der står i vejen for netop kærligheden, venskabet (“Min fine ven”) og et liv med sol oven over alting (“Sol til alle”).

Singlerne hedder albummet altså, og titlen alluderer også til tidens tendens til at atomisere albummet / værket i singleudspil. Og de ialt elleve positive sange på pladen kan da også sagtens fremstå som små funklende singleudspil, som enhver anstændig radioplayliste vil kunne være bekendt at have med. Men Singlerne fungerer absolut også som en samlet vitaminindsprøjtning af musikalsk opdrift, af den slags alle vi musikelskere kun kan have god brug for her, hvor efteråret er gået i gråt og giver forsmag på kulde og mørke.

Og som tilfældet var med de to foregående udgivelser, jeg har anbefalet, så fremføres sangene af Skovlinds behagelige, lyse mandsstemme og de bindes op og under af musikalske arrangementer, der i Kaffeorkesterets udførelse giver energi til opdrift og -vind med lækker pop, der er drevet af endog meget forførende melodier og er krydret med stilistiske påvirkninger fra nær og fjern. Jo, Singlerne er en plade, der tøer forfrosne hjerter lidt op, sætter pulsen lidt op også og efterlader lytteren i et bedre humør efter lytningen. Og det er svært at finde en ret meget bedre anbefaling end den på sådan en kold og våd novemberdag. Så få fat i den plade derude et eller andet sted…

Stig Skovlind. Singlerne. Giant Sheep Music. Udkom 1/11/2018

Der er noget religiøst eller i det mindste kirkeligt over titlen på De Efterladtes nye album Synger dagen ind. Man – apropos den aktuelle før-jule-aktivitet på markedet – synger fx julen ind, hvormed menes, at man så småt tager hul på højtiden osv. Men, men, som jeg før har været inde på, når det drejer sig om De Efterladte og især tekstforfatter Peter H. Olesen, så er han ikke for fastholdere, men foretrækker at trække tæppet væk under det éntydige. Således synger – eller reciterer – Olesen dagen ind på den første sang på pladen, “Synger dagen ind”:

Du synger nattens ømhed

og morgenens håb

Du synger en ny dags skønhed

og den nye dags dåb…

– og jo ordvalget (dåb) tager sigte mod vores fælles kristne kulturbaggrunds begreber, og kun bevæbnet med sin stemme og et raslende instrument i baggrunden får sangen/digtet uvægerligt noget meditativt-religiøst over sig. Det er som en verdslig salme eller måske endda en slags bøn. Men næppe er denne stemning anslået, før Olesen distancerer sig fra dagen med dens lys, støj og liv i sangen “Jeg bilder mig ind vi kan se helt til Sverige”:

Støjen fra gaden dysser dig i søvn

mens jeg sidder her og forsøger

at læse udsigten

Synet af byen om natten

tøjer min uro og alting falder

midlertidigt på plads

Det centrale ord i det her citerede er “midlertidigt”. For ikke så snart Olesen har taget natten i øjesyn og ladet den dæmpe den indre uro, så falder ordet “midlertidigt”. For det konstante er netop uroen, rastløsheden, tvivlen og usikkerheden og måske endda selvbedraget: “Jeg bilder dig ind vi kan se/ helt til Sverige, du spiller villigt med/ på mine hvide løgne”. Et selvbedrag, der deles af den anden og måske i virkeligheden af alle. Ledsaget af Michael Lunds tangenter og Boi Holms synthezisers får teksten noget hårdt og kantet storbyagtigt over sig. Og sangen er måske i virkeligheden en slags nøgle til tekstuniverset på denne plade, hvor mennesket eller personen, der reciterer og synger (og ikke simpelthen skal identificeres med den kødelige mand bag ordene…), afsløres i sin eksistentielle udsathed og rastløshed.

Og ikke så snart er tingene faldet midlertidigt på plads ved synet af byens nat, før det lyder:

Jeg vil ikke bytte nattens lys

med dagens grumsede grå

Januar er et fængsel

men jeg er igen på vej ovenpå

Jeg ved at lykken

er et øjeblik

Jeg låner et stykke

inden den igen er værk

(“Nattens lys”)

Ledsaget af Michael Lunds næsten blide tangentspil og en modsvarende nærmest hård, lidt tilbagetrukken, maskinel trommelyd tegner Olesens tekst billedet af et jeg, der begærer det hele og lykkestunderne med, men først og fremmest ligger tilbage i rummet med udsigt til sneen på byens tage. Det er som om jeget igen og igen bliver slået hjem (som i Ludo) til en tilstand eller situation, hvor jeget distanceret iagttager og registrerer. Helt tydeligt bliver det i den efterfølgende sange (bemærk titlen!) “Aldrig ind i denne dag”, hvor det blandt andet hedder:

Du kommer aldrig ind i denne dag

og det ved du

Du får aldrig disse timer tilbage

men det er intet tab

Du er en skygge i skyggen

En biperson blandt bipersoner

Udenfor alting, midt i mylderet

blandt millioner

Du går gennem byen

Forbi de steder du kender

Blindgyden, dit andet hjem

Afvejen hvor alting ender

Du kommer aldrig ind i denne dag.

Der er noget paradoksalt over denne oplevelse af at være udsat, uden for, efterladt. Både i forhold til albumtitlens næsten højstemte anslag, men måske også i forhold til den udadvendthed og selviscenesættelse, som ligger som  et krav og en forventning til kunstneren. Og paradoksaliteten passer også bedst til digterrollen. For Olesen er jo digter – med romaner og digtsamlinger bag sig. Og selv om De Efterladte fremstår som en duo  – med ikke ubetydelig støtte fra tredjemanden Boi Holm, så kan man let få det indtryk, at albummet et langt stykke hen ad vejen er en hybrid af reciteret digtsamling og kuldslået, minimalistisk storbyrock.

Jeg har med de ovenstående overvejelser forsøgt at begynde en læsning, begynde at begynde en læsning af Olesens tekstunivers på denne plade, og jeg vil overlade til dig, kære læser/lytter, selv at prøve min fortolkning af ved at lytte til denne fine LP, der føjer endnu et kapitel og et lag til De Efterladtes alt for oversete (-hørte) bud på en – i flere betydninger – moderne storbyrockpoesi. Hermed varmt anbefalet.

De Efterladte. Synger dagen ind. Melodika. Udkom d. 19. oktober 2018

Sidst Burning Velvet – og det vil sige Nicolai Wøldike Schmiths musikalske projekt – var da dobbeltalbummet Night Ligt // Slow Grass ramte grammofonen (ja, vi snakker “vinyl”). Og nu har opfølgeren Listen gjort det samme og snurrer lystigt på min gode, gamle Pioneer-afspiller.

Og måske lyttede musikpublikum ikke nok efter dengang i 2017, i hvert fald kan man godt opfatte titlen Listen som en venligt ment opråb om at give pladen en chance til – og også den nye. Og det kan der bestemt være al mulig god grund til.

Burning Velvet, der denne gang har bandkarakter over sig, idet Nicolai til lejligheden har allieret sig med en god håndfuld kunstnere for at kunne realisere sit projekt. Det vil sige Moogie Johnson (guitar, bas og sang), Camilla Munck (kort og tangenter) og Tobias Lange (trommer og kor). Og projektet, der skulle realiseres og blev det, var at lave en plade, der opdaterer dobbeltalbummets udforskning af americanaen, altså den sammenkogte, amerikanske ret, der lystigt blander alskens musikalske rødder og gør det med et personligt anstrøg. Det skal helst smage af personen eller bandet, der står bag.

Og det gør det i tilfældet Burning Velvet. Det musikalske præg trækker stadigvæk lidt i retning af akustisk folk med masser af lag, hentet fra den tilbagesøgende og -skuende musikalske interesse. Lytter man godt efter, så kan man høre spor af så forskellige forbilleder som Lou Reed og Velvet Underground tydeligt i en sang som “Waiting for the train”, der godt kan opfattes som en diskret, stilfærdig hilsen til “Waiting for my man”), Neil Young, Leonard Cohen og flere til. Sporene er som akvarelfarver, der løber ud i vandet og blander sig til et sammensat, changerende indtryk.

Listen handler ikke kun om at lytte til musikken, men også om generelt at lytte til hinanden i en verden, der til trods for såkaldt sociale medier måske er mere selvoptaget end tidligere og derfor glemmer, hvad der binder os sammen, når mobiltelefonen og computeren ikke er der. Det er denne problematik, tekstuniverset på den nye plade, kredser om. Og det kan man studere nærmere, for tekterne er heldigvis og fornemt optrykt på et separat ark i coveret.

Listen er et nedtonet, afdæmpet album, der i den grad lever op til sin titel om at spidse ører og lytte opmærksomt efter, hvad der sker i de ialt ni lo-fi-perler, der fylder de to sider. Det er ikke musik, der skriger efter mainstreampoppublikummet, men snarere henvender sig stille og roligt til det segment af lyttere, der netop foretrækker musik, der skal indtages andægtigt med høretelefonerne på eller på et ikke alt for overfyldt, støjende spillested.

Burning Velvet forfiner med sin nye plade såvel lyden som det stilistiske udtryk, der prægede forløberen. Så der er al mulig grund til at dem, der lyttede med for et år siden, også gør det nu – og at andre får ørerne op for projektets fine udgave af roots-orienteret dansk musik. Hermed varmt anbefalet.

Burning Velvet. Listen. Produceret af: Schmidt, Johnson og Lange. Celebration Records. Er udkommet.

Når der dukker en video op, bliver den vist her.

Bedre sent end aldrig kalder Hot Flush – og dvs. Pia Melnyk (sang, tangenter og kor) og Anette Dannesro (sang, kor) – deres debutalbum og sigter med titlen på den gamle sandhed om, at man skal gøre noget ved sagerne nu – hvad enten det er kunstneriske ambitioner (som at lave en plade) eller få kærlighedslivet til at fungere. Ellers kan det netop være for sent.

Og sammen med Jens Runge (guitar, bas og sang) og Kristian Dalsgaard (trommer og slagtøj) har de to damer så lavet et album bestående af 13 sange, der vender og drejer kærlighedslivets ups and downs m.m.

Og kærlighedsgrublerier er pakket ind i en musikalsk ramme, der ud over stilistisk at pege tilbage i tiden afslører, at godt nok er de to sangerinde sent ude med deres plade, men de har ingenlunde spildt tiden, for begge har brugt og trænet deres stemmer i forskellige korsammenhænge. Og det kan høres på pladen, hvor vokalarbejdet står helt tydeligt i centrum for de musikalske udfoldelser og med rette, for vokaludfoldelserne har meget høj klasse og det er længe siden, vi har hørt noget lignende på dansk.

Musikken ser, som skrevet, tilbage og henter inspiration hos bl.a. en lang tradition for sanger-sangskrivning. Det er nærliggende at tænke på en Carole King og andre kvinder, der har dyrket den romantiske side af singer-songwriter-kunsten – uden at Hot Flush på nogen måde lyder som dem. Men de deler traditonens forkærlighed for lette, iørefaldende, sjælfulde, smægtende sange, der er garneret (arrangeret) med blide strygere, diskrete keyboards og næsten sarte guitarakkorder og -riffs. Det er easy listening, når det er bedst. Det er voksenpop for dem, der er  blevet voksne og dem, der gerne vil være det. Better late than never er et afklaret album, der taler til enhver, der har lyst til og øre for lækker voksenpop. Musik, der engang var selvskreven til radioerne spillelister og stadigvæk bør være det.

Hot Flush – Better late than never – produceret af Meinyk og Dannesro. Gateway Music. Udkom 12.10.2018

Her i bloggen har jeg haft det held at kunne følge Select Captain  – kunstnernavn for Kristian Gaarskjær – fra starten. Off to save the world er femte udgivelse fra kaptajnen, 3 album og en EP er det blevet til.

Og projektet Select Captain  har vokseværk. Sidste udgivelse Strings & Feathers voksede i udtryk, fordi det var en regulær bandplade, hvor bandet omkring Gaarskjær var med i produktionen. Og på den nye plade vokser foretagendet endnu en tand, fordi kaptajnen denne gang har allieret sig med en række danske og udenlandske sangskrivere – og flere producere. Det giver pladens udtryk mere dybde, mere bredde og flere nuancer. Og det er kun godt.

Men ellers er meget ved det gamle. Sangene på pladen er stadigvæk farvet af det allestedsnærværende nordiske vemod og teksterne er markant tankefulde og sjælegranskende. Titlen på pladen kan da også give forkerte associationer. Kaptajnen er ikke ude i det store ærinde at redde vores fælles krisetyngede verden. Nej, det handler først og fremmest om at få styr på sin egen lille verden. Også her er kaptajnen helt i pagt med tidsånden.

Off to save the world er en meget afdæmpet, hvor de egentlig meget melodiske sange er centreret om Gaarskjærs stemme og guitar med arrangementer, der er bevidst nedtonede. Men netop de diskrete, næsten tilbageholdte arrangementer, understreger paradoksalt nok, hvor gode sange, Select Captain  har fået lavet. Sange, der oplagt henvender sig til et modent publikum, men sagtens kan mænge sig med al poppen på de kommercielle radioers playlister. Off to save the world er en af den slags stille album, man med tiden får samlet nogle stykker af på pladereolen. En plade, der passer til stille eftertænksomme stunder og fortjener mange – voksne såvel som unge – lyttere. Hermed anbefalet.

Select Captain. Off to save the world. Soundchest Records. Er lige udkommet.

https://www.youtube.com/watch?v=nprJOoJpMfI

Sidst Caper Clowns var forbi bloggen her var det med deres The Buca Bus i 2016. En bus, der sendte denne anbefaler tilbage til Beatles og deres magical-mystery-tour-bus og dermed i en bestemt musikalsk retning. Og Caper Clowns nye album The salty taste to the lake sender mig også – fra de allerførste akustiske guitarakkorder  og vokalernes udfoldelse i sangen “The way I dream” – mig tilibage ad det spor, der går lige tilbage til de fire drenge fra Liverpool, der ændrede populærmusikken for altid for mere end halvtreds år siden. Vil jeg så sige, at Caper Clowns er de nye danske Beatles? Nej, den fælde vil jeg aldrig falde i, for Beatles var og er unikke og der kommer nok ikke nogen som dem nogensinde. Men Caper Clowns er et smukt, overbevisende eksempel på, hvor frugtbart, musikalsk set, det er at lægge sig i slipstrømmen af den musik, som de fire biller skabte for mange år siden.

Caper Clowns løfter på smukkeste vis den traditon, der går fra Fab Four over Badfinger og videre til fx de danske forgængere Nice Little Penguin, med moderne indiepoprock, der får de små hår til at rejse sig på armen og i ørerne med popmelodier, der ikke blot er memorable, men også har den der emotionelt bevægende kvalitet, som kendetegner den bedste del af poppen. Albummet består af elleve sange, der uden undtagelse fortjener at hjemsøge landets radioplaylister, fordi de besidder forførende, iørefaldende, medrivende pop, der kun kan gøre lytteren glad i låget og trække i smilebåndet.

Caper Clowns, der nu er en kvartet, er blevet endnu mere tæt sammenspillet end tidligere. Og ud over tætheden i arrangementerne (der suppleres en håndfuld musikalske venner), så udmærker det musikalske udtryk sig ved lydefri, flerstemmig sang, homogene sange (som de fleste af bandmedlemmerne har haft fingre i) og en indierockfremdrift, der kalder på koncertscener og festivalditto, hvor publikum også kan lufte danseskoene.

Jeg kunne bruge et par A4-sider på at skrive om sangteksterne, men vil overlade den opgave til dig kære læser. Og i stedet vil jeg bare give Caper Clown og deres nye skive de varmeste anbefalinger med på vejen. Den plade fortjener at få rigtig mange lyttere. Så du kan rolig melde dig ind i Caper Clown-fanklubbe (hvor jeg allerede er).

Caper Clowns. A salty taste to the lake. Produceret af: Henrik Krogh. Gateway. Er udkommet.

The Reptones er gamle kendige her i bloggen. I 2014 omtalte jeg bandets andet album. Og med det nye album Human Speed er vi, hvis ellers jeg kan tælle, nået frem til københavnerbandets fjerde album.

Og det er med tilfredshed, at denne lytter kan konstatere, at Reptones holder fast i det oprindelige koncept, hvor sangskrivningen læner sig venligt op ad en især amerikansk rocktradition for storslåede, episke sange i fyldige rockarrangementer. Uden at der er tale om epigoneri, for Reptones har i mellemtiden fundet deres udgave af denne tradítion, deres egen stil så at sige.

Bo Bech (sang og tangenter) står for produktionen og har skrevet alle sangene på pladen (med hjælp fra Kim Heibon, Jakob Lund og Nicholas Ginbey). Og så synger han for. Og denne dominante position forklarer måske, at pladen i høj grad har et sanger-sangskriver-præg over sig. Akkurat som det er almindeligt i meget af den omtalte rocktradition (Springsteen, Petty osv.).

Og det er utvivlsomt også forklaringen på, at sangene – deres forskellighed til trods – minder meget om hinanden i deres opbygning. Kredsende om Bo Bechs gode mandsstemme finder man komplekse arrangementer med god brug af flot korarrangementer og en solid rockbund, hvor der både er tæthed og plads til at de enkelte instrumenter står klart og skinnende i lydbilledet.

Titlen Human Speed henviser til den gamle sandhed, at man ikke skal mere travlt end at man selv – eller sin sjæl – kan følge med. Og den er en hilsen til en afdød kammerat, der måske ikke kunne realisere det. Til gengæld kan man sige, at Reptones – bl.a. i kraft af tekstforfatter Kim Heibons eftertænksomme linjer – forstår at finde en moden balance mellem et flot rockudtryk, der er farvet af mange stilistiske inspirationselementer, og tekster, der lidt mere voksne og velovervejede end man måske er vant til i moderne dansk populærmusik. Et helstøbt adult orientede album er det blevet til. Og den passer fint ind i den tradtion på pladehylden. Hermed varmt anbefalet.

The Reptones. Human Speed. Produktion: Bo Bech. Target Records. Er lige udkommet.

Folkpunk kalder sanger-sangskriver Dan Rose sit musikalske udtryk. Og det angiver ganske fint, at de ti sange på albummet No time for fear befinder sig i grænselandet mellem en klassisk folkudtryk med centrum omkring et god stemme og en akustisk guitar – og punket rock med kant. Men under alle omstændigheder er albummet her et godt eksempel på den frodige underskov af sanger-sangskrivere, der befolker populærmusikkens landskab i disse år i dette land.

I betragntning af, at albummet er Dan Roses debutalbum, så besidder de ti sange en overbevisende, konsistent kvalitet. Og det skyldesnok i høj grad, at Dan forstår at lave sange, der – selv om temaerne er velkendte – forekommer tekstligt vedkommende og er båret af arrangementer, der er umiddelbart melodiøse uden at ende i regulær popmelodik. Rose ar en markant stemme, der står centralt i lydbilleder. Og han får god hjælp på rocksiden af hhv. Sebastian Strange på banjo og harmonica og Greg Haver på trommer og slagtøj.

Dan Rose har, kan man læse sig til, allerede givet rigtig mange koncerter rundt omkring. Og debutalbummet vil uden tvivl kunne fungere som et godt visitkort, der vil kunne trække endnu flere publikummer af huse og sikre Rose en solid lille fanbase. Hermed anbefalet.

Dan Rose. No time for fear. Lady Lux Records. Egen produktion med hjælp fra Greg Haver. Lady Lux Records. Er lige udkommet.

Videoer og smagsprøver finder du på Dan Roses hjemmeside.

Danmarks Radio skrotter deres jazz-dab-kanal og svigter dermed jazzen. Men her i bloggen vil jeg ikke svigte jazzen, selv om den har været lidt underrepræsenteret i bloggen. Men det kan vi jo altid lave om på…

Og vi kan passende omtale Mathias Heises nye plade The Beast, som mundharmonikatalentet Heise har lavet med selveste The Danish Radio Big Band, som DR heldigvis ikke har sparet væk – endnu. Og Mathias Heise er en gammel kending her i bloggen, hvor to af hans plader med fusionsorkesteret Quadrillon er blevt udførligt omtalt og anbefalet.

Titlen på den nye plade er en diskret henvisning til big bandet, der for den unge mundharmonikavirtuos kan fremstå som et lidt skræmmende dyr med alle sine instrumenter. Et dyr man dog kan tæmme. Og det må man sige, at den unge Heise får gjort på denne plades syv originale kompositioner. Det er helt klart mundharmonikaen, der tager têten i de musikalske udfoldelser. Og det berømte big band, der senest har arbejdet sammen med fx Charlie Watts fra Rolling Stones, lader sig gerne dirigere uden at det på nogen måde går ud over udfoldelserne. Faktisk har Heise givet bandets mange dygtige solister god plads i arrangementerne. Så der er tale om et virkeligt godt samarbejde mellem unge Heise og det gamle radiobigband.

Musikken på pladen er, hvad man kunne kalde klasssisk jazz-big band-musik. Dog genkender man lidt af den fusionstænkning, man kender fra Heises plader med Quadrillon, og associationen til det store mundharmonikaforbillede Toots Thielemans er heller ikke (og godt for det) helt forsvundet. Men først og fremmest giver Heises kompositioner som sagt godt plads til solisterne og til Heise selv i forgrunden – og der musiceren virkelig igennem med (tror jeg) en del improvisatoriske elementer undervejs. The Beast skuffer ikke, men er endnu et eksempel på, hvor kompetent et band The Danish Radio Big Band er og en understregning af, hvilket lysende talent Mathias Heise er som instrumentalist og jazz-komponist. Så hvis man, som denne skrivekugle, holder af jazz og mundharmonika, så er der ingen grund til ikke at indlemme denne dejlige skive i pladesamlingen. Hermed varmt anbefalet.

Mathias Heise & Danish Radio Big Band. The Beast. Producer: Mathias Heise. Giant Sheep Music. Er lige udkommet.

Virgin Cuts kalder Svin deres nyeste og femte studiealbum. Jomfruelige sår kunne man oversætte det med. Nye smertende, åbne sår. Og på en måde passer titlen ganske godt til musikken. For Svin er ikke ude i et helbredende, helende, “sundt” ærinde. Tværtimod tilhører Svin en subversiv, destruktiiv “tradition” i rocken. En tradition, der ikke har søgt det harmoniske, mainstreampopulære, men derimod det grænsesøgende og -overskridende. Det, der har søgt en grimhedens æstetik, hvor det snarere handler om at opløse, “dekonstruere” de genkendelige, “trygge” rockskabeloner igennem støjen og de beskidte udtryk. Svin står i gæld til den sorte side af punken og postpunken og bærer Velvet Undergrounds “hvide lyd” og Captain Beefhearts anti-æstetik med sig som vandmærker i deres kunst.

Virgin Cuts er efter sigende blevet til som improvisation, og måske derfor kan pladen undertiden lede tankerne hen på de mest eksperimenterende jazzplader. Og som disse opleves Virgin Cuts som en lang organisk proces i nedbrydningens og destruktionens æstetiske udfoldelse.

At lytte til Svin og deres jomfruelige sår er som at få revet plasteret af et ømt, nyt sår. Det er som at blive sænket ned i et musikalsk syrebad, hvor det handler om at få renset de rockæstetiske forudsætninger og fordomme ud af systemet, så man kan lytte til rocken igen som en nyfødt.

Virgin Cuts tilhører den kategori af album, der henter sin energi uden for rockens grænser. Og det er gennem denne anti-æstetik pladen finder sin nødvendighed. Det er sådan en plade, man skal sætte på grammofonen eller CD-afspilleren, når man trænger til at få nulstillet sin musikoplevelse. Hermed varmt anbefalet.

Svin. Virgin Cuts. Mom eat Dad Records. Udkom den 21. september.

Vi skal endnu længere nordpå med Ole Berthelsen og hans nye plade Hvalvær. Ja, faktisk skal vi med fire af pladens sange helt op til polarcirklen, til den lille flække Svolvær, der nævnes i titelsangen.

Jeg lader hjertet hvile

i sit hjerteslag

og sindet smile

I sit sindelag

jeg har kastet anker

her hvor jeg bor

nær ved fjæld

og  li og fjord

 

Det er her jeg lever

her jeg er

en morgen på jorden ved Svolvær

en morgen på fjorden med hvalvær

…

Jo hjertet banker i og for det nordjyske og nordlige i det hele taget. Og sangene tager da også deres udspring i det liv, der udfolder sig mod nord. Men det vil også på flere måder sige et liv, som hvilket som helst andet i dette land. Et liv, hvor den lokale forankring er vigtig og vægtig, men hvor livet også -som alle andre steder – udsættes for lidt af hvert. Fx den ustoppelige nyheds- og informationsstrøm, der præger vores såkaldt globale tid:

Tikker ind på mobilen

kalder vagt i gevær

der sad en terrorist i bilen.

der sprang i luften igår

 

Du som ved om det hele

I dit stålsatte udsigtstårn

frit udsyn og tele

breaking news radiobåren

(Alenemand)

I det hele taget kan man godt – i hvert fald med lidt god vilje – læse en diskret konflikt mellem den solide, gode jordbundethed i det lokale og den “store verden” derude, som hele tiden banker på og trænger sig på, fx gennem medierne eller – som i sangen “Selfieforlænger” i form af moderne teknologi:

Tror jeg trænger

til en selfieforlænger

for at brede perspektivet ud

går ikke længer`

at jeg går og fortrænger

jeg må lukke mig op og se at folde mig ud

Nej nej  jeg gi`r op

overfor det close-up

der bare vil

stille mig ud

og hænge mig til tør`

og det der er vær

Og på denne vis kommer Ole Berthelsens plade til på fineste vis at udstille vores allesammens udsathed i den tid, vi lever i nu, hvor det lokale med dets historie, kultur, sprog og så videre er truet og presset af den såkaldte ‘globale udvikling’, der udgør en konstant trussel om udjævning og homogenisering af enhver lokal egenart.

Sangene fremføres af Ole Berthelsen selv med hans gode, klare mandsstemme , der bliver backet op af Flemming Ostermann (guitar, tangenter m.m.) og Henrik Askou (trommer og slagtøj). Stilen kan forsøgsvis karakteriseres som folk-rock.

Hvalvær består af tolv sange, der alle har noget på hjerte som kommentarer om en verden, hvor det trygge og kendte, det lokale og særegne, er udsat og sat i bevægelse i en verden i bevægelse:

Månen over Kabul

har meget mere at fortæl

månen over Svanfolk

går ind i sig selv

 

Tvivlrådige tider

se verden langsomt skrider

og vakler på sine tynde ben

hvem kaster den første sten

 

Er det pigen med trillebøren

er det langturschaufføren

eller en af de festklædte gæster

blandt de hippe dollarturister

 

 

Her er fortrøstningsfuld stille

kun en køters fjerne glammen

og nattergalens klare trille

over andedammen

 

Og hjerterne der slår

slår så rolige slag

tiden der går

mod den nye dag

Hvalvær skal anbefales af ovenstående grunde, men også fordi den musikalsk apellerer til enhver, der kan lide en god pop- og rocksang med noget på hjerte og melodier til øret. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Hvalvær. Produceret af Flemming Ostermann. Gurre Records. Er udkommet.

Sidst jeg omtalte den gode nordjyske sanger-sangskriver Peter Larsen var i 2016, hvor han kunne fejre sit tiår som solokunstner. Og nu er han så ude med albummet Lykkens Vej, der på bedste facon bekræfter og demonstrerer, hvad Peter Larsen står for som sanger-sangskriver. Nemlig en portion sange – 11 ialt – der henter deres inspiration i den efterhånden lange anglo-amerikanske tradition for episk rock, der i sit tekstunivers henter sin inspiration i ganske almindelige menneskers hverdagsliv. Denne gang er det på dansk, og som titlen antyder er sangene bundet sammen omkring det vanskelige tema “lykke”. Og sangene bekræfter ganske godt, at lykkens vej ikke sådan bare er til at finde og at lykken er som den rifbjergske håndsæbe i badet, der let smutter ud af hænderne på en og rummer sin modsætning – ulykken – i sig.

Som jeg tidligere har understreget, så kan Larsen det der med at skrive fængende melodier, der har appel til mainstreamradioerne. Og sådan er det også på denne udgivelse, og det vil være synd og skam, hvis ikke den unge radioværter rundt omkring i landet får ørerne op for denne gode håndfuld sange og giver dem rotation på deres lister. Sammen med Capser Dybdahl (guitar, tangenter og kor) og Lars Daugaard (trommer og slagtøj) fører Peter Larsen sine lyttere ud ad lykkens vej uden garanti for nå lykken, men med sikkerhed for at få historier om vejen derhen med alle de bump og afveje, den byder på. Og som sådan lykkes Lykkens Vej som en flot samling sange, der endnu engang understreger, at Peter Larsen er en sanger-sangskriver man kan og bør regne med. Hermed anbefalet.

Peter Larsen. Lykkens Vej. Larsong Records. Er udkommet.

En anden dansk sanger-sangskriver finder vi i den anden ende af landet, “på toppen af Danmark”, nemlig nordjyden Sonny Møller, der er ude med Episode III, der består af ialt ti sange. Og der er tale om, hvad kan passende kunne kalde klassisk sanger-sangskriver-sange, der omhandler livets lyse og mørke sider. Desværre er teksterne ikke trykt på CD’en, og det fortjener de, men man kan godt med opmærksomhed opsnappe såvel den obligatoriske melankoli, eftertænksomheden og den lokalpatriiotiske kærligheden til vort lands nordligste egne.

Sonny Møller synger ligefrem og klart med en stemme, der i forbifarten leder tankerne hen på salig Flemming “Bamse” Jørgensen, men også – forbigående – på C. V. Jørgensen. Og musikken – hvor Møller får hjælp af en lille håndfuld musikere – er countryfarvet danskrock med elementer af folk, nordjysk folkemusik og dansk visesang. Det er musik, der ikke sigter mod Kloge Åger, der vil sidde med høretelefoner og detaljeanalysere musik og tekst. Musikken tager tydeligvis mere sigte mod de mange lokale scener, der findes, hvor Sonny og Co. med deres enkle rocksange vil finde deres rette element. Jeg er sikker på, at sangene fungerer helt fint på et nordjysk dansested. Hermed anbefalet.

Sonny Møller – Episode III – produceret af Sonny Møller og Martin Nielsen. Møller Musik. Er lige udkommet.

I Januar sidste år anbefalede jeg Bo Schiølers Gårdsanger Optur, hvor den gamle Kattejammer-bagmand kastede sig ud i rollen som sanger-sangskriver i sin egen ret. Alderen (Schiøler er født i 1945) trykkede lidt, men ikke mere end at han kunne lave hverdagsrealistiske sange med elementer af almenmenneskelig politiske iagttagelser og en hel del livsvisdom og -erkendelse.

Og nu er Schiøler så tilbage med sine Skavanker og et album med titlen Passion. Passion eller med et godt dansk ord “lidenskab”. Og titlen siger ganske godt, hvad Schiøler har på hjerte. Ikke beklagelse over livets ubønhørlige gang og alderdommens komme, men lidenskabelig appetit på livet og musikken. Som det fx hedder i sangen “Alder ingen hindring”:

Alder ingen hindring

smerte søger lindring

ta’ min hånd i din

– og lad os bare gå

stjernerne skinner lidt skjult

de smukke ord klinger lidt hult

blændværk, bluff og illusion

– du nægter at høre derpå

En sang om at holde fast i livslidenskaben og -appetiten på trods af den modstand, de problemer og forhindringer, livet byder på. Og sådan er det med Schiølers sangkunst. Godt nok tynger alderen, sådan som den skal med al dens erfaringer, oplevelser og erindringer, men det overlejres og domineres af livsglæde og taknemmelighed over stadig at være i live og kunne indtage livet hver dag.

Og som sidst er Schiølers sange musik, der ubesværet blander elementer af pop, rock, jazz og mange andre stilelementer, der også afslører kunstneres lange livsbane. Og Skavankerne fremfører loyalt og indforstået sangene, så arrangementerne på bedste vis omfavner og frembærer teksterne. Så hvis man er til kløgtig sanger-sangskriver-musik med både erfaring og humor, så er der ingen grund – og i hvert fald ikke alderen – til at holde sig tilbage. Lyt til Schiøler og opsøg ham og Skavankerne, når de spiller i nærheden. Hermed anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Passion Sange fra et levet liv. Producer: Torsen Utke. Sundance Music. Er lige udkommet.