Indlæg tagget med ekstremisme

Pind over gevind – eller ekstremismebjælken i øjet

26. juli 2011

»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Hvis man har læst dagens aviser og medier, vil man med garanti have stødt på ovenstående citat i en eller anden form. Venstreminister Søren Pinds emotionelt drevne udtalelser på sin Facebookside har givet anledning til mange kommentarer rundt omkring på nettet. Og det er kun forståeligt. At sætte fredelige vindmølleprotesterende, irakiske kirkebesættere, unge bz-ere osv. på fællesnævneren ”ekstremismen”, må nødvendigvis fremkalde protester, modsigelser osv.

Termen “ekstremisme” – her oven i købet i bestemt form – er kendetegnet ved at blive brugt fra en udsigelsesposition, der opfatter sig selv som stÃ¥ende i midten, centralt i det politiske felt, pÃ¥ den Pinds selv betegner en “klippegrund”. Det er altid “de andre”, der er yderliggÃ¥ende, ekstremister.

Og termen bruges især i politisk retorik, hvad enten der er tale om venstre- eller højrefløjsretorik. I borgelig forstand – som i Pinds tilfælde – drejer det sig om positioner, der opfattes som antagonistiske, uforsonlige i forhold til det borgerlige demokrati (“demokratiets og retsstatens klippegrund”).

Det er ogsÃ¥ kendetegnende for dem, der bruger termen “ekstremisme”, at den ofte forbindes med ideer, der forstÃ¥s som sikring af det borgerlige demokrati: styrkelse af politiet og dets magtmidler, udvidelse af efterretningstjenesternes beføjelser og i det hele taget en effektivisering af statens magtmidler over for befolkningen. Derfor ser vi ogsÃ¥ i kølvandet pÃ¥ begivenhederne i Norge, at der efterspørges flere love, censurregler (fx i forhold til den norske mands terrormanual) osv. Brugen af ordet ‘ekstremisme’ er tæt forbundet med en tankegang, der vil løse politiske problemeer med instrumentelle og administrative midler – og ikke ad demokratisk vej. AltsÃ¥ gennem dialog, oplysning osv.

NÃ¥r Pinds slÃ¥r alt i hartkorn og taler om “ekstremismen” foretager han en alvorlig generalisering, hvis konsekvenser vil være lige sÃ¥ generelle sanktioner og forholdsregler. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Fordi Pind nægter at skelne mellem de forskellige former for ‘ekstremisme’ (som han forstÃ¥r det), vil hans løsninger blive almene og i sidste ende komme til at gælde alle (andre).

Problemet med denne ekstremismetankegang er, at den er fuldstændig blind over for sin egen udsigelses position. Pinds associationskæde eller metonymiske glidning omfatter i sin konsekvens enhver dissens eller kritik i og af det borgerlige demokrati. Den demokratiske uenighed, som jo er demokratiets essens, bliver gjort til ekstremisme. Enten er man med Pind. Eller også er man ikke. Og dermed placerer Pind sig i en udemokratisk og ekstremistisk position.