Indlæg tagget med Film

Apropos dagens film “Youth” – The Retrosettes

7. februar 2016

youth_plakat

I dag var jeg inde og se Paolo Sorrentinos betagende film Youth. Den vil jeg ikke skrive om (endnu), for den har ikke bundfældet sig helt endnu i mit indre, men den er absolut seværdig – og mere til. Og så har den et soundtrack, der bl.a. byder på et par numre med Manchester-bandet The Retrosettes, der – med deres egne ord – har specialiseret sig i at få ny musik til at lyde gammeldags og få gamle sange til at lyde ‘retro’. Jeg har ikke hørt bandet før, men de passer fint ind i filmens særlige univers.

The Rocky Horror Picture Show – 40 år

29. december 2015

Den groteske komedie The Rocky Horror Picture Show med den gode skuespiller og fremragende sanger Tim Curry i hovedrollen som Frank-N-Furter og Susan Sarandon som en af hans bly ofre runder 40 år i år. Filmen, der er baseret på et teaterstykke, blev ikke nogen blockbuster, men derimod et kulttilløbsstykke. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg så den – stærk tilskyndet af en begejstret vendinde – i Øst for Paradis, i selskab med flere kændisser fra teaterverdenen. Med sin blanding af rock’n roll, horror,  komik, transseksualitet og kabaretudstyrsstykke faldt filmen på et tørt sted der i de lidt gråmelerede sluthalvfjerdsere. Det er en film, der hører med i enhver rockinteresserets dannelse.  Og Tim Curry – som jeg så på tv i går i en halvdårlig amerikansk komedie – overbeviste mig om, at der var en sanger af format, som aldrig rigtig fik den opmærksomhed, han havde fortjent. Jeg købte siden et par af hans soloalbum.

Et jubilæum: The Beatles – Magical Mystery Tour

26. december 2015

På denne dag i 1967 blev The Beatles’ 52 minutter lange tv-film Magical Mystery Tour vist for første gang på tv. Jeg husker ikke præcist, hvor længe efter den blev vist på dansk tv, men blot at det var stort dengang, hvor beat-musikken kun delvist var accepteret på de store officielle tv-kanaler i Europa. At filmen fik en lunken modtagelse af kritikerne gik også helt hen over hovedet på mig, for jeg var Beatles-fan og lyttede ikke til kritiske røster – og da slet ikke fra ældre generationer.

Soundtracket – i form af en dobbelt-EP – udkom i starten af december. Og jeg husker stadigvæk tydeligt, at jeg var ind i Jaspers Radiobutik sammen med min moder for at erhverve mig netop den udgave, der er afbiledet ovenfor. To EP’er i en lille kulørt booklet med alle de gode sange. Siden kom musikken på en almindelig LP, men det var lige som ikke helt det samme…

Pt. kan hele filmen ses på tuben… Søg og du skal finde.

Christian Braad Thomsen fylder 75

11. december 2015

En af mine husguder, filminstruktøren, forfatteren, samfunds- og kulturdebattøren Christian Braad Thomsen fylder 75 år. Thomsen er en af dansk kulturlivs originaler. Og som sådan er han ikke til at sætte i bås. Han forsøger efter bedste evne at tænke “uden gelænder” og altid kritisk, hvilket har fået borgerlige båtnakker til at udråbe ham til at være i ledtog med “1968”, hvilket han – selvfølgelig – har taget afstand fra. Thomsen har altid været sin egen – på godt og på ondt. Men uden sådan en som ham til at slå nogle kraftige slag i bollemælken ville kulturen være meget kedeligere. Og det siger ikke så lidt…

Woody Allen fylder 80

2. december 2015

I går rundede Woody Allen de firs år. Og jeg er sikker på, at han finder det både mærkeligt og forkert, at netop han har overlevet i så mange år. Jeg har set næsten alle hans film (der er et par huller i nyere tid, som jeg arbejder på at fylde ud) – og det har altid været en fornøjelse at se dem, selv om kvaliteten har været svingende. Allens særlige livssyn og æstetiske tonalitet gennemsyrer alt, hvad han har lagt på en filmstrimmel eller gemt i digital format. Amerikanerne betragter ham som en “europæisk” figur, og det forstår jeg godt, for han er både historisk forankret, kulturelt farvet og jødisk på en europæisk facon. Og netop derfor er han også en fin repræsentant for det Indvandrer-amerika, der i nutiden glemmer sine historiske rødder i al for udpræget grad. Til lykke til Woody, der forhåbentlig har lidt mere i posen til os trods alderens trykken.

Og her er et klip fra hans allerførste instruktørfilm Take the money and run (1969)

 

 

En lille filmoplevelse: I am David

5. september 2015

Tv er genudsendelsernes medie par excellence. Antallet af spillefilm, der genudsendes er legio. Og derfor kan det være svært for en filmelsker som mig at få det behov dækket ind (og – nej – jeg abonnerer ikke på diverse filmstreamingstjenester, af nogenlunde samme grunde som jeg ikke abonnerer på musikstreamingstjenester…). Men i går faldt jeg lidt tilfældigt ind på DRK kl. 22:30, hvor man viste den amerikanske film Jeg er David. Paul Feigs filmatisering af Anne Holms roman af samme titel.

Det viste sig at være en film af den slags, der ikke gør noget stort væsen ud af sig. Den fortæller en enkel historie om drengen David, der flygter fra en stalinistisk arbejdslejr i Bulgarien og begiver sig på en rejse til København for at blive genforenet med sin moder. Rejsen er også en rejse ind i menneskenes virkelighed, for David kender kun livet i fangelejren og har ikke et tillidsfuld forhold til voksne. Så det er både en rejse til genforeningen med moderen og en rejse mod det at være et menneske. Og den symbolik kan man jo lægge en masse ned i…

Historien fortælles ganske traditionelt med flashbacks til livet i lejren, hvor drengens forhistorie op til flugten fortælles i signifikante glimt. Og ellers fortælles den i scener, hvor han møder forskellige mennesker, der hver på deres måde er med til at løsne op for den lille drengs følelser og tanker. Slutningen er ganske forudsigelig. Og det er heller ikke den, der filmen seværdig. Det er den rolige fortælling og de diskrete, men fine skuespilpræstationer under vejs.

Filmen fik vist blandet modtagelse og dårlig kritik af nogle anmeldere. Jeg synes, man skal se den, fordi den er en fin lille fortælling, der ligger alenlangt fra de store, dyre produktioner, der dominerer dagens filmmarked.

Og så slutter den af med en fin lille sang af Damien Rice – som jeg næsten havde glemt…

Gårsdagens filmoplevelse: Irrational man – Woody Allen

17. august 2015

Fruen ville i biografen. Og vi endte efter kort tids granskning af repertoiret i Aarhus i en mikroskopisk sal til Woody Allens nye og 48. film Irrational Man. Og jeg må sige, at filmen helt levede op til de mange forventninger, jeg gennem årene har opbygget i forhold til Woody Allens filmmageri.

Handlingen er sådan set meget enkel. Filosofiprofessoren Abe Lucas (fornemt fremstillet af Joaquin Phoenix) ankommer til universitetet i Braylin. Og Abe er indbegrebet af en Allensk anti-helt. En mand, som livet har vendt ryggen. Han har mistet sin elskede kone til en ven, han har mistet en god ven, der blev slået ihjel i militærtjenesten og han har også mistet livslysten og -troen. Og han får så tiden til at gå med at docere sin udgave af filosofisk nihilisme over for de modtagelige studerende. Og ved siden af begæres han af en kollegas kone og en ung studine, der begge lader sig forføre af Abes livstræthed og sårbarhed. Postulatet – det Allenske postulat – er, at en på enhver måde impotent mand, der er nede på alle fire, er tiltrækkende på det såkaldt svage køn.  

Men Abe genvinder sin appetit på livet med alt hvad de indebærer, herunder erotiske forhold til omtalte kvinder. Og det, der tricker hans omvendelse er forestillingen om det perfekte drab. Sammen med studinen overhører han en konversation ved et bord i en restaurant, hvor de besøgende taler om en bestemt usympatisk dommer. Og det sætter Abe på sporet af fantasien om et drab – og realiseringen af dette drab. Men netop i fortællingen om Abes genkomst og udlevelsen af fantasien om det perfekte drab – noget der fylder i hvert fald sidste tredjedel af filmen – viser Woody Allens sig som en af filmkunstens helt store moralister. På linje med forbilleder som Bergman, de Sica m.fl. Uden af ville afsløre noget om filmens alt andet end overraskende slutning, så trækker Allen så at sige gulvtæppet væk under hele den filosofiske diskurs, som kører gennem filmens dialoger og især italesat af Abe Lucas. Ikke sådan at forstå, at Allen er anti-filosofisk. Snarere sådan, at Allens egen filosofiske og moralske tilgang til livet skinner igennem og sejrer til sidst. 

Joaquin Phoenix bærer i høj grad filmen. Ikke kun hovedpersonen Abe Lucas, men hele filmen. Emma Stone er sød som studinen Jill, men matcher – i mine øjne – ikke helt Phoenix’ fremstilling af en plaget mand. Birollerne er til gengæld godt besat, akkurat som man kan forvente, når Allen har udvalgt dem. Og man kan mærke, at Allen har mange film på samvittigheden. Fortællingen og fotograferingen er lydefri og en ren nydelse. Som altid hos Allen snakker de medvirkende konstant, men det virker helt naturligt, hvilket netop viser mesterens styrke. 

Irrational Man er allerede blevet udskreget til at være en af Allens store film. Det vil jeg overlade til andre at debattere. Men i hvert fald er det en helt vellykket Woody Allen-film. Og som det gælder for alle rigtige film, ikke mindst Woody Allen-film, så skal den helst ses i biografen. Her kommer den helt til sin ret. Hermed anbefalet alle Allen-fans – og kommende fans.

Mere 50 år: Help – Beatles’ anden film

30. juli 2015

I går var det – i følge siden Beatles Bible – 50 år siden, filmen Help! havde premiere. Det foregik på Londons PIccadilly Circus i biografen Pavilion, hvor bl.a. medlemmer af de britiske kongefamilie var til stede. Om de har raslet med juvelerne ved den begivenhed, fremgår ikke af oplysningerne. Men så er begivenheden i hvert fald en passende anledning til at genhøre pladen i sin fulde længde.

Seneste filmoplevelse: Steppeulven

9. juli 2015

steppeulven.jpg

Så fik jeg omsider set Ole Christian Madsens film Steppeulven. Og den har været værd at vente på. Jeg havde nok været lidt skeptisk på forhånd: Kunne man få en god film ud af historien om Eik Skaløe? Men det kunne man altså godt.

Filmen om Skaløe, der blev verdensberømt i Danmark for sit bidrag til beatgruppen Steppeulvene og – ikke mindst – deres berømte album Hip, er på mange måder vellykket. Som man kan læse i indledningen er filmen bygget frit over Skaløes biografi og efterladte skriverier. Og det er nok vigtigt at holde fast i, at der er tale om en fortolkning af et levet liv. En fiktion med andre ord. Men det betyder ikke, at filmen bare skal ses som løgn og forbandet digt. Den har faktisk noget at fortælle om både personene Skaløe og den tid, tresserne, han var en del af.

Filmen følger nogenlunde kronologisk den unge Skaløes liv – fra tiden omkring hans første møde med kvinden i hans liv, Iben, og til selvmordet, han udfører i oktober 1968 på grænsen mellem Indien og Parkistan. Og filmen, der har manus af digteren Bo Hr. Hansen og instruktøren selv, lader Skaløe føre ordet gennem hele filmen. Det er Skaløes tekst, der bærer fortællingen. Og det er et både nærliggende og klogt valg. Og gennem Skaløes ord får vi et billede af et ungt menneske, der helt i tressernes ungdomsmodkulturelle ånd drives af en ubændig frihedstrang og -søgen. En frihedstrang, der er spaltet mellem den politiske frihedstrang, som Skaløe hurtigt opgiver eller i hvert fald nedtoner, og den indre frihedstrang. Som filmens undertekst fortæller: For at ændre verden må du ændre dig selv. Og det bliver en slags rød tråd for Skaløe.

Han starter med at protestere mod atomkraft og får tærsk af politiet for at sætte plakater op. Dernæst er han overbevist om, at forandringen skal sket gennem forandringen af en selv. Men fortællingen om denne stærke frihedstrang, der greb mange unge dengang, er også fotrællingen om de illusioner, der bar den. Fx illusionen om den absolutte frihed. Hurtigt viser det sig, at friheden kun findes i forhold til nogle grænser. Den absolutte frihed er en umulig drøm – eller (måske) døden. I livet har friheden sine grænser. Det illustreres på smukkeste vis i filmens helt centrale tema: kærligheden mellem Eik og pigen Iben. De vil begge friheden – også i deres kærlighed. Men får begge at mærke, at kærligheden er alt andet en nogen absolut frihed. Ja, at kærligheden måske i virkeligheden – i hvert fald filmens virkelighed – er en uovervindelig ufrihed.

Til gengæld viser filmen måske også, at kærligheden er langt stærkere end frihedstrangen. Kærligheden overkrider nemlig en lang række grænser. Og det illustreres smukt i den scene, hvor Iben – efter at have fundet en varig plads i livet som skuespiller på Odinteateret i Holstebro og en ægtemand i teaterverdenen – siger farvel til Eik, der er på vej mod Østen. På vej ud af den restaurant, hvor det mødes, vender hun sig om og siger: Jeg elsker dig Eik. En kærlighed, der er stærkere end Friheden. Og også på den måde er filmen et barn af tressernes rebelske ånd: All you need is love.

Filmen er også vellykket på det biografiske plan, fordi den punkterer myten om Skaløes tid i Steppeulvene. Tiden omkring denne beatgruppen fortælles loyalt og overbevisende. Men filmen fortæller også en helt anden og vægtigere historie om Skaløe, der har et langt større og vigtigere projekt end sangskrivningen, nemlig den roman, “Bien”, han vil skrive og arbejder på lige til det sidste. Han når dog ikke at blive færdig med den. Den forbliver et (uudgivet) fragment. Og måske kan man driste sig til at opfatte dette projekt, som det egentlige frihedsprojekt: kunsten, romanen eller digtningen som det sted, hvor friheden for alvor er mulig, selv om det kun er i ufuldstændig form? Sådan vælger jeg i hvert fald at læse historien om Eik.

Filmen er velfortalt og loyal over for hovedpersonen, hans miljø og den tid, han lever i. Man mærker, at manusforfatterne har  haft både sym- og empati, da de skrev deres historie.  Og derfor får man et troværdigt billede af både Skaløe, hans miljø og tresserne. Og det er en stor kvalitet i en tid, hvor netop den tid betragtes som politisk ukorrekt og lægges for had i mange kredse. Enhver, der interesserer sig for tresserne som modkulturel periode, bør se denne film. Hermed anbefalet.

PS. Filmen har et lydspor, der dels rummer originalt soundtrack og dels en række numre fra den tid – med navne som Alrune Rod, Beefeaters og selvsagt Steppeulvene. Desværre er soundtracket ikke udgivet. Det kunne det godt fortjene. Men det er også den eneste anke, jeg har over filmen.

Gårsdagens filmoplevelse: Mr. Turner (Mike Leigh)

25. juni 2015

Jeg er et fjols til at gå i biografen for tiden. Og det betyder, at jeg går glip af store filmoplevelser. Således havde jeg planer om at se min yndlingsinstruktør Mike Leighs seneste værk Mr. Turner – om maleren J.M.W Turner (1775-1851) – i forvisning om, at hvis nogen i denne verden kunne lave en film om en maler, så måtte det være Mr. Leigh. Men jeg nåede det ikke, inden den var pillet af lærredet i de lokale biografer.

Og så der jo kun the next best thing: DVD-, Blue Ray-teknologien og on-line-streamingen. Og da jeg for nylig har erhvervet mig muligheden for sidstnævnte, så blev det pludselig muligt at se Mr. Turner i HD-kvalitet. Og som sagt så gjort.

Og filmen lever helt op til mine allerhøjeste forventninger. Men den imposante skuespiller Timothy Spall (kendt fra flere nyere fantasyfilm blandt andet) i sin vel nok største og mest overbevisende rolle som Turner fortæller Leigh i sit helt eget sprog historien om denne berømte malers liv, levned og død. Og typisk for Leigh, så vælger han ikke de nemme løsninger. Vi får således ikke en kunsthistorisk tilgang, hvor hovedvægten er lagt på det, der foregår ved lærredet, men snarere et decentreret perspektiv – rettet mod alt der, der fører frem til penselstrøgene.

Truner fremstilles som en kunstner par excellence. En mand, der – ikke uden en klar parallel til Leigh selv – tydeligvis lever og ånder (for) sin kunst. De mennesker, han omgås, spiller en yderst perifer rolle. Lige fra husbestyrerinden, der sørger for at Turner opretholder livet – og står model til et enkelt samleje, til ex-konen og døtrene, hvis besøg Turner kun modvilligt accepterer. Ikke engang et nyt barnebarn og en af døtrene for tidlige bortgang synes at bekymre ham. Den eneste figur han har en vis nærhedsrelation til er faderen, der bor hos Turner og arbejder for ham – køber materialer og mad, barberer ham og så videre. Og så den enke, han sidst i livet vælger at leve sammen med.

Nej, det er kunsten, livet gælder. Og i en fin scene afslører Turner, hvor meget kunsten virkelig betyder for ham. En industrimand opsøger ham og kigger på hans billeder – og vil købe dem alle sammen for 120.000 £ (rigtig mange penge dengang…). Manden har skabt sin formue ved at sælge pennespidser og vil forsøde sit liv ved at købe noget, han kan lide. Og han kan lide Turners malerier. Men – Turner afviser blankt tilbuddet – for han vil donere sit værk til det britiske folk, der skal kunne nyde billederne uden at betale for det. Og sådan tænker en idealist. Turner er idealist, når det kommer til værket.

Ellers følger vi Turner, der bruger meget af sit aktive liv til at hente inspiration fra rejser og ture, hvor han med sine skitsebøger indfanger alle de detaljer, der skal indgå i billederne. Han går endog så langt som til at lade sig binde i masten på et skib for at kunne opleve vejrliget. Selv på et bordelbesøg, hvor han deler værelse med en ung prostitueret, bruger han tiden på at male hende liggende på sengen – og på at bryde ud i gråd, der nok er udløst af den store æstetiske oplevelse, han har ved at skitsere pigens krop. Han har et eminent blik for det æstetiske. Det illustreres også af en lille scene, hvor han sidder i stuen hos den kvinde, han lejer et værelse af og som han siden flytter sammen med. Og han komplimenterer hende for hendes dybe skønhed og sammenligner buen på hendes næse med den tilsvarende bue på en klasisk statue. I små scener og momenter i filmen viser Leigh, at Turners blik på virkeligheden er den inkarnerede kunstners blik. Og det styrer ham hele vejen gennem livet.

Og Leigh fortæller historien på sin egen utvungne facon, hvor man ikke fornemmer nogen præmis eller noget stramt defineret plot. Og i et smukt farvevalg, der både indfanger tiden og noget af tonen i Turners malerier, som man for det meste kun ser på afstand.

Timothy Spall spiller Turner så overbevisende, at man forledes til at tro, at sådan må Turner have været og set ud. Og han får smukt modspil af de mange andre figurer i filmen, der helt lever op til britisk teater- og filmkunsts høje niveau for skuespilpræstation. Med Mr. Turner har Mike Leigh ikke blot leveret en værdig opfølger til mesterværket Another Year , men endnu et mesterværk i sin helt egen ret. Og har endnu engang demonstreret, at han hører til den lille udvalgte skare af unikke filminstruktører, der ikke lader sig drukne i filmindustriens kommercialisme og holder den kunstneriske fane så højt som muligt. Hvis man elsker film – filmkunst – er denne film ikke til at komme uden om.

Â

Riding with the King: Elvis på skærmen

24. juni 2015

Blind høne finder også et korn, siger en gammel talemåde. Og det gælder også for Danmarks Radio og musikken på tv. Den seneste tid har den gamle statsradiofoni faktisk leveret noget til øjet og øret i form af musikindslag. Koncertoptagelser, musikfilm osv. Og på fredag – og kommende fredage – har DR valgt at gøre noget ved The King – alias Elvis Presley – der er blevet pudset af til lejligheden. Og det passer jo en gammel fan som mig rigtig godt.

På fredag har man – uvist af hvilken årsag – valgt at lægge ud med filmen Blue Hawaii fra 1961. Bestemt ikke en af de allerdårligste fra Elvis’ famøse tresserperiode, hvor filmindspilninger var et must for ham og obersten. Og filmen byder da også på et par lytteværdige sange fra Elvis: titelnummeret, “Can’t help falling in love” og “Rock-a-hula baby”. Ikke cremen af mandens indspilninger, men i hans tilfælde kan mindre sagtens gøre det. Nye fans kan begynde her.

Blues Brothers – James Brown

21. juni 2015

Lige før Danmark blev slået 3-0 af Tyskland i EM-turneringen for U21-landshold, nåede jeg at se noget af den uopslidelige musikfilm Blues Brothers, og måtte endnu engang er kende, at musikken i den film holder den i live og får den til at bære alderen med værdighed. Jeg landede lige i den scene, hvor de to bluesbrødre ser “lyset” (The Band!) i kirken hos præst James Brown og hans løsslupne menighed. Det var DR3, der i al ubemærkethed genudsendte denne fine musikfilm. Og tak for det…

Dokumentaren om Amy Winehouse

20. maj 2015

Rygterne har svirret længe om den kommende dokumentarfilm om afdøde Amy Winehouse. Som læsere af denne blog vil vide, så betragter jeg Amy Winehouse som et af de store britiske sangerinder i nullerne. Og selv om hun døde som 27 årig, så nåede hun dog at sætte et markant aftryk på britisk populærmusik med sine koncerter og plader. Derfor giver det måske også mening at fortælle om hendes korte liv på film – i hvert fald hvis man fokuserer på det, hun havde at byde ind med: musikken. Vi får se, hvad filmen er værd, når den får premiere. Men nu er der da kommet en trailer.

The Kinks går til filmen…

20. maj 2015

The Guardian vil vide, at instruktøren Juien Temple (The Great Rock and Roll Swindle m.fl.) skal lave en film om The Kinks med titlen You Really Got Me. Og lydsporet – vigtigt! – skal Ray og Dave Davies have ansvaret for. Hvis man har læst Ray Davies’ selvbiografi X-Ray vil man vide, at der er masser at fortælle om det gode gamle band. Så måske kan vi forvente en god film og – ikke mindst – et interessant soundtrack.

Aftenens film: Beginners

2. maj 2015

Tv er et genudsendelsesmedie. Stort set alt genudsendes før eller siden. Og det gælder ikke mindst spillefilm. Så der er, mellem os sagt, langt mellem snapsene, hvis man ønsker at se en film, man ikke har set før. Men i går aftes lykkedes det omsider at falde over en film, jeg kun havde hørt sporadisk om. Nemlig Mike Mills Beginners (2012). Af omtalerne havde jeg opsnappet en information af betydning, men den, at birolleindehaveren Christopher Plummer have fået en Oscar for sin præstation.

Og det er da også ganske forståligt. Christoffer Plummer spiller den 75-årige far til hovedpersonen Oliver (Ewan McGregor). Oliver, der er sidst i trediverne, har svært ved at få sit liv til at falde på plads, ikke mindst med hensyn til det smukke køn, som han af en eller anden grund har svært ved at holde fast på. Og det sidste hænger muligvis sammen med et andet forhold, nemlig det, at hans far efter et langt og godt ægteskab med Olivers moder, der er død af kræft et par år tidligere, springer ud som bøsse. Faderen Hal har vidst at han var bøsse siden den tidlige pubertet og moderen vidste det også, og hun mente det var et problem, hun nok kunne ordne.

Efter Hals død af kræft reflekterer Oliver over sit forhold til faderen, moderen og over, hvad opvæksten har gjort ham til. Og med på rejsen får han den unge franske skuespillerinde Anna (Melanie Laurent), der med sit omflakkende skuespillerliv sætter Olivers kærlighedsliv på prøve. Gennem en række flashbacks oprulles Olivers liv med forældrene og faderen Hals efter-ægteskabelige liv som aldrende homoseksuel. Og sammen med Anna og med papir og tegneværktøj forsøger Oliver at få lidt styr på sig selv og sit liv.

Jeg har set filmen omtalt som romantisk lystspil, men synes, det er skudt ved siden af. Ganske vist er der romantik (Oliver og Anna, Hal og vennen Andy), og ganske vist munder den ud i noget, der kan beskrives som en slags happy end a la amerikansk lystspiltradition. Men stemningsmæssigt ligger filmen langt fra munterheden i de gængse lystspil. Stemningen er snarere let melankolsk med en underliggende humor, der kun skinner svagt igennem nu og da. Det er med andre en film, der vil mere og andet end blot at underholde. Med sin fortælling vil MIke Mills, der også har skrevet manus, engagere publikum i personernes komplicerede liv. Og det lykkes i kraft af de fornemme skuespilpræstationer, der leveres. Langsomt, men sikkert, trækker skuespillerne publikum ind i Olivers og de andres følelsesmæssigt og på enhver anden måde komplicerede liv, der ligger meget tæt på det levede liv den for biografsalen. Og det er filmens styrke, at den så at sige gør et almindeligt, kompliceret liv underholdende. Man får ikke nogle nemme svar – fx på, hvorfor Oliver har haft det så svært med kærligheden – men tingene falder stille og roligt på plads gennem en række antydninger og hændelser. Sådan som det også ofte foregår ude i det virkelige liv.

Beinners er en lille film, der sikkert ikke har kostet en herregård at producere, og som ligger behageligt langt fra Hollywood-underholdningen og fungerer som et nødvendigt supplement til dennes urealistiske optimisme.  Og det er en film, man kun kan unde filmelskere at se.