Indlæg tagget med fransk

Michel Polnareff besynger beatnikken

19. november 2014

Den nu 70-årige franske singer-songwriter Michel Polnareff fik sit store gennembrud i 1966 med sin første plade “La Poupée qui fait non”. Det blev begyndelsen på en lang succesfuld karriere i hjemlandet, hvor han har solgt mere end 3 millioner album og 4 millioner singler. Hvis han havde sunget på engelsk ville han sikkert også have været et stort navn uden for Frankrig.

På B-siden af debutpladen finder man Polnareffs sang “Beatnik”, der er en slags hyldest til det at være beatnik…

Fini le temps de la discorde
C’est la guitare à douze cordes
Qui est son pass’port
Du sud au nord
Dès que l’été revient
Il met dans ses bagages
L’amitié pour langage
Il a envie de voir le monde
Et de savoir pourquoi il gronde
Ce vagabond aux cheveux longs
Le ciel lui appartient
Bien au-delà des villes
Il va chercher son île

Il a vingt ans et dans ses veines
L’espoir de voir tomber les chaînes
Il a un drapeau sur le sac à dos
Mais il ne cesse de chanter
Il n’y a plus de frontières
Tous les hommes sont des frères
Les jours où la faim de tenaille
Même si le ventre creux il défaille
S’il voit un chien sur son chemin
Il partagera son pain
Et plus tard sur la route
Ils seront deux sans doute

Malgré tous ses airs de sauvage
Une fille mettra son coeur en cage
Pour elle enfin jusqu’au matin
Il chantera sans fin
Dieu que la vie est belle
Quand l’amour nous appelle
Fini le temps de la discorde

 
Tak til Aquarium Drunkard for at have genopfrisket Polnareffs debut…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Mermonte – moderne progressiv rock fra Bretagne

31. marts 2012

Det er ikke hver dag, man støder ind i et fransk rockband. Og ikke blot et fransk rockband. Men et fascinerende 10-mandsrockband. Men Mermonte, der har rod i den franske by Rennes – hovedstaden i Bretagne – er et sådant band.

Mermonte består af hovedmanden Ghislain FRACAPANE (sang, guitar, bass, glockenspiel), Pierre MARAIS (sang, slagtøj), Eric HARDY (trommer), Matthieu NOBLET (trommer), Astrid RADIGUE (sang) og Charlotte MERAND (violiner). Og i koncertsituationen får hjælp af Régis ROLLANT (guitar), Julien LEMONNIER (guitar), Mathieu FISSON (bas) og Jeanne LUGUE (cello ).

Ret meget mere ved jeg ikke om bandet. Men deres debutalbum Mermonte, som snart udgives i Danmark af Fader Figure Records, er – for nu at gentage mig selv – fascinerende. Helt i tidens ånd blander Mermonte genrerne – jazz, folk, rock osv. – til deres eget udtryk, der i mine ører lyder som en efterkommer af de kreative troldmænd og -kvinder på den såkaldte Canterbury-scene (Soft Machine, Camel, Caravan, Hatfield & the North og mange andre), hvor eksperimenter, improvisation og legesyge i grænseområderne mellem genrerne også var et fælles karakteristika. Måske er der en skjult historisk forbindelse gennem det gamle fransk-britiske band Gong, der netop dyrkede og dyrker en grænse- og genreoverskridende musikform? I hvert fald er det musik, der ligger i tråd med det, man i halvfjerdserne betegnede som ‘progressiv rock’, hvor den kollektive kreativitet står i centrum. Men lyt selv til bandet her og lad associationerne springe frem i din hjerne. Mermonte fortjener mange lyttere.

David le merle – Monte

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Hitlisten for 40 år siden: Michel Delpech – Pour un flirt

18. august 2011

Som sagt lå T. Rex på en 4. plads på Tipparaden for 40 år siden. En af de plader, der overgik Marc Bolan og Co. var den franske sanger og sangskriver Michel Delpech, der ugen forinden var hoppet direkt ind på en andenplads med “Pour un flirt“. Og der lå sangen stadigvæk omgivet af The Sweet med “Coco” (nr. 1) og Tony Christie på 3. pladsen med “What I did for Maria”.

Hvorfor netop “Pour un flirt” blev Michel Delpechs gennembrud til et danske publikum (singlen lå seks uger på listen med en 7. plads som dårligste resultat), kan man sikkert få meget ud af at fundere over. Måske er forklaringen blot, at sangen har de sing-a-long-kvaliteter, der altid kan få pophovederne til at investere i musik.

Men Delpech var langt fra noget ubeskrevet navn i fransk popmusik. Faktisk havde han siden midten af tresserne været et af de helt store navne i populærmusikken.

Han blev født i januar 1946 i Paris og startede sin musikalske karriere som teenager i chancon-traditionen fra Charles Aznavour og Gilbert Bécaud. Som kun 17-årig fik han sin første single ud, “Anatole”, og i 1964 mødte han komponisten Roland Vincent og sammen var de med til at skabe Michel Delpechs sangkarriere.

Gennembruddet til det store franske publikum kom, da Delpech var med i en populær musikalsk komedie med titlen “Copains-Clopants” og indsang stykkets kendsmelodi “Chez Laurette”, som franskmændene tog til deres hjerter. Sangen blev Delpechs adgangsbillet til de franske hitlister, hvor han de følgende år var fast gæst. Den helt store kanonisering kom i 1968, hvor han hittede med “I y a des Jours où on ferait mieux de rester au lit” (‘der er dage, hvor det er bedst, man bliver i sengen’), som resulterede i franskmændenens svar på Grammyen, Grand Prix du Disque, og Académie Charles-Cros-prisen.

I 1969 hittede han med en hyldest til Isle of Wight rockfestivalen, “Wight is Wight“, som jeg mindes at have hørt adskillige gange på datidens musikradio. Uden at det resulterede i en hitlisteplacering. Og i 1971 kom så “Pour un flit”, som var skrevet sammen med Vincent.

Delpech samarbejdede også sammen med andre komponister og fortsatte med at hitte i Frankrig. Men en skilsmisse, en dyb depression og en efterfølgende eksistentiel krise med søgen efter svar på livets mening i religionen satte en midlertidig stopper for Delpechs kreative udfoldelser. Og efter at være konverteret til katolicismen trak han sig nogle år helt ud af populærmusikken.

Han vendte dog tilbage i 1983,hvor han også fandt sig en ny kone.

Selv om Delpech ikke har genvundet sin hitlistetække, så har han holdt fast i sin trofaste fanskare. Det er blevet til en række album og en hel del succesfulde optrædener på Paris’ berømte Olympia. Han har også udsendt sine memoirer, “L’Homme Qui Avait Bâti Sa Vie Sur le Sable.” Senest har Delpech udsendt albummet “Sexa” (2009) og hans koncertkalender er fyldt op helt frem til midten af 2012.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Zaz – en fransk popsangerinde

17. april 2011

Den 30- årige franske sangerinden Zaz – hvis borgerlige navn er Isabelle Geffroy – er et bevis på, at fransk pop lever i bedste velgående – også selv om den ikke kravler op af hverken danske eller angelsaksiske hitlister.
Zaz kommer fra en ganske alm. fransk familie. Moderen var skolelærerinde, faderen ansat i et el-selskab, og så har hun to  søskende, en af hvert køn. Til den tyske avis Die Zeit fortæller hun, at opvæksten var præget af, at hun var vild, utilpasset og uregerlig i skolen. Det eneste, der kunne få hende til at falde lidt ned, var musikken. Allerede som fireårig begyndte hun at synge, og gennem hele sin skolegang fik hun musikundervisning. Til hendes musikalske inspirationskilder hører den franske chancontradition (selvfølgelig..), klassisk musik (Vivaldi), jazz, afro- og latinmusik og meget mere.

Den professionelle karriere startede for et lille årti siden. Hun blev forsanger i bluesbandet Fifty Fingers, sang i musicals og i en jazzkvintet. Siden kom hun med i Izar-Adatz, en gruppe på fire sangere, som turnerede det sydlige Frankrig tyndt gennem et par år. Ved siden af arbejde hun som backingsangerinde for forskellige pladestudier.

I 2010 kom så omsider hendes første og indtil videre eneste album, Zaz, som indeholder hendes to franske singlehits. “Je veux” og “Le long de la route“. Også albummet er blevet et regulært hit – i de fransktalende lande. De franske anmeldere var overvejende positive, men der var også en vis forvirring at spore over for Zaz’ stilistiske frigjorthed, der strækker sig fra en stille lille sang til moderne R&B-inspireret dansemusik sukret ind i andre stilistiske elementer. Næ, det er ikke let at være anmelder, når man ikke bare kan putte musikken i en boks eller sætte en nem etikette på…

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »