Indlæg tagget med frihed

Danmarks Radio – Statens svar på restaurant Vejlegården?

30. september 2012

I den forgangne uge blev Danmarks Radio ved Arbejdsretten idømt en bod på 200.000 kr. Boden skal betales til Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund, fordi DR ulovligt har forsøgt at udelukke medlemmer af de to forbund fra at medvirke i DRs programmer. En skærpende omstændighed ved boden er, at det ikke er første gang DR handler således. Det skete også i 2009.

Konkret er krænkelserne sket på den måde, at DR har afkrævet potentielt medvirkende et svar på, om de var organiseret i enten DAF eller DMF. Hvis svaret var bekræftende, blev vedkommende vraget.

De to organisationer så gerne DR dømt for systematisk organisationsforfølgelse, og de mener, at der er tale om en tilbagevendende, diskriminerende praksis. Men Arbejdsretten fandt det ikke bevist.

DRs adfærd i de to sager handler – ikke overraskende – om penge. Det fremgÃ¥r fx af en udtalelse, som formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, kom med i forbindelse med boden: ”Vi ser redaktionernes optræden som udtryk for en meget uheldig kultur i DR, hvor programmedarbejderne finder mÃ¥der, hvorpÃ¥ de kan undgÃ¥ at betale for musikeres og solisters liveoptræden. Simpelthen fordi der ikke er penge til kunstnerisk medvirken. Rettens afgørelse og bodens størrelse bør bane vej for, at DR fremover afsætter de nødvendige midler til at aflønne de medvirkende” (jeg fremhæver).

Det, som Dideriksen betegner som “en uheldig kultur”, kan – hvis vi skal forsøge at beskrive det positivt ud fra DRs selvforstÃ¥else – forstÃ¥s pÃ¥ den mÃ¥de, at DR af økonomiske grunde (begrænsede ressourcer) ser sig nødsaget til at vrage kunstnere, nÃ¥r vedkommendes organisering (og den tilhørende overenskomst) afsløres. Men diskriminationen har ikke været DRs bevidste hensigt. DR handlede ‘bare’ sÃ¥dan, fordi man ikke havde rÃ¥d til at lade de overenskomstdækkede kunstnere medvirke – . At denne selvforstÃ¥else hersker i DR kan man læse ud af præmisserne for boden, hvor en del dokumenter (emails m.m.) citeres.

Imidlertid kan man hævde, at uanset hvilken selvforståelse DR har omkring de økonomisk motiverede beslutninger, så er der objektivt set tale om diskrimination. Det er det boden slår fast. Der er objektivt set tale om, at DR fravælger organisationernes medlemmer, fordi de har en overenskomst.

Forbundene vil fremover holde øje med, om den ulovlige praksis gentager sig, og de vil gennem overenskomstforhandlinger forsøge at fÃ¥ lavet en overenskomst, der vil garantere, at kunstnere – uanset deres organisationstilhørsforhold – fÃ¥r den samme betaling. En sÃ¥dan overenskomst ville med andre ord gøre den krænkende adfærd umulig.

I den forgangne uge kunne man også i Ekstrabladet læse nyt om en anden meget omtalt sag, der vedrører forholdet mellem arbejdsgivere og overenskomstansatte, nemlig den såkaldte restaurant Vejlegården-sag. I sommerens løb blev sagen visse steder i pressen håndteret som en historie om den lille selvstændige arbejdsgivers frihedskamp mod det store fagforbund 3F. Og politikere fra bl.a. partierne Liberal Alliance og Venstre spiste under stor mediebevågenhed stegt flæsk med kartofler og persillesovs på restauranten for at vise deres støtte til den lille mands kamp for friheden til at indgå overenskomst med, hvem han ønsker. Sagen har ført til, at partiet Venstre har fremlagt en lovforslag, der skal indskrænke fagbevægelsens ret til at lave blokade mod arbejdsgivere. Af artiklen i Ekstrabladet kan man læse, at når sagen fik det omfang, den faktisk gjorde hen over sommeren, så skyldtes det ikke, at vi var i agurketiden, men at liberalistiske politikere fra Venstre (bl.a. Kristian Jensen og den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg) og Liberal Alliance og andre sympatisanter (bl.a. meddirektør for Kristelig Fagbevægelse, Karsten Høgild) på et tidligt tidspunkt gjorde den lille konflikt til en politisk-ideologisk sag, hvis mål er at knægte fagbevægelsens ret til at kæmpe for overenskomster ved fx at lave blokade mod arbejdsgivere, der krænker eksisterende overenskomster. En politisk-ideologisk sag, der af borgerlige aviser og kommentatorer er gjort til et spørgsmål om den enkeltes frihed.

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke Vejlegården. Og DRs ledelse er ikke den lille restauratør Amin Skov. Alligevel har de to sager to alen af samme stykke. Man kan udtrykke det på den måde, at sagen om DRs adfærd over for medlemmerne af DMF og DAF åbenbarer det nøgne økonomiske motiv, der ligger til grund for såvel DRs ulovlige handlinger som for den politisk-ideologiske kamp mod 3F i Vejlegårdsagen. Det er den samme økonomiske interesse, der driver DR til ulovlighederne og Amin Skov og hans ideologiske sympatisanter til at angribe 3Fs historisk hævdvundne ret til at kæmpe for en overenskomst.

 

Jamaica fejrer friheden – et apropos

7. august 2012

I dag fejrer Jamaica, at det er 50 Ã¥r siden, landet fik sin frihed og dermed slap det britiske overherredømme. Det markeres hos andre bloggere – som Jens Unmack og Mod Strømmen. Og det skal heller ikke forbigÃ¥s her.

Den glædelige begivenhed fik mig til at tænke tilbage pÃ¥ dengang, hvor reggaen for alvor trængte sig pÃ¥ i halvfjerdserne og især i kraft af et navn – Bob Marley. Ganske vist havde reggaen rørt pÃ¥ sig i poppen ogsÃ¥ i tresserne – fx er der dem, der mener, at Beatles lod sig inspirere i sangen “Ob la di, ob la da” – men det var i halvfjerdserne, at Bob Marley og the Wailers byggede bro mellem den jamaicanske musikform og de vesterlandske mainstreampop og -rock. Og trak en lang række navne med sig. Jimmy Cliff, Sly & Robbie, UB40 osv. Musiktidsskriftet MM skrev flittigt om det nye fænomen og Danmarks Radio fulgte godt med, sÃ¥ man ogsÃ¥ kom lidt ud i krogene til roots reggae og andre mindre mainstreamprægede underafdelinger. Og reggaebølgen var uden tvivl en katalysator for hele det omrÃ¥de, vi i dag betegner “World Music”. Da den første reggaefeber var taget af, kom det brasilianske og latinamerikanske ind over med Milton Nascimento, Gilberto Gil osv. I hvert fald som jeg husker det – fra bl.a. MM.

Bob Marley stÃ¥r med sin musikalske arv stadigvæk for mig som det ypperste, reggaen har frembragt. I sit alt for korte liv formÃ¥ede Bob Marley og hans musikere med en serie popsange at gøre en esoterisk, etnisk, lokal musikform folkelig og almengyldig. Marley nedbrød nogle fordomme om, hvordan populærmusik kunne lyde – og det er i sig selv en præstation af format.

Apropos Marley, så udkommer Kevin Macdonalds roste dokumentar Marley på dvd i denne uge.

Legend

Det røde blæk – filosoffen Slavoj Zizek giver betydning til Occupy Wall Street

17. november 2011

Dagens citat:

“Lad mig fortælle dig en vidunderlig, gammel vittighed fra Kommunismens tidsalder. En fyr blev sendt til Sibirien fra Østtyskland. Han vidste, at hans post ville blive læst af censorer, sÃ¥ han sagde til sine venner: ‘Lad os lave en kode. Hvis du fÃ¥r et brev fra mig, som er skrevet med blÃ¥t blæk,sÃ¥ er det sandt,hvad jeg skriver. Hvis det er skrevet med rødt blæk, sÃ¥ er det løgn’. Efter en mÃ¥neds tid fik hans venner det første brev. Alt var skrevet med blÃ¥t. Brevet fortalte: ‘Her er alt vidunderligt. Butikkerne er fulde af god mad. Biograferne viser gode film fra Vesten. Lejlighederne er store og luksuøse. Det eneste, du ikke kan fÃ¥, er rødt blæk’.

Det er sÃ¥dan vi lever. Vi har alle de frihedsgrader, vi ønsker. Men vi mangler det røde blæk: et sprog til at artikulere vores ikke-frihed. Den mÃ¥de, vi har lært at tale om frihed pÃ¥ – krig mod terror osv. – gør friheden falsk. Og det er hvad I gør nu her. I giver os alt det røde blæk.

Fra en tale, som den slovenske filosof Slavoj Zizek holdt ved et Occupy Wall Street-møde i oktober i år. Læs hele talen her.

I kan ikke sl̴ os ihjel РChristiania fylder 40 ̴r i dag

26. september 2011

I dag er det nøjagtig 40 Ã¥r siden nogle slumstormere og Jacob Ludwigsen indtog det gamle kaserneomrÃ¥de og begyndte det projekt, der siden blev kendt som fristaden Christiania. En torn i øjet pÃ¥ den etablerede borgerlighed. Nogle vil mene en byld pÃ¥ samfundets krop. Men ogsÃ¥ en konstant udfordring for ethvert frihedselskende menneske, der sætter pris pÃ¥ mangfoldighed og forskellighed. Netop i disse Ã¥r, hvor bornertheden og puritanismen gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med en politisk reaktionær stræben, er Christiania som symbol ( selv om virkeligheden derude har været problematisk…) pÃ¥ det Andet, der Ã¥benbart ikke er plads til, vigtigere end nogensinde.  Lad os ikke slÃ¥ Christiania ihjel…