Danmarks Radio – Statens svar på restaurant Vejlegården?

30. september 2012

I den forgangne uge blev Danmarks Radio ved Arbejdsretten idømt en bod på 200.000 kr. Boden skal betales til Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund, fordi DR ulovligt har forsøgt at udelukke medlemmer af de to forbund fra at medvirke i DRs programmer. En skærpende omstændighed ved boden er, at det ikke er første gang DR handler således. Det skete også i 2009.

Konkret er krænkelserne sket på den måde, at DR har afkrævet potentielt medvirkende et svar på, om de var organiseret i enten DAF eller DMF. Hvis svaret var bekræftende, blev vedkommende vraget.

De to organisationer så gerne DR dømt for systematisk organisationsforfølgelse, og de mener, at der er tale om en tilbagevendende, diskriminerende praksis. Men Arbejdsretten fandt det ikke bevist.

DRs adfærd i de to sager handler – ikke overraskende – om penge. Det fremgÃ¥r fx af en udtalelse, som formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, kom med i forbindelse med boden: ”Vi ser redaktionernes optræden som udtryk for en meget uheldig kultur i DR, hvor programmedarbejderne finder mÃ¥der, hvorpÃ¥ de kan undgÃ¥ at betale for musikeres og solisters liveoptræden. Simpelthen fordi der ikke er penge til kunstnerisk medvirken. Rettens afgørelse og bodens størrelse bør bane vej for, at DR fremover afsætter de nødvendige midler til at aflønne de medvirkende” (jeg fremhæver).

Det, som Dideriksen betegner som “en uheldig kultur”, kan – hvis vi skal forsøge at beskrive det positivt ud fra DRs selvforstÃ¥else – forstÃ¥s pÃ¥ den mÃ¥de, at DR af økonomiske grunde (begrænsede ressourcer) ser sig nødsaget til at vrage kunstnere, nÃ¥r vedkommendes organisering (og den tilhørende overenskomst) afsløres. Men diskriminationen har ikke været DRs bevidste hensigt. DR handlede ‘bare’ sÃ¥dan, fordi man ikke havde rÃ¥d til at lade de overenskomstdækkede kunstnere medvirke – . At denne selvforstÃ¥else hersker i DR kan man læse ud af præmisserne for boden, hvor en del dokumenter (emails m.m.) citeres.

Imidlertid kan man hævde, at uanset hvilken selvforståelse DR har omkring de økonomisk motiverede beslutninger, så er der objektivt set tale om diskrimination. Det er det boden slår fast. Der er objektivt set tale om, at DR fravælger organisationernes medlemmer, fordi de har en overenskomst.

Forbundene vil fremover holde øje med, om den ulovlige praksis gentager sig, og de vil gennem overenskomstforhandlinger forsøge at fÃ¥ lavet en overenskomst, der vil garantere, at kunstnere – uanset deres organisationstilhørsforhold – fÃ¥r den samme betaling. En sÃ¥dan overenskomst ville med andre ord gøre den krænkende adfærd umulig.

I den forgangne uge kunne man også i Ekstrabladet læse nyt om en anden meget omtalt sag, der vedrører forholdet mellem arbejdsgivere og overenskomstansatte, nemlig den såkaldte restaurant Vejlegården-sag. I sommerens løb blev sagen visse steder i pressen håndteret som en historie om den lille selvstændige arbejdsgivers frihedskamp mod det store fagforbund 3F. Og politikere fra bl.a. partierne Liberal Alliance og Venstre spiste under stor mediebevågenhed stegt flæsk med kartofler og persillesovs på restauranten for at vise deres støtte til den lille mands kamp for friheden til at indgå overenskomst med, hvem han ønsker. Sagen har ført til, at partiet Venstre har fremlagt en lovforslag, der skal indskrænke fagbevægelsens ret til at lave blokade mod arbejdsgivere. Af artiklen i Ekstrabladet kan man læse, at når sagen fik det omfang, den faktisk gjorde hen over sommeren, så skyldtes det ikke, at vi var i agurketiden, men at liberalistiske politikere fra Venstre (bl.a. Kristian Jensen og den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg) og Liberal Alliance og andre sympatisanter (bl.a. meddirektør for Kristelig Fagbevægelse, Karsten Høgild) på et tidligt tidspunkt gjorde den lille konflikt til en politisk-ideologisk sag, hvis mål er at knægte fagbevægelsens ret til at kæmpe for overenskomster ved fx at lave blokade mod arbejdsgivere, der krænker eksisterende overenskomster. En politisk-ideologisk sag, der af borgerlige aviser og kommentatorer er gjort til et spørgsmål om den enkeltes frihed.

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke Vejlegården. Og DRs ledelse er ikke den lille restauratør Amin Skov. Alligevel har de to sager to alen af samme stykke. Man kan udtrykke det på den måde, at sagen om DRs adfærd over for medlemmerne af DMF og DAF åbenbarer det nøgne økonomiske motiv, der ligger til grund for såvel DRs ulovlige handlinger som for den politisk-ideologiske kamp mod 3F i Vejlegårdsagen. Det er den samme økonomiske interesse, der driver DR til ulovlighederne og Amin Skov og hans ideologiske sympatisanter til at angribe 3Fs historisk hævdvundne ret til at kæmpe for en overenskomst.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

259 har læst indlægget
14,851