Indlæg tagget med hjerne

Hulemanden i det moderne menneske

24. februar 2011

Siden 1997, hvor vi havde “Hjerneåret”, har forskningen i hjernen og i kognition udviklet sig voldsomt og – ikke mindst takket være nye scanningsteknologier – vi har fået et mere detaljeret billede af hjernens funktioner, dens udvikling og betydning. Vi har også været vidne til, at den nye forskning tendentielt har været en disciplin, der ville forklare ALT – ikke alene på det medicinske felt, men også på det felt, vi tidligere har opfattet som det humanistiske.

Selvfølgelig ikke hos alle den nye forsknings repræsentanter. Der er undtagelser (fx Oliver Sacks). Men det er en markant tendens. Og neurologien og kognitionsforskningen er ikke ene om denne tendens. Vi genfinder den fx også i genetikken.

Symptomatisk for denne mono-videnskabelige tendens har været diskvalifikationen af psykoanalysen. Og det er ikke tilfældigt, eftersom psykoanalysen har været en privilegeret tænkning i det 20. århundrede, hvor freudianske begreber er blevet almindelige i hverdagssproget. Sigmund Freuds lære om det ubevidste og om de seksuelle drifters betydning henvises til historiens køkkenmødding. Et illustrativt eksempel på psykoanalysens fortrængning fra humaniora kunne man se i går eftermiddags på DR2, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank – som har specialiseret sig i formidling af netop de nye naturvidenskabelige opdagelser på de nævnte områder – debatterede fænomener som Gyserfilm og Horror-bøger. Temaet for udsendelsen var netop naturvidenskabens påståede indtog i de humanistiske videnskaber. På DR hjemmeside kan man læse følgende forskræp: “Dracula skræmmer os, fordi han minder om et rovdyr. Ikke fordi vi har fortrængte seksuelle lyster eller lider af penismisundelse. Vores hjerner er nemlig udviklet til et stenalderliv på den afrikanske savanne, så litteraturforskerne skal erstatte Freud med Darwin.

Videnskabsjournalisten Lone Frank ser på, hvordan naturvidenskaben baner sig vej ind de humanistiske videnskaber.”En ting er, at man vil forholde sig kritisk til psykoanalysen – heri er ikke noget nyt, for den har været til debat fra første færd – noget andet er, at de to diskuterende åbenlyst ikke havde styr på den freudianske teori, der blev reduceret til en karikatur. Til stor morskab for de to, åbenbart. Hvor svag kritikken var fremstod af den reduktive påstand om, at fx Dracula-figuren blot var uhyggelig eller skræmmende, fordi vores forfædre engang var blevet skræmt af vilde dyr med tænder. Illustreret med et klip fra teenageserien Buffy The Vampire Slayer. Dybest set bestod påstanden i at sige, at Dracula var det, man så, og det var skræmmende, fordi det mindede os om de rovdyr, vores forfædre løbe væk fra for mere end 20.000 år siden.

At Dracula skulle være et mytisk, fiktivt og litterært fænomen, som kalder på en fortolkning – lå helt uden for de to videnskabsnørders horisont. Det var en næsten eksemplarisk illustration af en positivistisk videnskabelig tilgangs åbenlyse begrænsninger. At der ikke kan være mere mellem himmel og jord end det, vi ser. Hvad Sigmund Freud bl.a. belærte os om, var ikke en simpel symboltænkning (et sværd er lig en fallos, en mund med skarpe tænder er et symbol på en kastrerende kusse osv.), men at tegn og symboler skulle læses og fortolkes i relation til den specifikke kontekst, de indgik i. Det var fx det, han viste med sit store værk om Drømmetydningen. Det vigtigste var ikke symbolerne, sådan som det så ofte er blevet misforstået. Men symbolernes indplacering – ikke alene i den enkelte konfuse drøm, men i det, Freud kaldte drømmearbejdet. Det ville have klædt udsendelsens tilrettelæggere, hvis de havde givet plads til nogen, der faktisk havde indblik i ikke bare Freuds teori og skrifter men også humanioras videnskabelighed.

Jeg mener faktisk, at det er en almindeligt journalistisk princip, at man lader modparten komme til orde. Og gør man det ikke, så er det dårlig journalistik…Alternativet er: videnskabelig enøjethed. Det er fint nok med kritik af de gamle mestre, men her er der virkelige brug for nogen, der kan prikke øjet ud på den ny videnskabeligheds Kyklop… Om igen.[udsendelsen kan genses på DR2s hjemmeside, men er pt. ikke tilgængelig på grund af tekniske problemer]

Kønsforskellen sidder i hjernen

20. juli 2008

I denne blog er vi fortalere for en uddybning af kønsforskellen. Vi går ind for ligestilling mellem kønnene i samfundet, men er arg modstander af ethvert forsøg på at tilsløre, udjævne, benægte osv., at der er en stor og fascinerende forskel på kønnene. Derfor viderebringer vi gerne videnskabelige oplysninger, der støtter uddybning af forskellen – også selv om disse oplysninger er ubehjælpelige og diskutable.

I the Independent kan man således læse en artikel med titlen Kvinders hjerner er forskellige fra mænds – og her er det videnskabelige bevis. Artiklens budskab er, at kvinders og mænds forskellige handle- og tænkemåde ikke blot kan forklares ud fra forskelle i kønshormoner eller sociale normer og mønstre, men at kønnenes hjerner er helt forskelligt konstruerede ud fra fundamentalt forskellige ‘genetiske blueprints’. Man mener, at denne radikale forskel blandt andet kan forklare, hvorfor kønnene reagerer forskelligt på forskellige sundhedsmæssige forhold, narkotiske stoffer, smerte osv. Vel egentlig ikke overraskende. Og det er vel heller ikke særligt overraskende, at der er stor forskel på de to køns hjerner? Eller?

Ser man bort fra de medicinske indsigter, disse ‘videnskabelige beviser’ kan give, så er det interessante vel, at den basale forskel vel ikke udelukker samfundsmæssig ligestilling i forhold til jobs og andre sociale funktioner? Ligestilling mellem kønnene (folkeslagene osv.) handler vel netop om at sætte sig ud over forskellene? At mænd og kvinder fx har lige ret til samme løn for samme arbejdsopgave? Og ikke om, hvorvidt mænd og kvinder tænker, føler og handler ens?

I går aftes kunne man se en diskussion i DR2 Deadline 22 om det gamle spørgsmål: Hvad er det egentlig kvinder vil? (Hallo Sigmund!). En ung ph.d.’er, Mette Kramer, har disserteret med en afhandling, der afdækker de biologiske motiver bag kvinders optagethed af romantiske historier og ikke mindst film, fx. den succesfulde “Sex and the City”. En af Kramers pointer er, at vi ikke kan se bort fra de biologiske forskelle (herunder: artshistorisk nedarvede egenskaber af neurologisk art), når vi vil vurdere asymmetrien i forholdet mellem kønnene.

Hun påpeger, at den hjerne vi – mænd såvel som kvinder – slæber rundt på er blevet “designet” over titusindvis af år, og at det er i det perspektiv en eventuel ønskelig ‘reprogrammering’ skal ses. Når kvinder med stor fornøjelse ser fx Sex and the City, så er det, fordi filmen, når man ‘skræller al glamouren af’ handler om det, der optager kvinder basalt set: Valget af den rigtige mand (alfa-han), forhandlingerne omkring partnerskabet, ægteskabet og yngelplejens sikring osv. Kramer mener også, at nogle af filmene kan fungere som læringsværktøjer for kvinderne, der vil lære fx at forene karriereambitioner med de traditionelle kvindelige funktioner i kernefamilien.

På den anden side af bordet sad Vibeke Vasbo, der blev præsenteret som en af pionererne i den danske kvindebevægelse. Vasbo mente, at det er ‘barnligt’, ‘dybt infantilt’, når kvinder følger den partnervalgslogik, der gemmer sig i mange moderne, romantiske film. For Vasbo er det afgørende, at kvinden indser, at hun lever i et patriarkalsk verden og må vælge rigtigt, hvis hun ikke vil ende som “objekt”, under “vingerne på manden”.

Alt i alt var diskussionen en illustration af en gammel konflikt: mellem et (nuanceret) biologisk synspunkt og et social-konstruktivistisk ditto. Det, der ikke blev belyst (og det kan man måske heller ikke forvente af et journalistiks program, der helst ser uenigheder og konflikter…), var samspillet mellem de i bredeste forstand biologiske faktorer og historisk-kulturelle-teknologiske forhold.

Hukommelse

21. marts 2008

Sjovt, hvad man kan huske. Mine forældres første telefonnummer var: 12 90 45. “Tolv. Halvfems. Og sÃ¥ det halve”, som min far altid sagde. Siden kom der 75 foran. Det kan jeg huske, men det kniber med mit eget mobilnummer…

I hovedet pÃ¥ en gammel dreng…

7. juli 2007

…selv om man har trukket stikket ud, sÃ¥ kan musikken godt finde pÃ¥ at spille videre indeni. XTCs lille sang om at være borgmesteren fra Simpleton (fra albummet med det saftige navn Oranges and Lemons fra ’89) dukkede op, medens sandalerne blev oversvømmet pÃ¥ en stille grusvej i sagte, silende, lunken regn…

Beatles på hjernen

2. juni 2007

Beatles - backstage
To a neuroscientist, the Beatles’ longevity can be explained by the fact that their music creates subtle and rewarding schematic violations of popular musical forms, causing a symphony of neural firings from the cerebellum to the prefrontal cortex. To a musician, each listening showcases subtle nuances not heard before, details of arrangement and intricacy that slowly reveal themselves across hundreds or thousands of listenings. I have to admit, they’re getting better all the time.”

Læs hele Daniel Levitins artikel om The Beatles og deres musiks betydning i The Guardian Beatles on the brain (Yes, they were the greatest songwriters since Schubert – and now we’re beginning to understand why).

Helmuth Nyborg – encore

28. januar 2007

Forleden aften kunne man på dansk tv se et interview med psykologen Helmuth Nyborg i anledning af hans afsked med Århus Universitet. I den forbindelse skulle han selvfølgelig udtale sig om sine kontroversielle forskningsresultater, fx den med, at mænd er mere intelligente end kvinder. Og han konstaterede tørt, at den slags forskningsresultater ikke stod til at diskutere. De viser, hvad de viser. Punktum. Finale. Og nu henviser Bo midt i sit og Anes flytterod til en artikel, hvori de seneste resultater fra Nyborgs forskning offentliggøres. Og de afslører, at ateister er mere intelligente end religiøse mennesker.
På en måde er jeg misundelig på Nyborg. Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne komme med den slags indiskutable videnskabelige udsagn om verden. Hvis man havde den der urokkelige tro på den naturvidenskabelige ufejlbarlighed. Sådan ser verden slet ikke ud, når man er fra humanvidenskaberne.
Egentlig kan jeg umiddelbart godt lide manden. Jeg havde endda medlidenhed med ham, da han blev genstand for ballade pÃ¥ universitetet pÃ¥ grund af nogle publicerede, ufærdige forskningsresultater. Og jeg vil til enhver tid forsvare mandens ret til at have det videnskabssyn, han nu engang har. PÃ¥ den anden side bekymrer det mig et eller andet sted, at man endnu kan have højtplacerede forskere med et sÃ¥ simpelt syn pÃ¥ virkeligheden…
Nyborg har i øvrigt i sinde at fortsætte sin forskning, selv om han er fyldt 70. Han har 20-25 projekter, som han hÃ¥ber at nÃ¥ at gennemføre. SÃ¥ vi er nok ikke færdige med at høre fra ham…

Opdatering: Paw har en fin kommentar til Nyborgs seneste videnskabelige “fund”. NÃ¥r en mand som Nyborg og den andetsteds omtalte Nørmark fÃ¥r spalteplads og mediedækning af deres forsimplede videnskabsopfattelse og naive realisme, sÃ¥ er det mÃ¥ske ogsÃ¥ et symptom pÃ¥, at de danske universiteter bør genindføre filosofikum eller i hvert fald forbedre den almene filosofiske, idéhistoriske, videnskabsteoretiske osv. skoling af kommende forskere. SÃ¥ vidt jeg er informeret er der netop planer om noget sÃ¥dant pÃ¥ Københavns Universitet.

Surfin’ Børd – eller musik pÃ¥ hjernen (igen)

30. december 2006

Apropos dette indlæg hos Uffe og det tilbagevendende tema: musik på hjernen:

Skift selv Bird ud med Børd… ;-)

VÃ¥d zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden ogsÃ¥ sige mentalt). Det fik mig til at tænke pÃ¥ den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnÃ¥ ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 Ã¥r oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle pÃ¥ denne mÃ¥de var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhÃ¥nden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde pÃ¥, sÃ¥ er tempoet afgørende. Det mÃ¥ hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnÃ¥s, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld mÃ¥ man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne pÃ¥ et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. VÃ¥d zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom pÃ¥ forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Musik på hjernen

13. oktober 2006

Vi har været inde pÃ¥ det før. Der skal ikke meget til, at man fÃ¥r en melodi pÃ¥ hjernen. Fx fik dette indlæg fra Regitze med titlen Sugar Baby Love den gamle Rubettes-slager til at snurre mere end godt var deroppe i de grÃ¥; og i dag fik dette indlæg fra spasmager Uffe mig til at gÃ¥ rundt og nynne den gamle Huddie Ledbetter-sang Big Black Betty. Big Black Betty Bam-ba-lam, Big Black Betty Bam-ba-lam… Det var trods alt bedre end Rubettes. Problemet er bare, at jeg nu ikke kan komme pÃ¥, hvem der spiller den saftige version af Big Black Betty, jeg har kørende…

Opdatering søndag 15/10: Min ven Kim har henledt mig opmærksomhed pÃ¥ gruppen Ram Jam, der vist kun havde det ene hit med Big Black Betty i halvfjerserne. Efter nogen leden og søgen pÃ¥ nettet – og lytten – mÃ¥ jeg nok lettet erkende, at der mÃ¥ være tale om den version. Tak Kim. Nu fortsætter den med at spille lidt endnu – deroppe… ;-)

Hvis jeg var en film…

12. oktober 2006

Blogbestyrerens film-alter-ego

Uffe har givet bolden op. Og her er mit resultat efter at have besvaret alle spørgsmÃ¥l, sÃ¥ ærligt det var mig muligt… Ingen yderligere kommentarer.