Hulemanden i det moderne menneske

24. februar 2011

Siden 1997, hvor vi havde “Hjerneåret”, har forskningen i hjernen og i kognition udviklet sig voldsomt og – ikke mindst takket være nye scanningsteknologier – vi har fået et mere detaljeret billede af hjernens funktioner, dens udvikling og betydning. Vi har også været vidne til, at den nye forskning tendentielt har været en disciplin, der ville forklare ALT – ikke alene på det medicinske felt, men også på det felt, vi tidligere har opfattet som det humanistiske.

Selvfølgelig ikke hos alle den nye forsknings repræsentanter. Der er undtagelser (fx Oliver Sacks). Men det er en markant tendens. Og neurologien og kognitionsforskningen er ikke ene om denne tendens. Vi genfinder den fx også i genetikken.

Symptomatisk for denne mono-videnskabelige tendens har været diskvalifikationen af psykoanalysen. Og det er ikke tilfældigt, eftersom psykoanalysen har været en privilegeret tænkning i det 20. århundrede, hvor freudianske begreber er blevet almindelige i hverdagssproget. Sigmund Freuds lære om det ubevidste og om de seksuelle drifters betydning henvises til historiens køkkenmødding. Et illustrativt eksempel på psykoanalysens fortrængning fra humaniora kunne man se i går eftermiddags på DR2, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank – som har specialiseret sig i formidling af netop de nye naturvidenskabelige opdagelser på de nævnte områder – debatterede fænomener som Gyserfilm og Horror-bøger. Temaet for udsendelsen var netop naturvidenskabens påståede indtog i de humanistiske videnskaber. På DR hjemmeside kan man læse følgende forskræp: “Dracula skræmmer os, fordi han minder om et rovdyr. Ikke fordi vi har fortrængte seksuelle lyster eller lider af penismisundelse. Vores hjerner er nemlig udviklet til et stenalderliv på den afrikanske savanne, så litteraturforskerne skal erstatte Freud med Darwin.

Videnskabsjournalisten Lone Frank ser på, hvordan naturvidenskaben baner sig vej ind de humanistiske videnskaber.”En ting er, at man vil forholde sig kritisk til psykoanalysen – heri er ikke noget nyt, for den har været til debat fra første færd – noget andet er, at de to diskuterende åbenlyst ikke havde styr på den freudianske teori, der blev reduceret til en karikatur. Til stor morskab for de to, åbenbart. Hvor svag kritikken var fremstod af den reduktive påstand om, at fx Dracula-figuren blot var uhyggelig eller skræmmende, fordi vores forfædre engang var blevet skræmt af vilde dyr med tænder. Illustreret med et klip fra teenageserien Buffy The Vampire Slayer. Dybest set bestod påstanden i at sige, at Dracula var det, man så, og det var skræmmende, fordi det mindede os om de rovdyr, vores forfædre løbe væk fra for mere end 20.000 år siden.

At Dracula skulle være et mytisk, fiktivt og litterært fænomen, som kalder på en fortolkning – lå helt uden for de to videnskabsnørders horisont. Det var en næsten eksemplarisk illustration af en positivistisk videnskabelig tilgangs åbenlyse begrænsninger. At der ikke kan være mere mellem himmel og jord end det, vi ser. Hvad Sigmund Freud bl.a. belærte os om, var ikke en simpel symboltænkning (et sværd er lig en fallos, en mund med skarpe tænder er et symbol på en kastrerende kusse osv.), men at tegn og symboler skulle læses og fortolkes i relation til den specifikke kontekst, de indgik i. Det var fx det, han viste med sit store værk om Drømmetydningen. Det vigtigste var ikke symbolerne, sådan som det så ofte er blevet misforstået. Men symbolernes indplacering – ikke alene i den enkelte konfuse drøm, men i det, Freud kaldte drømmearbejdet. Det ville have klædt udsendelsens tilrettelæggere, hvis de havde givet plads til nogen, der faktisk havde indblik i ikke bare Freuds teori og skrifter men også humanioras videnskabelighed.

Jeg mener faktisk, at det er en almindeligt journalistisk princip, at man lader modparten komme til orde. Og gør man det ikke, så er det dårlig journalistik…Alternativet er: videnskabelig enøjethed. Det er fint nok med kritik af de gamle mestre, men her er der virkelige brug for nogen, der kan prikke øjet ud på den ny videnskabeligheds Kyklop… Om igen.[udsendelsen kan genses på DR2s hjemmeside, men er pt. ikke tilgængelig på grund af tekniske problemer]

6 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    Nye afsnit og indrykninger, nye afsnit og indrykninger.

    vh

    redaktionssekretæren

  2. capac kommentarer:

    @Torben: Yes, work in progress.. Ha-ha.

  3. Torben Bille kommentarer:

    Og se, det blev jo straks meget bedre…

  4. capac kommentarer:

    @Torben: Godt, man har en redaktionssekretær! :D

  5. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Og godt at se, at du ikke istemmer Lasse Ellegaards mantra: Redaktionssekretærer er vores naturlige fjender. Det var før han blev chefredaktør.

  6. capac kommentarer:

    @Torben: Ja, det er nok, fordi jeg både er gammel underviser og Djh-student. Og for min skyld måtte de danske aviser gerne opgradere redaktionssekretærernes korreksen! ;)

Skriv en kommentar

408 har læst indlægget