En gravhund er (ikke) en muskelhund
4. juni 2009Dagens avis viderebringer et illustrativt eksempel på, hvor forsimplet og populistisk retstænkningen blandt politikere i dette land er blevet, siden det såkaldte “systemskifte” i 2001: “Efter Prins Henriks hund har bidt en garder, bør den aflives, mener flere politikere.” Det drejer sig om prinsgemal, Henriks, gravhund Evita, der har bidt en garder i benet. Ekstrabladet, der er ophavsorgan til historien og altid god for at blæse en ubetydelig hverdagshændelse op til en politisk sag, mener at vide – på baggrund af et vidnesudsagn – at Evita “totalt uprovokeret” var faret i flæsket på soldaten, der efterfølgende måtte på hospitalet og have en stivkrampevaccination. Det skulle i øvrigt ikke være første gang, de kongelige hunde har forgrebet sig på garderben.
Det mest latterlige er, at “flere politikere” mener, at Evita må bøde med sit liv for denne hændelse. Det er virkelig at rette smed for bager (hvis man ellers kan bruge det udtryk i denne sammenhæng). Problemet – eller arbejdsskadesagen, for det er jo, hvad det er – er, at prinsen og de kongelige ikke har styr på deres kræ. Det er de kongeliges pligt at holde styr på køterne.I følge hundeloven.
At aflive gravhunden løser jo ikke det basale problem. Kongefamilien har andre hunde og vil sikkert få flere i fremtiden, sådan har det nemlig altid været i den familie. De myndigheder, der fører tilsyn med de kongelige bør snarest muligt lade dem forstå, at de bør beskytte deres ansatte mod den slags ved enten at sørge for at afrette hundene eller holde dem i snor.
Og politikerne bør hælde lidt kold vand i hovedet på sig selv i stedet for at galpe som pavlovske hunde i et populistisk cirkus …
