CAPAC

Medens en stor del af danskerne dyrkede og tilbad dronningen i går, fjernede præsident Trump amerikanernes støtte til verdenssundhedsorganisationen WHO. En handling, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor alvorlig en situation vi befinder os i her med i coronakrisen. Vi har en amerikansk præsident, der ikke vil være verdens leder, sætter ‘America first’ i enhver henseende og trumler sin fordomsfulde politik igennem, koste hvad det vil. Og præsidentens seneste handling understreger med stor tydelighed sammenhængen mellem coronapandemien og den økonomiske dagsorden. For bag præsidentens handling ligger hans økonomiske kamp med KIna. Han anklager WHO for at være på kinesernes side (mangelfuld kritik af kinesernes håndtering af smitteudbruddet), og at amerikanerne ikke får nok for de penge, de har postet i WHO. Og bag det ligger en manifest forsvar for de nyliberalistiske (kapitalistiske) amerikanske økonomi, hvor hensynet til profit vejer tungere end ethvert hensyn til sundhed (cf. den løbende debat om amerikanernes sundhedsforsikringer og det amr. sundhedssystem i det hele taget).

Den berømte, amerikanske lingvist og politiske aktivist Noam Chomsky siger om Amerikas situation med mange smittede, døende osv.:

Plagens omfang er overraskende, ja, faktisk chokerende, men ikke dens fremkomst. Det er ikke overraskende, at USA tager rekorden i værste krisehåndtering.

Siden SARS-epidemien brød ud i 2003, har forskere temmelig insisterende advaret om en pandemi. SARS var også en coronavirus. Der blev udviklet vacciner mod den, men arbejdet blev ikke ført videre end til det prækliniske niveau. Myndighederne skulle have rustet sig til nye udbrud og afsat ekstra kapacitet allerede dengang. Man kunne også have taget initiativer til udvikling af behandlinger mod sygdommens meget sandsynlige genkomst i form af en beslægtet virus.

Den videnskabelige erkendelse af problemet er ikke nok. ..[Læs videre her]

Chomskys analyse er rigtig, skarp og konsekvent. Chomsky er hverken erklæret socialist, kommunist eller Marxist, men ser klart sammenhængen mellem nyliberalismens profitbegær, den amerikanske præsidents klimabenægtelse og totale mangel for forståelse af de sundhedsproblemer, nyliberalismen fører med sig. Men Trump i spidsen for de liberalistiske økonomier bevæger vi os ret ned i afgrunden. Men Chomsky advarer også mod at fokusere på Trump, der “blev præsident i et sygt samfund plaget af 40 års nyliberalisme med endnu dybere rødder.” Vi skal også vende blikket mod os selv og EU. For vi er også en del af den “normalitet”, vi ikke skal tilbage til. Fx bør vi i forlængelse af de “hjælpepakker”, der er lavet for at støtte erhvervslivet, kræve modydelser i form af forbud mod aktietilbagekøb, forbud mod “gyldne håndtryk”, himmelhøje cheflønninger osv., forbud mod urimelig gebyrpolitik i bankerne, meningsfuld, demokratisk inddragelse af ansatte i ledelsen osv. osv. I det hele taget krav, der kan være med til at sikre en ny post-corona-og-post-nyliberalistisk “normalitet”. [Foreløbigt punktum…].

Medens vi er ved de gamle radio-, tv- og mediebutikker, så forlyder det nu, at FONA skal fyre medarbejdere i hundrevis og lukke langt flere butikker end først anslået. I følge DR Nyhederne vil kun otte butikker overleve denne omgang. Syv i det Storkøbenhavnske område og en i Aalborg. Fyn mister alle sine og Aarhus ligeså.

Når denne slagtning skal nævnes, så skyldes det udelukkende, at FONA engang – vi skriver tresserne og halvfjerdserne – var en af de butikker, der forsynede mig med musik (og teknik, dvs. pladespillere). Dengang var udvalget stort og varieret og mange af de LP’er, jeg har stående er indkøbt i FONAs butik i Kongensgade i Esbjerg, hvor jeg var flittig gæst, især når der var udsalg.

Efter nedlæggelsen af TP-Musik, Stereo Studio er turen altså så kommet til FONA – og så er der vel ikke flere af den slags butikker tilbage?! En lidt trist ud- eller rettere afvikling, må man sige.

Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz?
My friends all drive Porsches, I must make amends.
Worked hard all my lifetime, no help from my friends,
So Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz?

Sådan lød det, da Janis Joplin besang den tyske bilmodel Mercedes Benz på sit klassiske album Pearl fra 1971. Og nu kan man så læse, at Joplins psykelisk malede Porsche (365c 1600 cabriolet) er sat til salg på auktionshuset Sotheby og forventes at indtjene mere end kvart millioner pund. Og de to ting hænger ganske godt sammen, for sangen om Mercedes Benz er blevet opfattes som en kritik af den forbrugerisme, der for alvor fik vind i sejlene i årene før pladens udgivelse, altså tressernes højkonjunktur. Og Joplin var – selvfølgelig – som alle os andre også en forbruger, der oven i købet havde råd til at købe en Porsche og lade den lakere i psykedeliske farver, sådan som tidsånden dengang foreskrev. Vi husker at John Lennon gjorde noget lignende – med sin Rolls Royce. Jovist tresserne var kompromiteret af kapitalismens komsumerisme fra dag et.

Bemærk Joplins intro til sangen…

Den amerikanske kultur(imperialisme) vælter bogstaveligt sagt ind over os. Og danskerne er åbenbart forsvarsløse over for den amerikanske kommercialismes hærgen. Vi tér os som hjernedøde konsumenter, der kun gør, hvad der forventes af os: Vi forbruger – til vi segner. Forbrug! er den moderne, globale kapitalismes imperativ. Og borgerne i den vestligt influerede verden gør, hvad der forventes. Forbruger efter bedste evne.

Seneste tiltag er, at vi i dag skal fejre Sorte Fredag. Den dag, hvor julekommercialismen for alvor begynder i United Bluff – efter Thanksgiving Day (som vi endnu ikke helt har implementeret – men bare vent… det kommer med fyldte kalkuner og hele udtrækket). Lige som vi slugte en masse græskar og iførte os Halloween.

I disse dage er vi vidner til et tidligere stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten, som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Da jeg forlod folkeskolen var tresserne slut. I hvert fald sådan helt kronologisk. året var 1970. Ganske vist strakte stemningen, letheden og optimismen sig endnu 2-3 år ind i halvfjerdserne, men så var det også slut.

Jeg husker endnu det første stormøde, jeg var til på universitetet i 1973 som grøn student. En nu afdød underviser – Kresten Nordentoft – forklarede de hundredvis af vordende danskstuderende, at vi godt kunne spare lidt på optimismen, for arbejdsløsheden var oppe på 173.000, og vi ville med al sandsynlighed gå lige lukt ud i arbejdsløshedskøen. Men de nøgterne ord lagrede sig i baghovedet. Vi var i slipstrømmen af ’68, og studenteroprøret var endnu ikke udslukt på universitetet. Der var en stemning af opbrud og forandring over det hele. Verden var endnu ung, og den kunne forandres til noget bedre.

Set i bagklogskabens lys var de rebelske år på universitetet ikke begyndelsen på noget nyt og bedre – selv om disse år satte sig mærkbare spor i kulturen og samfundet – men snarere afslutningen på den periode af opbrud, ‘frigørelse’ osv., som den historisk enestående højkonjunktur i tresserne havde gjort materielt mulig.

Kapitalismen var inde i sin første efterkrigskrise – herhjemme kaldet ‘oliekrisen’ – og siden har hvert årti budt på nye og stadigt dybere kriser, som man kan forvisse sig om, hvis man læser med på økonomisiderne i de store udenlandske aviser. Og nu befinder vi os i en krise, hvis udgang det er svært at spå om.

Selv om nyhedsjournalistikken hæfter sig ved små optimistiske krusninger – som bilsalg, huspriser etc. – så er det svært at bevare optimismen, hvis man ser på de store træk. USAs abnormt store gæld, der truer med at få økonomien helt i knæ, stagnationen i den kinesiske økonomi, den til opløsning tenderende rådvildhed i EUs økonomiske politik, hvor flere lande de facto står på kanten af bankerot (Grækenland, Spanien, Italien – who’s next?). Enorm arbejdsløshed, større forskel på rig og fattig, afvikling af velfærdsstaterne osv.

Og hvad stiller man så op med krisen? Det mest forstemmende er – eksemplerne er legio – at der åbenbart kun er ét politisk svar på kapitalismens problemer: Mere af det samme. Selv om der er anti-kapitalistiske og kapitalisme-kritiske bevægelser – fx Occupy-bevægelsen – og selv om kritikken af kapitalismen er mere tydelig nu, end den har været længe, så sætter den sig ikke igennem på den politiske magts niveau. En næsten symptomatisk understregning af dette ser man i de europæiske socialdemokratiers radikale reformisme, der mest af alt ligner en total overgivelse til liberalismen og dens borgerligt-ideologiske overbygning. Oven i købet en transformation, der sker uden synderlig politisk succes.

I min studietid læste man de marxistiske klassikere. Og en af de ting, jeg bed mærke i, var, at Karl Marx ikke undervurderede den kapitalistiske økonomis evne til at overvinde sine indre modsætninger og dens evne til at underlægge sig stadig nye områder af virkeligheden. I nogle af den gamle tænkers ideer lå kimen til en forståelse af, at kapitalismen ikke slet og ret kunne afskaffes gennem revolution – hvilket historien jo på smerteligste vis har demonstreret – men at den kapitalistiske økonomi måske selv ville transformere sig til noget andet, når de indre modsætninger blev uoverstigelige… Selv tidens aktuelle krisehåndtering synes at bekræfte, at alt skal fortsætte som hidtil – når krisen er ovre – så ligger der en gammel sandhed i den marxske skepsis. Alting har sin tid. Også den kapitalistiske økonomi…

Hvor den aktuelle krise fører os hen, ved jeg ikke. Men for enhver, der drømmer om en anden samfundsindretning, er det nedslående at beskæftige sig med den politiske dagsorden. Den slaviske filosof Slavoj Zizek har skrevet en kort, tankevækkende analyse af situationen med den provokerende overskrift “Løsningen på kapitalismens krise er endnu mere kapitalisme“. Det er vel at mærke ikke Zizeks mening om, hvad løsningen er, men en nøgtern konstatering af, hvad den aktuelle løsningsstrategi er – globalt set. Jeg tror, at Zizek har ret i sin nøgterne analyse af, hvad der sker. Og det er både forstemmende og opløftende – opløftende, fordi nøgtern erkendelse har en opløftende effekt.

I følge Børsen er ‘hovedparten af de 44.292 villaer, der i øjeblikket er sat til salg, usælgelige’.

Sagen mellem Woody Allen og lingeri-firmaet American Apparel kom til at dreje sig om førstnævntes markedsværdi. I et tidligere indlæg skrev jeg afslutningsvis: “Sagen er altså en illustration af,
at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret
til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre
grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg,
udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..” Nu er der indgået et forlig i sagen og underbukse-firmaet med det populære, lumre image, har måttet betale 5 millioner dollars til Allen for misbrugen af billedet af Woody som ortodoks jøde. 1-0 til anstændigheden.

Filminstruktøren Woody Allen er blevet inddraget i en kulørt retssag. Et tøjfirma ved navn American Apparel har formastet sig til at bruge et billede af Woody, hvor han spiller en ortodoks jøde (taget fra filmen Annie Hall). Uden Woodys samtykke. Derfor har han nu anlagt erstatningssag, hvor han kræver 10 millioner dollars i kompensation. Et beløb, der svarer det til beløb, han ville tage, hvis ellers han ville medvirke i en reklame.
Sagens kernen er ikke ny. Kendte mennesker, der misbruges i markedsføringsøjemed – uden deres samtykke. Eksemplerne er legio.
Det pudsige ved denne sag er, at den er kommet til (også) at dreje sig om værdien af Woody Allens image.
Tøjfimaet American Apparel er efter sigende et kultfirma, der har specialiseret sig reklamer med “sparsomt påklædte modeller” eller – med Woodys ordvalg – “vulgære” (sleazy) reklamer. Og firmaets bagmand, canadieren Don Charney, har et lige så sleazy image, der involverer flere sager om sex-chikane.
Men selv om American Apparel altså har et “frækt” image, der åbenbart ikke skader firmaet salg, så bruger samme firma det seksuelle og moralen som angreb på Allen. Don Charney mener ikke, at Allen kan kræve 10 millioner i erstatning, fordi hans image er forringet som følge af “skandalerne” i instruktørens privatliv. Det drejer sig ikke mindst om hans skilsmisse fra skuespillerinden Mia Farrow og hans efterfølgende ægteskab med adoptivdatteren Soon-Yi Previn.
Det tankevækkende er, at American Apparel slet ikke benægter, at det har misbrugt Allen, men alene baserer sit forsvar på en moraliserende påstand om, at markedsværdien af Allens image er ringe eller nærmest lig nul som følge af hans turbulente kærlighedsliv. Besynderligt, for så vidt som firmaets eget image åbenbart har en høj markedsværdi, fordi det er lidt moralsk tvivlsomt.
Sagen er altså en illustration af, at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg, udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..