CAPAC

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslået. Men andet kom på tværs – og så blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, så er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip står stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg på at insistere på sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren på, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, når jeg engang får tid til at se den i sammenhæng – fx på dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornår de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – når jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremål – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

Selv om allersidste afsnit af den britiske krimiserie Scott & Bailey løb over skærmen i går, så kan jeg godt give den en anbefaling med på vejen, for tro mig, DR skal nok genudsende den på et tidspunkt – for det gør DR med stort set alle de britiske krimiserier.

Hovedpersonerne i serien er de to politidetektiver Janet Scott (Lesley Sharp) og Rachel Bailey (Suranne Jones), der sammen opklarer forbrydelser i et fiktivt Manchesterpolitikorps under ledelse af den tredje kvindelige hovedperson Gill Murray (Amelia Bullmore), af Janet og Rachel kaldet Godzilla…

Serien har alle de kvaliteter, vi forventer af en god britiske krimiserie. Gode, indviklede plots. Fine miljøbeskrivelser og gode skuespilpræstationer over hele linjen. Når serien rager lidt ekstra frem, så er det, fordi den har to – ja, faktisk tre – kvindelige hovedpersoner. Uden at den af den grund kan kategoriseres som femikrimi. Og det interessante er, at de to detektivers privatliv spiller en næsten lige så stor rolle i serien som de enkelte plots og selve politiarbejdet. Både Janet og Rachel er nærmest gift med deres arbejde. Til gengæld har de masser af problemer på privatlivsfronten. Janet bor med sin gamle, skarptandede mor og børnene efter en seperation fra manden, og Rachel lever alene med alt, hvad det indebærer. På overfladen har de styr på deres privatliv, men i virkeligheden lever de i en skrøbelig virkelighed, der let kan bryde sammen. Janet holder krampagtigt fast i kernefamiliefacaden, medens Rachels liv bærer præg af, at hun langt fra har løbet hornene af sig. Løse seksuelle forbindelser og en del alkoholindtagelse er en del af det billede, der tegner sig – og noget af det, der sammen med arbejdslivets byrde binder de to i øvrigt vidt forskellige damer sammen i en venskab, de først med tiden lærer at acceptere.

Foreløbigt har serien løbet over tre sæsonner, men rygtet vil vide, at man er i fuld gang med at producere en fjerde sæson. Og det kan man kun håbe på, for det er en fremragende krimiserie, som man kun kan blive revet med af.

Det har i en længere periode været lidt tyndt med solide tv-krimier på DR, men for et par uger siden kom kvaliteten tilbage for fuld musik. I relativ ubemærkethed er DR 1 begyndt at sende Y Gwyll eller Hinterland, som den hedder på engelsk. Y Gwyll betyder i øvrigt tusmørket eller skumringen – og siger en hel del om stemningen i den serie.

Hovedpersonene er kriminalinspektør Tom Mathias (spillet fremragende af den waliske Richard Harrington). Han er en plaget mand, der med ægteskabelige lig i lasten kommer fra London til Aberystwyst på den øde, forblæste og store .walisiske vestkyst. Hvad der plager ham i fortiden får vi ikke direkte indblik i, men nogle telefonbeskeder og lign. antyder et forlist ægteskab og de problemer, der følger i halen på sådan et forlis. Og Mathias kastes straks ud i en mystisk mordsag om en ældre kvindes forsvinden. En sag, der hurtigt viser sig at have dybe historiske rødder og involverer en overtrobehæftet bro – Djævelens bro – og et gammelt børnehjem, hvor forholdene ikke var, som de burde være.

Sammen med sin tro væbner, den stoiske Mared Rhys (Mali Harries), optrævler Mathias den indviklede og uhyggelige historie om den gamle dame og hendes overlevende børnehjemsbørn.

I det andet afsnit, Natmusik, der blev vist i mandags, er der også tale om en sag, der har tråde tilbage i tiden. På en afsidesliggende lille gård finder man en gammel mand med smadret baghoved. Det viser sig hurtigt, at der ikke er tale om et banalt rovmord, men om en sag, der involverer briternes forhold til de tyske soldater under Anden Verdenskrig.

For begge afsnit gælder det, at plottet er smukt udtænkt med overraskende dimensioner af historie og miljøkarakter. Fortiden væves forsigtigt ind i en betændt nutid, hvor den særlige lokale walisiske kultur, sproget og den storslåede, barske natur indgår som faste farvende elementer. Instruktøren – Gareth Bryn – formår at forbinde de forskelige dimensioner smukt i en særlig realisme, der lugter langt væk af lokalkolorit og med en stemning, der er præget af den lokale walisiske natur og vejrforholdene. En stemning af skumring og tusmørke, der ikke kun skabes af det vi ser, men i høj grad også af, at sagerne befinder sig i et felt mellem lys og mørke, mellem nutid og fortid.

De fire politifolk – ud over Mathias og Mared er der Lloyd Elis (Alex Harries) og Siân Owens (Hannah Daniel) som trofaste hjælpere – udfører deres opgaver med et engagement, der ligner besættelse. Og spillet er intet mindre end fremragende. Harrington er overbevisende som den følelsesmæssigt forslåede, evigt løbende politimand, der på typisk mandlig facon flygter fra sin fortid og sine problemer ind i sit arbejde. Lige så fremragende er Mali Harries i rollen som den jordbundne, snusfornuftige, stoiske Mared, der hele tiden er ved Mathias’ side og forsøger at holde ham på sporet i sagerne, der stritter i alle mulige retninger.

For krimifans er der al mulig grund til at reservere de kommende to mandage til at se de næste to afsnit af første sæson – og så håbe på, at DR også vil vide sæson 2. Det er britisk tv-krimi, når den er allerbedst – og endnu en understregning af, at det er filmen og tv-serien, der har førertrøjen på på krimifeltet…

PS. De to omtalte afsnit kan endnu ses på DRs hjemmeside.

Medens jeg styk for styk arbejder mig igennem Jo Nesbøs krimi Genfærd, så kompenserer jeg for den lave litterære kvalitet ved at se kriminalserier på tv. Det omfatter blandt andet serien om Father Brown, der udstråles på DR1 om eftermiddagen på hverdage. Serien bygger på G. K. Chestertons Father Brown-skikkelse og tilhører den klassisk-britiske whodunnit-genre. Og lige som Miss Marple og Poirot, der også har kørt på det tidspunkt, har serien alle disse let bedagede krimiers kvalitetsmærker. Lige fra det åbenbart uudtømmelige britiske provinslocations, der altid udgør en nærmest perfekt ramme om de nedrige forbrydelser, der rammer de pæne britiske provinsbyer, over et vel-castet skuespillerhold og velturnerede replikker til den elementære krimispænding. Den trinde Mark Williams som den romersk-katolske præst Father Brown udfylder på enhver måde både præstekjolen og rolle som ihærdige præst, der til stadighed – og til politiets store ærgelse – udforsker de forbrydelser, der bliver begået i hans menigheds område. Selv om idyllen, hyggen og veltilfredsheden godt ham blive for meget i serier som denne – fx i den gamle Barnaby – så er den faktisk ganske underholdende.

I mit fortsatte forsøg på at forstå, hvorfor krimien er så populær i disse år, er jeg kommet til den berømmede journalist, musiker og forfatter Jo Nesbø og hans roman Genfærd. Jeg er halvvejs inde i romanen og må erkende, at jeg nok ikke bliver enig med de lobhudlende anmeldere, der falder i lettere svime over bogen. Jeg synes ganske enkelt, at Jo Næsbo ikke skriver særlig godt. Jeg har svært ved at goutere hovedpersonen Harry Hole og jeg synes plottet i bogen – hvis man ellers kan tale om et plot – er omstændeligt og alt for kulørt indviklet til at fænge min interesse. Bogen er – så langt jeg er kommet med den – et eksempel på den elefantiasis, der har grebet en del af krimierne. Man tror mængden af sider kan kompensere for et godt, stramt styret plot, klart tegnede personer og præcise miljøbeskrivelser. Jeg tror, man ville gøre klogt i at gå tilbage til de gamle mestre – fra Christie til Chandler – og lære et og andet om begrænsningens kunst.  Men nu vil jeg så læse den færdig og kaste mig over en anden for at se, om det skulle lykkes at finde noget, der både er kriminalistisk spændende og velskrevet.

På dette sted burde jeg måske slå et slag for tredje ombæring af den danske krimi-serie Forbrydelsen. Anden del løb over skærmen i går aftes, og indtil videre tegner den til at leve op til de foregående to sæsonner og måske endda overgå dem. Men nej, jeg føler trang til at anbefale den britiske serie Vera, der også løb over skærmen i går aftes. Meget senere (kl. 22.40) og helt uden den opmærksomhed, som Forbrydelsen bliver til genstand. Ja, faktisk har DR ikke engang kunne tage sig sammen med at lave en programside for serien…

Desværre er jeg kommet sent ind i serien (for jeg ser ikke ret meget tv for tiden), og DR er allerede i gang med anden sæson. I går vistes sidste kapitel af denne sæson, “En barmhjertig samaritan“. En hverdagsrealistisk historie om drabet på en ung mand, hvis lig findes på en skraldebil ved havnen i Southampton, mange kilometer fra gerningsstedet. Bag drabet gemmer sig en fortælling om omklamrende, kvælende moderkærlighed, ulykkelige forelskelser, leukæmi, biavl og meget andet godt (eller skidt), der kunne være taget lige ud af den virkelighed, vi gerne forestiller os liggende uden for fiktionen.

Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.

For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.

Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.

Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.

Selv om jeg har følt mig rigtig godt underholdt af Forbrydelsen, tror jeg nok, at jeg vil foretrække Vera, hvis jeg blev sat over for valget…

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie på tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme på DR den kommende tid – på søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig på sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes på Dawsons byggegrund, hvor Dawson også har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke får Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhåret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og så ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der går sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der også viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han får magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – på nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet på dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer på, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som så ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.

Kriminalromaner læses bedst i biografen. Så kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg på at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, må jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dårligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg at se kriminalfortællinger i biografen og på tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…

Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fået den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og så den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. Så kunne det nok ikke gå helt galt…

Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.

Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. Spørgsmålet er så, om der er tale om en såkaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sådan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat på sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har også – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige så meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.

Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.

Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften på – hvis man ellers er til krimi. Især på grund af Willem Dafoe…

PS. Filmen bygger vist ikke på en roman …

Trailer

Da jeg første gang hørte, at BBC havde tænkt sig at føre Sherlock Holmes-figuren op til vort århundrede, kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Billedet af en hatteklædt, violinspillende detektivnørd fra 1800-tallet i vor strømlinede, digitale tidsalder kunne jeg ikke forlig mig med, men samtidig måtte jeg også se, hvad det gik ud på.

Og jeg må sige, at de tre afsnit, jeg har set, har været overraskende underholdende og medrivende.

Man kan sige, at det lykkes for skaberne – Mark Gatiss og Steve Moffat – at omplante Sherlock til dagens England, fordi de skærer ind til Sherlock Holmes-fortællingernes skelet. Væk er al den bedagede, victorianske redundans i gaslysets skær. Tilbage er de basale konflikter, som udfolder sig omkring Sherlock Holmes, hans hjælper Watson og superskurken Moriarty. Og så Holmes’ broder som en ekstra dimension.

Benedict Cumberbatch er et pletskud af en casting til rollen som den nærmest autistisk-rationalistiske Sherlock, der lever og ånder for opdageriet og kun frygter – kedsomheden. Og lige så velvalgt er Martin Freeman som militærlægen, der bliver Sherlocks alt andet end underdanige, men også uundværlige, hjælper, som prøver at have et almindeligt liv med kvinder ved siden af, men hele tiden bliver forstyrret af den monomane Holmes.

Underholdningsværdien i serien kommer fra et godt skuespil (igen, igen..) og fra det adrenalinfremkaldende detetivarbejde, som Holmes og Co. Holmes var allerede en psykopatologisk figur i de gamle Doyle-fortællinger, og i den nye udgave er han nærmest en ekstrem repræsentant for vor tids mere eller mindre autistiske lidelsesfigurer. Han registrer og analyserer alt, hvad der kommer under hans næse. Alt. Det kan næsten forekomme lidt komisk. Som en karikatur af den gamle Holmes. Men underholdende, det er det. Hermed anbefalet kriminørder.

Det siger sikkert noget om den islandske kriminalfilm Jar City, at jeg først omtaler den en uges tid, efter den er blevet vist på DRK. Men forklaringen er, at den har spøgt i min bevidsthed siden. Billeder og stemninger er dukket op med mellemrum. Og selv om DRK ikke skulle finde på at vise den igen, så kan man godt se den alligevel, for den er kommet på dvd.
Når Jar City (2006)  er værd at omtale, så er det ikke, fordi den er synderlig original som kriminalhistorie betragtet. I sin grundstruktur er det en traditionel detektivhistorie, en whodunnit-fortælling, om et mord og dets opklaring. Nej, det interessante ved Jar City ligger i udenomsværkerne, imiljøskildringen, persongalleriet og stemningen.
Hvis man – som undertegnede – er tilbøjelig til at forbinde Island med varme kilder, gejsere og ture på hesteryg i en underskøn natur, så får man sin opfattelse grundigt revideret af instruktøren Baltasar Kormákurs kuldslåede, nøgterne, realistiske skildring af det islandske velfærdssamfund bagside (før finanskrisen). Skal man pege på sammenligninger, så må det være visse engelske krimier, der også kan det der med at fremstille samfundets bund uden æstetisk filter.
Jar City er en filmatisering af den deroppe vældig populære forfatter Arnaldur Indriðasons tredje bind om politikommisær Erlendurs arbejde på den nordatlantiske ø. Mýrin er den islandske titel.
En mand findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor en fæl stank af død og forrådnelse slår politifolkene i møde. Ved siden af liget finder man et lille fotografi af en gravplads, hvor en fireårig pige blev begravet tilbage i halvfjerdserne. Og med dette foto i hånden begynder Erlendur og hans unge kollega sammenbidt og møjsommeligt at stykke puslespillet sammen til en opklaring af mordet. Det viser sig at være en grum intrikat historie om seksuel afspresning, uønsket svangerskab, en korrupt politimand og hans kriminelle venner, genetiske lidelse, fortidens uafrystelige synder, løgne, fortrængninger og meget mere.

Undervejs føres vi gennem det ene trøstesløse miljø efter det andet. Betonslummet, hvor Erlendur leve sit liv i tavshed med take-away-måltider, kolde og forblæste marker og kirkegårde, junkiehuler osv. Filmen fortælles lige ud ad landevejen, uden action og i en rolig rytme. Dramatikken og spændingen kommer fra politimanden Erlendurs vedholdende og systematiske afdækning af det ene spor efter det andet.
Persongalleriet i filmen er så langt fra amerikanske stjerneglamour, som man vel kan tænke sig. Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Erlendur, ligner mest af alt en af dem, der sidder på en bænk henne ved indkøbscenteret med en lille pose bajere ved sin side. Og også de andre er som trukket ud af den kedelige hverdag.
Erlendur er da heller ikke nogen helt. Han er indbegrebet af en politimand, der går i et med sit job, samtidig med, at ham uden videre held forsøger at være far for sin tyveårige junkiedatter, der perifert er knyttet til det miljø, hvori mordet er begået. Som sådan er han vel en kliché fra krimilitteraturen. Den ensomme, forknytte arbejdsnarkoman, der betaler prisen i form af et forkvaklet familieliv, som han forsøgsvis reparerer på, selv om det er udsigtsløst.
Selv om kriminalhistorien altså ikke er nyskabende, men holder sig til kendte stereotyper og klicheer, så er filmen uafrystelig i fremstilling af det islandske samfunds vrangside og dens fortabte sjæle.
Filmen blev en kæmpesucces i hjemlandet, og det hedder sig, at amerikanerne vil lave en af deres remakes af filmen. Det kan godt være, at Stieg Larsson-filmatiseringerne har reddet de dansk biografer endnu engang, men Jar City fortjener lige så mange tilskuere. Mindst.

Hører du – som undertegnede – til den race, der foretrækker at “læse” kriminalhistorier på biograflærredet eller på tv, så skulle du måske overveje at se et par afsnit af den østrigske krimiserie “Hurtig opklaring”. Den danske titel er ikke så tvetydig som den tyske – Schnell ermittelt – der spiller på kriminalinspektør Angelika Schnells efternavn. Efter af have set et par afsnit af serien, kan jeg konstatere, at den er velgørende anderledes (forandring fryder!), end de i øvrigt udmærkede engelske krimiserier, som DR(2) har diverteret sine seere med. For det første er afsnittene kortere (omkring 40 minutter). For det andet, så er tonen helt anderledes.

Angelika Schnell er en moderne, frigjort europæisk karrierekvinde. Hun er alene med to børn, men har stadigvæk professionel kontakt med eksmanden, der er retsmediciner, hvilket giver anledning til lidt post-ægteskabelig ordskubberi. Ved sin side har hun den ældre, korpulente kollega Franitschek, der er indbegrebet af den gammeldags mand, og som – måske meget tidstypisk – har svært ved at følge med den frembrusende Angelika, både i direkte og overført forstand. En duo, der sætter kønnene i relief. Plottene i afsnittene er både udspekulerede, som tiden fordrer, og underholdende. Og de afvikles i et rapt tempo. Mest velgørende er det dog, at serien er krydret med en god portion humor. Den frigjorte, charmerende Schnell glorificeres ikke mere, end at hendes splittelse mellem moderrolle, karriere og jagten på en mand gøres til genstand for overbærende smil undervejs.

Følg med p åtorsdag, kl. 21.40 på den hemmelige kanal, DR2.

Forbrydelse – eller svinestreger – i en højere sags tjeneste. Det var, hvad det var. Et stykke tid – vel et par afsnit – havde man haft fornemmelsen af, at Lund jagtede en marionet og trådene førte op i de højre magtlags sfære. Og selv om mistanken også havde peget på kollega Strange med tatoveringen på overarmen, så var whodunnit-pilen blevet ved med at dirre og svinge. Først med de sidste brikker, der åbenbarede den hemmelige mission til krigen, faldt Lunds mistanke tungt og ubønhørligt på manden, der efterstræbte hendes hjerte. Og i bedste tradition fra den samfundskritiske krimi efter Wahlöö og Sjöwall trak forbrydelsen grimme spor ind i magtens centrum – hvad enten det var den politiske, den militære eller den politimæssige. Kurt Ravns statsminister fik lov til at formulere moralen, hvis man kan kalde det sådan: I visse situationer, fx krig, må man tilsidesætte demokratiets spilleregler for at kunne forsvare – demokratiet. Den rigtige forbryder fik Lund ikke ram på…

DRs krimisatsning Forbrydelsen 2 lakker mod enden. Og mit indtryk er, at den overgår første satsning.

Min hovedanke mod den var, at den var for hårtrukken. Jeg synes ikke, at en så enkel mordsag kunne holde til at blive bredt ud over så mange afsnit. Dermed ikke sagt, at den var mislykket. Slet ikke. Jeg fulgte troskyldigt med gennem alle afsnit.

Men toeren slipper for det kritikpunkt. En af forklaringerne er, tror jeg, at der er flere lag i den nye fortælling. Politik, forsvar, besættelsestid, islamisk fundamentalisme, personlige forhold m.m. væves sammen i et intrikat mønster, hvor det er mere end svært med sikkerhed at sige, hvor gådens løsning ligger indvævet.

Selv her før sidste afsnit er det ikke sikkert, hvem der har brugt Søgaards kælderskabsnøgle. Er det mon Bilal? Eller skulle det mon vise sig, at nogen højere på strå er den ansvarlige? Ved at tilføje nye oplysninger løbende har manuskriptforfatterne formået – på godt og ondt – at sende tilskuerne i en ny retning med spørgsmålet: Whodunnit?

Det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den “gale” Raben holder fast i sin forklaring, no matter what. Og måske er der en pointe dér? Hvorom alting er, så er Forbrydelsen 2 – som et stykke søndagsunderholdning – en vellykket leg med krimiens spændingselementer. Man sidder som naglet til stolen med hånden krampagtigt om kaffekruset. Der spilles godt over hele linjen. Der fortælles med tempo og drive, sådan som tv-medier nu om stunder forlanger, det skal være.

Jeg har nogle indvendinger, men vil lade dem ligge, for som helhed betragtet er det en vellykket serie, som tv-konkurrenterne får mere end svært ved at overgå.