Indlæg tagget med llivet

TPP, TTIP, TISA – forkortelser af stor betydning for dit liv

6. oktober 2015

En af gårsdagens vigtige nyheder endte langt nede på nyhedslisten. Nemlig at 12 stillehavsnationer – Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore, USA og Vietnam – har indgået den såkaldte frihandelsaftale TPP, selv om der stadigvæk er tvivl om aftalens præcise indhold. TPP – forkortelse for Trans-Pacific Partnership – er sammen med TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og TISA (Trade in Services Agreement) er aftaler, der vi ændre det vi til daglig kalder “markedet” radikalt. Og samtidig vil aftalerne, hvis de ellers kommer i hus, få negativ effekt på de europæiske demokratiers fungeren, idet de vil begrænse de nationale regeringers muligheder for at regulere, hvad der sker på markedet, når det drejer sig om handel, investering osv. Jeg har tidligere skrevet om den betydning TISA vil kunne få for vores verden – og det er mildest talt skræmmende, hvis sådan noget som demokrati og folkelig indflydelse betyder noget for en. Heldigvis er der stor folkelig modstand mod disse aftaler. I dagbladet Information kan man således læse, at 500 europæiske ngo’er i morgen afleverer hele tre millioner underskrifter i protest mod TTIP til EU-kommissionen. Samtidig kan bladet fortælle, at forhandlingerne mellem USA og EU om netop den aftale trækker i langdrag. Men stillehavsnationernes vedtagelse af TPP kan være med til at sætte skub i forhandlingerne, fortæller Information.

Men hvad drejer det hele sig så om? Det var Wikileaks, der først fik fat i dokumenter fra disse forhandlinger. Forhandlinger, der meget sigende er foregået i allerdybeste hemmelighed, og som kun – indtil Wikileaks-afsløringerne kom frem – har været sparsomt omtalt i medierne. I nedenstående video forklarer folk bag Wikileaks, hvad det hele drejer sig om. Brug 8-9 minutter af din tid på den og bliv meget klogere på, hvad disse aftaler kommer til at betyde for ikke blot økonomien men vores liv i de kommende mange år. Det er ret rystende, mildest talt.