For 40 år siden, nærmere bestemt d. 1. august 1976, blev Gasolins album What a Lemon– med det ikoniske coverfoto af en dejlig dame, der taber sine trusser midt ude på vejen – udsendt i USA og nogle få andre steder. Det var Gasolins tredje forsøg på at bryde igennem muren til det store, internationale, engelsk-talende marked. Men selv om pladen fik pæne ord med på vejen fra den blaserte anmelderskare, så klykkedes promoveringen ikke. Og selv om frontfigur Kim Larsen senere forsøgte sig igen, så var det nok allerede der i 1976, at det blev klart, at Gasolin var så pæredanske som æblegrød og stegt flæsk med persillesovs. Og at de måtte stille sig tilfreds med at være verdensberømte i Danmark. Og det var – og er – de.
Pladen er i dag samlerobjekt og går det tårnhøje priser. Desværre blev der ikke plads til den – og de to andre engelsksprogede udgivelser – The Black Box, der udkom i starten af nullerne. Men det burde de have været for at tegnede det fulde billede af ‘Danmarks populæreste rockband’.
I dag er det 46 år siden Alan Christie Wilson indskrev sig gruppen af 27-årige rockmusikere og sangere, der forlod denne verden for tidligt. Wilson var forsangeren i Canned Heat, bl.a. på gruppens to store hits, “Going up the country” og “On the road again”. Den 3. september 1970 blev han fundet død bag ved bandmedlem Bob Hits hjem. Dødsårsagen var forgiftning ved barbiturater.Â
Wilson Picket tilhører soulmusikkens gyldne periode i tresserne, sammen med Sam Cooke, Otis Redding og Solomon Burke. Og han var uhyre flittig. Det kan man se at den opsamling af hans singleplader, der er udkommet. Land of 1000 Dances – the Complete Atlantic Singles Vol. 1. Og man skal bemærke at det er første opsamling, der kommer flere. Tre helt præcis.
Og titlen angiver helt præcist, hvad det drejer sig om. Nemlig 11 singleplader (A- + B-sider) fra en treårig, frugtbar periode, hvor Picket med sin kraftfulde stemme med vekslende held forsøgte at ramme hitlisterne.
Dog Eat Dog
It’s dog eat dog
I’m just waking up
The dove is in the dungeon
And the white washed hawks
pedal hate and call it love
Dog Eat Dog
Holy hope in the hands of
Snakebite evangelists and racketeers
And big wig financiers
Dog Eat Dog
On prime time crime the victim begs
Money is the road to justice
and power walks it on crooked legs
Prime Time Crime
Holy hope in the hands of
Snakebite evangelists and racketeers
and big wig financiers
Where the wealth’s displayed
Thieves and sycophants parade
And where it’s made
the slaves will be taken
Some are treated well
In these games of buy and sell
And some like poor beast
Are burdened down to breaking
Dog Eat Dog
It’s dog eat dog ain’t it Flim Flam man
Dog eat dog you can lie cheat skim scam
Beat’ em any way you can
Dog eat Dog
You’ll do well in this land of
Snakebite evangelists and racketeers
You could get to be
a big wig financier
Land of snap decisions
Land of short attention spans
Nothing is savored
Long enough to really understand
In every culture in decline
The watchful ones among the slaves
Know all that is genuine will be
Scorned and conned and cast away
Dog eat dog
People looking seeing nothing
Dog eat dog
People listening hearing nothing
Dog eat dog
People lusting loving nothing
Dog eat dog
People stroking touching nothing
Dog eat dog
Knowing nothing
Dog eat dog
Denne uge har været hektisk. Mere end sædvanligt. Og mine oplevelser og nyhedsstrømen har forvisset mig om, at vi lever i en mere og mere brutaliseret og umenneskelig periode af menneskehedens historie. Højrepopulismens i fremmarch i Europa og USA, nedskydning af politibetjente og civile her og der, profitfikserede, globale frihandelsaftaler, der dræber ethver demokrati, udsigt til voksende strømme af klimaflygtningen (de mest skeptiske prognoser taler om helt op til 500.000 i sidste ende). Jo, det er en dog-eat-dog-situation.
Det udmærkede projekt Playing for a Change har taget Sly Stones gamle hitsang “Everyday people” op, støvet den af og demonstreret, hvor god og aktuel en sang det.
Også det hæderkronede band Wilco er på vej med nyt, albummet Schmilco. Og de er også på vej til Danmark for at give koncert i København. Men ikke i Jylland, damn. Og så må vi nøjes med at sniglytte til sangen “Someone to lose”
Eller snarere: Det gør bandet ikke, for deres tilbagevenden til plademediet holder. Selv om årene er gået, så holder bandet skruen i vandet rent musikalsk med deres nemme for den gode sang… Her med den anden single fra deres nye plade Here.
Frankenstein Junior, Blazing Saddles og andre film af Mel Brooks nød godt af skuespilleren Gene Wilders gale humor. Og jeg nød godt af disse anarkistisk morsomme film. Nu er Gene Wilder død og amerikansk film er blevet lidt mindre morsom.
Det koncertaktive og højproduktive band Folkeklubben er til bage med albummet Slå flint! Titlen er lånt fra Klaus Rifbjergs sene digtsamling Knastørre digte (2006): “Slå flint!/<hvis gnisten falder heldigt/Brænder bålet./Slå flint!/Og vhis det hele kikser/var der gnisten/Som stinker tørt og/Fucking godt./Slå flint!”
I titlen ligger der et ønske om at vi skal se på vores virkelighed med andre øjne. Et ønske om, at vi skal ændre perspektivet. At vi skal fokusere mere på æstetikken og legen (end på det ‘perfekte’ resultat), mere på lys end mørke, mere på op-lysning end almen uvidenhed og i den dur.
Og det kommer stærkt og billedligt frem i den første sang, der hedder “Torben Ulrich”. Ulrich var ikke kun far til trommeslageren i Metallica, men også en ener i dansk kulturliv i tresserne og halvfjerdserne. Han blev berømt/berygtet for at spille tennis uden interesse for kampens udfald. Det var legen og den æstetiske detalje (slaget med ketcheren), der optog ham. Han var også kendt for at være en stor jazz-elsker, men samme tilgang til jazzen som til tennis.
“Der er sol over Danmark.
“Vi synger dine sange og glemmer dine nederlag
“Folkehelt, fanebærer, beatnik, laissez-faire,
Hej hej bolighaj, skåltaler 1. maj.
Folkehold, fattigrøve, Egon, Benny, Keld og Børge.
Kan du ikke gå, så stå på dine ben.
I dag bliver en god dag.
Jeg går som Torben Ulrich efter det perfekte slag.
Og jeg klapper det klaptræ, til filmen om en mand,
der blev sin egen herre en dag.
Yeah, yeah juhu.
Yeah, yeah juhu.
Ulrich var i sin tid (og i vores) eksempel på en mand, der gik mod tidsånden og var bærer af et personligt opgør eller -rør mod netop konformiteten og “almindeligheden” i vores fælles virkelighed.
“Tænk hvis man kunne bringe legen og æstetikkens fra Torben Ulrichs boldspilds-filosofi ind i velfærds-Danmark; i politik, i parforholdet, i musikken ect.. Tænk hvis vi kunne forstå, at der også i nederlagene – de store som i 1864 og de små som vi løber ind i hverdag, er noget at lære. Det handler ikke om at tabe eller vinde. Om dem eller os. Rød eller blå. Men om at spille og lege sammen. Om at slå Flint. Gå efter det perfekte slag!
– sådan skriver tekstforfatter Kjartan Arngrim i forlængelse af ovenstående sang og bærer dermed – i kraft af identifikationen med den langhårede tennisspiller – gnisten til et oprør og -gør med vores samtid med sig. Hvorved sangen – og hele pladen – bliver en politisk plade i den forstand, at politik handler om at ændre på tingenes tilstand. Og det kan der være mere end god grund til anno 2016.
“Og sådan er det med Folkeklubbens tekster. De vil have os til at se verden på en ny og anderledes måde. Som fx i singleudspillet, sangen om “overlæge Jacobsen”. En autentisk sang om en aarhusiansk psykiater, der begyndte at eksperimentere med LSD og derved som person bevægede sig ind i den galskab, han skulle kurere…
Overlæge Jacobsen synger â€Lucy in the skyâ€.
Bukker dybt, siger goddag til sit eget kontrafej.
Jacobsen er skør, som det sig hør og bør.
Overlæge Jacobsen kører flere 1000 mil.
På sin knallert, uden stop, rundt og rundt og uden hvil.
Fang ham hvis du kan; den fine gamle mand
Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no.
Overlæge Jacobsen synger Lucy in the sky.
Bukker dybt, siger “farvel” til sit eget kontrafej.
Jacobsen er død, af dope og øllebrød.
Her går det godt.
Vi tager receptpligtig speed.
og vi ryger pot.
Men doktor, er De rigtig klog? oh no no no
Doktor er De rigtig klog? Oh no.
“Som anti-psykiaterne Cooper og Laing i tresserne vendte Jacobsen med sit liv op og ned på forholdet mellem galskab og normalitet. Måske var det ikke Jacobsen, der var gal, men samfundet, der var galt afspadseret!?
“I pressematerialet til sangene sporer man en vis modstand i gruppen mod at være samfunds- og systemkritiske. Men det er netop, hvad de er – selv om det er politisk ukorrekt at være det i disse tider. Men enhver, der prøver at tænke mod strømmen bliver automatisk politisk i vores konforme konjuktur.
“Og det er velgørende og befriende, at et dansksproget band som Folkeklubben ikke går af vejen for tankevækkende og provokerende tekster. Og binder det hele op med medrivende folk-rock, der oser langt væk af, at bandet de foregående mange måneder har givet den ene koncert efter den anden. Hvad enten de spiller energisk rock eller kaster sig over lidenskabelige ballader. Med den nye plade lever Folkeklubben op til de forventninger, man kunne have til dem.
Folkeklubben. Slå flint! ArtPeople. Udkom d. 26/8-2016
Med Roosevelts – alias tyske Marius Laubers – nye album er vi her i bloggen tilbage ved electronicaen. Og som hos andre af nutidens dyrkere af den elektroniske musik bevæger Lauber sig behændigt og klogt på den skarpe æg mellem den klassiske, dansante popsang og electronicaens leg med lydflader, hvor det elektroniske isenkrams ofte hårde lyd opblødes af guitarer og af Laubers stemme. Og Lauber maler med en bred pensel, der er dyppet dybt ned i den electroniske traditions mange malerbøtter. Vi mødes både af klart danse- og diskoteksorienterede flader, som fx i den hitpotentielle “Night moves” og af mere meditative og suggestive sange som fx “Belong”, der trækker tydelige veksler på ældre forbilleder som fx Tangerine Dream. Og det er netop i kraft af den udtryksmæssige spændvidde, at pladen her burde kunne nå ud over sit kultpublikum og indfange dem, der godt kan lide electronica – uden at være en del af miljøet.
Roosevelt, som Lauber kalder sig som kunstner, er uden tvivl et talent inden for sin genre. Og med sit eponyme album burde han uden besvær kunne konkurrere med mange af de andre, fortræffelige genredyrkere, som jeg har omtalt her i bloggen. Pladen går uden tvivl efter både dem, der elsker at danske til heftige beats og sværiske lydlandskaber – og dem, der kan nøjes med at indtage musikken via hovedtelefonerne. Hermed anbefalet.
Karoline Munksnæs er skuespillerinde og har igennem en årrække arbejdet som dubbingleverandør til film. Og der skal da heller herske nogen tvivl om, at stemmen er hendes store aktiv på den EP, hun lige har udsendt med titlen Lyt til alle pauserne.
Munksnæs besidder en ren, klar pigestemme, som hun bruger med al den professionalisme, som hendes skuespillerskoling og arbejdserfaring har givet hende. Fraseringerne og hele udtrykket sidder lige i skabet, som man siger. Og Munksnæs har selv skrevet de syv sange, der kan beskrives som enkle, voksne popsange, der tematisk kredser om livets imperfektion og – måske lidt paradoksalt – besinder sig på det uudtalte, usigelige og usagte. Som det fx kommer til udtryk i titelsangen: “Lyt til alle pauserne/ de siger nemlig noget/ stands dine ord/når du er her/Ja jeg er stille/ men jeg prøver at sige noget/ så lyt til alle pauserne der er”.
Bag sig har Munksnæs et hold musikere, der forstår at forløse de enkle folk-poppede sange. Mikkel Petterson har produceret og leverer guitar, klaver og andre tangenter. Eva Skipper håndterer bassen, Andreas Estrup trommerne, Annevig Schelde Ebbe en lidt mørk og kontrapunktisk backingvokal til Munksnæs lyse stemme, Bjarke Falgren smider stemning ind over sangene med sine strenge (violin og bratsch) og John Ehde supplerer med sin cello.
Lyt til alle pauserne er et velment og velkomment bidrag til den voksende strøm af voksenpop, der både vil underholde og som har noget på hjerte. Hermed anbefalet.
Karoline Munksnæs. Lyt til alle pauserne. Ashtam Drops Productions. Udgivet digitalt d. 26. 08. 2016
Med No reason to cry skulle Eric Clapton leve op til successen fra 461 Ocean Boulevard. Og gjorde det. Med hjælp fra gode venner som Bob Dylan, The Band, Ron Wood, Carl Radle og Billy Preston (plus en lang række andre) lykkedes det Clapton at skabe et album, der solgte godt og stadigvæk hører til hans mest vellykkede.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
