Indlæg tagget med Nostalgi

« Nyere Nostalgi indlæg

Genhør: Ringo Starr – The Anthology…So Far

7. december 2008

Vi springer et par år tilbage til 2001, hvor Ringo udsender et tredobbelt live-album med sit All-Starr Band. Udgivelsen er en opsamling af live-indspilninger, som Ringo tidligere har udsendt i 1990 og 1993 – plus en del ikke hidtil udgivet musik. En slags greatest hits fra årene som bandleder for et hold udsøgte musikere. Ringo har selv givet udtryk for, at han længe har drømt om at lede sådan et band, og det for står man, når man ser listen over medvirkende kændisser: Randy Bachman, Gary Brooker, Jack Bruce, Tim Cappello, Eric Carmen, Felix Cavaliere, Clarence Clemons, Burton Cummings, Rick Danko, Dr. John, Dave Edmunds, John Entwistle, Mark Farner, Peter Frampton, Levon Helm, Jim Keltner, Simon Kirke, Nils Lofgren, Billy Preston, Mark Rivera, Todd Rundgren, Timothy B. Schmit, sønnike Zak Starkey og Joe Walsh. Pladen består af numre fra Ringos eget katalog (It Don’t Come Easy, Honey Don’t, You’re Sixteen m.fl.), Beatles-numre og numre fra de medvirkendes kataloger. Dermed bliver de tre plader også et tværsnit af meget af den fremmeste musik fra tresserne og halvfjedserne især.
Udgivelsen fik fine anmeldelser rundt omkring i medierne, men solgte – ikke overraskende – ikke noget særligt. Det er en skam, for det er et fint, varieret live-album med både stille ballader og rigtige rockere fremført i Ringos tilbagelænede, svingende stil. Anbefales. (Man kan være heldig at finde udgivelse i pladeforretningernes udsalgskasser til en slik…).

 

Ringo and his first All Starr Band (part 1)

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

Genhør: Ringo Starr – Ringo Rama

6. december 2008

Vi springer lidt i kronologien – frem til Ringos trettende soloudspil, Ringo Rama, fra 2003. På pladen har Ringo allieret sig med produceren Mark Hudson, der er kendt fra Hudson Brothers og sit samarbejde med blandt andre Aerosmith. Og det kan høres på lyden, der er uptempo-skarp og undertiden  metallisk rockende. Ringo får også, som han har for vane, hjælp af en række venner og kolleger. Denne gang er det Willie Nelson, den fine arrangør og musiker Van Dyke Parks, David Gilmour (ex-Pink Floyd, Shawn Colvin, Timothy B. Schmit (Eagles) og – ja, hvem ellers – Eric “Slowhand” Clapton. Pladens numre er alle skrevet af Ringo selv i samarbejde med Hudson og et par andre. Det gør, at pladen får et godt homogent præg. Det klæder Ringo voldsomt godt at få sin stemme placeret i en velproduceret, velarrangeret rockramme med smægtende korarbejde, lækre guitarsoli og andre delikatesser. Pladen er også præget af George Harrisons for tidlige død. I nummeret “Never Without You” viser Ringo sin veneration for den mistede ven og kollega, og lader selvfølgelig Eric Clapton tage sig af guitaren…
Ringo Rama fik fortjent fine anmeldelser med på vejen, men solgte ufortjent ikke overvældende. Men det skal selvfølgelig ikke hindre nogen i at lytte til den. Anbefales som en overraskende fin plade fra den gamle trommedasker…


Ringo Starr – Never Without You

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

The Pretty Things anno 1966

6. december 2008

I 1966 skød instruktøren Anthony West sammen med Caterian Arvat en 14 minutter lang film om og med beatmusikkens slemme, langhårede drenge – The Pretty Things. Nu er det omsider muligt at se det meste af filmen – i en god kvalitet – på nettet. Se klippene her (klip 2 finder du i bjælken til højre). Ren og uforfalsket nostalgi.

Skrevet i Musik Tagged , , | En kommentar »

Genhør: Ringo Starr – Sentimental Journey

5. december 2008

Sentimental Journey fra 1970 er Ringo Starrs første post-Beatles-album. Til forskel fra Lennon og Mccartney, der på deres første album efter Beatles, søgte nye græsgange, så vendte Ringo snuden tilbage i tiden til sine forældres og deres generations musik. Det fortælles endda, at Ringo snakkede med sine forældre og deres venner for at høre, hvilke sange de holdt mest af fra dengang, de var unge. Resultatet blev en stor håndfuld før-Beatlemania standards. Ringo søgte – og fik – producerhjælp hos George Martin, der jo havde års erfaring med den slags musik, og han bad en række venner – Mccartney, Klaus Voorman, Maurice Gibb og Quincy Jones – og garvede arrangører som fx Ron Goodwin, Richard Perryo g Oliver Nelson om at få arrangementerne på plads. Resultatet blev et meget charmerende, herligt swingende album med en veloplagt Ringo i forgrunden med numre, der er kendt fra Louis Armstrong, Fred Astaire, Doris Day, The Pied Pipers, The Ink Spots m. fl. Hvis man ellers er til den slags musik, som vores forældre og bedsteforældre gad lytte til, så kan denne plade kun varmt anbefales. Den varmer i en kold til og er som en amerikansk dansefilm fra fyrrerne…

Vi beklager kvaliteten…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Genhør: Ringo Starr – Beaucoups of Blues

4. december 2008

Som sagt har Ringo Starr ikke nogen stor stemme. Men til gengæld har den sin helt egen charme. Og så passer den fint til traditionel country and western, hvor man kan slippe af sted med at synge lidt og recitere lidt… Det kan man forvisse sig om ved at lytte til Ringos andet soloalbum – Beaucoups of Blues – fra 1970.
Det var en kendt sag, at Ringo havde en svaghed for country-musikken, og da han fik chancen for at arbejde sammen med nogle af Nashville-esserne (via pedal-steel-guitaristen Pete Drake, der arbejdede sammen med George Harrison på All Things Must Pass), slog han til og indspillede albummet i Nashville. Ud over Pete Drake medvirker kapaciteter som Jim Buchanan (fiddle), Charlie Daniels (g.), D. J. Fontana (tr.), Ben Keith (pedal steel g.), Buddy Harman (bas), Charlie McCoy (mundharmonika), Jerry Reed (g.) og en håndfuld mere af samme kaliber. Dertil skal lægges backinggruppen The Jordanaires, der jo stod bag Elvis i hans levetid.
I denne kontekst kommer Ringos begrænsede stemme helt til sin ret. Faktisk synger han bedre, end man er vant til at høre. Han er i sit es. Ingen tvivl om det. Og jeg vil ikke holde mig tilbage fra at mene, at det er en af Ringo allerbedste og mest vellykkede indspilninger.
Hvis man kan lide Ringo Starr – og traditionel country-and-western, så er denne plade ikke til at komme uden om.

Beaucoups of Blues (audio-video)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

The Raconteurs – “Old Enough” – bluesgrass-udgave

4. december 2008

Jeg faldt her til morgen over denne dejlige akustiske-bluegrass-udgave af “Old Enough” med The Raconteurs, der får hjælp af Ricky Skaggs og den små Ashley Monroe… Så er det ingen sag at komme i gang med en grå dag!

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Syrlige drops, rumstøv og flyvende tallerkner – del1

3. december 2008

Nej, overskriften har intet med DR2s UFO-tema at gøre, men er den fordanskede titel på en gammel, herlig compilation, som tidsskriftet MOJO udsendte i 2001. Undertitlen er Psychedelic Confectionary from the UK Underground 1965-1969.
Der er tale om et boksæt med fire cd’er – ialt 76 numre.
Jeg holder meget af den slags informative bolscheposer, der giver et tværsnit af fx en bestemt musikretning. Især hvis det ikke blot er en samling af alt det, man kender i forvejen.
I dette tilfælde er der både interessante bidrag fra kendte grupper og kunstnere og mere sjældne sager.
En af de ting, boksættet her vidner om, er den tydelige indflydelse den amerikanske “syrerock” – psychedelia – fik på engelske grupper. En lang række bands, der ellers ikke ligefrem forbindes med psykedelisk musik er repræsenteret.
Det gælder fx The Who med nummeret “Armenia city In The Sky”, der er indledningssporet på albummet The Who Sell Out. Nummeret er krediteret Pete Townshends ven fra art-school-dagene John ‘Speedy’ Keene. Et sjovt, atypisk Who-nummer med syret guitarlyd og buldrende trommer.
Også The Nice – forløberne for Emerson, Lake and Palmer – kastede sig ud i det psykedeliske med “Flower King of Flies” (fra The Thoughs Of Emerlist Davjack). At Donovan (Celeste) og Incredible String Band (Witches Hat) er med, er måske ikke overraskende. Derimod har jeg lidt svært ved at opfatte Procol Harums “Shine On Brightly” som psychedelia. The Kinks “See My Friends” er lidt lettere at acceptere under den paraply.
Barcley James Harvest, der havde deres storhedstid som symfonisk orienteret band i halvfjerdsene, var i deres spæde begyndelse forelsket i det ærke-psychedeliske instrument, melotronen. Og på pladen kan man høre deres sjældne anden singleudgivelse “Pools of Blue”, der har klare psychedeliske træk.
The Move og deres “I can hear the grass grow” er måske selvskreven – i hvert fald sådan tematisk. Derimod er det pudsigt at se The Pretty Things som syreband med nummeret “Talking about the good Times” med citar, melotron, klingende guitarer og sære harmonier. Også The Spencer Davies Group er repræsenteret med “Time Seller”, bandets første single, efter at Steve Winwood var stået af.
Også bluesbandet The Yardbirds er med (Happenings Ten Years Times Ago, der vist blev bandets svanesang),The Small Faces med “Green Cirles”, The Hollies med “King Midas in Reverse”, Eric Burdon & The Animals (Sky Pilots 1 & 2) og partyrockerne The Status Quo, der jo også havde Picture of Matchstickmen på samvittigheden, med single-B-siden “When My Mind is not Live”. Jo, der var blomster i håret, syre i blodet og flimrende farver på den indre skærm i de år…

THE MOVE – I Can Hear The Grass Grow

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Chrissie Hynde, Pretenders – akustisk

2. december 2008

The Pretenders er aktuelle med albummet Break Up The Concrete. Og på NPR giver de en akustisk udgave af nogle af numrene. Et must for enhver tilhænger af Chrissie og Pretenders.

Vi bringer ovenstående billede med personlig tilladelse fra fotografen Michael Mastro.

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »

Lucy & Carly Simon

2. december 2008


Carly Simon blev berømt i halvfjerdserne, da hun dannede par med James Taylor, og har også siden haft en succesfuld solokarriere. Mindre kendt er det, at hun før sin solodebut i 1971 med det eponyme album Carly Simon var med i duoen Carly & Lucy Simon, også kaldet The Simon Sisters. Lucy er Carlys knap så kendte storesøster, der har haft sin egen musikalske karriere. Dog ikke inden for pop- og rockmusikken, men som komponist af blandt andet teatermusik og sange for børn. I tresserne udgav de nogle sjældne, folkinspirerede album i stil med Peter, Paul & Mary, Simon & Garfunkel og andre coffeehouse-sanggrupper.
I 1969 udgave de to søstre et album med titlen The Simon Sisters Sing The Lobster Quadrille And Other Songs For Children, og den blev i 1973 fulgt op af The Simon Sisters Sing For Children. På de to plader fortolker de – indlysende nok – børnesange. Især deres fortolkning af Eugene Fields børnerim Wynken, Blynken And Nod blev populær – og blev planket af fx Doobie Brothers og Mama Cash. Nu er de to plader blevet genudgivet på et album med titlen Sings Songs for Children.
PS. De to søstre har i øvrigt endnu en storesøster, der er operasangerinde.

Carly Simon – Wynken, Blyken, and Nod (as the Simon Sisters)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

The Honeybus Story

1. december 2008

Julen truer lige om hjørnet. Og fatter er blevet pålagt at skrive sin “ønskeliste” inden et par dage. Ellers vil Frøkenen surmule mere end normalt, og det ønsker vi ikke her op til den glædelige juletid. Heldigvis er der altid en cd eller dvd, man kan bruge, når det ikke kun skal være sokker og underbusker. På listen har jeg så anført The Honeybus Story – et album, der er blevet genudsendt i år, og som indeholder alle de væsentligste indspilninger med Honeybus.
Honeybus blev dannet i 1967 af Pete Dello (vok., g. og keyb.), Ray Cana (bas, v., keyb.), Colin Hare (g., vok.), Pete Kircher (t., vok.) og Jim Kelly (forsanger). Dello og Cane stod for sangskrivningen, og bandet blev hurtigt et af de bands, der blev sammenlignet med The Beatles (det var nærmest den højeste udmærkelse, man kunne få i de år…). Af en eller anden grund blev de aldrig rigtig store, til trods for gode sange og fornem fremførelse. Men med hittet “I can’t let Maggie go” sørgede de for ikke at gå i glemmebogen. Sangen blev spillet igen og igen hos Jørgen de Mylius og var et tilbagevendende lytterønske op gennem halvfjerdserne.
Det hjalp heller ikke på bandets succes, at den ene sangskriver – Dello – ikke ønskede at turnere i USA og i det hele taget ikke var meget for at optræde live. Og da han forlod gruppen, gik den langsom i opløsning. I årene efter havde Dello, Hare og Kelly hver især en vis succes som solokunstnere.
The Honeybus Story viser, at bandet var meget mere en Maggie. 23 velturnerede sange indeholder den.

Honeybus – cant let maggie go promo clip 60s

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Genhør: Ringo Starr – Stop and smell the Roses

30. november 2008

Thomas synes, det ville være en god idé at give Ringo Starrs soloplader et genhør. Og da jeg alligevel skulle flytte reoler, plader og bøger, så var der ikke langt til handling. Og den første plade, jeg fik fat i var Ringos Stop and smell the Roses fra 1981. Ringo havde på det tidspunkt nået et foreløbigt lavpunkt i sin karriere med to dårligt sælgende plader – Ringo the 4th (1977) og Bad Boy (1978) – og der havde vist også været nogle personlige problemer med  sprut og sådan.

I hvert fald er der noget, der tyder på, at han måtte tage sig selv i nakken – også musikalsk set. Af samme grund allierede han sig med en håndfuld venner, der skulle hjælpe med at producere og skrive sange til den nye plade. Paul McCartney, George Harrison, Harry Nilsson og Ron Wood blev indkaldt sammen men en flok meget kompetente musikere, der kunne levere varen. Ray Cooper, Jim Keltner, Fred Tacket, Jim Gordon m.fl.

Ringo er en ofte undervurderet trommeslager og ikke nogen stor sanger. Hvad han ikke har i stemmekraft, har han til gengæld i umiddelbar charme. Han har ikke de store kunstneriske ambitioner, men vil spille swingende og kompetent underholdningsmusik. Og målt med den målestok, så er det en fin plade, han fik lavet. Et enkelt nummer er nok mest fyldstof ( Dead Giveaway, som han har skrevet med Ron Wood), men ellers svinger det solidt, og man kan ikke lade være med at vippe med foden. Ikke Ringos bedste plade, men absolut en hyggelig sag, der egner sig vældig godt til at sætte reoler på plads til…


Ringo Starr – Private Property – Clip – 1981

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »

Fra erindringsannalerne: Downliner’s Sect

30. november 2008

Som hvalp købte jeg regelmæssigt musikbladet Fabulous i den mest velassorterede kiosk i lokalområdet, Kurant, der lå og stadigvæk ligger på hjørnet af Strandbygade og Cort Adelersgade. Det var her, man kunne få læsestof, der passede til en spirende musikinteresse. Der lå også en diminutiv kiosk i Nørregade – for enden af Sjællandsgade – hvor en årvågen ejer var fremsynet nok til at sælge danske musikblade (Børge, Vi Unge, Superlove) og idolmagasiner (Beatles Monthly).


Fabulous var – som jeg husker det – en guldgrube af informationer om bands og musikere, der først blev introduceret i Danmarks Radio senere eller slet ikke… Blandt andet kan jeg huske, at bladet gjorde meget ud af Downliners Sect, der var R&B-konkurrenter til Rolling Stones, Pretty Things, Yardbirds, Them og Animals. Først længe efter at stavet mig igennem de begejstrede skriverier om bandet fik jeg mulighed for at lægge øre til deres medrivende, garagerock-prægede, rå udgave af engelske R&B.


Bandet bestod oprindeligt af Don Craine (guitar, sang m.m.), Keith Grant (bas, sang), Johnny Sutton (tr.), Terry Gibson (g.), Ray Sone (mundharmonika), Pip Harvej (mundharmonika) og Zach Wilson (g). Den renlivede R&B finder man især på gruppens første album fra 1964, The Sect. På opfølgeren The Country Sect fra 1965 ændrede de lidt stil i retning af noget mere country-inspireret. Og på den tredje og sidste langspilplade The Rock Sect’s In, ja, der var tyngdepunktet på rock. Til forskel fra de grupper, der tog têten på hitlisterne og hos det store publikum, så var Downliners Sect i høj grad en gruppe, der fungerede i kraft af energi og entusiasme, og ikke i kraft af markante sangskrivere og flamboyante forgrundsfigurer. Det er nok også derfor, man kan høre, at de flittigt lader sig inspirere af andre kunstnere i deres musik, lige fra de gamle halvtredserrockere til de samtidige, fx Rolling Stones. Hvad gruppen måske savnede i originalitet, havde den til gengæld i sit behjertede engagement og spillelyst. Og det var måske også dette forhold, der gav dem en hel del tilhængere i de skandinaviske lande, medens man var lidt mere tilbageholdende i hjemlandet.


Downliners Sect er med årene blevet kult og med god grund. Det er en fornøjelse at lytte til bandets energiske udladninger. Der er siden blev udgivet et par udmærkede compilations. Dels en udgivelse med deres singleplader – The Definitive Downliner’s sect Singles A’s & B’s – og dobbeltcd’en Sectuality, der blev udgivet på det lille kenderforlag Charly Records og nu er svært opdrivelig, med mindre man har en stor pengepung…

Before You Accuse Me-Downliners Sect

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Genhør: George Harrison – Cloud Nine

28. november 2008

I 1987 fik George Harrison omsider en solid pladesucces, der kunne matche All Things Must Pass. Lidt i hvert fald. Det blev også hans sidste album i levende live. Cloud Nine fulgte den beskedent sælgende Gone Troppo fra 1982. I mellemtiden havde Harrison især haft succes som filmproducent og havde lagt afstand til den musikindustri, som han aldrig rigtig kom overens med. Det hjalp åbenbart på produktiviteten. I hvert fald fik han igen lyst til at indspille musik i løbet af 1986 og allierede sig med kammeraten Jeff Lynne (Travellin Wilburys – Electric Light Orchestra), der skulle producere den nye plade sammen med Harrison. Tilkaldt blev også en række musikervenner. Ringo og Jim Keltner til gryderne. Eric Clapton til lidt guitar. Og Gary Wright og Elton John til keyboards.
Pladen blev optaget hjemme i Harrisons eget studie, og når man genlytter den, kan man godt høre, at Harrison har fundet gnisten igen. Hvor de foregående plader er præget af tilbagelænet musiceren, så er Harrison længere fremme på beatet på Cloud Nine. Og det klæder ham. Pladen har også flere regulære hitpotentialer med sange som This Is Love, Devils Radio, When We Was Fab (og Beatles-dagene) og – ikke mindst – singleudspillet Got My Mine Set On You. Lynnes producervirke er mærkbar. Lyden kan under tiden minde om Travellin Wilbury-pladerne, og den rockende bund er mærkbar i flere af numrene.
Cloud Nine er en værdig afslutning for George Harrison. I øvrigt er de her omtalte albums samlet i et boksæt med titlen The Dark Horse Years 1976-1992, der også indeholder en dvd med videoer.

George Harrison – When we was fab

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Paul Simon – Comedy Central

28. november 2008

Hos Jammermand fandt jeg denne fine optagelse med Paul Simon og hans smukke sang American Tune. Simon er blevet grå, hans stemme skal lige startes op, men det holder 100%. En smuk start på dagens bloggeri.

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Genhør: George Harrison – Live in Japan

27. november 2008

Vi springer lidt i kronologien. Harrison er også mester for et par live-albums. Det mest kendte er The Concert For Bangla Desh (som jeg vil vende tilbage til…). Knap så succesombrust er hans livealbum fra Japan fra 1992. Ikke desto mindre er det vellykket udgivelse fra en turné, der var en stor succes for Harrison.
Turnéen kom i stand, efter at Harrison havde bedt sin gamle ven og konkurrent Eric Clapton om at komme med. Sammen med et band bestående af Steve Farrone (tr.), Ray Cooper (perc.), Greg Phillinganes (key., vok.), Chuck Leavell (key.,vok.), natha East (bas, vok.), Andy Fairweather Low (gui., vok.), Tesa Niles (vok.) og Katie Kissoon (vok.) leverer de to frontguitarister en tur gennem Harrisons sangkatalog fra Beatlesdagene og frem til det sene værk Cloud Nine. Det er slående, hvor tilbagelænet Harrisons udgaver af sangene er. Fx lyder det gamle nummer Taxman (fra Revolver) på samme tid meget loyalt over for Beatles-udgaven – og så helt laid-back… Jeg tror, at det fortæller meget om musikeren Harrisons rolige og venlige tilgang til tingene. Albummet er et rigtigt feel-good-album, som man ikke kan blive andet end i godt humør af at lytte til. Og så får man en demonstration af, hvor god en sangskriver Harrison faktisk var. Anbefales uden forbehold.

 

Taxman — George Harrison and Eric Clapton (live)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Ældre Nostalgi indlæg »