Indlæg tagget med pigtrÃ¥d

Til lykke til – Sir Henry alias Ole Bredahl med de 70

3. juli 2015

En af mine pigtrÃ¥dshelte, Sir Henry – hvis borgerlige navn er Ole Bredahl – passerer de 70 Ã¥r (i morgen). Og det fortjener da et lille indlæg. For uden “Let’s go”, “Camp“, “Beautiful brown eyes” m.m. havde dansk tresserbeat ikke været den samme.

PigtrÃ¥dens 50 Ã¥rs jubilæum – nu som film

3. oktober 2014

Langt om længe er koncerten “PigtrÃ¥dens 50 Ã¥rs jubiliæum”, der blev afholdt i 2012, udkommet pÃ¥ dvd. Og det er sket uden at køre det store PR-batteri i stilling sÃ¥ vidt jeg kan se. Men kendere af pigtrÃ¥dsmusik forstÃ¥r at dele den slags smÃ¥ vigtige nyheder. Og det er en herlig ting, at  alle os, der ikke kunne være i København den pÃ¥gældende aften, nu kan genopleve Cliffters, Hitmakers, Lollipops, Lions, Baronets, Scarlets og flere til i fine optagelser og med god lyd.

Torben Bille var med dengang – læs eller genlæs Billens oplevelse af koncerten her.

Mere med The Someones – Hang on Sloopy / Lost Little Girl

22. februar 2012

Heldet var ude. Og formeldelst 18 kriseramte kroner vandt jeg The Someones’ single “Hang on sloopy” (McCoys-cover) og “Lost Little Girl”. I fin stand – tiden taget i betragtning… PigtrÃ¥d som vor moder lavede den.

Genhør med – The Someones

11. februar 2012

En nørdet debat pÃ¥ Facebookgruppen for ‘dansk pigtrÃ¥d’ sendte mig tilbage midten af tresserne, da pigtrÃ¥dsmusikken endnu ikke var afløst af beat. Et af de bands, jeg bemærkede bl.a. i popbladet Børge og hos Jørgen Mylius, var Someones. Især deres udgave af “Under the Boardwalk” gjorde et vist indtryk. Faktisk tror jeg, det var hos Someones, jeg rigtig hørte dette nummer første gang – eller i hvert fald for alvor.

Someones, der blev dannet i 1964 omkring brødrene Jørgen og Flemming Lyngholm  (hhv. lead-guitar og guitar), blev et af de bands, der var “store” pÃ¥ spillestede Hit House. De øvrige medlemmer var Hans Andersen pÃ¥ trommer og Palle Hvidtfeldt, der var forsanger. Det var Peter Belli, der opdagede dem, da de varmede op for Belli og Rivalerne, og han sørgede for at lederen af Hit House, Poul Borum, tog dem til sig. Og de blev afløsere for Rivalerne som husorkester pÃ¥ stedet. Og i fire mÃ¥neder var de toporkesteret pÃ¥ Hit House, og ikke mindst forsanger Hvidtfelt blev genstand for kvindelig idoldyrkelse.

Den oprindelige udgave af Someones gik allerede i opløsning i 1965, hvor Lyngholmerne og Hvidtfelt stoppede. En ny udgave med Tom Steenberg (sang), Jesper Petersen (lead), Søren Oulund Petersen (gt.) blev dannet allerede et par måneder efter. Og det nye orkester videreførte Someones melodiøse, ja, nærmest poppede, velspillede udgave af rhythm and blues.

Ud over at spille på Hit House nåede gruppen at varme op ikke alene for Belli og Rivalerne, men også Rolling Stones, P. J. Proby, The Hollies, The Kinks og Yardbirds.

Gruppen holdt den kørende helt frem til 1969. De fik ogsÃ¥ indspillet en god hÃ¥ndfuld singler med “Under the Boardwalk/ Louis Louis” (65) og “Don’t ever change/Heart of Stone” (65) som et par af de mest markante. De fleste (alle?) af gruppens indspilninger kan findes pÃ¥ dobbeltcd’en Hit House. Dansk PigtrÃ¥d Vol. 12 1964-66, som Universal udsendte i 2006. Og Someones holder forbavsende godt. NÃ¥r man husker pigtrÃ¥dsmusikken som en stilart, hvor det tekniske ikke altid stod mÃ¥l med energien, sÃ¥ er det faktisk overraskende at høre, hvor godt Someones spiller. Jeg husker dem dog som mere energiske, end de lyder i dag. Men det var de nok ogsÃ¥ i mine ører dengang, hvor det lange hÃ¥r var ved at vokse ud over dem…

I hæftet til ovennævnte udgivelse kan man læse mere om Someones. Det samme kan man i opslagsværket Dansk Rock Leksikon. Og jeg kan se, at man kan være heldig at finde numre med Someones på ITunes/Spotify.

Jacks Beat Records Anthology 4

17. januar 2009

På biblioteket lå også en dobbeltcd fra Frost Records og ventede på at blive afhentet: Jacks Beat Records Anthology 4. Jeg har omtalt andre af Jacks Beat Records i bloggen. Denne samling er fra fra tiden omkring 1968 og indeholder musik med en lang række af datidens store lokale navne.

Poisons fra Holstebro ( som talte en vis Henning Stærk Jacobsen og senere en vis Hans Erik Lerchenfelt). Som de fleste af de repræsenterede navne spiller Poisons kopimusik. Poisons hentede inspiration i den rå R&B-beat og soulmusikken. 

Ashtrays fra Humlebæk spillede en let psykelisk inspireret popmusik og var så heldige at få lov til at indspillet et helt album, der er blevet genudgivet hos Frost.

Andre navne på pladerne er Burtons (Odense), Jesters (Grenå) og Bornholms lokale Beatles, The Vanguards. Også et svensk band har sneget sig over Øresund til Jacks Beat Records, Members Blues Band.

I følge noterne blev dette bands single – speciel den syrede B-side – et kultfænomen i Sverige. En psykedelisk klassiker. PÃ¥ et sjovt foto ser man medlemmerne sammen med to hulde svenske striptease-danserinder – i ført stripper”uniform” – Gunilla og Ingrid, som Members Blues Band var backingband for. Det har nok været interessant…


Crowd – der ogsÃ¥ var fra Bornholm og havde Vangards-medlemmer med – var dannet pÃ¥ en inspiration fra tidens store guitaridol, Jimi Hendrix. Lykken var at have en wah-wah-pedal…


En af de mest interessante indslag pÃ¥ samlingen er den tidligere omtalte The Lonely One (aka Erik Møller Hansen fra Galten), der fik afløb for sine kompositoriske tilbøjeligheder i dette projekt. The Lonely One er bestemt et af de mere “professionelle” indslag i tidens musik. Og Lonely One fortjener sin egen plade, hvor al materialet kan blive samlet.

I den forbindelse vil jeg godt komme med en kritisk bemærkning til udgivelsen. Man kan godt spore en vis misfornøjelse over Danmarks Radios manglende interesse for udgivelserne fra Jack Beat Records. Og det er vel forstÃ¥eligt, nÃ¥r man nu er entusiast og synes, man laver gode plader. Men nÃ¥r nÃ¥r Thomas Gjurup let ironisk kommenterer et foto med Jack sammen med Jørgen Mylius med en bemærkning om, at Mylius var en “radiodiscjockey der opnÃ¥ede sporadisk popularitet i tresserne og brillerede i faktisk overhovedet ikke at spille plader fra Jacks Beat Records”, sÃ¥ er den sidste pÃ¥stand ikke helt korrekt. I hvert fald var det hos Mylle, jeg hørte The Lonely One i flere omgange. Man kan ogsÃ¥ gøre skarn uret…


Der er mange flere lokale navne pÃ¥ de to plader, og det er sjovt at høre, hvordan tidens internationale toner afspejlede sig i den lokale danske beat. Her er alt fra pop, psykedelisk musik, Bob Dylan-covere, soul osv. Jo, der var sandelig grøde i dansk beat dengang. Selv Gnags (Skjern) er repræsenteret med deres tidligste forsøg. Desværre har Peter A. G. Nielsen ikke ønsket, at vi skulle høre, hvordan det lød dengang. Lidt vel smÃ¥ligt, synes jeg nok. Men alt i alt er det en fin udgivelse, der fortjener mange lyttere. Jeg kunne dog godt tænke mig, at billedmaterialet havde været bedre. SmÃ¥ gnidrede billeder er det mange gange. Men det er nok et spørgsmÃ¥l om penge…

 

Beat Cookies 6: Musik fra små pladeselskaber

21. oktober 2008


Forleden kunne man i aviserne læse, at det var de uafhængige, danske pladeselskaber, der havde mest held med at afsætte musik til danske lyttere. Det er dem, der har næserne ned i de musikalske vækstlag og henter nye spændende og lovende navne op i lyset. I de store etablerede pladeselskab er der en tendens til at satse pÃ¥ de “sikre” og kendte. Heri er der egentlig ikke noget nyt.


Efter indlægget om Flower Pottest Hits i går ville tilfældet, at jeg fik en mail om et par andre Beatcookies-udgivelser fra biblioteket. Meget passende er temaet på Beatcookies nr. 6 de små labels. Selv om de etablerede pladeselskaber Sonet, EMI, Polydor og Philips sad på de fleste udgivelser, så var der små, uafhængige labels som 2R-Records, Quali Sound, Stryg Records, S-I-D Records m.fl., der sørgede for at små navne også kunne komme ud. Som regel var pladeselskaberne enmandsforetagender, ledet af personer med andre aktiviteter i underholdningsverdenen som impressarioer eller andet.


PÃ¥ pladens primitive optagelser møder man blandt andet amagerkanerne The Bristols, københavnerkvartettet The Blackpools, der var vækstlag for The Beefeaters og havde en vis Peter Thorup med pÃ¥ rytmeguitarog Ole Erling Gruppen med sangerinden, “pigtrÃ¥dspigen”, Danielle og sangerinden Sussi Holm og sangeren Peter Lau i forgrunden med noget, der er mere underholdning end beat..


Det musikalske højdepunkt pÃ¥ pladen er uden tvivl R&B-gruppen The Caravans, der forstÃ¥eligt nok fik succes med deres ene singleplade “Can I Get A Witness”/”Everything’s Allright” i 1965, hvor de i KøbenhavnsomrÃ¥det blev konkurrenter til de store navne, The Defenders og The Lions…


Det, der slår en, når man gennemlytter de 27 skæringer på pladen, er, hvilken enorm grøde, der var i beatmusikken dengang. Og man tænker uvægerligt: Hvordan ville det være gået, hvis de teknologiske muligheder havde været anderledes og transporttiderne kortere?

 

Ved landsbyens gadekær – da pigtrÃ¥d blev dansktop

9. marts 2008

Det foregÃ¥ende indlæg minder mig om, at jeg sÃ¥ en udsendelse om HitHouse-perioden forleden dag. Og undervejs fik vi historien – eller i hvert fald lidt af den – om dengang, hvor det pludselig blev moderne (eller rettere: profitabelt for pladeselskaberne) at fÃ¥ danske pigtrÃ¥dsgrupper til at indspille gamle danske sange.
Det var Keld Heick & Donkeys, der startede dillen. Æslerne var blevet dannet i 1962 og var inspireret af først The Shadows og siden af The Beatles. I 1965 vandt de et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor de indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af Keld Heick (hvilket var ret usædvanligt i perioden, fordi de fleste pigtrÃ¥dsbands holdt sig til covernumre). Ã…ret efter forlod Donkeys Sonet og fik af deres nye pladeselskab til opgave at indspille “Ved landsbyens gadekær”.
Selv om sangen stod for alt, hvad den oprørske ungdom opponerede imod – forældrenes smÃ¥borgerlige idyl – sÃ¥ blev den et kæmpehit, og pladeselskaberne sÃ¥ en økonomiske interesse i at fÃ¥ de andre pigtrÃ¥dsorkestre til at følge trop. I omtalte udsendelse ser man sÃ¥ledes Lasse Helner blive pinlig berørt ved konfrontationen med The Baronets forsøg udi den danske sangskat. En dansk-retro-bølge var sat i gang. Og jorden var gødet for fænomenet Dansktop-musik.

OgsÃ¥ det førende danske orkester The Defenders mÃ¥tte kaste sig ud i det danske med “Jeg har aldrig fÃ¥et noget ” og “Der er lys i lygten” osv. Min mor købte en af Defenders danske singler, hvilket siger noget om populariteten…
Allerede dengang syntes jeg, at Ved landsbyens gadekær var for meget. Den markerede ogsÃ¥ skillelinjen mellem dem, der var “de pæne”, og dem, der var “de grimme” inden for pop- og beatmusikken. De pæne var Cliff Richard, The Shadows og lignende bands. De “grimme”, The Beatles med deres lange hÃ¥r og ikke mindst The Rolling Stones, Pretty Things osv.