En af sidste års store svenske film var danske Per Flys film om Monica Zetterlund Monica Z. I hovedrollen som de vakre Monica ser man den lige så vakre svenske skuespillerinde Edda Magnason. Mindre kendt er det, at Edda har sin egen karriere som sangerinde og har udgivet plader før Z-opgaven. Og hun er aktuel med et nyt album med titlen Woman travels alone.
Den herhjemme noget oversete svenske troubadour Tomas Andersson Wij er ude med opfølgeren til Romantiken fra 2012. Mörkrets hastighet hedder den nye plade, der igen byder på Wijs særligt diskrete, melodiøse sange, der kan virke næsten selvudslettende i sammenligning med andre svenske troubadourer udadvendte sangskriverkunst, men som vinder ved genhør i kraft af sine gode melodier og gode tekster. Her er en forsmag, sangen “Santa Monica”. Nye lyttere kan passende begynde her. Som Torben Bille engang meget rammende skrev: “Tomas Andersson Wij har et navn, der er let at glemme. Det samme kan man ikke sige om hans sange.”
Det var guitaristen (Bo Kaspers Orkester m.m.) og producenten (bl.a. for Ulf Lundell) Lars Halapi, der i 1995 opdagede den svensker singer-songwriter Tomas Anderssson Wij. TAW, som han kaldes af sine trofaste fans, havde lavet et demobånd, og en overbevist Halapi producerede Wijs to første album, Ebeneser (1998) og gennembrudsalbummet Ett slag för dig (2000).
Inden sin første pladeindspilning havde Wij først og fremmest gjort sig bemærket som journalist ved bl.a. Svenska Dagbladet, tidsskriftet Pop, gratisavisen Nöjesguiden, ZTV og Sveriges Radio. Og baggrunden som forfatter og journalist mærker man i sangskrivningen.
Siden debuten i 1997/98 har TAW stille og roligt opbygget en trofast og hengiven fanskare med en snes album (plus det løse) og nogle koncerter, der for det meste har kastet begejstrede anmeldelser af sig. Senest har man kunnet opleve Wij på det københavnske spillested Dexter, hvor han gav koncert d. 3. april – og den koncert står der allerede gny om i musikinteresserede kredse…
Fornylig udkom den 40-årige stockholmers tiende album med den måske lidt gammeldags, men ikke desto mindre varmende, titel Romantiken. Et album, der på alle måder bekræfter det indtryk, man kunne få fra Wijs foregående plader.
På mange måder bekræfter Wij, hvad man kunne kalde sindbilledet af en moderne ‘singer-songwriter’. Solisten, der skriver ofte melankolske og romantiske sange, og selv fremfører dem akkompagneret af sin akustiske guitar eller måske klaver. Og sådan er det også grundlæggende, selv om grundelementerne indlejres i smagfulde, forførende smukke arrangementer.
Sangene er indiskutabelt pop. Voksen pop, der trækker på såvel den amerikanske singer-songwriter-tradition fra efterkrigstiden, hen over halvfjerdserne og frem – og ikke mindst på broderfolkets egen tradition for kvalitetspop. Vi befinder os et sted mellem Carole King og ABBA, hvis vi nu skal gribe til et forenklende billede. Fruen i huset mente også – og jeg vil give hende ret – at Wij kunne minde en hel del om store italienske singer-songwriters. Franco Simone, Fabrizio de Andre, Lucio Dalla…
Ikke alene tilhører Wijs sange den kategori af popsange, der smyger sig om hjertet, griber om følelsernes rødder og glider behageligt ind i øret. Også stemmen er behagelig og uden modhager.
Men lige under den æstetiske popvellyd finder man et tekstunivers, hvor de emotionelle ambivalenser får lov til at folde sig ud, skabe dynamik og dramatik – og slå gnister. Godt nok er der romantiske følelser og længsler i teksterne, men vi er langt fra forloren og sentimental damebladsromantik. Som hos de rigtige, tyske romantikere, der navngav den europæiske strømning, lurer glemslen, tabet, forfaldet, vemodet, døden som en skygge mellem sangteksternes linjer, som en sprække i idyllen. Som det hedder i titelsangen: “Livet växer och tar över oss/ Tids nog glemmer vi det där/ som var liv och som var/ död för oss, drömmarna/ och varför just vi två möttes här“. En sang om parforholdets spænding og udspændthed mellem drøm og virkelighed, lykke og desperation, fastlåshed og frihedstrang, tosomhed og individualitet – og ønsket om at starte på en frisk med drømmene og kærligheden i behold. Romantik? Jovist, men af den slags, der ikke fornægter virkelighedens modsætninger og livets utilregnelighed. Og så smukt fremført med hjælp af Ane Bruns englelige stemme..
I sangen “Sturm und drang”, der med sin titel direkte henviser til romantiken, tematiseres tabet af den sprøde, lidenskabelige ungdomstid, hvor livet var intenst, nærværende og passioneret – i hvert fald set i det voksne, modne jegs bakspejl. Dengang, hvor drømmene var intakte hos den 15-årige, der står og lytter til Thirteen Moons i en vandpyt, iført Dr. Martens-støvler, røde jeans og MC-læderjakke: “Jag minns jag tänkte då/ i mitt sturm und drang/ kommer aldrig kunne leva uten er/ Men det kunde jag, ja det gick ju bra/ Det är nåt annat som jag saknar mycket mer/ Kommer ni ihåg hur det kändes då/ när tonen var så ren och intensiv/ i kärlek och musik i fest och och politik/ och hur alt det där förandra våra liv“.
Det fineste signalement af sangskriver Wij anno 2012 finder man i pladens længste nummer, det indledende “Långa vägen hem”. Det er en af den slags popsange, der stille og roligt kryber ind under huden på en og gør en afhængig. På nummeret får Wij hjælp vokalt af det svenske popvidunderbarn Mauro Scocco, der i øvrigt har italiensk afstamning…
Fra en balkon højt oppe ser sangen jeg – Wijs alter ego – ned over byen. Ser den kvinde, han er sammen med, nede på stranden – “så här mycket har vi aldrig haft varann“. Og ser den by, han er vokset op i. Den distancerede iagttagelse bliver udgangspunkt for refleksion over den tabte tid og den skrøbelige, desillusionerede lykke, der hersker i nuet. Byen bliver et billede på den forsvundne ungdom: “Där vår ungdom börja/ och där den tog slut/ Den tiden/ jag bär den/ här på min kropp/ Ett bläck som sakta bleknar/ utan att helt gå bort“. Ungdomstiden er som et blegnet blækspor i kroppen, i erindringen, og tilbage er en nøgtern voksen lykke, hvorom det hedder. “Och jag lär inte bli den stora trygga klippa/ som jag nånstans altid hoppats på att bli/ Men jag har aldrig känt mig/ mindra tom och ensam än här/ mellan värdarna jeg levde i“. Den sidste sætning i citatet indfanger i en nøddeskal det nøgterne dobbeltsyn, der præger Wijs forståelse af sit voksne liv, og af parforholdets romantik. Lykken blandes op med vemod og nøgtern erkendelse af, at drømme og håb ikke altid indfris helt. Men mindre kan gøre det. Og det er godt nok.
“Långa vägan hem” er kronen på værket på dette album, tror jeg efter at have lyttet mange gange til den. Men hver eneste sang er en lille blomsterknop, der folder sig ud, når man lukker op for den. “Romantiken” er en forførende plade, der gør en afhængig, fordi den vil mere end blot at levere professionel, indtagende pop. Det er voksen pop, der danser på livets alvor. Det er pop, der gør fordommene om uforpligtende pop til skamme. Hvis ikke den plade skaffer Wij mange flere lyttere og tilhængere, så er der ingen retfærdighed til…
Ovenstående video er fra en dokumentarfilm, der er lavet om Romantiken. I kan se resten her.
Den svenske duo This Vision udsender et nyt album i april måned med titlen “The Golden Age We Lost”, som jeg vil vende tilbage til. Duoen består af forsangeren Marcus Lantz og Christian Liedholm Hartmann, der tager sig af synthezisers og programmering. De to musikere er barndomskammerater fra Helsingborg, hvor de har spillet i forskellige bands. I 2005 fandt de sammen i This Vision.
Musikken bliver til i studiet primært. Og indtil videre er samarbejde resulteret i en EP i 2007 og debutalbummet This Vision, der udkom på deres egen plademærke Devotions Records i 2009.
Singlen “20th Century” løber i forvejen for det nye album, og der er tale om en iørefaldende popsang, der ikke kan skjule, at det er musik, der lavet i ABBAs hjemland. Lyden er på en eller anden vis umiskendelig svensk (og det skal forstås som et kompliment). En sfærisk, stemningsfuld, lidt melankolsk og måske nostalgisk sang, man let kan blive forfalden til…
Som læsere af denne blog vil vide, så har jeg en forkærlighed for svensk musik. Og jeg vil ikke sige farvel til 2011 uden at omtale Mattias Alkberg og hans album Anarkist. For det er en af de plader, der har gjort indtryk på mig i det forgangne år.
Mattias – eller Matti – Alkberg er født i 1969 og er både digter og singer-songwriter. Han har fire digtsamlinger på samvittigheden. I 1992 kom Separerade Ägg. Den blev fulgt op af Röda Stjärna i 1977, Jag var en av er (2000) og Göta Kanal i 2004.
Musikalsk har han også en del på samvittigheden. Især fra sit virke i Luleå-indiebandet The Bear Quartet, som har været på banen siden 1989 og har udsendt i nærheden af tyve album. Ved siden af Bear Quartet har Matthias også haft sit helt eget band Mattias Alkberg MD, der også har sit udgangspunkt i Luleå. Gruppen spiller en blanding af punk og indierock og har udsendt tre album i perioden 2004-2006. MD blev opløst i 2008.
Soloprojektet Anarkist er mere end bare et album. Det er en bog og et album i et. Ja, snarere et multimedieprodukt, hvor tradionelt album blandet med tekster fra tidsskrifter, blogsider og meget andet fra Alkbergs skriverier de sidste femten år.
Som titlen mere end antyder, så er Alberg et politisk engageret gemyt. Men vi befinder os langt fra halvfjerdsernes mest dogmatiske slogan-politiserende tekster. Men når man læser og lytter til Albergs tekster er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hans hjerte sidder i venstre side, at han forstår, hvad ordet solidaritet egentlig betyder – og at han besidder en sund skepsis over for den udvikling Folkhemmet Sverige har taget i efterkrigstiden. Det politiske engagement er mere en hjertebunden klangbund end politiserende fraseologi.
Digterens og forfatterens spredte lemmer holdes sammen musikalsk af et rockmusikalsk udtryk, der trækker både på svensk rocktradition fra tresserne og halvfjerdserne, på moderne indierock – og ikke mindst på svenskernes fornemme poptradition. Mattias Alkberg kan minde en hel del om Håkan Hellström på denne plade. En mere moden og mere socialt engageret udgave kunne man måske sige.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger