Indlæg tagget med tanke

Om jobs

15. januar 2009

Et job burde være som et par gamle cowboybukser, der passer en som en anden ham…

Slavoj Zizeks hemmelighed

13. oktober 2008

“Tell us a secret.

Communism will win.”

citeret efter The Guardians interview med psykoanalytikeren og filosoffen Slavoj Zizek.. (tak til Bo for linket)

Tanker fra notesbogen

6. maj 2008

I denne her politiske og kulturelle konjunktur gælder det om at bevare optimismen – og det lyse sind.

Besværgelse: Bedst som jeg har lagt underviserrollen fra mig, dukker den op igen for fuld styrke. Skæbne? Nemesis?

Det kan godt være, at fois gras er eftertragtet, men lige nu vil jeg hellere have et stykke godt rugbrød med god spegepølse og et par løgringe.
Livet er som en scene: Du kommer ind fra mørket og går ud i mørket igen. Set fra projektørlyset.

Ordet “tænketank”: Jeg tænker, at tænketank er udtryk for tankeløs tank(e)indspærring.

Poesi er en indgriben i sproget.

Sproget er åget – og ågets afkast(ning).

(fortsættes engang, måske…)

Krig og fred

25. april 2008

Mennesket kan ikke klare sig uden konflikter. Strid. Tvist. Polemos. En tør konstatering. Baseret på historiens vidnedsbyrd. Men kunne vi ikke civiliserede kampene, konflikterne, krigene – lidt? Jeg mener, vi har jo haft århundreder til det? Tænk sig, hvis man globalt kunne vedtage, at krige skulle udkæmpes som kampsport eller spil. Israel og palæstinenserne spille skak?! Irakkerne mølle eller dam? Tibetanerne og kineserne…

Fra Des til Dus

25. marts 2008

Jeg er gammel nok til at huske dengang, hvor man begyndte at holde op med at sige “De” til folk. I første omgang – og klarest i erindringen – står processen i skolen. Overgangen fra at sige Du i stedet for De til lærerne. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang fandt det svært at sige Du til visse voksne personer. Og stadigvæk – den dag i dag – skal jeg tage mig i nakken, når jeg skal (vil?) sige Du til ældre mennesker med en vis personlig pondus.
Det var en lille forskydning af omgangsformerne, der skete dengang i de tidlige tressere. Et friere kulturelt klima var på vej. Og der blæste forandringsvinde i sæder og skikke. Frigørelsen, der allerede var udkastet som en mulighed i halvtredserne (i hvert fald i pædagogikken med dogmet om “fri opdragelse”, som min tante, børnehavepædagogen, praktiserede med vekslende held…).
Dengang oplevede jeg det vist mest som et fremskridt, men siden er jeg kommet mere i tvivl. Måske har frigørelsen også haft nogle omkostninger? Måske har frigørelsen også indebåret, at nogle ting er blevet smidt ud med badevandet? Jeg tænker på den respekt for andre, man kan udtrykke gennem omgangsformerne. Fx respekt for voksne mennesker med livserfaring og -visdom. Hvor er respekten for andre mennesker blevet af i frigørelsens navn? Den er skrumpet ind i hvert fald. Du.

En Måske i århus

19. marts 2008

Jeg tror, vi skal bygge en Måske i århus. Et bygning med et stort tårn, der rager op over alle de prestigebyggerier, som man pønser på at bygge i den jyske hovedstad. Højt og iøjnefaldende skal den være. Man skal kunne se den på lang afstand, når man kommer kørende eller sejlende til staden. Måskeen skal være for alle dem, der tillader sig at tvivle og være skeptiske. Tvivle på religionernes nytte, videnskabens udsagnskraft, politikens evne til at gøre verden bedre. Ja, i det hele taget dem, der klør sig i nakken og håret, når de åbner for tv eller læse i avisen. For alle dem, der bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved alt – ikke mindst indgroede sandheder og nedgroede selvfølgeligheder, nedslidte dogmer og tørre ortodoksier. Altså: alle Spørge-Jørgenerne, som ikke tog skade af den endefuld, de fik i deres barndom, men fortsatte med at spørge: Hvorfor det? Hvordan det? Hvorfor dit og dat?
Fra det skinnende blå tårn kan disse tvivlere så kunne kigge ud over byen og det tilstødende land og undre sig over verdens udformning og verdens gang. Der vil være kiggerter med møntindkast til rådighed. Ellers skal der være mulighed for at folk kan gå afsides til små og større rum, hvor de kan få ro til eftertanke og fordybelse. Måske skal der også være et bibliotek med tvivlsom litteratur og dubiøse medier…

Hans Jørgen Schanz fylder 60

2. februar 2008

På min bogreol står et eksemplar af bogen Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status. Idéhistorikeren Hans Jørgen Schanz’ magisterkonferens. Den udkom det år, jeg som grøn student begyndte på universitetet. I 1973. Og den blev hurtigt et centralt værk – eller rettere: det centrale værk – i det der siden hen blev kaldt “universitetsmarxismen” og “kapitallogikken”. Det var hård læsekost for en uprøvet studenterhjerne som min. Lidt hjalp det dog, at Jørgen K. Bukdahl havde skrevet et længere efterord, hvor han ‘oversatte’ den lange titel til forståeligt dansk og ikke uden humor forklarede, hvad Schanz ville med sin konferens.
I dagens Information kan man læse en længere artikel om Schanz, der fylder 60. Slagtersønnen fra Als er stadigvæk på institut for idéhistorie, hvor han er professor og forelæser for nye generationer af idéhistorikere. Til lykke med dagen.

Lingeriets filosofi

1. februar 2008

DR-Nyheder bringer en rigtig journalist-nyhed. Man har opdaget, at en cand. mag i filosofi og historie fra Syddansk Universitet har kastet sig over et spørgsmål, som mange mænd gennem tiden har undret sig over: Hvorfor kvinder gør så meget ud af deres inderste beklædning (underforstået: Når det nu er forbeholdt nogle få at kigge derpå, ehem…). Afslørende for den journalistiske tankegang, så hedder det, at ‘det havde de færreste nok gættet’. Altså, at man kunne filosofere over sådan noget. Men, tillad mig filo(so)f, så er det vel filosoffens fornemste dyd, at undre sig over hvad-som-helst og efterfølgende forsøge at tænke det igennem stringent.
Bortset fra det, så har capac altid syntes, at lingeri er sådan et dejligt ord (betyder egl. (bløde) hvidevarer), og så benytter vi anledningen til at bringe et billede af sådant. Det siger måske også lidt om hvorfor…
Skidt. Vi tager lige et billede mere, når nu vi har åbnet for posen. Og har man ikke fået nok, kan man jo fx besøge det fornemme lingeri-firma Aubade, der giver gratis “forførelseslektioner” (med billeder…). Ehem….

En kværulant

22. oktober 2007

Hos Beologen og Kloge-ågerne i Centeret har man været optaget af en bestemt mand, Emil Bier, der har viet sit liv til at være systemkritiker i allerbredeste forstand. Det gav anledning til mange kloge overvejelser om kritik, uafhængighed og de personlige bevæggrunde m.m. Så var det jeg hørte radio i dag – i automobilet forstås – hvor kolonihavehusfilosof Arno Victor Nielsen blandt meget andet definerede forskellen på en kværulant og et brokkehoved. Sidstnævnte var en slags dekonstruktivist (brokke betyder egl. at bryde i stykker, brække fra hinanden o. lign.), argumenterende analytiker og kritiker. Medens kværulanten godt kunne have samme funktion – analyse, kritik osv. – men var drevet af en indre kval (lidelse, smerte etc. – kværulere kommer af lat. qvaerulari, der betyder: at beklage sig, klage etc.). To forskellige kritiske stilarter, kunne man måske sige. I hvert fald forekommer Bier mig at tilhøre kategorien: kværulant. Og det er positivt ment…

Forbandet ungdom – Klaus Rifbjerg og Ungdomshuset

14. marts 2007

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the RyeGriberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde på det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror på Københavns rådhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det så sjovt og brugt så mange som lige nu, er en anden historie, men måske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gået i knude. Generøsitet og venlighed, også når blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom så i gang, så det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan få lov til at leve videre og slå vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at få den brosten i nakken. Efterhånden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom på, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves også intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, når problemer skal løses. Uden menneskelighed går det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.

Mikael Rothstein – og mistænkeliggørelsens retorik

12. marts 2007


Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette årti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fået en klagesag på halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” består i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gå ind på indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet består i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, når han åbner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf på: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif består i at insinuere, at Mikael Rothstein på en eller anden måde bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) står i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. Altså med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgå i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel på, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gå i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter på universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

The World is’nt fair – apropos nedrivningen af Ungeren

5. marts 2007

When Karl Marx was a boy
he took a hard look around
He saw people were starving all over the place
while others were painting the town
The public spirited boy
became a public spirited man
So he worked very hard and he read everything
until he came up with a plan

There’ll be no exploitation
of the worker or his kin
No discrimination ’cause of the color of your
skin
No more private property
It would not be allowed
No one could rise too high
No one could sink too low
or go under completely like some we all know

If Marx were living today
he’d be rolling around in his grave
And if I had him here in my mansion on the hill
I’d tell him a story t’would give his old heart
a chill
It’s something that happened to me
I’d say, Karl I recently stumbled
into a new family
with two little children in school
where all little children should be
I went to the orientation
All the young mommies were there
Karl, you never have seen such a glorious sight
as these beautiful women arrayed for the night
just like countesses, empresses, movie stars and
queens
And they’d come there with men much like me
Froggish men, unpleasant to see
Were you to kiss one, Karl
Nary a prince would there be

Oh Karl the world isn’t fair
It isn’t and never will be
They tried out your plan
It brought misery instead
If you’d seen how they worked it
you’d be glad you were dead
just like I’m glad I’m living in the land of the
free
where the rich just get richer
and the poor you don’t ever have to see
It would depress us, Karl
Because we care
that the world still isn’t fair
—-
Dagens tekst er af Randy Newman

Isslag og islag

24. februar 2007

Frøknen og jeg diskuterer, hvad isslag og islag er. Diskuterer er måske så meget sagt, for inden jeg får mælet et eneste ord, kommer beskeden: Du skal ikke sige noget, jeg vil selv slå det op! Hun hader, når lærerfar vil forklare og uddybe i detaljer; og i øvrigt har hun lært (af samme lærerfar) at slå op i en ordbog. Men forklaringen erstatter et spørgsmålet med et andet: Hvad er underkøling? Jeg udfritter hende: hvad betyder det så, hva’? Det ender med, at jeg slår ordet op i en gammel udgave af Nudansk Ordbog, der giver en forståelig forklaring på godt gedigent dansk. Og så undrer lærerfar sig over ordbøgernes udvikling…

Vreden…

21. januar 2007

“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte…”. Mangen en sproglig student vil sikkert ihukomme Christian Wilsters indledende sætninger af Iliaden. Ordene og rytmen dukker op i min hjerne under læsningen af en klumme i Information. Klummen er forfattet af Klaus Lynggaard, Informations musikanmelder, som jeg altid læser med fornøjelse, selv om jeg ikke altid er enig med ham. Men det ville jo heller ikke være sjovt, hvis det var sådan. Klummen handler ikke om musik, men om, hvordan Klaus og fruen har set sig nødsaget til at flytte fra det centrale København og ud af byen. Fordi de oplever en stigende aggressivitet og hensynsløshed fra deres tidligere medborgere i storbyen. Det gælder køen i supermarkedet, hvor intet skal til for at få folk til at eksplodere i eder, forbandelser og trusler. Det gælder i trafikken, hvor trafikanter af alle slags udviser en kamikazeagtig hensynsløshed. Fodgængere får fuckfingeren eller et verbalt overfald, hvis de ikke flytter sig for cyklisterne – på fortovet. Og i den dur. Det seneste eksempel, og dråben, der fik bægeret til at flyde over, er, at Klaus med nød og næppe slipper for at blive maltrakteret af et baseballbat, fordi han havde bedt en anden bilist om at passere sig på en mindre vej. Manden havde medbragt baseballbattet – just in case
Læsningen af klummen er forstemmende, for den bekræfter det indtryk, jeg længe har haft og tidlgere har været inde på: At der er tale om en udbredt og stigende hensynsløshed i de sociale relationer. Man oplever det hele tiden i trafikken, der er et godt parameter for samfundets “sammenhængskraft” i det hele taget. Og man oplever det andre steder, hvor mange mennesker skal være sammen. Udsalgskøer, indkøbskøer osv.
Jeg kender en del mennesker, der arbejder inden for feltet “kundeservice” i private og offentlige organisationer. Også de oplever, at folk bliver mere og mere grove, hensynsløse, truende osv. Flere får hemmelig adresse og telefonnummer af samme grund. Eller stopper helt med at udføre deres arbejde – eller bliver syge af det…
Personligt tror jeg, at det er prisen for et økonomisk system, der i den grad sætter den personlige vinding i højsædet. Enhver skal sørge for sig selv, rage til sig og så kan fanden tage de sidste. Det er bagsiden af den nyliberalistiske mønt, der med tyrkertro vil gøre den individualistiske (=egoistiske) stræben efter rigdom til den saliggørende drivkraft i samfundet. Derfor kan man læse i aviserne, at de rige hytter deres eget skind og holder sig til deres egne ghettoer. Så kan de hjemløse og andre på samfundets B-, C- og D-hold sejle deres egen sø. De kan jo bare tage skeen i den anden hånd, ikke? Enhver er sin egen lykkes smed, ikke? Bliv avisbud og end som millionær, ikke?

Opdatering: Netop som man – foranledigt af filosoffen Carsten – har genfundet sin kulturoptimisme, smider Lars et indlæg med et link om danskernes manglende solidaritet…

Julegavegiveri

26. december 2006

Julen lakker stille og roligt mod enden. Blogbestyreren fik, hvad han ønskede sig allermest: ro og fred i familiens skød. Og vi nåede, hvad vi skulle. Endda at komme til julegudstjeneste med pigebarnet, der følger op på sin konfirmationsovervejelser. Far gør sin pligt og går med. Og det var hyggeligt, og kirken var mere end fuld. Flere gik forgæves og måtte komme igen senere. Eneste minus var et forfærdeligt orgel, hvis lyd lå et sted mellem en legetøjsplastikorgel fra BR og et opbremsende godstog på Kolding banegård. Præsten prædikede om den egentlige julegave: kærligheden. Det, jeg ønsker mig allermest, er en julenat med dig, citerede hun Brd. Olsen for. Jeg var ikke helt sikker på, hvad Noller og co. havde i tankerne. Men det var nok noget med julelege…
Og julegaver blev uddelt med rund hånd. Som Fruen sagde: Det er mange år siden, jeg har fået så mange gaver. Og når hun siger det…
Som bekendt er det ikke gavens materielle værdi, der er afgørende, men tanken bag. Derfor fik nedenstående gave fra min datter straks en høj prioritet. Hun ved, at Gravhunden betyder lige så meget for hende selv som for mig. Og hendes opfindsomhed tager jeg hatten af over for. Gravhunden var i øvrigt den, der fik flest gaver – fra datteren. Det blev både til et all-weather-dækken, gør-det-selv-hundekiks til bagning i ovnen, diverse gnaveting, en pose til hundeposer og godter på gåturen (som blogbestyreren formodentlig skal bære rundt på) osv.

Dachshundkop