Bag bandnavnet The Rentals gemmer sig Matt Sharp, der tidligere har slået sine musikalske folder i Weezer. Under navnet The Rentals har Sharp og hans musikalske hjælpere skabt tre album. På det nyeste, Lost in Alphaville, der skal omtales og anbefales her, får han hjælp af Jess Wolfe, Holly Laessig, Ryan Slegr, Lauren Chipman og Patrick Carney. Et persongalleri, der har forbindelse til navne som Lucius, Ozma og The Black Keys. Derud over får Rentals iørefaldende hjælp fra The West Los Angeles Children’s Choir på et par numre på pladen.
Det umiddelbare indtryk af pladen er, at der er tale om en gennemproduceret og meget homogen plade. Dette indtryk understreges af oplysninger om, at pladen er blevet til ved at alle sporene er blevet indspillet separat og efterfølgende lagt sammen af Matt Sharp i hjemmestudiet. Det er har givet de ialt 10 sange en fælles homogent præg. Omkring Sharps lette, næsten transparente stemme i forgrunden danser Wolfe og Laessigs feminine, unisone backingvokaler, et luftigt lag af strygere og nu og da Sharps egne synthesizer. Det hele kunne lette og blive indiepopsæbebobler af fineste slags, hvis ikke Carneys trommer, Slegrs upolerede guitar og Sharps egen bas trak det hele i retning af rock. Så det endelige output bliver en omgang velsmagende indierock med klart mainstreamhitpotentiale. Lost in Alphaville er en understregning af, at indiepoprocken stadigvæk er vital og har noget at byde på. Og det ville være synd, hvis pladen hurtigt gik i g(l)emmebogen, så giv den en chance på din afspiller. Hermed anbefalet.
The Rentals. Lost in Alphaville. Producer: The Rentals. Polyvinylrecords. Er udkommet.
Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.
Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.
Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.
Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.
Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.
Pillar Points debutalbum er sådan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan måle sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – så går man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder på fremover… Hermed anbefalet.
Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.
Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.
Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg håber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har måske været et af hans undladelsessynder, der først blev rådet bod på i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er også, at Hans står for det hele selv – fra komposition af musik over håndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.
Det mest imponerende er måske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stå for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sådan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – så kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.
Titlen på pladen Country på min måde angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der så at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder således en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker â€Teach you children†(fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt på originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige så og de vokale harmonier er også – helt forståeligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit â€Ramblin Man†(fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der får lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges på solistens sang og på den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan måske udtrykke det således, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sådan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og måske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…
Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (â€Toesâ€) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (â€Love of a womanâ€). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.
Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.
Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.
Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)
Nytårsforsæt her jeg ingen af. Som sædvanligt. Men jeg har en lille årstalsoverskridende plan, der går ud på at få gjort noget ved nogle af mine undladelsessynder. Noget jeg – af uforklarlige grunde ofte – ikke har fået gjort, lyttet til osv. Og det giver anledning til et nyt tag her i webloggen – “undladelsessynder” – der med mellemrum vil dukke op.
En af undladelsessynderne er, at jeg aldrig rigtig har fået mig lyttet ind på bandet Babyshambles, der blev dannet i 2004 af Pete Doherty efter opløsningen af Libertines. Derfor har jeg lånt alt, hvad jeg kunne finde med bandet på biblioteket. Albums, EPer, videoer. Sådan. Og lad os så få den ged barberet. Her er Babyshambles i en optagelse fra dvd’en Up the Shambles fra 2007.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
