Indlæg tagget med video

Gårsdagens antikvariske: Susan Lenox

27. juli 2007

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet på Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte så godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altså en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes får lov til at undersøge sagen… Måske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan også lånes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.

Vinegar Joe – rockstalgi

23. juli 2007


I går aftes faldt jeg helt tilfældigt over en kort omtale af det engelske band Vinegar Joe. Jeg havde næsten glemt gruppen, men nu dukkede den op fra de grå celler igen.

Det var heller ikke ret lang tid gruppen eksisterede. Den blev dannet i 1971 og opløstes allerede i 1974. Forklaringen er måske, at gruppen rummede et par store egoer, der hurtigt ville deres egne veje: sangerinden Elkie Brooks og sanger og guitarist Robert Palmer. Elkie har haft en fin solokarriere i England efterfølgende. Det samme gælder for Robert Palmer, der forlod det flippede look og sprang ud i jakkesæt som soul-sanger med videoer fulde af smækre fotomodeller.
Ud over disse to stjerner spillede Steve York på bas og Pege Gage på guitar. Men der var også andre musikere ind over i den korte tid projektet kørte: Mike Ceacon, Dave Thompson, Hohn Hawken, Tim Hinckley (keyboards), Jim Mullen (guitar), Pege Gavin, John Woods og Keef Hartley (trommer).

Tre hektiske år affødte tre plader, der stadigvæk er efterspurgte blandt samlere af den tids musik: debutpladen Vinegar Joe (72), Rock’n Roll Gypsies (72) og Six Star General (73).
Som mange andre engelske bands fra perioden spilledes en rythm-and-blues-baseret rockmusik med Elkie og Robert i forgrunden. Stilen kan minde om Alman Brothers Band eller Wet Willie. Og de efterfølgende videoer forklarer, hvorfor deres plader er samlerobjekter…
—–

Her er et par fine og sjældne optagelse med Vinegar Joe fra 1972, optaget af svensk tv, Take Me In Your Arms: Læs mere »

Rufus Wainwright til århus

14. juli 2007

Rufus med far Loudon

Ikke en dugfrisk nyhed, men alligevel. Sanger og sangskriver Rufus Wainwright, der tilhører den musikalske Wainwright-Mcgarrigle-klan, besøger den 5. december århus Musikhus. Det hjælper lidt på Musikhuset blakkede ry med hensyn til ny musik… Og så er der video: Læs mere »

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

8. juli 2007

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

I hovedet på en gammel dreng…

7. juli 2007

…selv om man har trukket stikket ud, så kan musikken godt finde på at spille videre indeni. XTCs lille sang om at være borgmesteren fra Simpleton (fra albummet med det saftige navn Oranges and Lemons fra ’89) dukkede op, medens sandalerne blev oversvømmet på en stille grusvej i sagte, silende, lunken regn…

John Mayall & the Blues Breakers

27. juni 2007

Mayall med Hendrix, Eric Burdon, Stevie Winwood...

På det lokale bibliotek sælger man ud af cd-samlingen. Cd’er uden covers, slidte og ramponerede og enkelte, der måske ikke har haft lånere nok, sælges for 10 kr./stk., 3 for 20 kr. Her faldt jeg over et album fra engelske John Mayall & The Blues Breakers fra 1995 med titlen “Spinning Coin”.
John Mayall var i fuld gang med sit musikalske projekt – the blues – da jeg gik med (stof)ble i halvtredserne, og han har været en del af mit musikalske landskab, siden jeg første gang hørte hans musik i tresserne. Da jeg gik på gymnasiet, havde vores musiklærer indkøbt forskellige albums med tidens musik for at komme de unge i møde og bane vejen for Bela Bartok, Penderecki og andre klassiske komponister, og blandt dem var der en Mayall-plade. Jeg tror, det var Empty Rooms fra 1970. Den lyttede vi meget til – specielt var der et nummer, som jeg ikke lige kan komme i tanke om – når vi ikke fordybede os i et obskurt Jimi Hendrix-live-album eller soundtracket fra Woodstock-festivalen.
Mayall er en af de musikere, man må have respekt for. Han har altid fulgt sin musikalske interesse for bluesen uden at skele (for meget) til kommerciel succes. Igennem årene har hans Bluesbreakers fungeret som rugekasse for mange af de musikere, der siden de tidlige tressere har sat deres præg på den ofte rythm-and-blues-inspirerede engelske rockmusik. Folk som fx Eric Clapton, Jack Bruce, Peter Green, John McVie, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Don Harris, Harvey Mandel, Larry Taylor, Aynsley Dunbar, Jon Hiseman, Dick Heckstall-Smith, Andy Fraser, Walter Trout, Coco Montoya, Johnny Almond og Jon Mark har stået i lære i Mayalls bluesskole. Siden midten af tresserne har han udgivet mindst et album om året, så der er noget at gå i gang med. Dertil kommer et hav af bootlegs.

Her er en nyere optagelse med John og Bluesbreakers med en vis Slowhand på ydmyg guitar:

Læs mere »

Marquee Moon – 30 års jubiliæum

19. juni 2007

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Læs mere »

Den logiske sang

16. juni 2007

Dagens nostagiske sang er Supertramp med The Logical Song fra albummet Breakfast in America. I pop- og rockmusikken er der skrevet meget om, hvad opdragelse og uddannelse gør ved unge sarte sjæle i det forsømte forår. Supertramps er endnu en af disse sange, der er vendt mod uskyldens år…

When I was young, it seemed that life was so wonderful,
A miracle, oh it was beautiful, magical.
And all the birds in the trees, well theyd be singing so happily,
Joyfully, playfully watching me.
But then they send me away to teach me how to be sensible,
Logical, responsible, practical.
And they showed me a world where I could be so dependable,
Clinical, intellectual, cynical.

There are times when all the worlds asleep,
The questions run too deep
For such a simple man.
Wont you please, please tell me what weve learned
I know it sounds absurd
But please tell me who I am.

Now watch what you say or theyll be calling you a radical,
Liberal, fanatical, criminal.
Wont you sign up your name, wed like to feel youre
Acceptable, respecable, presentable, a vegtable!

At night, when all the worlds asleep,
The questions run so deep
For such a simple man.
Wont you please, please tell me what weve learned
I know it sounds absurd
But please tell me who I am.

Doc Pomus & Mort Shuman

13. juni 2007

Jeg har tidligere skrevet om den fine, nu afdøde, amerikanske sangskriver Doc Pomus. I den forbindelse glemte jeg vist at nævne, at Pomus arbejde tæt sammen med en anden ferm sangskriver, Mort Shuman (ved nærmere eftersyn: Nej, det gjorde jeg ikke…). Shuman, der døde alt for tidlig i en alder af kun 54 år i 1991, blev især kendt for netop sit samarbejde omkring en række pop- og rockhits, fx Elvis Presleys Viva Las Vegas.
Samarbejdet med Pomus, der efter The British Invasion også førte dem til England, hvor de skrev numre til de nye navne, endte i 1965. Herefter slog Shuman sig ned i Frankrig, hvor han leverede sange til Frankrigs Elvis Presley, Johnny Hallyday, og begyndte sin egen solokarriere. Ud over en række fine albums, der i dag er samlerobjekter for feinschmeckere, gjorde han sig bemærket ved at oversætte den legendariske belgiske sanger og sangskrivers Jacques Brels sange til amerikansk. Og han var ophavsmand til den succesfulde Broadway-opsætning Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.
I år er der udkommet en cd med sange fra Doc Pomus & Mort Shumans fælles samarbejde: The Pomus & Shuman Story: Double Trouble 1956-1967. På pladen giver en lang række af datidens kunstnere deres versioner af partnerskabets iørefaldende sange:

1. (Wake Up) Miss Rip Van Winkle – TIBBS BROTHERS
2. Lonely Avenue – RAY CHARLES
3. I Ain’t Sharin’ Sharon – BOBBY DARIN
4. Hushabye – MYSTICS
5. It’s Been Nice – MARTY WILDE
6. (Marie’s The Name) His Latest Flame – DEL SHANNON
7. Angel Face – JIMMY DARREN
8. Turn Me Loose – FABIAN
9. A Teenager In Love – DION AND THE BELMONTS
10. Hey Memphis – LAVERN BAKER
11. Save The Last Dance For Me – DRIFTERS
12. Go Jimmy Go – JIMMY CLANTON
13. Too Good – LITTLE TONY AND HIS BROTHERS
14. Seven Sins – BARRETT STRONG
15. So Close To Heaven – RAL DONNER
16. First Taste Of Love – BEN E. KING
17. Can’t Get Used To Losing You – ANDY WILLIAMS
18. All You Gotta Do Is Touch Me – BOBBY VEE
19. A King For Tonight – BARRY DARVELL
20. Suspicion – TERRY STAFFORD
21. Seven Day Weekend – GARY U.S. BONDS
22. Spanish Lace – GENE McDANIELS
23. Double Trouble – ELVIS PRESLEY
24. I’m Gonna Cry ‘Til My Tears Run Dry – IRMA THOMAS
25. Stop – HOWARD TATE
26. Say Those Magic Words – McCOYS

Videosmagsprøver: Læs mere »

Summer Breeze – nostalgi og aktualitet…

12. juni 2007

Var ude og lufte hunden – senere end sædvanligt, for det har været for varmt for ham og mig. Det var dejligt svalt her til aften og en let brise gjorde denne sommerdag helt perfekt. Og satte straks nostalgigeneratoren – den musikalske – i gang. For hvad kunne være mere passende at lytte til sådan en aften end de to texanere Seals & Crofts gamle summerhit fra 1972: Summer Breeze. Her i en syret videooptagelse:

I can’t get no Satisfaction

9. juni 2007

Stones, Hyde Park 69 med gæster

Måske ikke uden en vis forbindelse til det foregående indlæg om seksuelt frisind på Cuba, så er dagens nostalgiske indslag fra de gode gamle dage The Rolling Stones med Satisfaction.

I can’t get no satisfaction,
I can’t get no girl reaction.
‘Cause I try and I try and I try and I try.
I can’t get no, I can’t get no.

When I’m ridin’ round the world
and I’m doin’ this and I’m signing that
and I’m tryin’ to make some girl
who tells me baby better come back later next week
’cause you see I’m on losing streak.
I can’t get no, oh no no no.
Hey hey hey, that’s what I say.

I can’t get no, I can’t get no,
I can’t get no satisfaction,
no satisfaction, no satisfaction, no satisfaction.

Læs mere »

We love you – The Rolling Stones

8. juni 2007


Vi skal jo ikke glemme Bedstefarrockerne (som de blev kaldt på tv) The Rolling Stones, der fortsætter med deres succesfulde turné i Europa. De får lov til at stå for dagens musiknostalgiske indslag fra 1967: We love you. Af en eller andet grund forbinder jeg dette nummer med sommeren. Sikkert, fordi “videoen” blev vist den sommer i 67.
På de to udgaver ser man en tydeligvis knokkelskæv Brian Jones, der har svært ved at holde øjnene åbne.
Historien bag videoen var også, at samme Brian kort forinden – i maj 67 – var blevet arresteret for besiddelse af cannabis, kokain og metamfetamin. Men han slap med et kraftig advarsel, kaution og pålæg om at lade sig behandle for sit misbrug. Samtidig havde makkerparrret Jagger/Richard en famøs retsag kørende i forlængelse af en stærkt medieovervåget og meget omtalt narkotikarazzia, der var gennemført i Jaggers hjem, hvor blandt andre en ung Marianne Faithfull var til stede kun iført pels…
Sangen og videoen til “We love you” blev opfattet som dels en hyldest til gruppens loyale fans, der havde støttet gruppen i disse modgangstider, og dels som en besk kommentar til forfølgelsen af gruppen. I øvrigt medvirkede John Lennon og Paul Mccartney som backingsangere på pladeoptagelsen.

Kort tid efter indspilledes en af gruppens mesterværker – det psykeliske, tydeligt Sgt. Pepper-inspirerede album Their Satanic Majesties Request. Læs mere »

Sommertid og stranddrenge

7. juni 2007

Den fynske vejrpige på DR lover mere sommer forude. Og på soundtracket til en fin sommer finder man selvfølgelig også – helt uomgængeligt (jeg tror, at Uffe vil være enig…) – Stranddrengene, The Beach Boys, der er indbegrebet af musikalsk sommer, surfbrædder, høje blå bølger, sand, solskin, skønne piger, sommerferie og ishuse. Her er to klip fra dengang, før verden for alvor gik af lave…

I, I love the colorful clothes she wears
And the way the sunlight plays upon her hair
I hear the sound of a gentle word
On the wind that lifts her perfume through the air

Im pickin up good vibrations
Shes giving me excitations

Læs mere »

Raveonettes – spiller John Lennon

6. juni 2007

Den danske gruppe Raveonettes med Sune Rose Wagner og Sharin Foo – en gruppe, capac, med skam at melde, ikke har lyttet så meget til endnu, har udsendt en video med en coverversion af det gamle John Lennon-nummer One Day (At A Time), der stammer fra Mind Games-albummet (1973). Det er Stereogum, der har lagt den ud på sin side. Kan nydes her. Nummeret er i øvrigt en del af projektet Instant Karma – Save Dafur, hvor kunstnere fra alverdens lande giver deres bidrag til at afhjælpe denne ufattelige, humanitære katastrofe, som glemmes i lyset fra de daglige billeder fra Irak-krigen…

Paul Mccartney med kaffe

6. juni 2007


Så oprandt dagen, hvor Paul Mccartneys nye plade Memory Almost Full blev udsendt på kaffefirmaet Starbucks pladeselskab. Mccartneys plade er den første på plademærket, og dagen blev fejret med non-stop-afspilning af pladen i 10.000 Starbuck-forrretninger. Se rapportagevideoen her og læs mere (du skal klikke på videoen til højre og vælge den på næste side).

Bare de nu ikke får kaffen i den gale hals! ;-)