Dødsfald: Per Aage Brandt er død – 77 år
12. november 2021Måske hænger det sammen med, at min egen krop lige nu minder mig om, at også jeg har en udløbsdato – at meddelelsen om Per Aage Brandts død rammer mig som en sproglig hammer gennem internettets nådesløse direkthed. Nej, jeg ville under alle omstændigheder bliver ramt af den nyhed. For Per Aage Brandt er uden tvivl den intellektuelle, der har haft størst betydning for min akademiske løbebane. Åh nej, nu er han død.
Det var, da han var ansat på Romansk Institut ved Århus Universitet i halvfjerdserne, jeg fik fornøjelsen af at have ham som underviser. Det var på den særlige institution, som Århus Universitet dengang havde skabt for at fremme det tværvidenskabelige, interdisciplinære, kaldet Tværfag, at han sammen med en lille håndfuld, yngre kolleger og med sit allerede dengang unikke udgangspunkt, semiotikken, kastede os ud i læsning af moderne fransk filosofi (fx Jean Baudrillard) og ikke mindst psykoanalysen i Jacques Lacans franske aftapning. Takket være Per Aage kom jeg i gang med at læse fransk filosofi, psykoanalyse og andet på originalsproget – noget jeg lige siden har haft stor nytte og glæde af.
Og af de kollektive anstrengelser i det tværfaglige miljø udsprang et lille universitært tidsskrift, der senere voksede op og blev til tidsskriftet Semiotik (der vist stadigvæk eksisterer i en universitær udgave under navnet Almen Semiotik). Og det tværfaglige arbejde og ikke mindst Per Aages insisteren på det semiotiske udgangspunkt betød også, at universitetet efterfølgende fik sit eget center for semiotik – selvfølgelig med Per Aage Brandt som leder.
Jeg blev meget inspireret af Per Aage Brandt dengang, selv om jeg ikke altid forstod, hvad han tænkte og mente, og heller ikke altid var enig med ham. Men han inspirerede mig, og jeg fulgte ham længe efter afsluttet uddannelse på hans åbne semiotik-seminarer på Center for semiotik. Helt ind i halvfemserne.
Først her mange år senere er det gået op for mig, at det, der først og fremmest inspirerede mig og som jeg tog farve af (uden at vide det…), var hans intellektuelle egensindighed. Uanset, hvad han kastede sig over – strukturalisme, post-strukturalisme, psykoanalyse, Marx, kognitionsforskning og meget mere – så var det først og fremmest hans egne ideer og tanker, der var gældende. Han identificerede sig aldrig restløst i det teoretiske udgangspunkt. Og på den led var han som flere af mine intellektuelle helte – Karl Marx, Sigmund Freud, Jacques Lacan, Walter Benjamin, Jacques Derrida m.fl. – der alle havde det tilfælles, at de gik deres egne veje og af samme grund kom på tværs af og i det akademiske establishment.
Og måske er det ikke helt tilfældigt, at Per Aage Brandt gennem alle årene holdt fast i en esoterisk, excentrisk inspirationskilde, nemlig franskmanden George Bataille, som Per Aage var den første til at oversætte og som han blev ved med at vende tilbage til. En tænker, der er prototypen på den geniale ener, der forfulgte sin egen grænseoverskridende forskning – på kanten af det etablerede åndsliv.
Jeg kunne blive ved med at skrive side op og side ned om Per Aage Brandt og hans betydning for mit akademiske liv, men vil stoppe her i taknemmelighed over at have fået lejlighed til at opleve ham som underviser, forsker og digter. Og glæde mig over, at reolerne er tynget af mange af hans bøger.
Og jeg finder lidt trøst i en sætning, Per Aage skrev på sin Facebookside: “Thinkers, like poets, get better after their death —“.
