24. januar 2009 arkiv

Grace Slick – og The Great Society

24. januar 2009

Det kan vel dÃ¥rligt komme som nogen overraskelse for nogen, at Grace Slick – sangerinden i Jefferson Airplane – var fotomodel en kort tid, inden hun blev grebet af musikken. Det var godt, hun droppede modelkarrieren, for ellers havde vi gÃ¥et glip af en af de helt store kvindelige stemmer i rockmusikken. Grace Slicks kontraalt er, efter min beskedne mening, noget helt særligt i tresserrocken. Kraftfuld, klar og lidenskabelig.
I følge anekdoterne var der to grunde til, at Grace forlod modeljobbet til fordel for musikken. Dels kunne hun tjene flere penge, og dels var det meget sjovere at føre sig frem pÃ¥ en scene som sangerinde. Det siges ogsÃ¥, at det var The Beatles, der satte gang i hendes og ægtemanden Gerry Slicks’ drømme om at skabe deres eget band. Resultatet af drømmerierne blev The Great Society, der blev dannet i 1965 sammen med et par venner. Egentlig var der ikke tale om en gruppe i snæver forstand, men – i tidens eksperimenterende Ã¥nd – et løst projekt. Dannelsen faldt sammen med, at San Francisco i de Ã¥r blev selve stedet, hvor de nye musikalske og kulturelle impulser kom fra. Gruppen nÃ¥ede frem til sin opløsning Ã¥ret efter at indspille nogle singler og en del materiale, der siden er blevet udgivet. Til historien hører ogsÃ¥, at bandet blev meget populært i San Francisco pÃ¥ den tid, og at det var i Great Society-tiden, de kendte Jefferson Airplane-sange “White Rabbit” og “Someone to love” blev lavet. Grace fik i 1966 tilbud om at blive Jefferson Airplanes nye forsangerinde, og det kunne hun ikke sige nej til. Resten er musikhistorie. I øvrigt fylder Grace 70 Ã¥r til oktober…

The Great Society – White RabbitSomebody to love – optagelserne er lidt primitive, men Grace Slicks  stemme er det hele værd…

Jag är nyfigan – gul och blÃ¥ – lidt nostalgisk film…

24. januar 2009

Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt pÃ¥ grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje pÃ¥ et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der stÃ¥r og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede pÃ¥ det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blÃ¥ – var ogsÃ¥ grænsesøgende pÃ¥ anden end seksuel vis. Filmene var ogsÃ¥ – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener gÃ¥r Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er ogsÃ¥ formeksperimenter i den forstand de – i trÃ¥d med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler på tressernes sexualliberale nybrud og på den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i årene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.