december 2008 arkiv

Mere ABBA… fra gemmerne

31. december 2008

Jeg kom i tanke om en anden video-udgave af ABBAs “Happy New Year” og måtte lige løbe Fruens ABBA-video-dvd igennem – og ganske rigtigt, dér var den. Og så blev jeg hængende lidt og genhørte et par mindre kendte, men ikke desto mindre særdeles vellykkede ABBA-sange. “Under Attack” er fra deres sene periode, og den har alle de kvaliteter, man kan forvente sig af de to svenske sangskrivere og deres syngepiger. Nyd den. Et forrygende flot popnummer:

En anden “sjældenhed” (hvis man elles kan sige det om ABBA…) er “The Day Before You Came”. Her i en udgave, hvor lyden skulle være HQ. Igen en velturneret sang fra den periode, hvor ABBA bevægede sig lidt væk fra de decideret hitlisteorienterede sange uden af miste de klare popkvaliteter….

Happy ABBA New Year

31. december 2008

2008 var også året, hvor de fire svenskere fik en genoldigt come-back takket været musical-filmen “Mama Mia”, hvis succes på lærredet og dvd-markedet gjorde alle de mavesure kritikere til skamme. Og mindede os andre om, hvilken popsangskat, der ligger i Björns og Bennys bagkatalog.

Psykedelisk garage: Music Machine – Talk Talk

31. december 2008



Los Angeles-kvintetten The Music Machine blev dannet i 1965 på resterne af The Ragamuffins og markerede sig straks som en band med stil. Sort tøj og Beatles-agtige frisurer var den udvendige fremtræden for en musik, der med syrede guitarlyde og Farfisa-orgel udgjorde en særegen blanding af psykedeliske toner og regulær punket garagerock. Bandets første single, “Talk Talk”, der blev taget fra debutalbummet (Turn On) The Music Machine, blev et top 20 hit – og en klassisk garagerocksang.
Bandet bestod af forgrundsfiguren og sangeren Sean Bonniwell, trommeslageren Rod Edgar, guitaristen Mark Landon, basisten Keith Olsen og organisten Dough Rhodes. Allerede efter debuten havde bandet problemer med pladeselskabet, der ville styre den musikalske retning. Og i forbindelse med en PR-tur i 1967 gik gruppen i opløsning. Faktisk var der kun Bonniwell tilbage. Under navnet The Bonniwell Music Machine fik Sean en pladekontrkat med Warner og udsendte et album, der bestod af gamle optagelser med det oprindelig band. Selv om pladen var mere pop-mainstream-orienteret blev den ikke nogen succes. Der er kommet indtil flere opsamlingsplader med gruppen – og i 2000 udsendtes også albummet “Ignition”, der består af hidtil ukendte optagelser med Ragamuffins og Music Machine.
Bandet fortjener at blive husket for deres debutplade, der må anses for at være en garagerock-klassiker på linje med det bedste fra 13th Floor Elevators.

 

Cæsar – Jorden i flammer

31. december 2008

I dag kom den så. Cæsar-singlen med “Storkespringvandet” og P. F. Sloans “Jorden i flammer” i Thøger Olesens fordanskning. Det er længe siden, jeg har hørt “Jorden i flammer”, og det har været et herligt genhør. Faktisk synes jeg, at Cæsars rå udgave er langt bedre end Barry Mcguires amerikanske version af Sloan-sangen. Og Olesens tekst er en ramsaltet opsang til den danske borgerlige magelighed i Vietnam-krigens og andre internationale konflikters skygge. Og den indfanger fint den spirende globalt-politiske bevidsthed hos datidens unge, der var vokset op i efterkrigstiden, den kolde krig og under atomkrigstruslen.
En sjov ting er i øvrigt, at Cæsars single først blev udsendt med Storkespringvandet som A-side – og med stor succes. Senere blev der så byttet om på A- og B-side og endnu 45000 eksemplarer røg over disken…

Godt Nytår til alle læsere af bloggen

31. december 2008

Selv om der endnu er nogle dejlige timer tilbage af det gamle år, som jeg vil nyde i fulde drag, så vil jeg allerede ønske alle jer derude et rigtigt godt og velsignet nytår. Pas på hinanden – og jer selv – så skal det nok gå alt sammen trods finanskrise og global opvarmning. Og ham Fogh kommer vi nok snart af med…

(Happy Xmas Kyoko
Happy Xmas Julian)

So this is Xmas
And what have you done
Another year over
And a new one just begun
And so this is Xmas
I hope you have fun
The near and the dear one
The old and the young

A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear

And so this is Xmas
For weak and for strong
For rich and the poor ones
The world is so wrong
And so happy Xmas
For black and for white
For yellow and red ones
Let’s stop all the fight

A very Merry Xmas
And a happy New Year
Let’s hope it’s a good one
Without any fear

Nytårsfyrværkeri: Skal – skal ikke – og deus ex machina

30. december 2008

Jeg kan vældigt godt lide at se på nytårsfyrværkeri. Men efterhånden gider jeg ikke mere selv at stå med en cerut i hånden og tænde raketter og andet skyts. Jeg kan godt nøjes med at se på. Der er jo nok i forvejen. Så på vejen til det store lokale supermarked vaklede jeg mellem at købe krudt og at droppe det for første gang. Men jeg kunne ikke bestemme mig, og det irriterede min blindtarm gevaldigt. Det danske vægelsind. Og så kom deux ex machina og afgjorde det for mig: I supermarkedet var der opsat en stor plakat, der meddelte, at man beklageligvis ikke solgte nytårsfyrværkeri, fordi man havde haft indbrud! Sådan.

Gaza: Stop blodbadet nu…

30. december 2008

Næppe er julen overstået, og straks bryder konflikterne ud i  det glade julebudskabs centrale geografiske område: Mellemøsten. Så langt tilbage min personlige hukommelse går, har der været ballade dernede. Og alt for mange menneskeliv er blevet ødelagt og er gået tabt i en tilsyneladende endeløs konflikt. På dette sted skal der ikke diskuteres pro-et-contra. Hvem der har ret, og hvem der ikke har det. Hvem man skal holde med eller ej. Det handler om at føre konflikten over i et civiliseret og konstruktivt regi: I stedet for raketterne og jagerbomberne skal dialogen tale. Verdenssamfundet må tvinge de stridende parter til at finde en forhandlingsløsning. Stop blodsudgydelserne nu. Via La Beet.

 

Genhør: The Grass Roots

30. december 2008

I går havde jeg en email-udveksling med en musikven om Cæsar og P. F. Sloan, og bagefter kom jeg til at tænke på bandet The Grass Roots. Græsrødderne var et projekt for sangskriverparret P. F. Sloan og Steve Barri og blev dannet tilbage i 1965. Anekdoten fortæller af de to ambitiøse sangskrivere indspillede sangen “Where Were You When I Needed You” med Sloan i den vokale forgrund og en række studiomusikere bag sig under navnet “The Grass Roots” og sendte demooptagelsen til pladeselskabet Dunhill Records og til de lokale radiostationer. Sangen vakte tilstrækkelig opmærksomhed til, at Sloan og Barry mente, at det ville være en god idé at skabe en fast udgave af The Grass Roots. Og sådan blev det. San Francisco-gruppen “The Beduins” blev overtalt til at skifte navn og forsangere Willie Fulton overtog Sloans sangerrolle. En ny version af “Where Were You When I Needed You” røg ind på top 50. Imidlertid ville Beduinerne alligevel gå deres egne musikalske veje, og Sloan og Co. fandt et andet band, The 13th Floor (nej, ikke 13th Floor Elevators!9, der var villig til at overtage rollen som The Grass Roots. Og det var denne konstellation – med Creed Bratton, Rick Coonce Warren Entner og Kenny Fukomoto – der blev den “rigtige” udgave. I 1967 fik Græsrødder deres største hit med “Let’s Live For Today”, der kom ind på den amerikanske top 10. Og de næste fem får – til 1972 – forsatte de i samme popspor. Selv om bandet var et tegnebordsprojekt lykkedes det faktisk for bandet og dets producere (blandt andet Steve Barri), at skabe en særlig sound, der var inspireret af både engelsk og amerikansk beat, pop, soul og folk. Til bandets succes kan man regne: “Things I Should Have Said” (1967), “Midnight Confessions” (1968), “Bella Linda”, “Lovin’ Things”, “The River Is Wide”, “Wait A Million Years”, “Heaven Knows” (1969), “Walking Through The Country”, “Baby Hold On”, “Temptation Eyes” (1970), “Sooner Or Later” (1971) og “Two Divided By Love” (1972).

Lou Reed – i det musikalske laboratorium

30. december 2008

Det forlyder, at den gamle rock-rod, Lou Reed, har dannet, hvad han selv kalder “en optagerenhed” ved navn Best Seat In The House. Det er en slags musikalsk eksperimentarium, hvor Reed og Co. vil spille forskellige typer Reed-musik, fra “industrial til det meditative til sange og alle de subway-stoppesteder, der ligger imellem”. Projektet har allerede udsendt en live-optagelse fra to optrædener i Los Angeles. Optagelserne kan downloades – mod betaling – via Lous hjemmeside. Ud over Lou selv medvirker Ulrich Kriger på tenorsaksofon og elektroniske hjælpemidler og Sarth Calhoun på “live processing og Fingerboard Contiuum” (hvad det så end måtte være…). I følge forlydener skulle musikken ligne den famøse Metal Machine Music en del. Så er fans advaret. Musikken kommer også på gammeldags cd til januar.

Lou Reed – Dirty Boulevard

I James Browns danseskole

30. december 2008

Nytårsaften er lige om hjørnet. Og måske skulle man få pudset sine dansesko og få fundet den dansante musik frem fra hylderne. Og hvis man har det som jeg, kunne det måske også være en idé at få lidt danseskoletrin opfrisket inden man inviterer sin udkårne ud på dansegulvet. Så er det jo heldigt, at jeg lige er faldet over en gammel video, hvor selveste James Brown viser, hvordan man kan gøre. Og man kan sikkert selv sætte bevægelserne sammen, som man lyster.

tak til sneakmove for ideen.

Freddie Hubbard – jazz-trompetist – er død, 70

30. december 2008

Indrømmet. Jazzen fylder ikke meget i blog capac. Men det er ikke, fordi jeg ikke kan lide jazz. Det kan jeg faktisk godt. Meget endda. Bebop, free jazz er cool.
Derfor kommer jeg heller ikke uden om at nævne, at en af de helt store kanoner inden for jazzen, trompetspilleren Frederick “Freddie” Dewayne Hubbard, er død 70 år gammel. Det er næsten nemmere at nævne dem, han ikke har spillet med, end dem, han spillede med. Alle de store, fra Monk til Davies, fra Rollins til Coltrane. Og hans særlige energiske, vilde spilestil blev stilskabende og havde stor indflydelse på den moderne jazz op gennem tresserne.
Dødsårsagen er ikke kendt. Hvil i fred.

Freddie Hubbard – Stablemates

Genhør: American Flyer – en amerikansk “supergruppe”

29. december 2008

At blive udnævnt til at være en ny “supergruppe” var ikke nogen garanti for varig succes dengang i de sene tresser og halvfjerdserne, hvor begrebet blev støbt. American Flyer blev dannet i 1976 og medlemmerne gik hver til sit to år efter og med to fremragende albums på samvittigheden. Successen stod ikke mål med ambitionerne.

Bandet bestod af sangeren, sangskriveren og guitaristen Craig Fuller, der gjorde sig bemærket i den legendariske country-rock-gruppe Pure Prairie League og langt senere som medlem af Little Feat, guitaristen Steve Katz, der havde en fortid i The Blues Project og  Blood, Sweat & Tears, Doug Yule fra Velvet Underground og sangskriveren og musikeren Eric Kaz, der havde en fortid i The Blues Magoos.

Stilen på bandets to plader – det eponyme debutalbum fra 1976 og Spirit of a Woman fra året efter – er præget af den bløde, melodiøse såkaldte West-Coast-sound fra halvfjerdserne, hvor folk som James Taylor, Carole King, John David Souther, Jackson Browne og Linda Ronstadt skabte en lyd og en stil, der både kunne tilfredsstille FM-mainstream-lyttere og mere kræsne musikalske ører. Fuller og Kaz stod for de fleste sange. På de to plader – der siden er  genudgivet på en enkelt cd – finder man klassikere som “Love has no Pride” (indspillet af Linda Ronstadt, Bonnie Raitt, Johnny Cash m.fl.) og “Cry Like A Rainsstorm” (også indspillet af Raitt og Ronstadt).

Eric Kaz har også indspillet en lille håndfuld soloplader og en enkelt duoplade (m. Craig Fuller) i samme vestkyst-country-folk-prægede stil. Plader, der er svært opdrivelige, hvis man ikke har tegnedrengen i orden.
American Flyers plader kan heldigvis fås til normal pris. Og kan varmt anbefales, hvis man er til halvfjerdsermusik. Musikken holder 100% trods lidt knas fra grammofonen…

American Flyer -Spirit of a Woman

Forudsigeligt og fantasiløst – jagten på efterlønnen og dagpengene

29. december 2008

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning på velfærdsproblemet. Cand. oecon fra århus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i såvel efterlønsordningen som dagpengene. Så flere bliver og kommer ind på arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser på det område. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege på konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde på ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo få de offentlige arbejdsgivere til at gå i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – så kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt på ledige med garanti få de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok også være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (på de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der også er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gå væsentligt ned i levefod…

Delainey Bramlett er død, 69

29. december 2008

Delanye Bramlett  – der ses på ovenstående billede sammen med en anden afdød musiker, Jerry Garcia – meldes død i en alder af 69 år. Han havde været syg gennem længere tid og døde efter komplikationer ved en galdeblæreoperation.
Delayneys store gennembrud kom, da han i slutningen af tresserne dannede musikprojektet Delaney & Bonnie med sin daværende kone Bonnie Lynn. Et blues-baseret rockende foretagende, hvis koncerter var berømmede, og tiltrak sig store deltagende navne som Dave Mason, Eric Clapton og George Harrison. Delaney var også producer og med-sangskriver for Eric Clapton på dennes første og meget vellykkede soloalbum. Hvil i fred, Delanye.

Eric Clapton “Poor Elijah” Delaney & Bonnie Bramlett 1969

Evighedsstudenten – en uddøende race?

28. december 2008

Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…